BOSNIEN-HERCEGOVINA // ANALYSE – USA lægger pres på Bosniens magtfulde høje repræsentant, Christian Schmidt, som nu har varslet sin afgang. Konflikten om hans efterfølger afslører dybe spændinger mellem Washington og Europa – og kan få afgørende betydning for Bosniens fremtidige stabilitet og Europas rolle på Vestbalkan.
De fleste kender sætningen, der på én gang meddeler, at monarken har udåndet, og at tronfølgeren står klar til at tage over. Bosnien har ingen konge, men derimod en topembedsmand, der er udnævnt af det internationale samfund, og som har en nærmest enevældig magt.
”Konge-embedsmanden”, hvis navn er Christian Schmidt, og hvis officielle titel er Den Høje Repræsentant, er faldet i unåde hos den amerikanske administration og har, efter et tilsyneladende længerevarende og betydeligt pres fra den amerikanske administration, valgt at ”abdicere”.
Den amerikanske vrede
Den amerikanske vrede forklares med, at Schmidt bl.a. har forholdt sig kritisk til, at et amerikansk firma uden relevante erfaringer og med tætte personlige forbindelser til Trump-familien – uden et offentligt udbud – har fået til opgave at modernisere betydelige dele af energiinfrastrukturen i Bosnien.
Man bør ikke male nogen eller noget på væggen, men hvad kan det komme til at betyde for Europa, hvis USA med kort varsel gør alvor af truslen om at trække sin støtte til i hvert fald Den Høje Repræsentants embede?
Flere peger også på, at Schmidts forsøg på at begrænse den politiske leder af Republika Srpska, Milorad Dodiks, løsrivelsesdagsorden for den serbiske del af Bosnien har vakt mishag i Washington. Holdninger, som mange uden for USA har svært ved at se det problematiske i.
”Konge-embedsmanden”, der heldigvis ikke er død, har således meddelt sin exit fra posten, men uden at nogen tronfølger står på spring til at overtage. En sådan skal nu udpeges af et uformelt internationalt råd – og det er heri, konflikten ligger.
Rådet, som officielt hedder The Peace Implementation Council (PIC), blev oprettet i kølvandet på Dayton-fredsaftalen, der i 1995 afsluttede krigen i Bosnien. USA, EU samt adskillige andre stater og internationale organisationer er medlemmer.
Ved PIC-mødet torsdag den 4. juni 2026 præsenterede USA den 76-årige italienske diplomat Antonio Zanardi Landi som afløser til Schmidt. Ifølge The Guardian blev han dog afvist af flere EU-stater plus Storbritannien, der foretrak den franske diplomat René Troccaz. Mødet endte uden en konklusion. Dagen efter meddelte den amerikanske ambassade i Sarajevo på X, at USA på grund af situationen nu følte sig nødsaget til at tage sin ”rolle i den nuværende internationale tilstedeværelse i Bosnien og Hercegovina op til revision,” hvilket er svært at tolke som andet end en trussel.
Man bør ikke male nogen eller noget på væggen, men hvad kan det komme til at betyde for Europa, hvis USA med kort varsel gør alvor af truslen om at trække sin støtte til i hvert fald Den Høje Repræsentants embede? Det er et lille spørgsmål, men svaret kan få stor betydning.
Europe+ skal tage bolden
I essayet It’s Time ’Europe+’ Asserted Leadership and Challenged the US in Bosnia, netop udgivet af Balkan Insight, leverer Kurt Bassuener, grundlægger af tænketanken Democratization Policy Council, ekspert i politiske forhold på Balkan og særligt i Bosnien, et bud på, hvordan situationen kan håndteres.
Kurt Bassuener er på gennemrejse i Kroatien, da jeg taler med ham for POV International. Jeg indleder med at opsummere argumentet i hans artikel:
”Europe+” skal tage sig sammen og få lavet en konkret strategi for, hvilken retning man mener Bosnien skal følge, og – formodentlig uden om USA – få landet en kapabel efterfølger til Schmidt, udstyre vedkommende med en arbejdsplan og håndfast politisk opbakning. Og det haster.
Begrebet ”Europe+”, som Bassuener bruger, inkluderer Den Europæiske Union, ikke-EU-medlemmer som Storbritannien og Norge, demokratiske lande som Canada, Japan, Sydkorea samt tilsvarende lande i Oceanien.
Kurt Bassuener svarer:
”Ja, netop – og jeg tror ikke, at Europe+ som helhed i dag ved, hvad det egentlig vil. Min læsning er, at det amerikanske skift faktisk har været under opsejling i adskillige måneder. USA taler i dag om, at det i langt højere grad skal være lokale aktører, der skal stå for at finde lokale løsninger.”
