Vær hilset, Dan

dan turell schwab — Udsnit af forsiden til bogen ”Dan Turèll: ”Jukebox. Samlede dåse-digte”, udgivet på Asger Schnacks forlag (2019). Omslag: Mette & Eric Mourier. Forsidefoto: Jørgen Angel

Eddie Michel 15.10.2023

DAN TURELL // HYLDEST – Netop på dagen i dag, d. 15. oktober, er der flere grunde til at sende Dan Turèll en særlig tanke, skriver Eddie Michel. Hans store idol døde for 30 år siden.

Den 15. oktober er altid en dag bestående af modsatrettede følelser. En dag og dato egnet til fest, høj musik og kulørte lamper, fordi Dan Turèll, en af mine tre største danske litterære idoler, d. 15. oktober 1969 traf den livsforandrende beslutning, at han ville være digter og professionel forfatter full time.

Derfor var den 15. oktober fra da af altid hans selverklærede “Annual D.T. Poet Yoga Day”. Men … Denne dag har også en dobbeltbetydning. Dagen er nemlig også lig med vemod og dvælende eftertænksomhed omkring, “hvor kort og mærkeligt, livet er” (sætning fra Turèll-digtet “Gennem byen sidste gang”), for d. 15. oktober 1993 døde Onkel Danny af kræft, kun 47 år gammel.

Dans elskede Parker

Et mildest talt “tragi-kuriøst faktum i Turèll-mytologien”, som forfatteren og Turèll-eksperten, Lars Movin, rettelig har beskrevet det engang. Hvad der derimod på ingen måde er kuriøst, er at stort set alle Turèlls millioner af efterladte ord og tanker stadig klinger lige så friskt, er lige så aktuelle, lige så tankevækkende og lige så vigtige, som da han ytrede dem.

Tusinder af disse ord blev nedfældet med hans elskede Parker fyldepen – med tilhørende permanent black ink cartridge, en detalje som Hans Henrik Schwab husker. Schwab, der i 1993 var ansat som lyrikredaktør på Turèlls forlag Borgen, mindes både, hvordan “stilheden sænkede sig over hele forlaget ved meddelelsen om hans død, som en af forlagets direktører overbragte med røde øjne”, og at der “blev helt stille, og alt arbejde gik i stå på Valbygårdsvej”.

Det er 51 år siden, at han sendte brevet, og i dag er det præcis 30 år siden, han døde

Desuden var Schwab også forlægger for Dans livsledsager, Chili Turèll og hendes erindringsbog I livets strøm (2007), hvorfra han husker, at hun “smukt, stærkt og usentimentalt har beskrevet Dans sygdom og sidste tid – og hvordan hun til slut lægger hans elskede Parker fyldepen ned i kisten”. Den pen, der havde været ”på evig jagt hen over hvide ark”, som der står i introen til Alhambra Blues.

Fans er som regel lidt skøre – jeg er naturligvis ingen undtagelse. Eksempelvis har jeg, udover hele Dan Turèlls forfatterskab (på nær to-tre uopdrivelige titler) bl.a. nogle håndskrevne breve og postkort fra Onkel Dannys hånd. Alle sendt til vennen, journalisten og reklamemanden Jacob Ludvigsen, hans rebelske bror i ånden, der bl.a. bliver omtalt i mesterværket Karma Cowboy (1974, s. 102):

“Hvad jeg helst vil ha’ lige i øjeblikket er Jacob Ludvigsen og en hvilken som helst gammel bil / Så ville vi køre ned ad den nærmeste vej og så den næste og så den næste og efterhånden enhver anden vej og råbe og synge klodens tilstand ud gennem vinduernes megafoner til tilfældige forbipasserende.”

I et af brevene, der ligesom alle de andre naturligvis er indrammet bag museumsglas og hænger fremme, skriver Dan Turèll d. 8. april 1972 netop om sin fyldepen … med permanent black ink cartridge-patron:

”Kære Ludvig, Tusind tak for de smukke penne. Jeg agter uophørligt at anskaffe såvel et penneskaft som en flaske blæk. (Den fyldepen, jeg med så megen fornøjelse har betjent mig af det sidste års tid, fungerer naturligvis via patron). Pennene er, indser jeg meget vel, en økonomisk som praktisk subtil forgænger for IBM-elektronhjernen, og vel snarest rigere på muligheder end den.”

Herefter fortæller han, at han er hjemvendt fra:

”… en mindre påskerejse i det europæiske, Holland (Amsterdam), Frankrig, Vesttyskland, og har modtaget de overraskende nyheder. 3 x 25.000. Store planer, rækkende fra eget trykkeri (en rimelig offsetmaskine kan fås for ca. 15.000) til verdensomspændende rejseaktivitet. Udgangen er uvis, mulighederne talløse. Det kan, nu som altid, blive til hvad som helst. Imidlertid har jeg, med nogen lettelse, kunnet opsige mit job som dansklærer på børnehaveseminariet, og allerede det er en ublandet fryd. En ny bog samler så at sige sig selv fra dag til dag, det haster alt sammen, hverken mere eller mindre end sædvanlig, det vil sige: det haster AD HELVEDE TIL. Nogle interessante illustrationer vil kunne findes i første artikel i vedlagte tryksag. Kærlig hilsen til dig og alle andre interesserede

din Dan”

I et af de andre Turèll-breve, jeg har, underskriver han sig med den ældgamle romerske kejserhilsen

Det er 51 år siden, at han sendte brevet, og i dag er det præcis 30 år siden, han døde. Hans Henrik Schwab, der i dag har sit eget forlag, Alhambra (på Alhambravej lige over for Turèll-familiens bolig), og som tidligere i år genudgav Turèlls sidste roman, Dét døgn da, minder også om, at Chili i sin bog skriver om det store farvel til hele Danmarks onkel, der fra Arbejdermuseet i midten af København blev sendt afsted til det uopdagede land, hvorfra ingen rejsende vender tilbage.

”Et gyldent tæppe af krysantemer dækker kisten, festsalen er fyldt til bristepunktet, en kø så lang strækker sig ned ad gaden. Der bliver talt og spillet bevægende og smukt, og naturligvis leverer Finn Ziegler på sin magiske violin sin overjordiske udgave af “Over the Rainbow”, så englene synger, og herren sig må forbarme. Vi ude på rækkerne synger ’Lysets engel’ og ’Dejlig er jorden’. Dans yndlingssalmer. Til tonerne af Grateful Dead ud over højttalerne bæres kisten ud til rustvognen og forsvinder for vores øjne … køres bort til krematoriet. Dan fik en statsmandsbegravelse.”

I et af de andre Turèll-breve, jeg har, underskriver han sig med den ældgamle romerske kejserhilsen: “Ave Caesar! Nos Morituri te Salutamus!” (Vær hilset, Cæsar! De der skal dø, hilser dig). Med en fjerlet omskrivning (uden Parker fyldepen) i anledning af 30-års dagen: Vær hilset, Dan! De der skal dø, hilser dig …

Læs mere POV kultur i Kulturlisten, der udkommer hver fredag.

Eddie Michel

Eddie Michel Azoulay var i næsten 20 år kulturskribent for bl.a. Politiken, Eurowoman og Berlingske, indtil han i 2011 besluttede sig for at forfølge sin gamle drøm om at fotografere. En sjælden gang imellem griber han dog den gamle pen.