EUROPAS MINDRETAL #36 // KLUMME – Mange synes, brobygning er vigtigt, indtil det går op for dem, hvad det kræver at mødes med dem, man er uenig med, skriver Özlem Cekic i denne kommentar til en verden, hvor demokratiet og hensynet til mindretallene er i vanskeligheder.
2005 ligger efterhånden langt tilbage. Det var det år, jeg gik ind i politik, og i løbet af de 20 år er jeg blevet bekræftet i én ting, nemlig at modet til at kæmpe for menneskerettigheder simpelthen er en mangelvare i den politiske verden.
Jeg har kurdiske rødder fra Tyrkiet og har både i Danmark og i det land, mine forældre kommer fra, tilhørt en minoritet. Ligesom mange andre kurdere er jeg så godt som født med en kritisk og skeptisk tilgang til magt – naturligvis, havde jeg nær sagt. Faktisk er selv mit navn et produkt af undertrykkelsen. Özlem er ikke et kurdisk, men et tyrkisk navn, der i sin popularitet svarer til Lotte eller Anne i Danmark. Et navn, som hverken afslører min oprindelse (i hvert fald kun delvist) eller afspejler min kultur. Men det kunne ikke blive anderledes, for i 1976 var det ikke muligt at give sin pige et kurdisk navn. Det var forbudt.
Undertrykkelsen er ingenlunde en saga blot. Den lever fortsat i bedste velgående. I de 49 år, jeg har levet, er forholdene for minoriteter i Tyrkiet til stadighed blevet værre. Kurdiske partier er blevet lukket, studerende har fået livsvarige karantæner fra universiteter, fordi de har deltaget i demonstrationer. Oppositionelle, journalister og civilsamfundsaktører er blevet og bliver fortsat fængslet. Siden kupforsøget i 2016 har Erdoğan sat sig tungt på magten.
Erfaringer fra Georgien
Jeg lever godt nok ikke i Tyrkiet, men har stadig kunnet mærke, hvilke konsekvenser det har at være kritiker af det tyrkiske system. Herboende tyrkere benyttede sig af en famøs stikkerlinje til at anmelde mig til de tyrkiske myndigheder. I fem år var jeg forment indrejse i Tyrkiet. Heldigvis vandt jeg en retssag i Aarhus mod en af dem, der truede mig. Men jeg mistede noget andet: troen på, at Vesten altid ville stå vagt om demokratiet og menneskerettighederne. Det tog flere år at få danske myndigheder til at rejse Europas første retssag mod en Erdoğan-agitator.
Mange synes, brobygning er vigtigt, indtil det går op for dem, hvad det kræver at mødes med dem, man er uenig med.
Det er en barsk påmindelse om, at ytringsfrihed og menneskerettigheder ikke er nogen garanti – hverken i Tyrkiet eller i vores egen baghave. For mig at se er der er ingen tvivl: Tyrkiet bevæger sig længere væk fra demokratiet. Men sådan har det ikke altid været. I begyndelsen var Erdoğan for mange synonym for håb. Ja, også for mig.
Jeg troede, at han kunne bygge bro mellem Tyrkiet og Europa. EU-optagelsen havde bred folkelig opbakning, reformerne skabte vækst og velfærd, og retsstaten blev styrket. Jeg husker stadig billederne af Erdoğan, da borgerne sendte ham afsted til EU-forhandlinger med dans, musik og trommer i Ankara og Istanbul. Et forår var begyndt. Men den tyrkiske præsident følte sig ikke taget alvorligt, undertiden følte han sig ligefrem ydmyget.
Den mislykkede EU-proces har fået konsekvenser, der rækker langt ud over Tyrkiets grænser. I dag har vi en Erdoğan, der kalder Tyskland for et nazistisk land, kører dobbeltspil over for Ukraine og Rusland og truer EU med flygtningestrømme. Men de største tabere er borgerne i Tyrkiet. De lever i en politistat med en udhulet retsstat og demokratiske rettigheder, der er sprængt i stumper og stykker.
