USA 2028 // ANALYSE – Hvem vil indtage pladsen efter Trump som republikansk præsidentkandidat i 2028? J.D. Vance er per definition favorit til nomineringen, men udenrigsminister og national sikkerhedsrådgiver Marco Rubio er halet voldsomt ind på vicepræsidenten. Bag de to venter et uafklaret felt af gamle rivaler, MAGA-oprørere, isolationister og traditionelle republikanere, som alle forsøger at besvare det samme spørgsmål: Kan Trumpismen overleve uden Donald Trump?
WASHINGTON, D.C. – Den republikanske præsidentvalgkamp i 2028 ligner foreløbig en konkurrence mellem to mænd, som begge sidder i Donald Trumps regering: vicepræsident J.D. Vance og udenrigsminister samt national sikkerhedsrådgiver Marco Rubio.
Men bag den tilsyneladende enkle duel ligger en større kamp om både det republikanske parti sjæl og MAGA-bevægelsens fremtid.
Trump har domineret partiet siden valgsejren i 2016 og har i de seneste 2 år erobret tæt på total kontrol – også selvom forventningen blandt alle amerikanske politiske kommentatorer er, at dominansen vil få sig nogle ridser i lakken og tage af efter et sandsynligt nederlag ved dette års midtvejsvalg.
Det republikanske parti er ikke længere entydigt partiet for frihandel, internationale alliancer, stram men moderat indvandring, et lille statsapparat og militær interventionisme. Det er blevet mere nationalistisk og protektionistisk og samtidig langt mere villigt til at bruge præsidentmagten aktivt
Trumps ”kidnapning af partiet” – som den trætte, marginaliserede og noget bitre gamle republikanske garde i Washington kalder den radikale kursændring – har ikke blot ændret partiets retorik, men også vendt op og ned på dets vælgerbase, udenrigspolitik og især økonomiske ideologi.
Det republikanske parti er ikke længere entydigt partiet for frihandel, internationale alliancer, stram men moderat indvandring, et lille statsapparat og militær interventionisme. Det er blevet mere nationalistisk og protektionistisk og samtidig langt mere villigt til at bruge præsidentmagten aktivt. Det sidste vil sandsynligvis martre amerikansk politik i årtier – og kan ende med at koste republikanerne dyrt, når/hvis en demokratisk præsident vender ”kanonen den anden vej” og bruger sin nyfundne magt til at gennemføre tiltag, som oppositionen vil have svært ved at stoppe.
Hvilke dele af trumpismen vil overleve Trump?
Derfor handler 2028 ikke alene om, hvem der kan overtage Trumps vælgere. Det handler om, hvilken del af ”trumpismen” der vil overleve den 80-årige præsident. Og her står spørgsmålene i kø:
Skal partiet fortsætte med Vances nationalistiske og højrepopulistiske projekt, der er særdeles kritisk overfor de gamle alliancepartnere i Europa, eller vende tilbage mod Rubios mere traditionelle, internationalistiske konservatisme? Vil en kandidat som Ted Cruz kunne mobilisere de evangelikale vælgere? Eller vil en ny isolationistisk bevægelse omkring Rand Paul eller Marjorie Taylor Greene gøre oprør mod både Trump-regeringen og partiets traditionelle lag af velpolstrede donor? Og hvad med de p.t. så udskældte Big Tech Bros? Er Vance deres mand eller har tech-eliten deres egen mulige mand i ærmet (ingen kvinder dér, nej har læseren helt ret i at tænke).
Med det forbehold, at vi stadig er meget tidligt ude, kan listen ses nedenfor. Men i modsætning til hos Demokraterne, hvor feltet er åbent, som jeg skrev om i sidste uge, findes der allerede en klar republikansk favorit.
Vance fører men Rubio har indsnævret afstanden
I University of New Hampshires nye måling blandt sandsynlige republikanske primærvælgere står Vance til 36 procent og Rubio til 26 procent. Det er fortsat en tydelig føring, men forskellen er faldet dramatisk. I februar stod Vance til 53 procent og Rubio til blot syv.
Den libertære senator Rand Paul får 8 procent, tidligere guvernør og Trumps gamle nationale sikkerhedsrådgiver Nikki Haley 6%, Floridas guvernør Ron DeSantis 5% og den tidligere demokrat og tidligere direktør for Trumps efterretningstjenester Tulsi Gabbard 4%.
