PÆDOFILIDEBAT – Der kastes skarpt lys på skyggesiden af 1960’ernes og 70’ernes seksuelle frigørelse i disse dage og det er godt. Men jeg var “lettere rystet, da jeg så digteren Dan Turèll indrulleret i pædofiliapologeternes skammelige armé,” skriver Steffen Groth, der har set på den afdøde forfatters satiriske tekst ”Solidarisk Støttedigt til Børnelokkernes Befrielsesfront”. Værket er 100 procent ironisk og at tolke det som en normalisering af pædofili er en fatal fejllæsning og “blottet for kendskab til Turèlls tone .. Titlen bærer det turellske vandmærke – ironien og parodien. Der vrænges i titlen lystigt af tidens tendens til solidaritet med snart sagt alle seksuelle minoriteter. Og det antydes – hvad der bekræftes i brødteksten – at Turèll netop har set frigørelsens bagside, tolerancens og solidaritetens amokløb ud i det absurde”.
Bagsiderne af ånden fra 68 belyses i disse dage. Frigørelsens pris og de filosofiske excesser såvel som selvrealiseringens omkostninger. Der har særlig været fokus på de seksuelle overgreb mod mindreårige, som sandsynligvis havde bedre vækstbetingelser på grund af frigørelsesfilosofien og livseksperimenterne.
Lytter man til en af de stemmer, der stod helt centralt i ungdomsoprøret, forfatteren og journalisten Bente Hansen, efterlader hendes tilbageskuende refleksioner i bogen Gud og hvermand (2017) ingen tvivl om, at frigørelsen var et tveægget sværd. Og at tolerancen ind imellem gik for vidt:
”Bøssernes Befrielsesfront… var en frodig og frigørende bevægelse, som bragte mange ud af skabene og ind i et bedre liv. Men i hælene på den fulgte minsandten en anden ”front”, som kaldte sig Børnelokkernes Befrielsesfront. Den kastede skygge over bøsserne ved at kopiere deres navn. (…) Børnelokkerne blev mærkeligt nok en tid accepteret af den store seksuelle tolerance, indtil der var nogen, som tog sig sammen og kaldte dem ved deres rette navn: pædofile.”
“Det er en lang diskussion om aldersgrænser og familieforhold, men kort kan man vel sige, at frisindet ikke på nogen måde skal tillade voksne at skaffe sig ret til seksuel omgang med børn. Det er en grov forbrydelse, og deres ”befrielsesfront” var altså en slags mørkeprodukt, der trivedes i ly af frisindet”.
Den totale orgasme ville vække arbejderens smukke, oprindelige kerne og frigøre kræfter, der gjorde ham i stand til at rejse sig mod verdens uretfærdighed og ondskab
Frisind og fremskridt for kvinder og homoseksuelle var altså ifølge Bente Hansen ledsaget af en skyggeside, en periodisk accept af pædofili – i tolerancens navn. Det mørkeprodukt kastes der skarpt lys over her i jubilæumsåret.
Bl.a. i Politikens serie om overgreb mod børneskuespillere i slutningen af 70’erne, i TV2’s parallelle dokumentarfilm, i Søren K. Villemoes’ artikel om pædofili og pædofiliapologi i den franske intelligentsia i 70’erne, der blev bragt i sidste uge i Weekendavisen samt i Freddy Hagens artikler her i POV, der blandt andet har harceleret over datidens forsvar for børneporno.
Dr. Riege og Seksualparken
En af de skikkelser, der lagde de filosofiske grundsten til den seksuelle frigørelse, var den østrigske læge og psykoanalytiker Wilhelm Reich (1897-1957). Reich radikaliserede og transformerede Freuds ideer og kombinerede dem med en særegen fortolkning af Marx.
Omdrejningspunktet i Reichs frigørelsesfilosofi var orgasmen, der som et magisk løsen kunne få neuroser, traumer og psykiske sygdomme til at fordampe. Patienterne skulle gøres ”orgastisk potente”. Men han nøjedes ikke med at tænke i det enkelte individs frigørelse; det var hele samfundet der skulle anbringes på den psykoanalytiske briks. Utopien var en sammensmeltning af social og seksuel frigørelse. Journalist Lea Korsgaard, der har skrevet om Reich i bogen Orgasmeland, beskriver det således:
”De undertrykte masser ville først komme til bevidsthed i det øjeblik, de satte sig selv fri ved at udleve deres naturlige lyster; det var sex, der skulle få historiens store hjul til at dreje, ikke den materielle udvikling af et produktionsapparat. Den totale orgasme ville vække arbejderens smukke, oprindelige kerne og frigøre kræfter, der gjorde ham i stand til at rejse sig mod verdens uretfærdighed og ondskab”.
Vilhelm Reich gik i 1933 i eksil i Danmark på flugt fra Nazityskland. Han slog sig ned i Ryparken og samlede en kreds af disciple omkring sig under det seksualpolitiske banner Sexpol.
