Rejsebrev fra Iran: Moharram – shiitternes hellige måned

af i Mellemøsten/Rejse

IRAN // REJSEBREV – Vanskeligheder med valutaveksling satte en stopper for en del store udfoldelser, men takket være gode venner oplevede Karen Hammer et andet, mere dagligdags Iran på sit nylige besøg, der faldt sammen med sørgemåneden Moharram. Karen faldt ind i en – for hende – ukendt verden.

På min jordomrejse i 2016 kom jeg efter adskillige spændende besøg på Taiwan, Filippinerne, Sri Lanka og Singapore frem til Iran, hvor jeg takket være dansk/iranske familiemedlemmer havde fået adskillige gode kontakter. På tre uger nåede jeg at besøge og bo hos en højt placeret ingeniør i Teheran, på et drengehjem nær havnebyen Bandar-I Anzali ud til Det Kaspiske Hav og hos den pensionerede sygeplejerske Fati, der tidligere havde arbejdet for millitæret og boede i Rudehem ca. 40 km nord for Teheran. Jeg futtede frem og tilbage med lokale busser og alt for ofte med taxi; infrastrukturen i Iran er yderst mangelfuld.

Fati har insisteret på at holde kontakten med mig via Facebook, og da hun efter to år også insisterede på, at jeg som en nær veninde skulle komme tilbage, var jeg nem at overtale. Jeg ankom meget sent om aftenen d. 28. september 2019 og blev hjerteligt modtaget i lufthavnen af Fati og hendes nære veninde Shalart.

Jeg havde aldrig før hørt om Imam Hussein; jeg var helt uvidende faldet ind i en for mig ukendt shiitisk kultur og havde ikke nok overtøj på

Valutakontoret var lukket, så jeg fik ikke vekslet mine euro, hvilket skulle vise sig at skabe store vanskeligheder i de kommende uger. I den mindre by Rudehem kunne man ikke veksle penge, og Fatis gamle bil kunne ikke klare turen til vekselkontoret inde i Teheran centrum, men godt turen ud til forstadskvarteret Pardis sektor 8, hvor Shalart boede i et meget nyopført kvarter uden butikker, hospital, skoler eller træer.

Shalart, der havde arbejdet 12 år i Australien og talte et udmærket engelsk, hentede mig i lufthavnen og sørgede også for, at jeg i de næste par uger kom på dagsekspeditioner til spændende gamle byer som Ohm og Kashan. En planlagt tredages tur til Kerman blev desværre aflyst!

Nybyggerierne skyder op udenfor Teheran. Mange højhuse står tomme.

På grund af trafikkaos, larm, overbefolkning og luftforurening i Teheran er mange beboere flygtet ud til forstæderne og bl.a. til Rudehem og Pardis, hvor 12-etagers boligblokke i lyntempo er blevet rejst på bar mark uden nogen form for byplanlægning. Folk står i kø for at få lovning på en lejlighed; de betaler indskud, men nogle kommer i klemme, når priserne stiger og de ikke kan klare de øgede krav; entreprenører og bygherrer tjener fedt, men hundredevis af huse stod gabende tomme.

Fati har boet 20 år i et fireetagers hus i udkanten af Rudehem; hun ejer to lejligheder i huset, for hun var for nyligt flyttet ned på 1. sal og var i færd med at sælge sin gamle lejlighed på fjerde sal til en ven, da denne pga. Trumps sanktioner mistede sit arbejde og ikke kunne betale. Han har nu boet tre måneder deroppe uden at betale en øre, og Fati er ikke typen, der dumper fattige venner. Hun talte meget om de penge, der skulle bruges til at skifte bilen ud, og håbede på, at hans løfter om at betale ”næste måned” snart ville blive opfyldt.

Møde med en ukendt kultur

Den 29. september – en mandag – var det Tsoa, en af de helligste dage i det shiitiske Iran; den første af de to dage Tsoa og Askova i sørgemåneden Moharram, hvor hele landet sørger over Imam Husseins død i 680!

