Naturens kræfter – en fabel

af i Danmark/Internationalt/KLIMAKRISE

FABEL – “Undskyld, jeg tror, jeg skal sidde dér ved ​​vinduet.” Den hvide kanin smilede afvæbnende til sølvræven, der sad på flyets gangsæde. “Intet problem,” sagde han med et stort grin og stod op i sin fulde, skinnende højde for at lade hende komme forbi. “Åh, det er jeg ked af, er det mig der gjorde det?” Med lidt besvær samlede hun noget der lignede et håndskrevet manuskript op, som var faldet ned fra hans stol.

“Jo tak, det er meget pænt af dig, frøken…?” spurgte det aristokratiske væsen.

“Jeg hedder Grace, Grace Jefferson for at være præcis, men alle kalder mig Bunjee.” Hun så på ham med store ravgule øjne.

“Rart at møde dig, Miss Bunjee, jeg hedder Faux, Faux Palette.” Han talte et smukt engelsk med kun en lille smule accent.

“Må jeg spørge, hvor du er fra, hvis det ikke er for uhøfligt? Jeg finder din accent meget charmerende, men jeg kan ikke helt placere den?” sagde den hvide kanin.

“Jeg er fransk, og kunstkritiker. Jeg har lige afsluttet mit manuskript,” sagde han, mens han stolt klappede papirerne. Stewardessen kom med drikkevarer og han bestilte en flaske champagne Krug Grande Cuvée Brut og to glas. “Og hvad fører dig på dette fly til Paris?”

“Jamen, jeg repræsenterer min gruppe af bevidste forbrugere, Den Kritiske Mis. Vi organiserer en protest foran L’Orte-alt hovedkvarteret. På grund af deres dyreforsøg opfordrer vi til en boykot, og jeg vil uddele pjecer!” Med sin pjuskepote klappede hun den simple bomuldspose foran sig.

“Åh, pjecen som et kunstnerisk manifest! Ligesom de Internationale Transmetriske Isolationister i 20’erne! Må jeg byde på et glas bobler?” prøvede Palette.

“Nej tak, jeg drikker aldrig alkohol, det er ikke godt for helbredet,” replicerede Grace rapt og tog et stort drag af sin egen danskvand, før hun spurgte: “Hvad handler dit manuskript om?”

“Jeg er vegetar,” sagde hun stramtandet og fokuserede på sin grønne salat, som hun havde medbragt. “Åh, det minder mig om Geoperiferisterne, de er også meget jordbundne”

“Det er mit livsværk, et manuskript til min nye bog “Misforstå Moderne Kunst “, svarede han og stak et dyrt silkelommetørklæde ind under hagen, da hans mad blev serveret. “Vil du prøve noget af mine sauterede kyllingevinger med safran kålrabi?” tilbød Faux galant.

“Nej, det er bestemt ikke noget for mig, jeg er vegetar,” sagde hun stramtandet og fokuserede på sin grønne salat, som hun havde medbragt.

“Åh, det minder mig om Geoperiferisterne, de er også meget jordbundne. Er du sikker på, at jeg ikke skal skænke dig af den her fremragende Château Moncets, Lalande de Pomerol, det er 2014, en fin årgang!”

“Får du ikke en dårlig smag i munden af, at maden serveres på plastik; det ødelægger jo planeten!”

“Jo, jeg er helt enig i at det ødelægger smagen. Jeg foretrækker Wedgwood-porcelæn derhjemme,” sagde sølvræven og tog endnu en bid mad. Vil du smage noget af min champignonpuré med stegt sødkartoffel?”

“Ellers tak, det indeholder palmeolie, som er meget ødelæggende for miljøet.”

“Aha, virkelig? De Immaterielle Impressionister brugte aldrig olier, kun æggeblommer til at binde deres pigmenter,” sagde han, mens han satte tænderne i sin honningglaserede lammemørbrad. “Er du sikker på, at du ikke vil have en mundfuld?”

“Nej tak, selvfølgelig ikke. Jeg synes ikke, man bør spise rødt kød overhovedet! Tænker du aldrig på dit CO2-aftryk?” argumenterede hun og greb fat om armlænet, fordi flyet pludselig rystede.

“Bestemt, hele tiden, det er som en Environmental Performance, ikke? Men så skal du virkelig smage denne knoldselleririsotto med trøffel og kantarelsvampe.” Da han løftede sin gaffel, rystede flyet, så han tabte noget mad på hendes skød. “Åh, undskyld, spildte jeg på din kjole?”

“Det gør ikke noget. Alt mit tøj er brugt, genbrug, bæredygtigt, du ved.”

“Det minder mig om de Psykedeliske Konstruktivister, de producerede deres eget linned til deres lærreder, en gruppe meget etiske kunstnere,” sagde han, mens han lykkeligt gumlede på et stort stykke tarte tatin.

