Når retssystemet svigter: Min datter blev forsøgt voldtaget

Sara Bovin 25.03.2025

VOLDTÆGTSFORSØG // KOMMENTAR – Min datters møde med politiet og retssystemet har efterladt os magtesløse. Hun blev ikke blot udsat for et overgreb – hun blev også mødt af et system, der svigtede hende på det mest sårbare tidspunkt i hendes liv.

Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Den 23. september 2024 ringer min datter. Hun fortæller, at hun natten før, på vej hjem fra arbejde, blev overfaldet og udsat for et voldtægtsforsøg.

Min datter fortæller mig, at hun går ned ad Bådhusstræde på det smalle fortov, en gade, et sted på Christianshavn er overvåget.

Min datter går instinktivt til kamp og begynder at sparke ham. Hun kæmper sig imod og kommer på benene igen og begynder at løbe fra ham

Hun lægger mærke til en mand, der kommer gående direkte imod hende. Lige pludselig begynder manden at sætte i løb imod hende og giver hende et knytnæveslag lige i hovedet. Slaget vælter min datter omkuld. Hun falder ned på asfalten, og manden råber, at hun skal tage sine “fucking bukser af lige nu”, mens han står over hende med begge ben.

Min datter går instinktivt til kamp og begynder at sparke ham. Hun kæmper sig imod og kommer på benene igen og begynder at løbe fra ham. Han forsøger at hive fat i hende, hvor hun taber sin ene sko. Hun løber rundt om hjørnet og kommer til Prinsessegade lige ved Christianias indgang.

Da hun fornemmer, at han ikke længere er bag hende, stopper hun op og får et angstanfald og kan ikke få luft. En taxa stopper og åbner døren og vil hjælpe hende. Selvom hun bor tæt på, er den hjælpsomme taxachauffør villig til at køre hende hjem, selvom det kun er et par gader væk. Hun er forslået, i chok, ringer til en af hendes medstuderende, som ringer efter politiet og fortæller, at hans veninde er blevet slået ned. De siger, de vil sende en patruljevogn ud. Min datter lægger sig til at sove.

Politiet udskammede min datter

Politiet kontaktede hende ikke, men næste morgen ringer hun til mig.

Det opkald, rev mig tilbage i min egen fortid, hvor jeg som 13-årig var udsat for seksuelt overgreb.

Jeg kørte hende på hospitalet, hvor hun blev undersøgt. Hun havde fået en flænge inde i munden fra det knytnæveslag, overgrebsmanden havde givet hende, samt sår på hænder og fødder.

Betjenten bag skranken begynder at kritisere, hvorfor hun ikke havde kontaktet politiet, da hun jo er blevet udsat for et alvorligt overfald

Efter hospitalet tog vi ind til politistationen på Hovedbanegården. Vi bliver mødt i døren af en meget høj, stor politimand – min datter oplevede det ubehageligt at gå ind på politistationen og blive mødt af en uvenlig bodybuilder-betjent, efter alt det, hun havde gennemlevet den nat.

Vi sætter os og venter på, at det bliver vores tur til at blive kaldt op til skranken. Efter noget tid er det min datters tur, og vi kommer derop.

Jeg står ved siden af hende, mens politimanden spørger, hvad hun vil. Hun skal nu fortælle højt ved skranken, i et rum med mange andre borgere om nattens overgreb.

Betjenten bag skranken begynder at kritisere, hvorfor hun ikke havde kontaktet politiet, da hun jo er blevet udsat for et alvorligt overfald. Samtidig står hun i et åbent rum fyldt med mennesker og skal forklare, at der er en mand, der lige har slået hende i hovedet og sagt, hun skulle “tage sine fucking bukser af”.

Han begynder at udskamme hende for den måde, hun har handlet, selvom hendes ven rent faktisk kontaktede politiet.

Her står jeg med min datter på 20 år og husker mit eget møde med politiet og hele det ræs, da jeg var barn. Jeg finder det helt utroligt, den måde, der bliver håndteret på, når borgere kommer til politiet og skal fortælle, hvad de har været udsat for – at man bliver mødt så uempatisk uprofessionelt. Hvordan har tingene ikke ændret sig i alle de år, tænker jeg.

Oplevede selv en aften i helvede

Da jeg var 13 år, oplevede jeg en aften i helvede. Vi var tre børn, der krydsede vej med tre voksne mænd, som seksuelt misbrugte mig og min veninde, mens de slog den tredje.

De brutale overgreb blev mit første møde med det danske retssystem – et evigt brændemærke i min hukommelse.

Oplevelsen af at blive hentet på Rigshospitalet i kørestol, efter flere ydmygende hospitalsundersøgelser af min barnekrop. Oplevelsen af at skulle få ordene ud af min mund, fortælle de fremmede læger, se den mandlige politimand i øjnene og fortælle de voksne mænd om de seksuelle krænkelser, jeg var blevet udsat for den aften.