Og blot for at understrege trumpismens styrke i partiets vælgerbase, er det værd at notere sig, at hele to tredjedele af de republikanske vælgere svarer, at partiets næste kandidat bør bygge videre på Trumps præsidentperiode frem for at føre partiet i en ny retning.
CPAC’s uformelle prøveafstemning i marts gav en større fordel til Vance: 53 procent til vicepræsidenten og 35 procent til Rubio. Ingen andre kom over to procent. Den årlige konservative konference er ikke repræsentativt for samtlige republikanske vælgere, men resultatet viser, hvor tydeligt de to mænd dominerer blandt partiets mest engagerede konservative aktivister.
J.D. Vance er den oplagte favorit. Han er vicepræsident, han har adgang til Trumps politiske apparat og han har allerede placeret egne folk i centrale dele af den republikanske digitale og organisatoriske infrastruktur
De såkaldte prediction markets har ligeledes Vance og Rubio langt foran resten af feltet. Her har Vances position været mindre stabil, mens Rubio i løbet af 2026 er rykket frem til at være en reel rival.
Og nu til listen:
1. J.D. Vance: Kronprins med et seriøst arveproblem
J.D. Vance er den oplagte favorit. Han er vicepræsident, han har adgang til Trumps politiske apparat og han har allerede placeret egne folk i centrale dele af den republikanske digitale og organisatoriske infrastruktur.
Vance udfører samtidig en af vicepræsidentembedets klassiske funktioner: Han rejser rundt, samler penge ind og fører kampagne for partiets kandidater. Som finansiel frontfigur for RNC (den republikanske hovedbestyrelse, red.) har han adgang til donorer, aktivister og lokale partiledere i hele USA. Ved en RNC-indsamling i Texas for nylig kostede det op til 100.000 dollar at deltage i en middag for to personer.
Trump nyder åbenlyst at spille Vance og Rubio ud mod hinanden. I august 2025 sagde Trump dog, at Vance sandsynligvis var den ”naturlige efterfølger”, fordi han var vicepræsident, men siden har han konsekvent holdt begge mænd i spil, og han nævner sjældent den ene uden straks at tilføje den anden.
Vances politiske projekt er mere ideologisk sammenhængende end Trumps. Hvor Trump ofte reagerer intuitivt, uforudsigeligt og personligt, repræsenterer Vance en organiseret form for national konservatisme: en hård indvandringspolitik, talrige værdipolitiske mærkesager (mænds rettigheder, bekymring over den hvide races fremtid, skeptisk overfor seksuelle minoriteter) pro-told, økonomisk nationalisme, skepsis over for globalisering og en stærk udøvende statsmagt.
Vance er sandsynligvis den kandidat, der bedst kan fastholde den nye republikanske koalition af hvide arbejdervælgere, unge mænd, kristne nationalister og den internetbaserede højrefløj
Vicepræsidentens store styrke er, at han sandsynligvis er den kandidat, der bedst kan fastholde den nye republikanske koalition af hvide arbejdervælgere, unge mænd, kristne nationalister og den internetbaserede højrefløj. Han er en langt mere disciplineret debattør end hans offentlige image undertiden antyder, og hans debat mod den demokratiske VP-kandidat, Tim Walz, i 2024 blev bredt opfattet som en klar sejr, om end han også ses som mindre karismatisk og langt mere kedelig end Trump.
Men favoritværdigheden kommer med en alvorlig svaghed: Vance kan ikke uden videre løsrive sig fra Trump-regeringens resultater. Hvis økonomien er svag, krigen mod Iran fortsætter, eller Trumps popularitet forbliver lav, vil Vance blive tvunget til både at forsvare Trumps projekter og argumentere for, at han selv vil gøre tingene anderledes. Det bliver vanskeligt under en præsident, som kræver loyalitet og reagerer stærkt på enhver form for blot minimal kritik eller afstandtagen.
Vances tidligere udenrigspolitiske brand bestod i en klar modstand mod langvarige amerikanske krige og interventioner. Hans centrale rolle i den aktuelle krig og forhandlingerne om Iran risikerer derfor at skabe en troværdighedskrise på netop det område, hvor han skulle adskille sig fra den gamle republikanske elite. Iran bliver dermed formentlig en afgørende prøve for både Vance og Rubio. Her peger Vances begyndende 2028-strategi på et forsøg på at bevare forbindelsen til den Israel-skeptiske og anti-interventionistiske del af MAGA-basen.
