FRA PERSERRIGET TIL PALÆSTINA #2 // REPORTAGE – Landet emmer af venlig gæstfrihed, men også af dystre fjendebilleder, som styret tydeligvis har brug for – ligesom Israel og USA. Her følger anden og sidste del af Kasper Mathiesens rejse i et land, hvor folk taler åbent, og hvor utilfredsheden med styret er mærkbar.
ISFAHAN – Jeg har drømt om at besøge Iran i årtier og bliver ikke skuffet: Landet viser sig at være en overdådig buffet af sublim kunst og kultur, liv og historie og voldsomme kontraster, gamle traditioner, nybrud og bjergtagende natur, et vildt og fantastisk og skørt land på noget, der til tider minder om en fremmed planet eller et selvstændigt kontinent.
Befolkningen er overvældende gæstfri og imødekommende overalt, hvor vi kommer frem. Vi møder chauffører, der nægter at tage imod betaling, og spiser gratis på restaurant, fordi vi er gæster. Vi inviteres hjem hos folk, der insisterer på at give os gaver og bespise os, som var vi royale. Der er selvsagt langt mellem turisterne i et land, der bliver udstillet som djævlen selv i store segmenter af det globale imaginarium.
En aften på vej hjem fra den gigantiske Et Billede af Verden-plads (Naqsh-e-Jahan i safavidernes sagnomspundne hovedstad), hvor alt har sin helt egen overlegne æstetik, mister jeg min telefon, mine penge og mit betalingskort. Vores livline til penge, internet, føde og kommunikation er kørt væk på bagsædet af en fremmed taxi i en by med to millioner indbyggere.
Et par timer senere har jeg takket være en venlig redningsmand på gaden fået den tilbage. Han insisterer på, at det er Gud selv, der har klaret ærterne, og ydermere på, at det er hans pligt og fornøjelse at invitere os til middag hans sin familie. Vi bliver stuvet sammen i hans bil, og inden længe sidder vi på et persisk tæppe med hans kone, hans bror og hans forældre i en oplyst stue, mens retterne én efter én bliver placeret foran os.
Jeg bliver mindet om, at den islamiske republik er barn af krig og blod og kamp. At den er bygget oven på ligene af en million martyrer
Vores nye ven er nyuddannet sygeplejer og aftjener for tiden sin værnepligt. Han er 100 % regimetro, og aftenen igennem bliver vi introduceret til både shia-islams facetter og ayatollah-styrets godhed, visdom og overlegenhed. De har formået at give iranerne deres stolthed tilbage, fortæller han, formår at holde Vestens korrumperede kultur og magt på afstand, værner om ikke bare islam og Iran, men hele den muslimske verden.
Men befolkningen er utaknemmelig, forklarer han, fordærv spreder sig indefra, og moral og traditioner forfalder. Mange forstår ikke, at krigene i udlandet er nødvendige for at holde fjenden for døren. Hvis ikke det var for revolutionen og martyrernes blod, modet og offervilligheden og visdommen, ville Iran være lige så slavegjort og undertrykt som den arabiske verden, hvor lande som Saudi-Arabien, Jordan, Emiraterne og Egypten blot er USA’s og Israels underdanige tjenere i lænker. USA’s grådighed, kynisme og begær efter kontrol over verden og Iran er åbenlys.
På gader og offentlige pladser vajer ofte palæstinensiske flag og slagord om støtte til de hellige krigere
Det kræver snuhed at præstere kvalificeret modstand. Uden Iran og Qasim al-Sulaimanis Jerusalem-styrker i Irak og Syrien ville ISIS aldrig være blevet overvundet. Før eller siden ville de have invaderet Iran. Hvor ville Libanon og Palæstina være uden Hizbollah til at begrænse zionisternes evige ekspansion og etniske udrensninger? Palæstina ville være uden håb, men takket være det iranske regimes gavmildhed og militærindustri er kampen endelig ved at vende. Alle kan se Vestens hykleri, siger han med passion i blikket, hele verden kan se, at Israel er falsk, en terrorstat, der slagter uskyldige og stjæler jord, som har en overordnet plan, der er at få ikke-jøder fjernet fra Palæstina med alle midler.
