POLITIK // ANALYSE – Partierne vil ikke betale prisen for historisk forsvarsforlig – det kommer vores børn til. Samtidigt skal vælgerne den 1. juni stemme om at afskaffe det 30 år gamle forsvarsforbehold. Kunsten for ja-siden bliver denne gang at undgå skræmmekampagner. Argumenterne skal holdes på et simpelt plan. Ja-siden må stå ved, at det er ren symbolpolitik. At det er en afstemning om værdier. Om at stå sammen i Europa. Skulder ved skulder mod ondskaben og truslerne fra øst.
Krigen kommer med en pris. Vi har hørt det igen og igen fra både statsminister Mette Frederiksen og fra oppositionens ledere, men tilsyneladende er der ingen af de gamle partier, der har været villige til at give køb på egne mærkesager for at finansiere krigsomkostningerne.
Sort snak i stedet for at tage tyren ved hornene og sige lige ud, at partierne ikke var villige til at gå på kompromis med egne mærkesager i fredens tjeneste
Regningen skal betales af forbrugerne og af fremtidige generationer. Vores børn og børnebørn. Søndag aften indgik regeringen, SF, Radikale, Konservative og Venstre et historisk forsvarsforlig, der løfter det danske forsvarsbudget med 18 mia.kr. over de næste ti år, så den i 2033 tangerer vores NATO-forpligtelse på 2 pct. af BNP.
Samtidig blev det besluttet, at danskerne den 1. juni skal stemme om det 30 år gamle forsvarsforbehold, der afholder os fra at deltage fuldbyrdet i EU’s forsvarsoperationer.
SF har som eneste part givet køb
Kun ét parti fra søndagens historiske aftale strækker sig i virkeligheden og udfordrer sit politiske bagland. Nemlig SF, der med Holger og konen oprindeligt stod fadder til de fire danske forbehold efter det danske nej til Maastricht-aftalen i 1992.
SF kommer nu til at anbefale et ja til at ophæve forbeholdet og dermed et ja til Danmarks deltagelse i fælles militære operationer i EU-regi, som fx at stabilisere flygtningestrømme. Som det blev forklaret på pressemødet søndag aften, ønsker Danmark med en ophævelse af forbuddet at sende et klart værdisignal til de øvrige EU-lande om, at vi er med i klubben. At EU står sammen om at bekæmpe ondskaben fra øst.
Ingen af de fem forligspartier bag det nationale forsvarskompromis har ønsket aftalen så stærkt, at de også har været villige til at flytte sig politisk
De konservatives formand, Søren Pape, var bevæget. Nærmest rørt til tårer og fortalte, hvordan den 6. marts vil skrive sig ind i historien som en dag, han aldrig glemmer. Det er forståeligt, og Venstres leder, Jakob Ellemann-Jensen, tog ligefrem en kugle for statsministeren, da hun fik et nærgående spørgsmål fra en af journalisterne om a-våben på dansk jord.
Det var virkelig et historisk forlig tvunget af omstændighederne. Tvunget af Putins helt uacceptable invasion af Ukraine. Erkendelsen af en ny koldkrig og nødvendigheden at kunne forsvare sig mod Ruslands eventuelle fortsatte fremmarch i Europa. Verden er ikke længere den samme efter den 24. februar 2022.
Ingen vil betale prisen
Det, som imidlertid kan undre, er, at ingen af de fem forligspartier bag det nationale forsvarskompromis har ønsket aftalen så stærkt, at de også har været villige til at flytte sig politisk. Ingen har haft mod til at sige, at vi slækker på vores politiske mærkesager.
Socialdemokratiet og SF sagde nej til velfærdsforringelser, Venstre og Konservative sagde nej til skattestigninger og De Radikale betingede sig, at det ikke bliver klimaet, der kommer til at betale.
Så, nej den politiske pris, er der ingen, som vil betale. Så meget for skåltalerne og de bevægede ord søndag aften.
I stedet vælger forligskredsen igen igen, fristes man til at sige, at benytte det velkendte prokuratorkneb med at efterlade et hul i statskassen. Denne gang på en ekstra halv pct. af BNP så det årlige budgetunderskud fremover må udgøre en pct. af BNP.
Det svarer i virkeligheden til at skubbe regningen foran og lade kommende generationer betale for vores sikkerhed. Sådan bliver det ikke udtrykt af parterne, men det er realiteterne. I stedet bliver der talt om råderum og velfærdsudgifter til det demografiske træk, der er sikret. Sort snak i stedet for at tage tyren ved hornene og sige lige ud, at partierne ikke var villige til at gå på kompromis med egne mærkesager i fredens tjeneste. Så vidt så godt med den store forbrødring om den historiske aftale.
Regeringen på speed?
