FILM // ANMELDELSE – Gennemgangen af årets film på CPH:PIX er nået til tredje og sidste stop: Asien. Er der en ting som går igen i film fra så forskellige lande som Kina, Filippinerne og Iran? Ja, det er der såmænd. Og selvom det nok er tilfældigt, så er det jo altid fint med et tema.
Der er kommet flere forbrydelser ind i kunstfilmen. Hermed mener jeg ikke bare at der er kommet flere krimier. Jeg tænker mere på en instruktør som iranske Asghar Farhadi, der har været et af de vigtigste navne det her årti, og også trækker et trofast publikum i Danmark. Og hvordan strukturerer han sine film? Med små forbrydelser.
Så i Nader og Simin – en separation bliver en kvinde skubbet ned af en trappe. I Sælgeren trænger en mand ind til en kvinde mens hun tager brusebad. Det skal ikke være store forbrydelser – når en teenagepige bliver kidnappet i Alle ved det bliver det for meget – men det skal være tilpas seriøst. Så kan det ses fra mange vinkler, bruges som prisme til at tale videre om samfundet.
Den strategi er der rigtig mange film, der bruger i dag. Faktisk alle tre film fra Asien, på hver sin vis. Og jeg ville gerne kunne give en forklaring på hvorfor, men jeg tror dog det er tilfældigt. PIX kunne have valgt andre film. Jeg er bare glad for at være blevet givet et tema.
Mosaic Portrait
Det er egentlig relativt nyt med forbrydelser i kinesisk film. Da kinesisk film fik et globalt gennembrud i slutningen af firserne og starten af halvfemserne var det fortrinsvis med historiske dramaer. Senere kom der en neorealistisk modbølge, der fortalte nære historier fra det samtidige Kina, fortællinger om migration, arbejdsforhold, kærlighed. Ingen af de to genrer fokuserer på forbrydelser. Men det har været mærkværdigt udbredt på det seneste.
Når arthouse folk laver krimier, så skal løsningen på gåden som regel have noget med noget at gøre.
Kinas uden tvivl største og vigtigste nulevende instruktør, Jia Zhangke, som desværre ikke får dansk premiere til sine film, og som jeg derfor ikke rigtig har skrevet om tidligere, har brugt dette årti på mere genre-prægede film som A Touch of Sin, hvis titel er taget fra kampsportsklassikeren A Touch of Zen, og som fokuserer på fire forskellige voldelige episoder. Måske det er derfra inspirationen kommer? Det har i hvert fald virkelig sat sit præg: I An Elephant Sitting Still, der vakte opsigt med sin fire timers varighed, og næsten blev udsolgt under sidste års PIX, er det en dreng der skubber en anden dreng ned af trappen, som sætter plottet i gang. Og begge film der var i konkurrence på årets Berlin festival, So Long, My Son af Wang Xiaoshuai og Öndög af Wang Quan’an, indeholdt en forbrydelse, henholdsvis en dreng der druknede, og et kvindelig der dukkede op på den mongolske steppe.
Så jeg følte mig nogenlunde hjemme i Zhai Yixiangs Mosaic Portrait. En 14-årig pige er blevet gravid. Hun hævder det er en lærer som har gjort det, men skolen afviser på det kraftigste. Er det et overgreb? Er det en dum teenage-forelskelse? En journalist kommer til den lille by for at undersøge sagen og skrive en ‘human interest’ artikel, men der er ikke ret mange som ved ret meget. Mest af alt venter de bare på at barnet skal blive født, så de kan lave en DNA-test. Det er ikke verdens mest sindsoprivende detektiv-historie…
Det er der faktisk meget få af de her kinesiske krimier som er. Som oftest er løsningen på gåden ret kedelig og skuffende. Hvis jeg må komme med et gæt, så skyldes det formentlig den kinesiske censur. Når arthouse folk laver krimier, så skal løsningen på gåden som regel have noget med noget at gøre. Det skal pege på et større problem, der skal være tråde til et større problem i samfundet, end bare at nogen er druknet eller blevet gravide. Men sådan er det ikke i de her kinesiske film. I So Long, My Son er det nærmest komisk, for det viser sig sådan set at alting er partiets skyld, men det bliver understreget at det alt sammen bare er uheld og alle har haft de bedste hensigter. Jeg tror det skal forstås ironisk.