“Og hvad skal du lave i Paris?” På trods af sine indsigelser kiggede hun længselsfuldt efter hans overdådige dessert, mens hun gnaskede på sin blandede, grønne salat.

“Jeg skal aflevere mit dyrebare manuskript til mit forlag Guillotine, jeg skriver stadig i hånden med min elskede Pierre Cardin Président fyldepen,” sagde han og tørrede munden. “Hvad jeg ikke forstår, er, hvorfor du tager flyet, er det ikke imod din religion?” spurgte sølvræven med mild sarkasme.

“Jo, absolut og jeg har ikke sovet i en MÅNED på grund af denne tur!” konkluderede kaninen, mens hun gnavede som besat på en gulerod. “Jeg må kompensere for det ved at tage cyklen i et år! Men jeg er nødt til at uddele disse brochurer, det er afgørende for vores protest, at jeg er der!”

“Nå nå, javel ja”, sagde kunstkritikeren overbærende, mens han slugte det sidste af sin dessertvin, en Sauternes, Castelnau de Suduiraut, 2005. “Jeg må indrømme, at du imponerer mig med din faste overbevisning.”

Grrrunkkk! I dét øjeblik faldt flyet brat i et stort lufthul. Ræven blegnede, sank en gang og kastede hele sin tarte tatin samt dessertvinen op på sin silkekravat. Hans hvide medpassager så endnu blegere ud, før hun gylpede sin CO2-neutrale grønne salat og fornuftige danskvand op. Faux fattede hurtigt en håndfuld papirer fra sit manuskript og begyndte at tørre Graces grisede kjole.

Den honningglaserede lammemørbrad med champignonpuré sammen med 2014 Château Moncets, Lalande de Pomerol ramte forsædet med en kraft, der var actionmaleren Jackson Pollock værdig

Flyet tiltede endnu en gang, og ud spyttede han knoldselleririsottoen med trøffel og kantarelsvampe. Bunjee tog lynhurtigt fat i sin bæredygtige bomuldspose og greb en håndfuld brochurer for at rense hans skjorte.

HzzzzEEEE, flyvet trak næsen op og rykkede kraftigt til siden. Bunjee brækkede sig over al sit genbrugstøj, mens Faux formåede at stikke hende nogle kapitler af sit håndskrevne manuskript. HRRRyykk, flyet hoppede og rullede og sølvræven kunne ikke stoppe jetstrømmen af ​​sauterede kyllingevinger med safran kålrabi og Krug Grande Cuvée Brut på sin dyre Pierre Cardin Président fyldepen.

I en desperat bevægelse krattede Bunjee sine resterende økologiske brochurer sammen for at opsuge tsunamien, der fossede ud af Faux’ mund. Den honningglaserede lammemørbrad med champignonpuré sammen med 2014 Château Moncets, Lalande de Pomerol ramte forsædet med en kraft, der var actionmaleren Jackson Pollock værdig. I syg solidaritet knækkede kaninen sig med en fart som i et frit fald, mens hun blindt accepterede de sidste sider af hans manuskript, listen over kunstværkerne.

Da flyet endelig landede sikkert i Charles de Knolde Lufthavnen, var den bevidste forbruger Grace ‘Bunjee’ Jeffersons brochurer fuldstændigt beskidte, gennemblødte, og ubrugelige, ligesom de håndskrevne sider af den franske kunstkritiker Faux Palettes dyrebare manuskript “Misforstå Moderne Kunst”.

Da det kom til stykket, kørte han hende i sin lejede limousine til blokadevagten, for at hun kunne protestere med improviserede brochurer. Som tak bagte Grace ham en gourmetgulerodskage. Faux købte en vintage kjole til hende og kom med økologisk æblecider, mens hun maskinskrev hans noter til et helt nyt manuskript. Og de levede lykkeligt til deres dages ende.

Slut

Forfatterens note: Mod naturens kræfter, være det lufthuller eller kærlighed, er både hedonisten og puristen lige forsvarsløse.

©Marieke Burgers – august 2108
©Illustration Idris van Heffen

Forfatter, foredragsholder, mag. art. i kunsthistorie. Født 1954, i Holland. Hollandske Marieke Burgers har boet i mere end 20 år i Danmark, men er vokset op med tigre i baghaven i Indonesien, æsler på øen Kharg i den Persiske Bugt og aber i Afrika. Hun er fast skribent på POV international, hvor hun mest skriver satiriske fabler, når hun ikke skriver om kultur. Tolv af hendes fabler er samlet i bogen "Smiling Beasts with Dirty Habits", som er udkommet på Olympia Publishers i London som paperback og e-book på Amazon.

Seneste artikler om Danmark