CPH:DOX // DAGBOG – POVs hjemsendte filmanmelder sætter fokus på Latinamerika. Fire film, to af folk fra kontinentet, to af folk udefra. Styrker og ulemper ved begge dele. Men det seksstjernede mesterværk, Songs of Repression, kunne kun laves med et blik udefra.
Jeg har forsøgt at lægge sirlige planer for hvilke film jeg skal se og skrive om hvornår. Ud fra temaer: kunst, politik, noget med nærvær. Jeg har også forsøgt at levne lidt plads til at kunne improvisere. Hvis nu f.eks Trump eller Bolsanaro skulle gå hen og dø i løbet af de næste 11,5 dage så har jeg tænkt mig at rydde fladen og nøjes med at skrive om State Funeral, den ukrainske instruktør Sergei Loznitsas nye film om Stalins begravelse.
Og altså, jeg siger ikke at jeg håber det sker. Jeg siger bare det virker som en rigtig god film, og at det ville være synd hvis jeg ikke fik skrevet om den…
Anyways. I går så jeg film fra / om Latinamerika. Der udviklede sig også efterhånden en tematik om insider-blikket vs outsider-ditto.
Ecstasy (Moara Passoni)
Instruktøren af Ecstasy er debutanten Moara Passoni, men producenten er efterhånden genganger i CPH:DOX sammenhæng. Petra Costa var her først med filmen Olmo and the Seagull, som hun havde co-instrueret med danske Lea Glob (Venus – Let’s Talk About Sex) og vendte tilbage sidste år i hovedkonkurrence med mesterlige The Edge of Democracy, der formåede at fortælle Brasiliens nyere politiske historie som man ikke bare forstod, men nærmest følte hvordan det var at være i et land hvis politiske system er ved at bryde sammen.
Den her kobling, blandingen af det politiske og det personlige, den går igen i Ecstasy. Filmen fortæller instruktørens egen historie, fra da hendes mor bliver anholdt af politiet mens hun er gravid – det gav ekstra adrenalin til fosteret, fortæller hun – over at familien flytter til hovedstaden Brasilia da moren bliver valgt ind i parlamentet, men fokus kommer efterhånden på hovedpersonens kamp mod anoreksi.
Som i Olmo and the Seagull – og som i Lea Globs Venus – handler det meget om en kvinde og hendes forhold til sin egen krop. Store dele af filmen er rekonstruktioner, og kameraet dvæler ved kroppene, ved moderens nøgne veludviklede krop, de fragmenterede kropsdele pigen finder i et pornoblad og på en medicinsk udstilling. Der sker i disse år en feministisk bølge i Latinamerika, såvel som Latinamerikansk film, og Ecstasy gør det samme: Skildrer politik og krop som uadskillelige.
Hvis filmen var lavet om til en fiktionsfilm, så var den nok ikke kommet i hovedkonkurrence.
Men helt ærligt er filmen bedst når den flytter fortællingen væk fra kroppen. Så kan den nemlig fortælle via arkivmateriale. Filmen blander gamle fotografier og filmklip, og bruger dem til at opridse den brasilianske verden som pigen vokser op i. Der dobbelteksponeres billeder oveni hinanden, og det gennemarbejdede lydspor er en kakofonisk fryd. Man mærker ekstasen i hele landet, og hvordan det modernistiske og menneskefjendske Brasilia på ingen måde kan håndtere energierne ude fra resten af landet.
Rekonstruktionerne er også fine nok. Men de er lidt som en over middel kunstfilm. Ikke dårlige, men hvis det havde været det eneste, hvis filmen var lavet om til en fiktionsfilm, så var den nok ikke kommet i hovedkonkurrence. Det er dens dokumentariske kvaliteter, dens fokus på kroppe, fotografier, pladser, bygninger, og dens sammenstykning af disse til en ekstatisk strøm, at Ecstasy bliver til noget specielt.