Et forældrepar konsulterer Dr. Riege, fordi deres søn på fem år ikke onanerer: ”- Vi har prøvet alt, men det er ikke muligt at få ham til det. – det er slemt, – siger troldmanden [Dr. Riege]. – Men vi må ikke miste modet”. Andre oplever et pludseligt udbrud af incestuøse lyster; en pige ser med ét, at hendes modvilje mod faren i virkeligheden er tegn på, at hun er forelsket i ham og jaloux på moren
Denne bevægelse og ikke mindst dens åndelige leder, dr. Reich, lægger Hans Scherfig i et satirisk syrebad i romanen Idealister (1945). Ryparken er under indflydelse af Dr. Riege (Scherfigs let fiktionaliserede navn for Reich) blevet omdøbt til Sexualparken. Normerne er i opløsning under Dr. Rieges teoretiske trolddom. Alting flyder og borgerlige hæmninger står for fald.
Et forældrepar konsulterer Dr. Riege, fordi deres søn på fem år ikke onanerer: ”- Vi har prøvet alt, men det er ikke muligt at få ham til det. – det er slemt, – siger troldmanden [Dr. Riege]. – Men vi må ikke miste modet”. Andre oplever et pludseligt udbrud af incestuøse lyster; en pige ser med ét, at hendes modvilje mod faren i virkeligheden er tegn på, at hun er forelsket i ham og jaloux på moren. Atter andre rådfører sig med Dr. Riege, da deres barn insisterer på at sidde på potten, frem for at besørge frit i bukserne, som frigørelsesfilosofien dikterer.
Dr. Riege har med sin filosofi fortryllet beboerne i Seksualparken og forhekset den borgerlige orden. ”Og han gnider sig i hænderne og smiler og siger: Ho, ho! Fordi der sker besynderlige og forrykte ting i byen (…) Børnene leger på plænerne og i sandkasserne mellem sexualparkens hus-blokke. Og troldmanden sidder på sin altan og ser på dem. – De er problem-børn, ho, ho! – siger han. – Skal jeg kurere dem? Lad dem komme til mig! Jeg ved, hvordan det skal gøres!”
Da ironi blev til apologi
Således kunne Scherfig med sit satiriske klarsyn hudflette 30’ernes seksualpolitiske excesser og samtidig foregribe nogle af de overskridelser og vildveje, der opstod da frigørelsens storm for alvor blæste op i 1968 og Vilhelm Reichs tanker igen blev løftet fra glemslen og trukket ind i historiens hvirvelvind.
Når vi i de her dage ser kritisk tilbage på 70’erne og kaster et granskende blik på det, Bente Hansen kalder frisindets mørkeprodukt, aner jeg en faldgrube. I vores berettigede iver efter at belyse, afsløre, dømme og distancere os risikerer vi at drage forhastede slutninger. At fælde forcerede domme over levende og døde på baggrund af brudstykker og halve sandheder. Og slet og ret at misforstå udsagn fra fortiden, fordi vi partout vil presse dem ind i en specifik nutidig fortælling eller bare ikke lytter og læser omhyggeligt nok.
At blive forbundet med pædofili eller apologi for pædofili er et af de mest ætsende brændemærker man kan få.
Derfor var jeg også lettere rystet, da jeg først i Weekendavisen og siden på Facebook så digteren Dan Turèll indrulleret i pædofiliapologeternes skammelige armé. En armé, der ikke mindst takket være Weekendavisens debatredaktør Søren K. Villemoes har gået en sørgelig march henover avissiderne de seneste uger.
Sandheden er, at Turèll var 100 procent satirisk og at læse teksten som en apologi er en fatal fejllæsning. Helt på linje med at læse Scherfigs satire i Idealister som et forsvar for Reich og orgasmefilosofien. Hvilket vel må betegnes som totalt tonedøvt … Der vrænges i titlen lystigt af tidens tendens til solidaritet med snart sagt alle seksuelle minoriteter. Og det antydes – hvad der bekræftes i brødteksten – at Turèll netop har set frigørelsens bagside, tolerancens og solidaritetens amokløb ud i det absurde.
I Weekendavisen 23. marts indskrev den mangeårige redaktør af Social Kritik, Benny Lihme, Dan Turèll, i den kæde af kulturpersoner, der i 70’erne deltog i pædofiliapologien. Turèll var, måtte man forstå, et præmieeksempel på en pædofiliapologet. Han havde, forklarede Lihme, skrevet en tekst, der blev opfattet som ”et hyldestdigt til Børnelokkernes Befrielsesfront (i dagbladet Aktuelt!).”
Og så resumerede Lihme pointer fra digtet: ”I modsætning til mange andre kuldslåede forældre, som svigtede deres forældre, var børnelokkere helt almindelige mennesker, som tænkte mere på børnene end nogen andre” Hvis Lihmes gengivelse stod til troende kan man godt forstå, at det blev opfattet som et hyldestdigt.
På Facebook mente Villemoes, at Turèlls ”digt [fremstår] apologetisk, da han relativerer og normaliserer børnelokkeren.” Men han medgav også: ”Turèll var ikke 100% seriøs”.
