LIBANON // REPORTAGE – På tværs af grænser mellem nabolag, politiske overbevisninger og religiøse grupperinger kæmper Beiruts unge på hver deres vis for at skabe en bedre fremtid.
BEIRUT – 30 minutter syd for det centrale Beiruts hippe caféer og unge mennesker i shorts og solbriller står to kvinder og en mand foran en udbombet boligblok. Senge, lagener, legetøjsbiler ligger alle spredt ud over krateret. Der hænger en tung dyne af trang til at kigge sig over skulderen i nabolaget. Støvende, osende og larmende slanger motorcykler og biler på sidste salgsdato sig levende forbi, mens vagtsomme sideblikke synes at være en uundgåelig del af den gængse øjenkontakt. Beiruts sydlige halvdel, Dahieh, ligner en verden for sig.
De tre mennesker smiler, mens de tager en selfie. Krateret efter den boligblok, som stod her for mindre end et år siden, er ikke bare baggrunden for en selfie. Det er også et billede på et altafgørende israelsk bombeangreb i Dahieh. Nabolaget Haret Hreik, som blokken lå i, husede indtil efteråret 2024 Hassan Nasrallah, tidligere leder af Hizbollah, en af verdens største militser og en gennemgående magtfaktor i det libanesiske samfund. Det blev hans endeligt.
Mens bydelens indbyggere smyger sig rundt i et nabolag, der emmer mere af luftbombardementer end af Mellemøstens Paris, hviler hans blik på Dahiehs borgere. Vægmalerier af manden der for mange i området nærmest har opnået gudestatus, er ikke til at overse.
”Jeg voksede op med Hassan Nasrallahs stemme. Modstanden mod den uretfærdighed, vi oplever i Dahieh, er kun blevet stærkere siden hans død. Han er blevet vores martyr,” fortæller 22-årige Roaa Kassem.
På bagsiden af den unge journalists mobilcover danner glimtende rhinsten silhuetten af Hassan Nasrallahs ansigt. Et billede, der for hende er et symbol på deres kampånd
Hun er journalist og bosat i Dahieh og blandt de unge tilhængere af Hizbollahs ageren de seneste par år. Modstanden mod israelske luftbombardementer er blevet en del af hendes identitet, fortæller hun.
Men vil man forstå den unge libaneser i 2025, kan kompleksiteten af alle konflikters moder og dens følger i Dahieh ikke stå alene.
Den findes også på gadehjørnet hos en ung syrisk flygtning, som i fem år har pudset sko i det centrale Beirut. Den findes blandt politiske debatter på Det Libanesisk-Amerikanske Universitet. Og den findes på en kaffebar ved strandpromenaden med udsigt over Middelhavet.
”Hvis jeg gik bort i morgen, så ville jeg huskes for at være et menneske, som kæmpede for at samle libaneserne. På tværs af sekter, religioner og politiske overbevisninger. Vi skal gøre op med det forældede fokus på vores alles forskelligheder,” fortæller 27-årige Yasmin Rayya.
Sekterismen i landet er tæt vævet sammen med både religion og politik
Hun er advokat og indædt modstander af den sekterisme, der siden Libanons fødsel har været en uomgængelig medspiller i landets lige så gamle splittelse. Med et blik som ikke viger, når hun taler, synes hendes modstand mod uretfærdighed lige så tydelig som lyden af hendes stemme. Lige så meget en del af hendes identitet. Men samtidig også som et blik rettet mod en anden modstander. En modstander som ikke kun findes uden for landets grænser.
Langt mellem ord og handling
Maysaloun Tfailys hænder bevæger sig hurtigt. For hvert ord, der skynder sig ud over hendes læber, skabes en ny håndbevægelse, som hurtigt lader det næste ord løbe videre samme vej. På kort tid giver hun indtrykket af at være en ung kvinde med visioner for et fremtidens Libanon. Og et menneske med et ligeledes kritisk blik på det politiske Libanon anno 2025.
”Der er langt mellem ord og handling hos de politiske partier i Libanon. Det betyder, at vi andre ikke kan komme til orde, fordi de er så indgroede i det system, de selv har skabt,” fortæller hun.
Den 21-årige journalist er medlem af det eneste sekulære parti i Libanon. SSNP (Syrian Social National Party) er en transnational politisk bevægelse, hvis ideologiske orientering hovedsageligt bunder i ønsket om et stærkere bånd mellem Levantens lande. Et parti, der ikke er repræsenteret i det libanesiske parlament, og som er forbudt i både Jordan og Syrien.
”I SSNP gør vi modstand mod en forældet politisk kultur. De andre partier repræsenterer alle hver deres sekter, men SSNP repræsenterer ikke nogen specifik sekt,” siger hun.
Unge reproducerer holdninger fra deres forældre, og undtagelsen er dem, som researcher og forholder sig kritisk
Mens der bliver serveret tyrkisk kaffe, en ikke ubetydelig del af det libanesiske væskeindtag, beskriver hun, at det ikke er tilfældigt, at hun er blevet et politisk aktivt ungt menneske. For når ens fornavn er opkaldt efter et sejrrigt slag mod kolonimagten Frankrig i 1920, er modstand mod uretfærdighed ikke unaturlig.