Det er tydeligt for alle, mener han, selv de vestlige befolkninger er efterhånden ved at vågne op til mediernes løgne. Men Palæstina bliver også befriet en dag, og Jerusalem vil igen blive frit, forsikrer han os med et smil, mens vi spiser vores ab-kush med friske urter og sæsonens saftige granatæbler til dessert.
Den palæstinensiske sag
Et par dage senere, i en af Isfahans sjælfulde parker, hvor efteråret skinner som guld og bronze mod den lyseblå himmel, møder vi den unge idealists totale modsætning. Mine sønner bliver trukket ind i hver deres skakspil mod tre ældre herrer i skyggen under nogle træer. Det er mænd, der er vokset op før revolutionen i 1979, og som husker shahens Iran og revolutionens vold.
Vi når knap nok at sætte os ved det store stenbord med skakfelterne, inden den ene ytrer sin holdning til krigen: “Israel very, very good. Hamas terrorist. Very bad.” De to andre protesterer halvhjertet på persisk, inden temaet får lov til at fordufte til lyden af en flok afghanere, der spiller volleyball på en bane i nærheden. Ingen vil ødelægge en hyggelig dag i parken og et godt skakspil med politiske uoverensstemmelser.
I den efterfølgende times tid, hvor konge og bonde mødes ansigt til ansigt på bordet, mens vi hver især tegner mentale skitser af vores nye bekendtskaber, indser jeg, at hans holdning først og fremmest afspejler en foragt for sit eget lands ledelse. Den palæstinensiske sag er i bund grund fjern og uvedkommende for langt de fleste iranere, hvilket adskillige møder på tværs af landet bekræfter mig i. Arabernes manglende evner til at holde styr på Israel må de selv rode med. Her har folk deres egne problemer, som de mener, regeringen burde tage sig af, før de pumper millioner i krigsførelse i andre lande.
Kamp og fjendebilleder
Tilbage i Teheran besøger vi Museet For Det Hellige Forsvar og Den Islamiske Revolution, hvor statens officielle fortællinger runger højlydt og storslået i de højloftede lokaler. Vi bliver trukket ind i dramatiske bombesimulatorer og kogende varme underjordiske bunkere udstyret med bedetæpper, te-kedler og billeder af Ayatollah Khomeini.
Jeg bliver mindet om, at den islamiske republik er barn af krig og blod og kamp. At den er bygget oven på ligene af en million martyrer, de legendariske frivillige, der gav deres liv for revolutionen og kampen mod Saddam Hussein og imperialismen. Jeg bliver også mindet om, at mistroen over for Vesten og meget af resten af verden ligger i republikkens DNA, dette koldkrigstidens uægte afkom.
Den islamiske republik ville gå til grunde uden kamp og fjendebilleder, tænker jeg. Ligesom USA og Israel. De har brug for hinanden.
Man behøver imidlertid ikke tage på museum for at finde det officielle iranske narrativ vedrørende krigen i det hellige land. På gader og offentlige pladser vajer ofte palæstinensiske flag og slagord om støtte til de hellige krigere. Vi støder gang på gang ind i anti-zionistiske og anti-amerikanske kampagner og billeder: en ond, zionistisk davidsstjerne-edderkop, der kvæler hele Palæstina i sit dystre spind; en hvid barnesko fuld af blod under et Palæstina besat af zionismen; et barneansigt, hvor dets ene halvdel er en ukrainsk dreng på forsiden af Time Magazine og den ledsagende tekst siger: “The agony of Ukraine”, mens dets anden halvdel er en palæstinensisk dreng, der ikke får verdens opmærksomhed, og påskriften menneskekærlighed på persisk nedenunder.
Hvorfor skal vi have så mange fjender?