Og der har vi en antydning af det springende punkt: sandheden er nemlig, at Turèll var 100 procent satirisk og at læse teksten som en apologi er en fatal fejllæsning. Helt på linje med at læse Scherfigs satire i Idealister som et forsvar for Reich og orgasmefilosofien. Hvilket vel må betegnes som totalt tonedøvt.
Solidarisk Støttedigt til Børnelokkernes Befrielsesfront
Turèlls tekst blev trykt i dagbladet Aktuelt 30. august 1977 under titlen ”Solidarisk Støttedigt til Børnelokkernes Befrielsesfront”. Læser man helt naivt – og på jagt efter pædofiliapologi – kunne man forledes til at tro, at Turèll i bedste 70’er-stil skrev en politisk engageret solidarisk tekst, som ville støtte ’en forfulgt minoritet’.
Men den læsning er blottet for kendskab til Turèlls tone og misforstår pædofiliens trods alt særdeles kontroversielle og kriminelle status i samtiden. Titlen bærer det turellske vandmærke – ironien og parodien. Der vrænges i titlen lystigt af tidens tendens til solidaritet med snart sagt alle seksuelle minoriteter. Og det antydes – hvad der bekræftes i brødteksten – at Turèll netop har set frigørelsens bagside, tolerancens og solidaritetens amokløb ud i det absurde.
Anvendelsen af de tidstypiske gloser ”moderne”, ”ligeberettiget” og ”sexuelt frigjort” er endnu et satirisk svirp til dem, der kørte frigørelsesprincipperne ad absurdum og i deres altomfattende frisind kunne ende med at omdefinere pædofile til en ’progressiv’ bevægelse
Teksten er en klassisk Turèll. En rytmisk, hårdtpumpet monolog fuld af gentagelser, bogstavrim, humoristiske parenteser, tidstypiske detaljer, punktering af floskler og frem for alt en underliggende ironisk grundtone, der farver alt. Forløbet former sig som et crescendo, en stigende intensitet i tonelejet og i eksemplernes absurditet. Der indledes med en parodi på normalisering og idealisering af børnelokkere:
”Børnelokkere er folk som// De og jeg// (måske mest mig)// Børnelokkere kan ryge Rød// Dunhill og gå med pæne// tweedfrakker// Børnelokkere kan sågar// læse Berlingske Tidende i kystbanetoget.”
Og så det første gearskift: De er faktisk bedre end du og jeg: ”…når det kommer til stykket// gør børnelokkerne meget// for børnene// de tænker mere på børnene// end nogen andre gør// og kærligere.”
Det bør være overflødigt at udpensle de ironiske overtoner.
Fra parodisk normalisering og idealisering springer teksten videre til grotesk-ironiske drømme om en velorganiseret, effektiv front af børnelokkere, der promoverer deres særlige ydelser under det reklameagtige slogan: ”Bevidste Børnelokkere Boller Bare Børnene Bedre”.
Teksten kulminerer med den afsluttende udmaling af en forestillet fremtid hvor ”…hver familie vil have sin// personlige børnelokker// som en ganske selvfølgelig// service// i et moderne ligeberettiget// sexuelt frigjort samfund…”
Det rummer derfor også en sørgelig skæbnens ironi, at Tùrell nu bliver beskyldt for at have skrevet en ”apologetisk” tekst, hvor ”han relativerer og normaliserer børnelokkeren”. Det er og bliver nonsens og en helt urimelig posthum plet på Turèlls eftermæle
Anvendelsen af de tidstypiske gloser ”moderne”, ”ligeberettiget” og ”sexuelt frigjort” er endnu et satirisk svirp til dem, der kørte frigørelsesprincipperne ad absurdum og i deres altomfattende frisind kunne ende med at omdefinere pædofile til en ’progressiv’ bevægelse.
”Der findes et begreb ved navn ironi”
Med sin tekst foregriber Turèll med andre ord den kritik, som vi i dag retter mod det grænseoverskridende frisind. Han belyser med satirens virkemidler frigørelsens mørkeprodukt.
Det rummer derfor også en sørgelig skæbnens ironi, at Tùrell nu bliver beskyldt for at have skrevet en ”apologetisk” tekst, hvor ”han relativerer og normaliserer børnelokkeren”. Det er og bliver nonsens og en helt urimelig posthum plet på Turèlls eftermæle.
Turèll og Aktuelt vidste godt, at emnet (også dengang) var så sensitivt, at læserne kunne blive forblændet af følelser og fejltolke teksten. For en sikkerheds skyld havde de derfor udstyret digtet med en slags læsevejledning. Over brødteksten ved siden af Turèlls skævt smilende kontrafej står der således:
”Forfatteren Dan Turèlls ”Synspunkt” er et særpræget indslag i serien om outsidere. Han beder læseren erindre sig, at der findes et begreb ved navn ironi…”
Topillustration: Dan Turell, Wikimedia Commons.
POV udbetaler ikke løn til sine skribenter. Hvis du kan lide Steffens skriverier kan du støtte dem med MobilePay på 31902272
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