Mosaic Portrait bliver først rigtig god, da vi egentlig har fået svaret på hvad det hele drejer sig om. For derefter fortsætter filmen, den ret kedelige journalist forsvinder, og der bliver mere plads til at fokusere på 14-årige Ying. Her, i filmens sidste del, løfter æstetikken sig, der bliver mere plads til bare at skildre hvor trist tilværelsen er for store dele af Kinas ungdom. Hvis hele filmen havde været sådan her, så havde det formentlig været virkelig hårdt at komme igennem. Men det havde været en bedre film.
The Verdict
I The Verdict, første film fra filippinske Raymund Ribay Gutierrez, er der også en forbrydelse, men det er langt mere åbenlyst for publikum hvad der er sket. Det er faktisk filmens første scene, en rå og intens skildring af hustrovold. Dante kommer fuld hjem, råber af sin kone Joy, begynder at tæve hende, rammer også datteren, Joy trækker en kniv, snitter ham i armen, stikker af. Snart bliver politiet såvel som hospitaler involveret, der skrives rapporter, tages billeder. Alt registreres. Det er ret åbenlyst hvad der er sket. Men så begynder filmen at følge den efterfølgende retssag, og snart udviskes visheden. For jo, vi ved hvad der er sket, men det lader ikke til at have den store indflydelse på hvad der i juridisk forstand er sket.
Filmsproget i The Verdict er håndholdt, tæt på tingene, lo-fi. Stort set alle filippinske film vi får at se herhjemme er lo-fi, men der er to meget forskellige skoler. Der er Lav Diaz, hvis film kan være helt op til otte timer lange, næsten altid er i sort-hvid, og utrolig langsomme. Noget med at stille et kamera op, og så sker der ting foran det kamera i nogle minutter, og så stilles kameraet op et nyt sted. Og så er der Brillante Mendoza, der laver rå film, håndholdte, hyper-energiske, eksplosive, fyldt med vold og sex og kontroverser. Mendoza har produceret The Verdict, så det burde ikke være svært at gætte hvad skole den tilhører.
Få film formår at få sine beskuere til at sympatisere med en voldsmand, uden at det virker gennemført forkert.
Der var et enkelt øjeblik, som jeg virkelig bed fat i. Kameraet er som regel ret simpelt, det følger handlingen. Men da en politimand taler ind i en mikrofon, så drejer kameraet pludselig op langs ledningen til radioen, som om den ville følge hans ord en enkelt meter. Men det er jo ret irrelevant, det er jo ikke radioen han taler til. Der er et brud i virkeligheden her, mellem politimanden og den han taler med. Men kameraet lader som om der ikke er.
Den her form for brud er essentielle i filmen. Den lader, som så mange krimifilm gør det, som om der er en sammenhæng i det hele, som om motiver leder til forbrydelser, leder til straf. Men det kollapser bare på et tidspunkt undervejs, efterhånden som advokaterne bliver involveret. Det er et dybt fascinerende kollaps, for det er svært helt at sige hvor det sker. Får vi mere information undervejs? Glemmer vi bare hvad vi så? Forsøger vi at fortrænge det? Er det retsvæsenet der spiller fallit? Ved at zoome så meget ind som Gutierrez og hans kamera gør det, så bliver den uvished der stadig er i historien så meget mere fascinerende og metaforisk.