Stream Ecstasy her: https://cphdox.shift72.com/film/ecstasy/
En Revolutionær Familie (Tanja Wol Sørensen)
Noget af det jeg elsker ved en festival som DOX er netop at høre stemmer fra andre lande, at finde ud af ikke bare hvad der sker rundt omkring, men hvordan dem det går ud over forholder sig til det og fortolker det. Derfor bliver jeg også en lille smule loren når jeg læser i pressematerialet at Tanja Wol Sørensen med En Revolutionær Familie gerne ville lave en stilfærdig film om konsekvenserne af guerillakrigen der har hærget Colombia i halvtreds år, en type film som hun ellers ikke synes kommer fra Colombia.
Jeg vil hævde Alejandro Landes’ Porfirio fra 2011 meget lavede det samme, og hvis man bevæger sig lidt væk i Mellemamerika, så er Tatiana Huezos The Tiniest Place fra 2011 en nyklassiker om en lille landsby i tiden efter fredsslutningen i El Salvador.
Der findes mange Colombianske kunstnere der sætter fornemt stemme på den lokale frustration. Men Tanja Wol Sørensen får vist hvordan et outsider-blik også kan noget unikt.
Problemet er, at internationale film om lokale emner godt kan blive lidt overfladiske, også fordi publikum ikke kan forventes at forstå alle detaljerne i forhistorien. Her får vi f.eks. aldrig andet end den mest rudimentære introduktion til hvad der egentlig er foregået i Colombia, hvorfor FARC blev en ting for halvtreds år siden, hvad det egentlig er der er blevet kæmpet om, etc.
I stedet fokuserer vi meget på to kvinder, den midaldrende Ruby og hendes datter Yira, med meget forskellige drømme om fremtiden. Ruby er stadigvæk menneskerettighedsforkæmper, der er nødt til at leve under konstant beskyttelse. Yira er rejst i eksil til Cuba for at studere, har startet en egen familie, og drømmer om at komme til Canada, og at tage moren med. Hvad er vigtigst, kampen for landet, eller at være der for de nærmeste?
Der er dog værdi i at få den her historie fortalt af en fremmed. For da de to kvinder begynder at besøge hinanden mere og mere i filmens anden halvdel, så kommer styrken i virkeligheden først og fremmest fra de ting de ikke kan få sagt. Rubys blik ud i horisonten når hun bliver presset på principperne, Yiras fragmenterede fortællinger fra barndommen, et puslespil der tydeligvis stadigvæk mangler essentielle brikker. Der er en knugende styrke i de tomrum der opstår med det neutrale kamera, som filmen begynder at leve af.
Det er godt der sættes fokus på udviklingen i Colombia siden fredsslutningen, hvordan der fortsat myrdes skræmmende mange sociale ledere. Der findes mange Colombianske kunstnere der sætter fornemt stemme på den lokale frustration. Men Tanja Wol Sørensen får vist hvordan et outsider-blik også kan noget unikt.
Stream En revolutionær familie her: https://cphdox.shift72.com/film/en-revolutionaer-familie-a-colombian-family/
Songs of Repression (Estephan Wagner & Marianne Hougen-Moraga)
Songs of Repression kunne også kun laves af outsidere. Det er et nærmest psyko-analytisk portræt af et lille samfund i Chile, bestående af tyske religiøse tilflyttere, med en dunkel fortid, som langsomt bliver afdækket. På svimlende mesterlig vis.
Det er en mesterlig fremstilling af hvad Freud kaldte for ‘forskydning’, altså ikke så meget at onde ting benægtes, men at der fokuseres på de forkerte onde ting. Til at starte med ved vi ikke hvad der gik galt i det lille samfund, men langsomt får vi de første ting fortalt. Og så går det ellers støt og brutalt ned af bakke, og hver gang der kommer mellemtekster bliver det nærmest endnu værre, indtil det bliver så ondt at det er absurdt.
Ligesom personerne aldrig kan komme ind til sagens kerne, ligeså er der sjældent nogen ‘kerne’ i billederne, de er skæve, fyldt med skrå linjer, og personerne står lidt sært placeret.