Måske er det ikke så mærkeligt, at så mange vælger ikke at gå gennem retssystemet. Fordi det koster alt for meget, følelsesmæssigt, mentalt og socialt

Efterfulgt af flere dage med lange politiafhøringer, hvor jeg skulle udpensle hver detalje. Så ind i politibilen og videre til klinikken, hvor jeg blev filmet, og der blev foretaget gynækologiske undersøgelser på Center for Voldtægtsofre. Jeg husker, at jeg som barn mærkede politiets afmagt, da de ikke kunne bevise deres overgreb, trods sugemærkerne på mine unge, begyndende pigebryster. De mænd, der begik brutale overgreb på os tre børn, blev ikke dømt. De gik fri.

Jeg vælger at være så detaljeret og ødelægge denne dejlige forårsdag med blå himmel, fordi hvis det stod til mange danskeres mening, må man ikke tale om de overgreb, man er blevet udsat for, hvis de ikke blev dømt. Så skulle jeg for evigt holde mund om, hvad der skete den aften.

For de slap. Den straffesag var skandaløs. De blev varetægtsfængslet i tre uger, og selvom jeg havde mærker på kroppen og tydelige spor, og der var flere andre beviser i sagen, så slap de. Tre voksne mænd mod tre børn.

Jeg står nu som mor på politistationen på Københavns Hovedbanegård, hvor min datter føler sig som den kriminelle i rummet.

Vi bliver efter noget tid ført ned til kælderen under politistationen og bliver afhørt af to unge politibetjente. De vil efterforske sagen.

Men efter nogle måneder kommer der et svar fra politiet:

De har besluttet at standse efterforskningen.

Min datter har mistet tiltroen til retssystemet

Min datter går ærligt talt i stykker over hele den traumatiske oplevelse med at være blevet udsat for et voldtægtsforsøg og hendes efterfølgende møde med politiet på Københavns Hovedbanegård. Denne erfaring gør, at hun aldrig nogensinde har lyst til at komme til politiet igen og anmelde.

DR har for nylig bragt en artikel, hvor politibetjente står frem med navn og ansigt: ‘Vi lyver for borgerne’.

30 nuværende og tidligere betjente fortæller til DR, at politisager bliver lukket uden den rette efterforskning.

“Vi krænker borgerens retssikkerhed ved at undlade at efterforske anmeldte sager. Og vi lyver for borgerne om årsagen,” siger betjenten, der til dagligt er efterforsker hos Østjyllands Politi.

Måske er det ikke så mærkeligt, at så mange vælger ikke at gå gennem retssystemet. Fordi det koster alt for meget, følelsesmæssigt, mentalt og socialt – og fordi chancen for, at noget faktisk bliver efterforsket, er minimal. Især når man ved, hvordan man bliver mødt: med ydmygelse, udskamning og med en sag, der ofte bliver lukket, før den overhovedet er begyndt.

Derudover stod der i brevet, at det blev efterforsket som et voldeligt overfald, men det var et voldtægtsforsøg

Vi ved nu, at politiet lyver over for borgerne. DR har talt med 30 nuværende og tidligere betjente, der fortæller, at politisager bliver lukket uden den nødvendige efterforskning – bare for at få sagsbunkerne væk. Betjentene kalder det selv at ‘vaske en sag’. Nogle af dem står frem med navn og ansigt. De indrømmer, at borgernes retssikkerhed bliver krænket – og at de bevidst lyver om det.

Så når folk siger: “personen er jo ikke dømt”, burde de måske først spørge sig selv, hvad hvis politiet ikke engang har efterforsket sagen?

For den vej, hvor min datter blev overfaldet er spækket med overvågningskameraer. Måske var der en optagelse, eller et vidne, hvem ved? Vi blev ihvertfald aldrig kaldt ind til yderligere afhøringer eller tilbudt bistandsadvokat. Vi fik intet at vide, efter den dag, udover at sagen var droppet.

Derudover stod der i brevet, at det blev efterforsket som et voldeligt overfald, men det var et voldtægtsforsøg.

Min datters møde med politiet har efterladt os magtesløse. Hun blev ikke blot udsat for et overgreb – hun blev også mødt af et system, der svigtede hende på det mest sårbare tidspunkt i hendes liv.

Hun står nu tilbage med den smertefulde erkendelse, at politiet er stedet, hvor man bliver udskammet, og hvor en sag kan blive opgivet og med stor mistanke om at de ikke fik efterforsket sagen særligt grundigt, selvom en potentiel voldtægtsforbryder stadig færdes frit i København.

Se andre debatindlæg her.

Sara Bovin

Sara Bovin er journalist, radio- og tv-vært, psykoterapeut. Hun er vært på Podimopodcasten Skyggekvinder og tidligere prisvindende vært på Tværs i DR.