Som led i aftalen skal vi den 1. juni stemme om at ophæve forsvarsforbeholdet. Det er i den anledning lykkes fhv. statsminister og Moderaternes leder, Lars Løkke Rasmussen, at få medietid med et ledigt standpunkt om, at regeringen er på speed. Et noget utraditionelt synspunkt fra en grundborgerlig politiker, der altid har kyset venstrefløjen for at skulle vende vigtige problemstillinger i rundkredse og plenum, hvorefter de skulle bruge dage på at rette ligegyldige kommaer i fælles communiquer med ønsker om den gode verden.
Afstemningen er derfor på ingen måde afgjort, selv om den brændende platform næppe nogensinde bliver mere glohed
Nu bliver der handlet resolut, og så er det også galt. Lars Løkke Rasmussen burde glæde sig sammen med forligspartierne, for de næste måneder kommer han alligevel til at stå last og brast om det samme synspunkt over for Enhedslistens Mai Villadsen, Nye Borgerliges Pernille Vermund og DF’s Morten Messerschmidt.
EU-afstemning giver Messerschmidt ny chance
For især Morten Messerschmidt kommer folkeafstemningen som en gave. Messerschmidt er i sit es, når det gælder EU-debatter om traktater og suverænitetsafgivelser. Han kommer igen til at træde ind på den store scene, og det kan give ham et tiltrængt pusterum fra den interne krig, han p.t. fører i DF.
Seks mere eller mindre toneangivende politikere har forladt DF, og sandsynligheden er overhængende for, at endnu flere finder vej til brandtrappen. Imens er DF nu nede og kysse 4 pct. i meningsmålingerne, og Messerschmidt kan langsomt se spærregrænsen nærme sig.
Folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet kan derfor blive et vendepunkt. Det tvinger alle til at fokusere på målet. Alle kræfter bliver lagt i kampagner og debatter, og selv om det næppe vil lukke munden på alle Messerschmidt-kritikere, vil afstemningen nok alligevel lægge en dæmper på den værste kritik de næste knap to måneder. Her kommer vi i stedet til at se en DF-formand gå til stålet, som han også gjorde, da han næsten ene mand fik et flertal af danskerne overbevist om, at de skulle stemme nej til at ophæve retsforbeholdet i december 2015.
Nye nej-kæmpere uden erfaring
For Enhedslisten nye leder, Mai Villadsen og Nye Borgerliges, Pernille Vermund, bliver det et helt nyt ball-game at kaste sig ud i en nej-kampagne. Selv om NB’s formand får god opbakning fra sin pressechef, Lars Kaaber, der gennem en lang karriere har arbejdet professionelt med alle synspunkter i EU-politikken, er der i sidste ende kun Vermund selv til at stå på mål for partiets linje.
Hun kan ikke hente meget støtte fra sine partifæller i folketingsgruppen. Mette Thiesen har ganske enkelt ikke niveauet og Peter Seier Christensen er mildest talt ikke scenevant. Tilbage er der kun bulderbassen Lars Boje Mathiesen, der bestemt ikke er ueffen i hårde debatter.
Ja-siden skal afstå fra sædvanlige skræmmekampagner
For statsminister Mette Frederiksen, Søren Pape og Jakob Ellemann-Jensen bliver det en akavet situation at stå side ved side og kæmpe den samme sag. Erhvervslivet og de store organisationer, DI, DA og DE kan næppe dy sig fra at kaste millioner ind i ja-kampagnen samtidig med, at der vil være folk fra Ja-siden, der kommer til at gå i medierne med ufatteligt dumme skræmmebilleder, hvis man kender dem ret.
Det er en værdierklæring. At vi skal stemme ja for at vise Putin og andre despoter, at Europa står tæt sammen
Det skete under afstemningen om retsforbeholdet i 2015, så mon ikke, vi kommer til at se udtalelser i retningen af, at nej-siden ”går Putins ærinde”. Det vil i givet fald kun virke modsat hensigten. Vælgerne er ikke helt dumme. De kan godt gennemskue en skræmmekampagne, når de møder en.
Afstemningen er derfor på ingen måde afgjort, selv om den brændende platform næppe nogensinde bliver mere glohed.
Ja skal hives hjem med symbolpolitik
Ja-siden skal holde hovedet koldt. De første meningsmålinger vil være i ja-sidens favør, som de traditionelt altid har været op til EU-afstemninger. Det gælder derfor om, at nej-siden ikke får momentum.
For ja-siden bliver kunsten at holde fokus på, at en ophævelse af forholdet ene og alene har symbolpolitisk karakter. At det er en værdierklæring. At vi skal stemme ja for at vise Putin og andre despoter, at Europa står tæt sammen. Ja-kampagnen skal derfor holdes enkelt uden at blande alt muligt sammen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