”Det er en del af mig at kæmpe for det, jeg tror på. Min far har været mit forbillede på det punkt, og jeg vil også kæmpe for, at unge libanesere skal kunne gøre modstand mod uretfærdigheder.”
Følelsen af uretfærdighed
Drømme om partier frem for sekter og ét samlet Levanten er sød musik i Maysaloun Tfailys ører. Men i Libanon bliver melodien hurtigt overdøvet af realiteternes larm.
”Selvfølgelig ville det være ideelt at stå sammen i en fælles styrke, men med de udfordringer, Libanon står overfor, er det fuldstændigt urealistisk,” fastslår Yasmin Rayya.
Udenfor suser biler og scootere forbi kaffebaren i et stort kaos, der ved første øjekast virker retningsløst. Alligevel bevæger de sig støt mod deres destination. For Yasmin Rayya er det netop et billede på Libanon. Et kaotisk system, som hun forsøger at bryde ned i små bidder – forstå, analysere, eksekvere.
En af de største udfordringer, hun ser, er, at mange libanesere fødes ind i fastlåste holdninger, der kvæler evnen til at stille spørgsmål ved normer og magtstrukturer.
”Unge reproducerer holdninger fra deres forældre, og undtagelsen er dem, som researcher og forholder sig kritisk,” fortæller Yasmin Rayya.
I Libanon er præsidenten altid kristen. Premierministeren er altid sunnimuslim. Og formanden for parlamentet er altid shiamuslim. Sådan har det altid været, og sådan vil den ældre generation ifølge Yasmin Rayya have, det forbliver.
Politik er overalt. På skilte i bybilledet, flag med politiske symboler, sociale universitetspartier, samtaler om fodbold over en kop tyrkisk kaffe. Alt sammen politik
Sekterismen i landet er tæt vævet sammen med både religion og politik. Pladserne i parlamentet er mere end en kamp om magt, men nærmere en repræsentation af deres religion og udtryk for frygten for at blive negligeret. Det er den virkelighed, Yasmin Rayya forsøger at ændre.
”Jeg kæmper for at få unge til at forstå, at sekterisme ikke skal fylde alt,” siger hun.
Men den politiske fastlåsthed er ikke et udtryk for, at der ikke bliver talt politik. Faktisk er politik overalt. På skilte i bybilledet, flag med politiske symboler, sociale universitetspartier, samtaler om fodbold over en kop tyrkisk kaffe. Alt sammen politik.
”Det kan til tider være stressende, at alt handler om politik. Det splitter mit sociale liv,” siger Roaa Kassem, mens hun fumler med sit mobilcover.
Klokken nærmer sig midnat i en dunkel hotellobby i det indre Beirut. Det har været en lang dag, og mørke rande under øjnene afslører trætheden. Alligevel tager Roaa Kassem sig tid til at fortælle om den fælles libanesiske frihedskamp.
”Den libanesiske historie ligger dybt i vores rødder. Folk tror, konflikterne splitter befolkningen, men de tager fejl. De skaber bånd imellem os,” fortæller hun.
På bagsiden af den unge journalists mobilcover danner glimtende rhinsten silhuetten af Hassan Nasrallahs ansigt. Et billede, der for hende er et symbol på deres kampånd.
Lydene af tordenskrald og bomberegn kan være svære at skelne fra hinanden. Og med ét kan Dahieh være under angreb påny
”Uanset hvor mange raketter Israel sender, følger vi hans eksempel. Vi flytter ikke. Vores budskab og modstand er, at vi bliver i vores hjem,” fortæller Roaa Kassem.
Et spørgsmål om tid
Mellem murbrokkerne i Dahieh er genopbygningen sat i gang. En mand styrer en betonblok på plads, én sten ad gangen. Maskinerne summer stille, som var de trætte, men standhaftige. Det er svært at forestille sig, at dette sted igen vil rumme legende børn, duften af friskbagt brød og vasketøj mellem altanerne.
”Lydene af tordenskrald og bomberegn kan være svære at skelne fra hinanden. Og med ét kan Dahieh være under angreb påny,” fortæller Roaa Kassem.
Så må genopbygningen begynde forfra. Men de møder op igen. Og igen. Ligesom de unge, der kæmper hver deres kamp i Beirut. Hver deres stemmer, men med fællessang i viljen til forandring.
Nogle med martyrer i baglommen, andre med jura og ideologi i hånden. De ser forskelligt på, om fjenden er uden for grænserne eller inde i det system, de selv er født ind i. Fælles for dem er troen på, at modstand er nødvendig. Ikke fordi de er enige, men fordi de nægter at lade stilstand blive deres arv.
”Jeg vil altid have håb for Libanon, det hele er et spørgsmål om tid. Og om det bliver i min tid. Det eneste, jeg ved, er, at jeg vil gøre mit,” smiler Yasmin Rayya.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og