Indsæt interview med Joe Rogan om Vances bog.
Endelig har Vance, hvad man kan kalde et ”bredere valgbarhedsproblem”. Hans popularitet ligger på omkring 35 procent, og vælgere, som kender ham, forbinder ham ikke entydigt med positive egenskaber.
2. Marco Rubio: Den diskrete rival på vej opad i målingerne
Marco Rubio ligner ikke længere en mand, hvis politiske karriere kulminerede med nederlaget til Trump i 2016 om nomineringen til præsidentkandidat. Som udenrigsminister, national sikkerhedsrådgiver og en af administrationens mest synlige ministre har han mere end genopbygget sin nationale position.
Rubio har også formået at forene to roller, som ellers burde være vanskelige at kombinere: Han er loyal over for Trump, men virker samtidig mindre ideologisk og langt mere ”præsidentiel” end Vance gør.
Det gør ham attraktiv for flere forskellige republikanske grupper. MAGA-vælgere kan se ham som en del af Trump-regeringen. Traditionelle republikanere kan genkende den mere internationalistiske politiker, som han tidligere var som senator for Florida, hvor han talte for alliancer, amerikansk global ledelse og en relativt åben immigrationspolitik. Donorer og partiets institutionelle lag vil sandsynligvis betragte ham som mindre risikabel end Vance.
Den nye måling fra New Hampshire er det tydeligste bevis på, at Rubio kan blive mere end en reservekandidat. Han er steget fra syv til 26 procent på fem måneder, mens Vance er faldet fra 53 til 36.
Rubios fleksibilitet kan fremstilles som pragmatisme eller som mangel på egentlige kerneprincipper
Rubio bærer dog ligesom Vance også et direkte ansvar for Trump-regeringens udenrigspolitik. En kandidat, der er både udenrigsminister og national sikkerhedsrådgiver under en upopulær krig, får svært ved at fremstille sig som udenforstående i et primærvalg.
Endelig vil Rubios politiske slingrekurs formentlig blive gransket nøje. Han er gået fra at være medforfatter til en omfattende immigrationsreform og kritiker af Trump til at blive en af præsidentens mest loyale ministre. Hans fleksibilitet kan fremstilles som pragmatisme eller som mangel på egentlige kerneprincipper.
3. Ted Cruz er fortsat en mulig kandidat for de evangelikale vælgere
Ted Cruz har allerede prøvet én gang. Han vandt Republikanernes primærvalgs-caucus i Iowa i 2016 og endte som den sidste alvorlige modstander i kampen mod Trump.
Ifølge mange amerikanske medier ser han ud til at forberede endnu et forsøg: Cruz har besøgt Iowa, opbygget sin podcast og placeret sig i en skarp udenrigspolitisk konflikt med Tucker Carlson og den isolationistiske højrefløj. Axios har beskrevet ham som en kandidat, der forsøger at genoplive den traditionelle republikanske kombination af stærk støtte til Israel, amerikansk militær magt og evangelikal konservatisme.
Og det er et lidt mere logisk projekt, end hans lave tal i meningsmålingerne antyder.
Cruz er stærkt polariserende, også blandt republikanere, og hans sejre ved senatsvalgene i ellers republikanske Texas har været overraskende tætte
De evangelikale vælgere er fortsat en central del af den republikanske base, især i Iowa og South Carolina. Mange accepterede Trump på trods af hans personlige liv og skiftende holdninger, fordi han leverede konservative dommere, abortmodstand og støtte til Israel. Cruz kan argumentere for, at han repræsenterer de samme resultater men uden Trumps moralske og personlige kaos. Han kan også stille op som den kandidat, der aldrig har forladt den klassiske konservative bevægelse. Hvis Vance og Rubio bliver svækket af deres tætte forbindelse til Trump, kan Cruz forsøge at samle evangelikale, høge og traditionelle republikanere.
Men hans nationale valgbarhed er tvivlsom. Cruz er stærkt polariserende, også blandt republikanere, og hans sejre ved senatsvalgene i ellers republikanske Texas har været overraskende tætte.
4. Kan Ron DeSantis genopstå?
Ron DeSantis var engang den forventede arvtager til Trump. Efter sin store genvalgsejr som guvernør i Florida i 2022 lignede han en mere disciplineret, yngre og organisatorisk kompetent udgave af den nuværende præsident.