Foran en bagerforretning i Tabriz, hvor jeg for alvor opdager, at jeg er hjælpeløs uden et iransk betalingskort, ender jeg ved hjælp af persisk gæstfrihed med både varmt brød i posen og endnu en iransk ven ved min side. Han hjælper os med alt, tager os rundt i regionen mange dage i træk med sin kone og søn i en minibus, og en fortryllende formiddag midt i det smukkeste efterår i årevis inviterer han os på en traditionel brunch bestående af friskbagt brød dyppet i honning og en lokal flødecreme. Vi kører op til Tabriz’ nationalpark, hævet over byens forurening og larm.
Det er den øvre middelklasse og overklassens friluftszone, hvor unge og gamle spiller volleyball og bordtennis, jogger og strækker ud under efterårstræernes dalende blade, drikker te og spiser nødder og kager ved små caféborde. Vi går rundt om søen, hvor ænder og svaner svømmer rundt foran et drømmeagtigt springvand og Shahens gamle palads, der nu er et museum i midten af søen. På paladsmuren ser vi de efterhånden velkendte par blikke, som kigger på os fra billeder og plakater overalt i Iran.
Revolutionen lurer lige under overfladen. Den kan komme når som helst. Alting er usikkert lige nu, som om vi bare venter på, at det hele begynder at rumle igen
– Ven i Tabriz
Ayatollah Khomeini med sit alvorlige, karismatiske blik: den islamiske revolutions leder, shahens undergraver, Vestens ærkefjende, indstifteren af en ny, spirende verdensorden i 1979. Ved siden af ham Ayatollah Ali Khamenei, som er mere varm i blikket, men også snu og snedig og strategisk: Khamenei arvede i 1989 et land, der havde gennemgået først en revolution, så et lille årtis krig mod Saddam Hussein bakket op af Vesten. Han har siddet tungt på magten siden som den islamiske republiks Rahbar al-a’zam, den øverste religiøse og politiske og militære leder. I modvind og med hele verden, ikke mindst Israel og USA, på nakken. Det kræver snilde at undgå en væltet taburet, også selvom stillingen er en livstidsstilling.
“Mange almindelige iranere har svært ved at forstå, hvorfor vi skal have så mange fjender, hvorfor vi ikke kan åbne mere op for resten af verden. Det er en af grundene til, at rigtig mange er skeptiske, eller direkte imod regimet,” siger min ven i Tabriz. Han er ph.d. i engelsk litteratur, og med sine tykke øjenbryn og varme, dybe øjne smiler han først snedigt til mig, hvorefter han trækker på skuldrene.
“Revolutionen lurer lige under overfladen. Den kan komme når som helst. Alting er usikkert lige nu, som om vi bare venter på, at det hele begynder at rumle igen. Ikke at jeg håber på det, for det vil sikkert bare gøre alting værre, men det er, som om det er uundgåeligt. Regimet er voldsomt upopulært, og utilfredsheden tager til dag for dag.”
Han er selv i tvivl om, hvilken side han står på, og bryder sig ikke særligt om at forholde sig til det beskidte politiske spil. Jeg lover ham at være ude af landet, hvis jeg skriver om Iran og politik, og ydermere, at jeg under ingen omstændigheder nævner hans navn.
“Folk er trætte af, at landet bliver udsultet, og fattigdommen tager til, pengene mister deres værdi, og lønningerne forbliver de samme. Imens pumper regeringen penge i den ene krig efter den anden i Yemen, Irak, Syrien, Palæstina og Libanon,” fortsætter han.
Mens vi går, standser han op for at hilse på den ene gruppe efter den anden og introducerer mig samtidig. Han er tydeligvis et kendt ansigt i området. En gruppe på fire-fem mænd i 60’erne spørger interesseret til min baggrund efter de indledende høflighedshilsner. Danmark? Det er et smukt land, har de hørt, et godt land. Det er ikke mange danskere, der lægger vejen her forbi, siger de undrende. Kunne jeg mon overtales til en kop te på det lokale bystyres kontor?
En gammel strategi
Min ven forklarer diskret, at manden over for mig er en levende legende og samtidig meget magtfuld. En god mand med ægte overbevisning og tro og integritet, en mand, der var med ved fronten allerede som ung, og som var med blandt de frivillige, der ville give deres liv for den islamiske republik. Vi går forbi et smukt bed med blomster i de mest skrigende farver. Bierne summer i varmen, og jeg er igen glad for, at jeg er taget afsted hen over vinteren. Hvem har brug for endnu en dansk vinter?