Og hele tiden forskydes der. En mand fortæller om den misbrug han blev udsat for, og han forklarer at han blev forfærdet da det gik op for ham, at han jo kunne være blevet stenet for den slags! Vi forstår, at han mener det var forfærdeligt han blev tvunget til sex med voksne mænd, for det er jo imod hvad der står i bibelen. Og ja, det er skidt at tvinge folk til noget som er imod deres religion. Men det er jo ikke rigtig hovedproblemet ved årelangt systemisk seksuelt misbrug af børn! Songs of Repression er en grum film, fordi det er en film hvor også ofrene taler udenom.
Og så er det en mesterlig film fordi æstetikken er så ekstremt vellykket. Ligesom personerne aldrig kan komme ind til sagens kerne, ligeså er der sjældent nogen ‘kerne’ i billederne, de er skæve, fyldt med skrå linjer, og personerne står lidt sært placeret. I en fantastisk scene forsvinder to karakterer helt ud af billedet mens de taler dæmpet om hvad der er sket.
Jeg havde ikke turde håbe på nogen dansk dokumentar fra i år skulle kunne konkurrere med The Cave, men det er deroppe vi er. Ganske enkelt et mesterværk.
Kombiner det med absurde scener fra pseudo Oktober-fester, eller fra de mere kitchede offentlige dele af den lille koloni (de overlever for tiden pga turisme) og vi har at gøre med en film der først får dig til at sprutte af grin, hvorefter den strammer skruen til du ikke kan trække vejret.
Songs of Repression er produceret af Final Cut for Real, der også producerede Joshua Oppenheimers mesterværker The Act of Killing og The Look of Silence og Oppenheimer har også været inde over den her film. Det mærkes. Songs of Repression har samme ubønhørlige stemning af at folk tvinges til at se fortiden i øjnene. Og Songs of Repression hører til i samme kvalitative luftlag! Jeg havde ikke turde håbe på nogen dansk dokumentar fra i år skulle kunne konkurrere med The Cave, men det er deroppe vi er. Ganske enkelt et mesterværk.
Stream Songs of Repression her: https://cphdox.shift72.com/film/songs-of-repression/
Los Conductos (Camilo Restrepo)
Og okay, nogle gange når man giver ordet til en insider, så bliver det så indforstået at jeg ikke aner hvad der foregår. Colombianske Camilo Restrepos Los Conductos er en af de stærkeste film jeg har set i år, rent æstetisk. Jeg har ingen idé om det går ud på…
En ung mand der hedder Pinky fortæller om sit liv. Han har været med i en sekt. Der er noget med hans familie, en overdosis, et par voldelige episoder, en far der var grum. Jeg fatter ikke hvordan det hænger sammen. Pinky spiller sig selv. Og det er baseret på hans liv. Så det er derfor det er en dokumentar?
Det er den her slags film som CPH:DOX elsker at vise. I sal Benjamin til otte begejstrede publikummer, hvoraf halvdelen af os har pressekort. Filmen er optaget på 16 mm, og er helt helt suveræn rent billedmæssigt. Seriøst, der er sjældent mulighed for at se den her slags streng filmkunst for bare 45 kroner, så kortet op af lommen!
Meget er simpelt og ligetil, som i en film af det franske ikon Robert Bresson. Pinky ser ond ud. Der er en pistol. Bang. Og så noget techno i nogle minutter? Dunno. Men til sidst, når marchorkesteret spiller, og Pinky danser delirisk rundt, så er jeg helt med. Det syn glemmer jeg ikke. Tvivler på jeg nogensinde vil forstå det. Men jeg vil sjældent glemme det.
Stream Los Conductos her: https://cphdox.shift72.com/film/los-conductos/
Ecstasy
75 min
Syndicado
En revolutionær familie
82 min
Bullit Film
Songs of Repression
89 min
Autlook Filmsales
Los Conductos
81 min
Best Friends Forever
Fotocredit: CPH:DOX
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