Præsidentvalgkampen i 2024 ødelagde den fortælling noget så grundigt. DeSantis viste sig som en mindre overbevisende kampagnepolitiker end ventet, han virkede ofte uoplagt og tøvende, og hans forsøg på at angribe Trump uden for alvor at bryde med ham efterlod ham klemt mellem loyalister og modstandere. Onde tunger mente, at hans effektive hustru, der har arbejdet i kommunikationsbranchen, var hjernen bag en kampagne, han ikke selv kunne leve op til.
Men DeSantis har fortsat en mulig vej til Det Hvide Hus. Han har en stærk profil på emner, som republikanske primærvælgere lægger vægt på: modstand mod progressive identitetspolitikker, en hård linje over for universiteter og ”woke virksomheder” samt et eftermæle som højprofileret modstander af de i dag særdeles upopulære coronarestriktioner.
DeSantis kan udvælge sig de mest populære elementer af trumpismen uden at skulle forsvare alle Trump-regeringens beslutninger. Han kan pege på, at han allerede har udfordret Trump, og fremstille sit nederlag som en dyrebar erfaring frem for en diskvalifikation
DeSantis kan desuden udvælge sig de mest populære elementer af trumpismen uden at skulle forsvare alle Trump-regeringens beslutninger. Han kan pege på, at han allerede har udfordret Trump, og fremstille sit nederlag som en dyrebar erfaring frem for en diskvalifikation.
Hans store problem er, at hans politiske momentum er forsvundet. I målingerne ligger han på omkring fem procent i New Hampshire, efter tidligere at have været det mest oplagte alternativ til Trump. Han har heller ikke et enkelt svar på, hvorfor vælgerne skal vælge ham i 2028, når de afviste ham så tydeligt i 2024. Med andre ord: guvernøren har fortsat sin organisation, han har name recognition udenfor Florida (vælgerne kender hans navn i hele USA) og en politisk platform. Men en ny kampagne vil kræve en næsten fuldstændig relancering af kandidaturet.
5. Rand Paul: en libertær oprører mod krig og ”barnepige-staten”
Kentuckys iltre senator Rand Paul er en af feltets mest interessante mulige kandidater, og han passer ikke naturligt ind i Trumps republikanske parti.
Paul repræsenterer den libertære tradition: mindre statsmagt, færre militære interventioner, kritik af overvågning og skepsis over for både sikkerhedsapparatet og præsidentens udvidede magtbeføjelser.
I 2016 var dette en marginal position, og hans daværende præsidentkampagne endte i ingenting, men i 2028 kunne den ende med at blive mere relevant. Hvis de republikanske vælgere for alvor bliver desillusionerede over krigen mod Iran og oplever, at Trump simpelthen har brudt løftet om at afslutte USA’s endeløse krige, kan Paul stille op som den eneste konsekvente modstander af amerikansk interventionisme.
Han får otte procent i den aktuelle New Hampshire-måling og ligger dermed på tredjepladsen efter Vance og Rubio. Det er beskedent, men bemærkelsesværdigt for en kandidat, som ikke har iværksat nogen synlig national kampagne.
Pauls libertarianisme står i dag svagere i et parti, hvor mange vælgere accepterer told, statslig industripolitik, et effektivt deportationsberedskab og præsidentiel indgriben i private virksomheder
Paul kan desuden også vælge at angribe Trump-regeringens historisk hårde brug af føderal magt fra højre. For vælgernes accept af en stadig stærkere præsidentmagt er sandsynligvis ikke permanent og kan udløse en modreaktion.
Hans svaghed er først og fremmest personlig. Paul viste ret begrænset interesse for det intensive, personlige arbejde, der kræves i Iowa og New Hampshire i 2016, og det er langt fra sikkert, at han overhovedet ønsker at stille op igen. Endelig står libertarianismen også svagere i et parti, hvor mange vælgere accepterer told, statslig industripolitik, et effektivt deportationsberedskab og præsidentiel indgriben i private virksomheder.
6. Glenn Youngkin: den præsentable “country club” konservative
Virginias tidligere guvernør Glenn Youngkin, som de færreste danskere vil kende, repræsenterer en mere konventionel mulighed. Han er en velhavende, veluddannet (Rice og Harvard) og ganske nydelig forretningsmand, en konservativ kulturkriger og en relativ afholdt politiker i sin hjemstat. Og så har han vist, at han ved, hvordan man vinder som konservativ i en relativt blå svingstat.