På grund af Fatis mangelfulde engelsk anede jeg ofte ikke, hvad der foregik, og var derfor helt uforberedt på situationen. Fati kørte mig ud til et fint kvarter, Pardis, med store moderne butikker og en stor plads med en lille park med træer. Her spiste vi en dejlig middag med ris, stegt kylling og salat hos en veninde af Fati, der ikke kunne et ord engelsk. Ved titiden gik vi ud i parken og satte os til at vente. Mange unge mennesker gik omkring og serverede gratis saft eller the; jeg anede stadigvæk ikke, at vi ventede på et imponerende sørgeoptog til ære for Imam Hussein.

Jeg lod mig gribe af stemningen og blev til Fatis forbløffelse som så mange andre Imam Hussein-fan

Jeg havde aldrig før hørt om Imam Hussein; jeg var helt uvidende faldet ind i en for mig ukendt shiitisk kultur og havde ikke nok overtøj på.

Optoget ved Pardis-parken blev ledet af en gruppe hvidklædte mænd, der taktfast slog sig hen over skuldrene med gyldne reb (oprindeligt gyldne kæder); de blev fulgt af mænd med enorme trommer, store bannere, syngende præster og en fløjtespillende musiker. Al musik og lyd blev forstærket af et kørende lydanlæg. En tæt sky af røgelse indhyllede det hele, mens optoget bevægede sig rundt om parken, hvor det blev efterfulgt af endnu et optog med flere store trommer og muskuløse mænd, der taktfast bankede løs på de næsten to meter høje trommer.

 

Der blev fotograferet og snakket, og jeg blev tilbudt gratis linsesuppe og mere the. Det viste sig, at det dejlige måltid, vi havde fået inden optoget, var Heyad – sponsoreret af rige iranere, der til Imam Husseins ære overalt organiserer spontane køkkenhold, der udleverer gratis mad til alle. I de følgende dage behøvede Fati ikke at lave mad; vi kørte bare ud til andre familier og hentede vores bakker, og holdt undervejs ind ved små boder for at få gratis the. Undervejs kunne jeg ikke undgå at bemærke de mange sorte flag og vimpler med Imam Husseins navn, der hang overalt langs vejene, og de mange biler, der havde stickers med hans navn klistret på bagruden.

Jeg havde på rejsen medbragt Rasmus Chr. Elling helt nye bog Irans moderne historie og prøvede der at blive klogere på, hvad der egentlig var sket i 680, da Imam Hussein blev dræbt ved Kerbela i det nuværende Irak. Jeg lod mig gribe af stemningen og blev til Fatis forbløffelse som så mange andre Imam Hussein-fan.

Hemmelig fest

Under Moharram skal de troende shiitter nøje følge Islams love, men yderligere er det forbudt at ryge, at drikke alkohol, at danse, at afholde store bryllupper og have sex. Kvinderne skal være behørigt klædt, helst i sort, så på den hellige aften Tsoa var jeg helt uanstændigt klædt i rødt og blåt! Jeg kunne jo ikke vide bedre; Fati er ikke troende og raser dagligt over kravet om at skulle gå med tørklæde, så hun havde ikke informeret mig om disse påbud.

En aften deltog vi i en hemmelig fest i en kælderlejlighed i Teheran. Det var forbløffende så mange påbud, man brød den aften. Gardinerne var trukket for, og man dansede på livet løs. Man drak vodka, stemningen og musikken var høj, og det var lidt svært af få vejret for tobaksrøg. Fati og jeg var de eneste, der nøjedes med juice.

Undervejs holdt vi ind ved en større benzintank midt i ørkenen og nød i grøften en pragtfuld morgenmad med tomater, hjemmelavet ost og brød og Sharlats medbragte kaffe. Det var edderhyggeligt og billigt

Af ukendte grunde blev en planlagt tredags udflugt til den hellige by Kerman opgivet; jeg havde ellers glædet mig til at køre i tog gennem den iranske ørken. Sharlat organiserede i stedet en heldagstur til Kashan, hvor hun havde en ældgammel moster, som hendes mor på 86 år meget gerne ville besøge. Kashan ligger 260 km syd for Teheran, så vi startede ved 6-tiden om morgenen.

Undervejs holdt vi ind ved en større benzintank midt i ørkenen og nød i grøften en pragtfuld morgenmad med tomater, hjemmelavet ost og brød og Sharlats medbragte kaffe. Det var edderhyggeligt og billigt – og helt gratis kunne jeg efterfølgende nyde at bruge stationens europæiske toilet! I min alder er de afrikanske og asiatiske toiletter ikke tillokkende.

