FOLKEMØDET 2024 // TAXAMANDENS KLUMME – Det er det samme, hver gang Taxamanden, Jesper Grunwald, besøger Folkemødet i sin egenskab af arbejder i industrien for transport. Han følger sine tre hovedprioriteter: arbejdet, mødet med hjemegnen, som han forlod for mange årtier siden – og så selve begivenhederne på fælleden ved Allinge og Sandvig. Mødet mellem politikere, erhvervsfolk, aktivister og repræsentanter for det danske folk. For slet ikke at tale om koryfæerne i mediebranchen – hans gamle kolleger. Det sidste når han aldrig.
Den smagte fedt på den sunde måde – den sammenkogte ret, tillavet og serveret af de unge østafrikanere fra autocamperen, som var bygget om til et mobilt køkken. Madbananer og kød og krydderier, som jeg ikke kender, men som mine smagsløg boltrede sig lykkeligt i.
Omgærdet af hjemmebagte pandekager og en enkelt lille samosa, som måske var måltidets virkelige himmerigsmundfuld – en modgift mod ugens trivielle fastfood, når der ikke er tid til restaurantbesøg.
Men så – på vejen ud af pladsen – syndefaldet; et dansk ”cykelkøkken” med pandekager og et indhold, som ville få en diætist til at lægge mig i håndjern: en hjemmelavet ”Crêpe de Bornholm” – med banan, svøbt i Nutella og med kokosdrys …
Det blev til mindre end en halv time på det egentlige, bornholmske folkemøde 2024 sidst på aftenen, hvor den politiske dimension er forsvundet i mørke og småregn, og de unge drikker fadøl og danser solo i grupper til en af tidens DJ’s i det store festtelt.
Og så hurtigt tilbage til nattens kunder. 25 minutters politisk festival for lønarbejderen i den sorte elektriske taxi – det var, hvad der blev tid til i år på den ø, som jeg forlod som 19-årig efter studentereksamen for 51 år siden.
Om jeg er skuffet eller føler mig overset? Overhovedet ikke. Jeg elsker denne smeltedigel af politik, fest, nysgerrighed, folkeoplysning, kræmmer- og krammementalitet. Det er først og sidst et snapshot af et samfund og et folk, som trods alle rygter og politisk chikane fra de yderste fløje og tidens organiserede folkeforførere – spejler et levende demokrati i egen sovs – og er i kontakt med verden omkring os.
Jeg elsker den brogede verden! Og jeg nægter at være en del af tidens underlige cocktail af provinsiel offerrolle og arrogance. Jeg er en bonderøv, der afskyer populismen.
Jeg kører med en højt placeret embedsmand fra det europæiske rumagentur i Paris
Der er masser af muligheder for at leve lykkeligt i både mikro- og makrokosmos. I det nære og det internationale. I det jordiske og det himmelske – også sådan i himmelrumsforstand. Jeg kører med en højt placeret embedsmand fra det europæiske rumagentur i Paris. Han har mødt ligeledes højtplacerede politikere på det bornholmske folkemøde.
Men det er ikke rumfarten, der er min største kompetence. Så på den diagonale tur, tværs over min fødeø, fortæller han lidt om sin nationale baggrund – og jeg om den fortid med de tyske rødder (min farfar, billedskæreren Karl Frederik Grunwald udvandrede til Odense. Mødte bondedatteren fra Ravnebjerg uden for Fyns hovedstad og fik fem børn, hvor min far var var den ældste).
Han synes, det er fedt at tale sit hjemlands sprog, som jeg selv taler flydende i en slags protest mod efterkrigstidens forsøg på at intimidere det smukke sprog – på grund af den fascisme, jeg selv forsøger at bekæmpe med det skrevne ord.
Min kunde er en højt begavet mand – men aner intet om, at det var sovjet-russerne, der befriede den ø, han besøger lige nu. De smed først bomber over de to største byer, Rønne og Nexø. Han får fortællingen, mens vi kører ned ad bakken til netop Nexø i det oplyste, lidt regn-fedtede aftenmørke.
Han sluger min historiefortælling, og jeg ser hans nikken i bakspejlet – og så er det hans tur. Han fortæller, hvorfor Europa må kæmpe for en egen rumindustri for at finde en plads mellem det politisk sårede USA og den russiske drøm om at genopbygge imperialismen.
Cola, is og et efternavn
Natten efter møder jeg Gry – ja, faktisk er jeg en slags redningsmand, da hun ikke kan få transport på grund af taxi-kaos, og den noget anløbne, unge del af deltagerne på folkemødet skal hjem fra folkemødets vildeste dag – natten mellem fredag og lørdag – kl. 02.30.