Youngkin har på det seneste besøgt både Iowa og South Carolina, herunder det republikanske partis traditionsrige Lincoln Dinner i Iowa. Besøgene er velkendte insider-tegn på, at han er i gang med at sondere det præsidentielle terræn.
Hans succesrige 2021-kampagne i Virginia, hvor han vandt slaget om guvernørposten, blev dengang set som en model for republikanere, der ville mobilisere Trumps base uden selv at fremstå som Trump. Han kombinerede især modstanden mod progressive skolepolitikker med en mere traditionel country club Republican forstadsprofil og en stribe konservative værdipolitiske markeringer om både abort, transkønnede og diversitet.
Youngkin mangler en stærk national bevægelse og kan let ende som endnu en kompetent guvernør, der ser godt ud på papiret, men som ikke kan bryde igennem i et primærvalg, der er domineret af medier, konflikter og persondyrkelse
Efter at have undveget og tøvet med at svare er han en af de ganske få fremtrædende republikanere, der har turdet fastslå, at Joe Biden vandt præsidentvalget i 2020 (og at han selv ville have stemt for certificeringen, hvis han havde været medlem af Kongressen).
Der er en plads i partiet i teorien, hvis man leder efter en kandidat, der kan bevare MAGA-vælgerne og samtidig genvinde højtuddannede forstadsvælgere, der i disse dage er på vej væk fra republikanerne.
Youngkins store svaghed er, at han må siges at være valgbar, men han mangler en stærk national bevægelse. Hermed kan han let ende som endnu en kompetent guvernør, der ser godt ud på papiret, men som ikke kan bryde igennem i et primærvalg, der er domineret af medier, konflikter og persondyrkelse.
7. Brian Kemp: Guvernøren, der overlevede Trumps hævntogt
Georgias særdeles konservative guvernør Brian Kemp har haft succes med en af de vanskeligste manøvrer i moderne republikansk politik: Han nægtede at hjælpe Trump med at omstøde valget i Georgia i 2020, han overlevede efterfølgende en intens og indædt hævnkampagne fra Trump og blev alligevel genvalgt stort i sin stat i 2022, selvom Trump støttede en anden republikansk kandidat.
Kemp kan dermed stille op som beviset på, at en republikansk politiker kan være konservativ, populær og succesfuld uden at underordne sig samtlige Trumps personlige krav. Og han er (sammen med Rand Paul) en af de få potentielle kandidater, der har bevaret en mere uafhængig position over for Trump – også selvom han som tidligere Secretary of State for Georgia stod i spidsen for den muligvis mest aggressive kurs i Amerika, når det gælder om at fjerne især minoritetsvælgere fra de registre, man skal stå optegnet i, i Amerika for at kunne stemme.
Demokraterne har i årevis beskyldt ham for voter suppression. Avisen New York Times beskrev manøvren således i 2018: “A few weeks before the election, he put 53,000 voter registration applications on hold, with 70% of the applicants being African American, and he purged 1.4 million inactive voters from voter rolls during his tenure, including 668,000 in 2017″.
Hans valgbarhedsargument står imidlertid stærkt. Georgia er en afgørende svingstat, og Kemp har klaret sig bedre end flere af partiets mere rendyrkede MAGA-kandidater.
Der er dog et særdeles væsentligt forbehold: det samme opgør, der gør ham interessant ved et præsidentvalg, kan ødelægge ham i primærvalget. Trump har på ingen måde glemt 2020 og har flere gange støttet kandidater, som konkurrerede med Kemps foretrukne kandidater i Georgia – iagttagere har kaldt Trumps og Kemps forhold for en ”fortsat skyggerivalisering”, som man på dansk nok ville kalde for en ”stedfortræderkrig”.
Kemp kunne være feltets stærkeste kandidat til selve præsidentvalget, men han spås nul chancer i et parti, hvor flertallet fortsat ønsker at videreføre arven fra Trump.
8. MAGA-oprøreren: Marjorie Taylor Greene
Det tidligere medlem af Repræsentanternes Hus for Georgia, Marjorie Taylor Greene er en 100% dark horse.
MTG, som hun er kendt som, er en autentisk MAGA-politiker, der brød radikalt med Trump, som hun i dag anklager for at have svigtet den bevægelsen, han selv startede. Hun blev særdeles kendt, da hun satte sig i spidsen for de kvindelige ofre for Jeffrey Epstein og var med til at fremtvinge en udlevering af de såkaldte Epstein Files til Trumps usigelige irritation. Hun er også arg modstander af Iran-krigen, en kendt kritiker af den traditionelle donorfløj og skeptisk over for ubetinget amerikansk støtte til Israel.