Filmen er dedikeret til Kristoffer King, der spiller Dante, også har spillet med i et væld af Brillante Mendozas film, men som døde inden filmen kom ud, blot 36 år gammel. Hans Dante er forbløffende. Få film formår at få sine beskuere til at sympatisere med en voldsmand, uden at det virker gennemført forkert. Men netop ved at zoome ind, være i nuet i situation til situation, så lykkes det på tankevækkende vis. For alle har fortjent retssikkerhed, ordentlig advokat-bistand, etc, og det nægtes fattige Dante konsekvent. Og samtidig er Dante for meget en idiot til at forstå hvad der foregår omkring ham, så det føles aldrig som vi tvinges over på voldsmandens side.
Det er virkelig noget helt specielt som The Verdict lykkes med. At være i virkeligheden ret simpel i sit sprog, men samtidig så kompleks. At ‘nuancere’ en voldssag, uden aldrig nogensinde at bortforklare den. At vise hvordan retsvæsenet fejler kvinder, men systemisk, uden at ville skyde skylden på nogen enkeltstående. Vi kommer uden tvivl til at høre mere til Gutierrez.
Son-Mother
Og så er vi tilbage ved begyndelsen, for Mahnaz Mohammadi er ligesom Asghar Farhadi også fra Iran. Jeg skrev om Iran for nylig, men det var en helt anden slags film, den meta-legende stil fra folk som Abbas Kiarostami og Jafar Panahi. Der kan godt ske mere end én ting af gangen i de fleste lande, især store filmlande som Iran. Og en af de iranske instruktører, der egentlig har et ret stort navn, men som alligevel stadig bliver en smule overset, han hedder Mohammed Rasoulof, og han har stået for manuskriptet til Son-Mother. Han plejede aldrig at få dansk distribution, men han var genganger på PIX. Hans film er mere direkte, mere thriller-agtige, mere kritiske overfor gældende normer i Iran. Og dermed også overfor det konservative regime, der opretholder de her normer. Men han har en ret forrygende subtil tilgang til det her med forbrydelser, som Mohammadi, med en fortid inden for dokumentarismen, på fornem vis rendyrker.
Son-Mother handler om den enlige mor Leila, der har svært ved at klare sig i et Iran præget af sanktioner og dårlig økonomi. Der er en ret simpel løsning på problemet, nemlig at hun gifter sig med den søde chauffør Kazem. Det ville dog være i strid med normerne, for Kazems datter er på alder med Leilas søn Amir, og det er ikke tilladt for to stedsøskende af modsat køn på samme alder at bo sammen. Det er sådan set forbrydelsen, at ville sammenbringe to familier med to børn. Det som Son-Mother gør er så at stille en endnu værre forbrydelse ind, da Amir bliver sendt på et hjem for døv-stumme børn, uden håb om at kunne komme ud igen inden for den nærmeste fremtid. Clashet mellem de to forbrydelser, forbrydelse mod tradition, og forbrydelse mod humaniteten, står ret tydeligt overfor hinanden.
Scenerne fra børnehjemmet er skildret køligt observerende, og ret vidunderligt. Jeg ville kalde det dokumentarisk, men med det forstås som regel en mere håndholdt og energisk stil. Son-Mother er dokumentaristisk som mange moderne dokumentarfilm er det, afdæmpet, uden for meget plot, men stiliseret ligesom f.eks Havet Brænder. Der er heller ikke brug for noget reelt plot i anden halvdel. Der er brug for fakta, for at vi kan se præcis hvor forfærdeligt den anden forbrydelse er, så vi kan sammenligne det med den første forbrydelse.
I alle de her tre film har jeg lidt en fornemmelse af, at jeg har set det meste før. Mosaic Portrait bliver først rigtig god hen mod slutningen, både The Verdict og Son-Mother minder lidt vel meget om de kendte producenter/manus-forfattere der har hjulpet med at lave filmene. Men især Son-Mother viser potentiale, et blik for detaljen, en vilje til at virkelig leve i en situation, der gør et godt manuskript meget bedre. Jeg er faktisk ikke den store fan af Rasoulof, han er lidt for bombastisk til min smag. Mohammadis udgave af et Rasoulof-manus? Hold fast, det er fedt!
Foto-credit: Distributørerne
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her