Udflugt til Kashan

Midt ude i halvørkenen mellem de snoede veje gennem det nye Pardis beboelseskvarterer, står der en statue helt mutters alene af Irans store tænker og politiker Amir Kabir (1807-52). Jeg så den ofte, når vi skulle besøge Sharlat. Amir Kabir var en meget fremsynet politiker; han havde rejst i verden og ønskede at ændre sit lands afhængighed af præsteskabet. Han opnåede at blive statsminister i 1830’erne; han moderniserede millitæret, statsforvaltningen og skatteinddrivelsen. Han begrænsede feudalismen og grundlagde Dar-ol-Fonun, Irans første moderne læreanstalt, og meget andet.

Hans reformer blev imidlertid modarbejdet af alle de mange, der tjente godt på statens ineffektivitet og korruption. Da han blev uvenner med shahens mor og selveste Naser-od-Din Shah, blev han myrdet i Kashan. Denne smukke lille by er berømt for sine haver, og her boede Amir Kabir i haven Bagh-e-Fin, som nu er på Unescos verdensarvsliste. Her ledes vand fra bjergene ned gennem underjordiske kanaler ud i smukke ornamenterede bassiner, også ned i en lille hamman. Det var i dette lille badehus, han i 1852 blev myrdet, og her stod jeg i oktober 2019 og beundrede de fine, blå fliser i de mange små rum.

Fordi jeg var en fremmed – og gammel! – slap jeg for at bære ”chador”, da jeg skulle ind i moskéen – et umuligt stykke klæde, som skal holdes hen over hovedet og gør det svært at fotografere

Der er meget andet i Kashan, man kan beundre, og byen så ud til i den grad at være i Imam Husseins vold. Overalt langs gaderne var der opstillet pæle med farvede klæder med hans navn, over vejene hang der store bannere med fortællinger om hans liv, mens røde og sorte faner omkransede gaderne. Oppe på toppen af de mange smukke moskeer, så man hans typiske lille sorte flag blafre. Som Imam Hussein-fan kunne jeg kun være begejstret. Vi spiste en dejlig frokost i et af byens mange traditionelle tehuse og tog senere en siesta i Sharlats 94-årige mosters gamle, traditionelle hus. Det var en meget dejlig dag.

Fin-haven i Kashan er på Unescos verdensarvsliste. Creative Commons.

Der fulgte nu nogle meget stille dage uden udflugter, men så kan man jo følge med i fjernsynet og glæde sig over, at Trump har fået problemer på grund af sin snak med Zelensky fra Ukraine. Mine venner i Iran var rigtig bange for, at han ellers ville angribe Iran efter bombardementet i Saudi-Arabien. Udenrigsministeren Jafir svor, at det ikke var Iran, der havde sendt de velplacerede droner, da Trump talte om de blodtørstige iranere! CNN gravede godt i Trumps problemer – det var en fornøjelse.

Ohm

Hårdt presset af mig, der ønskede at se lidt flere moskeer, arrangerede Sharlat en tur til den meget hellige by Ohm, der er centrum for Irans gejstlige præsteskab. Her er den syvende imams søster begravet, og der var i hundredevis af sortklædre kvinder i rummet inde i en stor og flot moske, hvor hendes sarkofag står. Fotografering var desværre forbudt.

Fordi jeg var en fremmed – og gammel! – slap jeg for at bære ”chador”, da jeg skulle ind i moskéen – et umuligt stykke klæde, som skal holdes hen over hovedet og gør det svært at fotografere. Udover de mange meget troende kvinder virkede det, som om de mange besøgende omkring moskeerne, ligesom mig, var turister.

Da Khomeini vendte hjem til Iran, tilbragte han måneder i denne hellige by, dengang mange i Iran troede, at han var den forsvundne 12 imam, der efter Pahlavi-dynastiets fald i 1979, mirakuløst var genopstået for at skabe et bedre og mere harmonisk Iran. Mange blev slemt skuffede.

I denne moderne by kunne jeg glæde mig over, at Imam Husseins lille sorte flag blafrede fra toppen af moskeerne, og hans røde bannere hang langs vejene. En rigtig fan finder jo altid et eller andet at glæde sig over.