Hun spørger mig om en tur, men jeg er i den grad afsat til tre unge mænd, der har hygget sig, ”så hatten passer”. De skal ned på det sydligste Bornholm – mens hun må forberede sig på at gå eller blaffe sig til Hasle – en tur på 12 kilometer.
Den kan morfar ikke have hængende på sig. Jeg overtaler hende – med gutternes tilladelse – til at køre med. Jeg giver hende pladsen på forsædet, så hun ikke skal klemmes inde mellem folk, hun ikke kender. Og da jeg har sat dem af, venter jeg med at starte taxameteret en tid, så hun ikke skal betale for omvejen (det er ikke lovligt, så fortæl det ikke til nogen). Og så beretter hun om sit liv som aktivistisk dyslektiker.
Hun er i tyverne og ualmindeligt veltalende – og ordblind i så alvorlig grad, at hendes opvækst har været hård med mobning, utilstrækkelig støtte, kampe i skolegangen – men også lidt af en sejr i livet nu, hvor hun har en realistisk drøm om en lederkarriere i salgsindustrien.
Jeg når at lære lidt af hendes ordblinde-teknik, som for eksempel når hun skal skrive sit efternavn: Et tal – en sodavand – og en elsket sommerspise:
9 – Cola – isen.
Nicolaisen.
Jeg griner!
Og så en begavet samtale med den verdensrejsende, biologen, professoren med speciale i DNA-forskning, som ender med at interviewe mig om mit besøg blandt indfødte amerikanere i det navnkundige ”Wounded Knee” i South Dakota. Dér hvor amerikanske soldater så sent som i 1890 nedslagtede en gruppe ”indianere” (150-300), fordi de indfødte gjorde oprør, og den hvide indvandrer ikke ville afgive sit overherredømme.
Samtalen mellem verdensforskeren og barfods-filosoffen på fire hjul udvikler sig til en meget spændende dialog om offerrollens fallit på det politiske niveau, hvis altså vi virkelig ønsker at give verden et skub fremad.
Vi har begge rejst en del i USA. Han med DNA-metoder, som kan påvise, at der måske var mennesker før det, vi i dag kalder indfødte amerikanere. Et budskab, som nærmest er sårende for dem, der i dag repræsenterer det oprindelige. For hvem er egentlig indfødte? Og hvem har retten til deres land?
Verdens opståen.
Menneskets evne til at smadre det, vi har skabt.
De store tanker mellem to mænd på en taxitur under Folkemødet.
Jeg møder den modne kvinde Margrethe, der bor på nordkysten af Østersøens Perle og får sin fantastiske bolig med den geniale udsigt til at løbe rundt ved at leje ud til turister og folkemødedeltagere.
Hun er aktivist i en sag, som både deler vandene og vil samle landsdelene: Der bør bygges en tunnel mellem Skåne og Bornholm – en fast forbindelse, som skal knytte Bornholm tættere til det samlede Danmark ved at afkorte transporttid.
Få flere fastboende til klippeøen i et samfund, der hele tiden balancerer på en knivsæg, hvad angår befolkningstallet, for at holde serviceniveauet som i resten af landet. Det handler om sygehus, skoler – om arbejdspladser.
Det er vel egentlig den ikke-voldelige konflikt mellem det statiske og det oprørske, der har skabt både friheden og dynamikken i det, der påstås at være et af verdens lykkeligste folk
Jeg har kørt gæster til hendes lille pensionat, og vi taler om at være ”førder” – altså bornholmer af den slags, der først er kommet til øen i en voksen alder. Jeg kender vilkårene fra min afdøde far, der indvandrede fra Odense som værnepligtig, mødte sygeplejeeleven – den klassiske måde at øge befolkningen her på stedet: et kærligt favntag mellem forsvar og sundhedsvæsen.
Jeg er et lykkeligt produkt af denne form for national indvandring. Men jeg kender i den grad også konflikterne mellem de lokale, der passer på hjemstavnen og prøver at holde skansen mod det tilflyttede vanvid – og så tilflytterne, der ikke lader sig stoppe af de indfødtes angst for forandring.
Dybest set er jeg mentalt designet af denne konflikt. Ja, jeg elsker den, når den kan filtreres for grovheder og had. Og det er vel egentlig den ikke-voldelige konflikt mellem det statiske og det oprørske, der har skabt både friheden og dynamikken i det, der påstås at være et af verdens lykkeligste folk.
Jeg kører tilbage mod Allinge for at tjene penge på dem, der lever af den kamp.
Jeg ærgrer mig et øjeblik over, at jeg er for gammel til en dag at køre elbilen ombord på biltoget og slappe af i et rør under Østersøen for kort tid efter at se lyset for enden af tunnelen ved ankomsten mellem Hasle og Allinge.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og