KOMMENTAR – Det er slående, hvorledes en majoritet i minoriteten hellere vil brokke sig over, at deres idylliserede selvbillede krakelerer end forsvare de udsatte, skriver Freddy Hagen i kølvandet på afsløring af misbrug af børn i den danske filmbranche i ’70’erne. Drop den lyserøde barnetro og se sandheden i øjnene.
I en kommentar i en Facebook-tråd omhandlende afsløringerne i Politiken af børnemisbrug i ungdomsfilm fra 70’erne, skriver journalist Johanne Mygind fra Weekendavisen, at hun er led og ked af den “bashing” af 68-generationens forældre, som hun sammenligner med højrefløjens hetz imod muslimske forældre, fordi man også her fokuserer på de udsatte børn.
Mygind er træt af at mediebilledet slet ikke svarer til hendes egne erindringer om en god opvækst, og hun konkluderer, at det hele bare handler om at konsolidere og bekræfte de konservatives far-mor-barn-konstellation.
Hun skriver bl.a.: ”Ja, det er en vigtig og god historie, men hvor er jeg træt af den evige fortælling om de skrækkelige eksperimenter i 1970’erne, som vi til enhver tid må undgå at gentage. Det er jo også en legitimering af nutidens politik og familieform, som jeg egentlig tror er lige så fyldt med misbrug og omsorgssvigt som 1970’ernes.”
To ting.
Jamen altså, det er da også rigtig synd for den privilegieblinde pige, der er vokset op i trygge rammer, men som jeg skrev om i går, så er det slående, hvorledes en majoritet i minoriteten (Mygind mener nemlig, at kritikken af 68-generationens forældre er majoriteten, der hakker på den lille generationsminoritet) hellere vil brokke sig over, at deres idylliserede selvbillede krakelerer end forsvare de udsatte.
Og så er der det andet, der også er tankevækkende ved den sammenstilling af hetz imod muslimske forældre og hetzen imod 68-generationens forældre. For hvornår har det muslimske samfund selv taget disse problemstillinger op for at forsvare de få, der er kommet i klemme?
Det lykkes kun for Mygind at undgå dette spørgsmål, fordi hun fremstiller 68-generationens forældre som en minoritet.
Billedpornografiens frigivelse og pædofili
For de udflettes skam for tiden. Og det er en on-going proces, begyndende med Søren K. Villemoes’ og Niklas S. Hessels fremragende afsløringer i Weekendavisen tilbage i 2011 om distribution af børnepornografi fra legaliseringen af billedpornografien i 1969. Det store danske pædofilieventyr begyndte her, og dækningen påviste, at brødrene Theander, der ejede Danmarks største pornofilmsproduktionsselskaber, Rodox, Color Climax Corporation og Candy Film, var førende i børnepornografi på verdensplan.
At man tre måneder efter billedpornografiens frigivelse kunne se fotos af nøgne børn på Strøget, er ikke rigtig noget, der debatteres i dag. Altså, at det var så eksplicit
Og endnu mere vildt er det, at det var venstrefløjen, der ikke ville indføre love imod det, fordi de mente, at den fri billedpornografi forhindrede de pædofile i at begå overgreb.
DR fulgte op på sagen og fandt et gammelt klip, hvor en af Theander-brødrene udtaler, at de kun distribuerer disse børnepornografiske film, der utvetydigt viser voldtægter, og at de ikke selv ville lave sådanne film. De bekymrede sig ikke, fordi disse udenlandske voldtægtsfilm jo ikke var afbildninger af børn, som nogle kendte.
At man tre måneder efter billedpornografiens frigivelse, i pornobutikkernes vinduer på Strøget kunne se fotos af nøgne børn, er heller ikke sådan rigtig noget, der debatteres i dag. Altså, at det var så eksplicit.
Løgn og lyserød barnetro
Mange får lov til at lyve. Røde Kai, en stolt kriminel hovedperson fra Vesterbros pornografiske pionertid, som stiftede Danmarks første rigtige live show-pornobar, Key Hole Club, skriver i sin selvbiografi, der udkom på Gyldendal, at han ikke ville være med til alt det beskidte i branchen.
Men Lasse Nielsen, der instruerede de kontroversielle ungdomsfilm, der nu står for skud, udtaler, at han arbejdede for Røde Kai, der fremviste børneporno i sin biograf.
Det kunne ikke blive ungt nok, og bladene er fyldt med billedfortællinger om massevoldtægter samt børn, der skal læres op af ældre
Også en anden pioner i pornobranchen, Leo Madsen, der var initiativtager til og indehaver af pornobladet Weekend-Sex, der blev udgivet på mange sprog og i helt vilde oplag, forstod at vinkle fantasierne, så de kunne stimulere de pædofile. Det kunne ikke blive ungt nok, og bladene er fyldt med billedfortællinger om massevoldtægter samt børn, der skal læres op af ældre.
I Ugens Rapport, som var de smarte unge og velbjergede mænds journalistiske legeplads, kunne man også læse om små piger, der skulle læres op af voksne mænd.
Leo Madsen blev ikke anklaget for børnepornografi og har heller ikke brudt loven. Men fantasierne og stimuleringen af selvsamme er tydelig fra begyndelsen af udgivelsen af bladet.
Og det samme med afsløringerne af vilkårene på Christiania, hvor børn blev passet af åbenlyst pædofile, mens forældrene lå underdrejet på stoffer, opløste i frigjorthed.
Alle vidste det, og ingen gjorde indsigelser. Måske passede de bedre stillede på deres egne børn, med hvad med alle de andre børn, der ikke nød godt af sådanne gode forældre?
Og når man erfarer, at en dengang anerkendt psykolog og skribent for Pædofilgruppen, Bent Petersen, også var brevkasseredaktør på tidens største ungdomsblad, Ung Nu, der var et populært forum for unges forhold til seksualitet, bliver det sgu en kende vanskeligt at forsvare Myginds ønske om at forblive i den lyserøde barnetro om opgør med autoritetssamfundet og den onde hetero-normative magtorden, der bare vil kanøfle en stakkels generation af oprørere, der nægter at korrigere.
Foto: POV
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