Så gennem en søjlegang og ind i en administrationsbygning. Pludselig sidder vi på mandens kontor, og en tjener bringer os te med kandisstænger. Lokalet er spækket med regime-artefakter: statuer af mini-missiler og andre våben, Khomeini og Khamenei, selvfølgelig, et flag med maskingeværer, et iransk flag, billeder af flere martyrer fra Iran-Irak-krigen og så en statue af en volleyball-spiller. Mens teen flyder, fortæller han om krigene, om martyrerne, om USA og England og Israel, og jeg føler, jeg ved et tilfælde er landet i et af den islamiske republiks halvparanoide, ideologiske knudepunkter.
Min ven oversætter loyalt, men jeg fornemmer en uro hos ham, som han efterfølgende bekræfter. Han føler sig fanget mellem sine neutralitets-idealer, at han ikke vil blandes ind i politik, og så den rolle, han pludselig sidder i, som tolk og repræsentant for regimet. Det var England, der begyndte det hele, fortæller den overlevende martyr.
Gennem mere end en måned på tværs af Iran bliver det dog aldrig nødvendigt at trække min Khamenei-trumf. Vi møder kun åbenhed, venlighed og gæstfrihed blandt iranerne
“Gennem mere end hundrede år har vi opbygget erfaring og viden med Vestens metoder. Vi ved, at de er ude på at ødelægge islam, skabe splittelse og fjendskab mellem muslimerne via oprettelsen af falske sekter og grupper, der bekæmper hinanden. Det er en gammel strategi, men den bruges stadig. Wahhabisme og ISIS. De er skabt for at splitte muslimerne, så de nemmere kan styres. Israel og USA gør det samme som briterne gjorde før dem. Men Iran har efterhånden mange militser overalt, grupper der er klar til at kæmpe mod den fremmede infiltrering og besættelsen: Hamas i Palæstina, Hizbollah i Libanon, Hashd al-Shaab i Irak, i Syrien, i Yemen … ”
Han rejser sig personligt, for at hælde mere te i vores kopper, inden han fortsætter.
“Regeringen åbnede en hjemmeside, da krigen begyndte i Palæstina. Indtil videre har de modtaget 10 millioner online-tilmeldinger, 10 millioner iranere, der er villige til at kæmpe frivilligt i Palæstina mod zionisterne. Israel nærmer sig enden, og USA skal helt ud af den muslimske verden.”
Da vi efter vores tredje kop te rejser os for at gå, åbner han sin skuffe og trækker et billede af Ayatollah Ali Khamenei som ung i militæruniform op. Billedet er på et stykke træ, så det minder om et helligt ikon fra den ortodokse kirke. Det er falmet i farverne. Han overrækker mig det som et minde og fortæller afslutningsvis, at Khamenei mistede sin hånd i den krig.
Da vi senere sidder i bilen, fortæller min ven mig, halvt i sjov halvt i alvor, at jeg bør gemme ikonet. Hvis jeg skulle komme i problemer undervejs på min rejse gennem Iran, skal jeg bare trække det frem. Så skulle alle mine problemer være løst.
Gennem mere end en måned på tværs af Iran bliver det dog aldrig nødvendigt at trække min Khamenei-trumf. Vi møder kun åbenhed, venlighed og gæstfrihed blandt iranerne, omend også en nedslåethed over landets tilstand, der er svær at ryste af sig. Den iranske befolkning hungrer efter resten af verden. Ikonet fungerer imidlertid også godt som bordskåner, opdager jeg.
Vi tager afsked med Iran i Imam Khomeini-lufthavnen i Teharan og stiger ombord på flyet til Jordan. En del af den oprindelige rejseplan var at nå hele vejen til Palæstina, til Jerusalem. Men så tog krigen til, og det virker håbløst at forsøge at rejse ind nu. Under alle omstændigheder bliver det nok nødvendigt at gemme mit Khamenei-ikon godt af vejen, hvis vi gør et forsøg.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