Men Tyrkiet er ikke alene. Jeg var for nylig i Georgien for at tale om min erfaring med dialogkaffe. I Tbilisi slog det mig, hvor meget de to lande har til fælles, og hvor meget historien har det med at gentage sig.
Dagen efter jeg landede, fik flere oppositionelle ransaget deres hjem og kontorer. Det var en nyhed, der vist aldrig rigtig nåede de vestlige medier. Og hvorfor skulle den? Vi har jo et eller andet sted vænnet os til, at det er den vej, tingene går rundtom i verden. Det har ganske enkelt mistet sin nyhedsværdi.
Georgien er et ungt demokrati med folkelig opbakning til EU, men udviklingen er gået i stå. 20 % af landet er besat af Rusland. Polariseringen vokser. Oppositionen er uduelig og splittet, og minoriteter har trange kår. Man kan som noget nyt også nu blive fængslet for at tale om LGBT-rettigheder.
En nylig vedtaget lov om fremmedagenter pålægger NGO’er at erklære sig som fremmedagenter, hvis de fortsat vil modtage støtte udefra. Nægter de, stopper pengestrømmen. Indvilliger de, kan de når som helst blive arresteret. Det er hjerteskærende at se, hvordan civilsamfundet i Georgien forsøges kvalt for deres arbejde for brobygning mellem minoriteter, menneskerettigheder og insisteren på et stærkere demokrati. Men det er også inspirerende. De frivillige kæmper videre – velvidende at de måske ikke har deres frihed eller NGO i morgen. Men i dag kan de gøre en forskel.
Det er det samme mønster, vi ser igen og igen: NGO’er i Tyrkiet, Georgien og andre skrøbelige demokratier kæmper ofte alene. EU og Vesten kan ikke sikre dem stabilitet. Og forsvaret for menneskerettigheder synes mere afhængigt af nationale interesser end principper. Ildsjælene har modet og viljen til at kæmpe for demokratiske værdier – men de mangler opbakning, både moralsk og økonomisk.
Formålet med at opruste er først og fremmest at afskrække, så vi ikke ender i krig. Men det er naivt at tro, at vi reelt kan forebygge splittelse og konflikt uden at inddrage dialog- og forsoningsarbejde
Samtidig står verden i brand. Krige, kriser og konflikter dominerer dagsordenen. Selvom mange mener, at fred lyder godt, så er det desværre krig, der sælger bedst.
Hvad gør vi så i en verden, der helst vil slås sig til rette frem for at tale sig til en større tolerance for uenighed?
Den vigtige dialog
Jeg driver selv en NGO her i Danmark, som i sidste ende ikke arbejder særlig anderledes end dem, jeg har mødt i Georgien og Tyrkiet.
Bare de sidste to år har vi arrangeret lukkede dialogmøder mellem ukrainere og russere i Danmark. Vi er rykket ud til de skoler, hvor dansk-russiske medborgere er blevet uretfærdigt behandlet. Siden 7. oktober har vi afholdt flere store arrangementer for at tale om, hvordan vi kan forebygge polariseringen mellem befolkningsgrupper. Flere hundrede grundskoleelever har vi klædt på til at gå ind i de svære samtaler uden at rette vreden mod andre elever.
Desværre har vi også oplevet, at voksne på lærerværelset har været på overarbejde, fordi de ikke ville spise frokost sammen, fordi ”de andre” holdt med det forkerte hold. Vi har afholdt ramadanmiddage, samlet religiøse ledere til møder, skabt relationer mellem jødiske og muslimske unge og givet plads til uenigheder. Alt sammen med det formål at forebygge fjendebilleder, antisemitisme og racisme i Danmark. Det har kostet os dyrt – folk har opsagt deres støttemedlemskaber. Mange synes, brobygning er vigtigt, indtil det går op for dem, hvad det kræver at mødes med dem, man er uenig med.
Jeg er ikke naiv. Jeg ved, at demokratisk arbejde er langsomt, smertefuldt og dilemmafyldt. Men hvad er alternativet?