Mangel på penge har nok hindret os i de store udfoldelser, men jeg har oplevet et andet, mere dagligdags Iran, hvor jeg næsten ikke har været turist, og jeg takker Fati og Sharlat for deres indsats. De vil søreme gerne se mig igen!

Tre dage før jeg rejste hjem, fik vi endelig vekslet mine euro, og Fati købte sig straks et par nye sko. Man kommer langt med 400 euro, hvis man altså kan få dem vekslet; købmanden fik 50 i kommission, så vi stadigvæk kunne få mælk og æg, og Fati kunne lave sine fantastiske iranske retter med yoghurt. Da jeg endelig havde lidt penge mellem hænderne, og i Ohm kunne købe et par hellige perler til mine venner i De kvindelige Æventyreres klub, gik det atter galt: Nogen på Halmtorvet brød ind i min bil og ryddede forsædet!

Mangel på penge har nok hindret os i de store udfoldelser, men jeg har oplevet et andet, mere dagligdags Iran, hvor jeg næsten ikke har været turist, og jeg takker Fati og Sharlat for deres indsats. De vil søreme gerne se mig igen!


Imam Hussein

Da profeten Mohammed døde i 632 overgav han sin ånd og autoritet til sin fætter og svigersøn Ali – og alle dennes efterkommere med Mohammeds datter Fatima. For shiitterne lever Mohammeds ideer videre gennem disse udvalgte gudddommeligt styrede ledere, for kun disse vil kunne forstå Koranens skjulte budskaber. Det kom imidlertid til at vare 30 år, før Ali kom til. De første år blev kalifatet styret af Abu, Omar og Othman, der alle blev myrdet. Ali, som betragtes som den første shiittiske imam, regerede kun i fem år, før han blev snigmyrdet og efterfulgtes af sin søn Hassan, den anden imam.

Hussein var Hassans yngre broder født i 626; han er den tredje imam og efterfølges af yderligere ni imamer. Den tolvte og sidste imam, Mahdi, forsvandt i 874 – han blev udødelig og usynlig og vil en dag genopstå på Zohur, hvor der vil blive fred overalt. I modsætning til kristendommens frelserskikkelse, Jesus, vil Imam Mahdi ikke udvælge og dømme folk ved sin tilbagekomst; hans genkomst vil skabe et paradis for alle.

Oumayyadernes hersker, Kalif Muawhya, der af sunnimuslimer anses for at være leder af alle verdens muslimer, døde i 680. Medinas guvernør anmodede derfor Hussein om at rejse til Medina og afgive troskabsed til den nye kalif. Mange advarede Hussein mod at tage af sted, men han drog af med hele familien, et følge på 72 personer. Undervejs gennem ørkenen fik de problemer, idet Ouamayyadernes hær forgiftede brøndene. Hussein bad sine folk og familie om at flygte mod øst, og selv slog han sig sammen med nogle oprørere, der omtales som shiat Ali; de anså Alis sønner som mere end ledere, som ufejlbarlige og næsten guddommelige arvtagere til kalifatet.

Hans følge blev desværre trofast hos ham; i oktober måned 680, i Moharram-måneden, kulminerede oprøret ved Kerbela, hvor general Yazid – inkarnationen af ondskab – slagtede hele hans følge inklusive en seks måneder gammel søn, Ali Asgar. Martyriet er via utallige blodige beretninger, digte og sørgesange en vigtig del af den shiitiiske bevidsthed. Det tog imidlertid mange århundreder, før shiismen i 1501 blev gjort til statsreligion, og iranerne skabte deres helt egen form for Islam.


Topfoto: Karen Hammer i “Chador”. Privatfoto.

Født 1938. Cand.mag.art. i Zoologi, Botanik, Geologi, Geografi og Filmhistorie fra Københavns Universitet. Kulturredaktør og formand for Radio Vesterbro gennem 30 år. Forfatter, filmjournalist, kunstanmelder, eventyrer. Karen Hammer har rejst i 103 lande på syv kontinenter, dog kun i 27 i Afrika. Skriver bl.a. om African Cinema og har deltaget 15 gange i Ouagadougous afrikanske filmfestival FESPACO.

Seneste artikler om Mellemøsten