Hvis man kombinerer diskursen om ”lokale aktører” og ”lokale løsninger” med nylige kommentarer fra USA’s FN-ambassadør om, at Den Høje Repræsentant skal have færre ansvarsområder, er det politisk kodesprog for, at embedets magt ganske enkelt skal begrænses.
En svækkelse af embedet som Den Høje Repræsentant vil højne risikoen for et Bosnien, der ikke vil kunne flytte sig fra sin kroniske politiske krisetilstand, da kontrollen med den politiske situation svækkes.
Dette vil i princippet kunne åbne for, at den amerikanske administration kan få yderligere indflydelse, bl.a. på økonomiske forhold og på energisektoren. Det vil også give lokale løsrivelsesparate aktører som den bosnisk-serbiske Milorad Dodik mere frit spil, hvilket i værste fald kan splitte landet.
Og EU-medlemskab vil fortone sig om muligt endnu længere ude i horisonten, hvilket Rusland – og, ironisk nok, nu også den nuværende amerikanske administration – tilsyneladende ser som positivt.
Amerikanernes nye tilgang flugter kort sagt med den linje, som især Dodik – som politisk leder af Republika Srpska, den serbiske del af Bosnien – samt Serbien og Rusland i årevis har fulgt, når samtalen er faldet på embedet som Den Høje Repræsentant.
Jeg spørger Bassuener, hvordan han ser udviklingen:
”Det er bizart og dybt foruroligende, men det flugter med USA’s nationale sikkerhedsstrategi og forsvarsstrategi.”
Han mener dog ikke, at Europe+ nødvendigvis behøver at gå på kompromis med amerikanerne på Balkan:
”Vi sidder tilbage med det paradoks, at der ikke er noget sted på jorden, hvor EU og dets allierede ikke-EU-medlemmer som Storbritannien, Norge og Canada har mere magt end på Vestbalkan – og særligt i Bosnien.”
Hvad nu hvis USA ikke får sin vilje i forhold til Den Høje Repræsentant og med kort varsel fx smækker pengekassen i og dermed tvinger Europa til at finansiere situationen?
Bassuener svarer, at Europe+ er nødt til med syvtommersøm at ” … slå fast, at man er villig til at betale de 23 % af budgettet for Den Høje Repræsentant, som amerikanerne har stået for indtil nu. Det er et par millioner euro. Pengene er der. Men er viljen der til at gøre det? Det er spørgsmålet.”
Hvilken kurs
Hvis Europa ikke bider til bolle, så ser Bassuener det som uundgåeligt, at det er det bosniske folk, der over en bred kam kommer til at betale prisen.
Jeg spørger ham, hvilken retning Europe+ så burde gå efter i forhold til Bosnien. Han svarer, at det afgørende vil være, at Europe+ lægger en kurs, der kan lede til politiske reformer i Bosnien og ultimativt til en større grad af demokrati:
”Et demokratisk system, der er baseret på kommuner som det fundamentale i hele landet. Der skal ikke være noget politisk lag imellem din repræsentation i kommunen og parlamentet.”
Dette ville omkalfatre Dayton-aftalens opbygning, der består af en svagere føderal stat og flere politiske entiteter med udstrakt selvstyre og etnisk tilhørsforhold som omdrejningspunkt.
I essayet giver Bassuener alt i alt udtryk for, at den aktuelle situation bliver en lakmusprøve på, om Europa har modet og viljen til at modstå et mere ”… aggressivt USA, der går efter at få et større økonomisk og politisk fodfæste i Bosnien” – vel at mærke på bekostning af Europa.
Hvad mener den nye danske regering?
Set i lyset af dette kunne man dreje fokus fra Balkan til hjemlige himmelstrøg og her stille spørgsmålet om, hvilken holdning den nyslåede danske regering mon har i forhold til Bosnien og det potentielle problem med fremtidsplanerne for ”konge-embedsmandspositionen”.
Mette Frederiksen blev i december 2025 udråbt af magasinet Politico til at være Europas næstmest magtfulde politiker. Lars Løkke har ligeledes demonstreret effektivitet som international operatør.
Så muligheden for, at den danske regering kunne få reel indflydelse på den politiske retning i Europa, burde i princippet være til stede. Netop fordi spørgsmålet om Den Høje Repræsentants fremtid skal afklares i PIC-regi, så vil en dansk stemme i første omgang ikke være fuldstændigt begrænset af hensynet til en mulig fælles EU-udenrigspolitisk linje.
Den amerikanske holdning er, at der senest ved udgangen af juni skal være fundet en efterfølger til Schmidt. Kurt Bassuener mener, at Europe+ ikke bør lade sig diktere af USA, men lade Schmidt sidde på posten, indtil valget i Bosnien er gennemført den 4. oktober 2026, og i mellemtiden nå til robust enighed om en slagplan for fremtiden og en kompetent efterfølger. Spørgsmålet er, her til slut, hvem der mon får mest ret.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og