Hendes satsning, som de amerikanske medier er særdeles interesseret i – hun er virkelig god på TV – ville i givet fald være at slå Trump på hans egen hjemmebane. Metoden er velkendt, det ville være at bruge ”trumpismens midler” mod præsidentens mulige efterfølgere: at fremstille Vance og Rubio som medlemmer af eliten i Washington, mens hun selv repræsenterer de vælgere, der føler sig forrådt af samme elite samt the Deep State.
MTG har en helt særlig evne til at aflæse bevægelserne i den republikanske base og hun har tidligere hentet kolossale summer fra små donationer uden støtte fra partiets store donorer.
Hendes mulighed ville afhænge af, om en betydelig del af MAGA-bevægelsen begynder at skelne mellem deres loyalitet over for Trump personligt kontra loyalitet over for de løfter, han gav dem. Hvis vælgerne mener, at Trump svigtede løftet om ”færre krige og lavere priser”, kan Greene hævde, at det er hende – ikke Vance og ikke Rubio – der er trumpismens sande arvtager.
Greene er imidlertid samtidig en stærkt polariserende kandidat med begrænset institutionel erfaring samt et alenlangt katalog af tidligere stærkt kontroversielle udtalelser. Hun vil være en formidabel (og underholdende) primærvalgskandidat men en ekstremt risikabel præsidentkandidat, som donorerne næppe skal nyde noget af. Men her er det værd at notere sig, at det ikke er dem, men partiets aktivist-base, der afgør, hvem der når frem til målstregen.
Feltet udenfor shortlisten
Andre mulige navne, der nævnes, men som næppe stiller op, skal lige nævnes:
TV-vært og debattør Tucker Carlson, son kan mobilisere den anti-interventionistiske højrefløj, men han virker p.t. langt mere interesseret i at kontrollere bevægelsens ideologiske retning end i at føre en traditionel kampagne.
Den tidligere kandidat Nikki Haley, som får seks procent i New Hampshire. Den tidligere guvernør for South Carolina og tidligere FN-ambassadør for Trump har både erfaring og en etableret organisation. Men hendes langvarige opposition til Trump gør vejen gennem et fortsat MAGA-domineret parti tæt på umulig. Kilder tæt på hende forsikrer imidlertid POV’s korrespondent om, at hun agter at forsøge sig igen som en ”klassisk konservativ kandidat”.
Donald Trump Jr. nævnes også af og til – ligesom hans søster Ivanka. Begge har deres families værdifulde navn, automatisk loyalitet overfor deres far, og direkte adgang til MAGA-basen, men ingen af dem har vist nogen selvstændig interesse for det praktiske arbejde, der følger med et præsidentkandidatur.
Det store åbne spørgsmål: Bliver Trump kongemager eller ender han som en møllesten om sin efterfølgers hals?
Samtidig er det vigtigt at notere sig, at ranglisten kan ændre sig over de næste 18 måneder.
Hvis krigen mod Iran bliver langvarig og upopulær, styrkes Paul, Greene og Carlson, mens både Vance og Rubio bliver belastet. Hvis Trump-regeringen afslutter perioden med økonomisk fremgang og høj opbakning blandt republikanere, bliver Vance meget vanskelig at slå.
Hvis partiet lider et stort nederlag ved midtvejsvalget i november 2026, vil Republikanernes partiledelse med sikkerhed som noget nyt begynde at prioritere valgbarhed. Det vil gavne Rubio, Youngkin og Kemp.
Den afgørende faktor bliver imidlertid Donald Trump selv. Han kan støtte Vance, han kan opprioritere Rubio, sabotere Kemp, genstarte krigen mod DeSantis eller holde hele feltet i usikkerhed indtil allersidste øjeblik. Republikanernes problem i 2028 bliver derfor ikke blot at finde en kandidat, der kan overtage Trumps vælgere, men at finde en kandidat, som kan arve bevægelsen uden at blive knust af manden, der skabte den. Efter 3. november vil det blive tydeligere, om Trump fortsat er en politisk gevinst eller ender som en belastning for sin mulige efterfølger.
Kan du ikke få nok af amerikansk politik? Følg og læs Annegrethe Rasmussen i POV.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og