2024 var det år med flest civile dræbte – særligt børn – siden Anden Verdenskrig. FN’s sikkerhedsråd er lammet, og de fredsbevarende missioner er voldsomt underfinansierede
Politikerne mener, at svaret på mange konflikter, kriser og krige er at opruste mere. Statsministeren har oplyst Nato, som holder møde i skrivende stund, at Danmark bakker op om at bruge 5 % af vores BNP på militær – det svarer til 90 milliarder kroner. Selvfølgelig er militær oprustning i Europa en nødvendighed, men er det nøglen til at løse konflikterne, vi ser i Sudan, DRC, Sahel, Syrien, Myanmar, Yemen, Somalia, Libanon, Nigeria, Gaza, Ukraine og mange andre steder, alene med mere militær?
For mig er det ikke enten-eller, men både-og. Vi skal tænke forsvar på en mere holistisk måde. Formålet med at opruste er først og fremmest at afskrække, så vi ikke ender i krig. Men det er naivt at tro, at vi reelt kan forebygge splittelse og konflikt uden at inddrage dialog- og forsoningsarbejde.
Regeringen taler om åndelig oprustning som en del af vores forsvar. Netop dialog og evnen til at tale med, forstå og tolerere vores medmennesker er et kerneelement i denne åndelige oprustning. Vi er nødt til at huske på fredsarbejdet – ikke som en modsætning, men som en del af forsvaret. Fredsarbejdet er krævende, men hvor mange penge er der afsat til det?
Lad os ikke svigte dem, der stadig kæmper for demokrati og menneskerettigheder
2024 var det år med flest civile dræbte – særligt børn – siden Anden Verdenskrig. FN’s sikkerhedsråd er lammet, og de fredsbevarende missioner er voldsomt underfinansierede.
Vi har glemt, hvorfor vi efter krigen valgte at investere massivt i freden for at forhindre, at historien gentog sig. Vi fik Marshall-hjælpen, skabte FN, skrev menneskerettighedserklæringen, etablerede Den Internationale Domstol, forstærkede krigens love for bedre at beskytte civile og begyndte for alvor afkoloniseringen af store dele af verden som svar på frihedskampe og krav om lige rettigheder. Og vi begyndte at give udviklingsbistand for at bryde konfliktens onde cirkel.
I lang tid var det et udenrigspolitisk mål at få flere lande til at bidrage med de aftalte 0,7 % til udviklingsbistand. I dag handler næsten alt om Nato og våben. Diplomati og menneskerettighedsarbejde er gledet ud af vores bevidsthed.
Når vi ser mod vores nabolande, kan vi se, at man i Norden har fredsforskningscentre og mæglingscentre, der kan støtte op om fredsdiplomatiet. Det bør vi også have i Danmark. Tænk, hvis Danmark spillede en mere aktiv diplomatisk rolle i fredsmæglingsmøder og menneskerettighedsarbejdet frem for alene at arbejde for at svække det.
Men historien har lært os én ting: Det kræver mod at tale sammen. Det kræver endnu mere mod at tro på, at forandring stadig er mulig. Lad os ikke svigte dem, der stadig kæmper for demokrati og menneskerettigheder.
Polarisering eller fællesskab
I de senere år har man set en stigende grad af højreradikalisme og ekstreme udtryk på venstrefløjen, hvilket fører til en debat om, hvorvidt Europa går mod polarisering eller fællesskab.
I første halvdel af 2025 kigger POV nærmere på de indre udfordringer, Europa står overfor, og hvad EU-landene gør – både som enkeltlande og i fællesskab – for at tackle dette problem.
Frem til sommeren står for døren sætter vi fokus på emner som racisme, ghettodannelse, flygtninge og asylansøgere, etniske mindretal, seksuelle mindretal og politisk vold, men også de vellykkede forsøg på at bygge bro over forskellighederne.
Læs flere artikler i serien her.
I forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel har POV modtaget tilskud af Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og