
LØSGÆNGERE // POLITIK – Rekordmange folketingsmedlemmer siger farvel og tak til det parti, som de blev valgt for. Men hvorfor gør de det? Og hvilken betydning får det for dansk politik?
”Det bliver mere og mere svært at være unik…”, som løsgængeren Simon Emil Ammitzbøll-Bille bemærkede, efter at fem medlemmer af Dansk Folkepartis folketingsgruppe i sidste uge valgte at følge hans eksempel.
Og netop Simon Emil Ammitzbøll-Bille ved om nogen, hvad han taler om såvel politisk som privat. Altså at være unik.
Den daværende Simon Emil Ammitzbøll blev nemlig første gang i 2005 valgt til Folketinget som medlem af Det Radikale Venstre for blot tre år senere at sige farvel til dette og stifte partiet Borgerligt Centrum.
Sidstnævnte parti nåede dog aldrig at indsamlede de nødvendige vælgererklæringer til at blive opstillingsberettiget og i 2009, og kun et halvt år efter stiftelsen, meldte Simon Emil Ammitzbøll sig ind i Liberal Alliance.
Ved folketingsvalget i 2019 tabte Liberal Alliance imidlertid ni af sine hidtidige 13 mandater, og partiformanden, Anders Samuelsen, mistede sit folketingsmandat. Hvilket fik Anders Samuelsen til at gå af som formand og pege på ham som sin efterfølger. Men det var der ikke opbakning til i Liberal Alliance, og i stedet blev den nyvalgte Alex Vanopslagh ny formand, og få måneder senere forlod han så partiet for i stedet at stifte partiet Fremad.
Der var dog ikke megen fremgang i Fremad og i oktober 2020 nedlagde Simon Emil – som i mellemtiden var kommet til at hedde Ammitzbøll-Bille – partiet (privat er løsgængeren gået fra at have været til kvinder, og så til mænd, og igen til kvinder og er i dag gift med Kristine Bille, med hvem han har to børn). Og denne gang skulle det vist være definitivt slut. Eller løsgængeren er i hvert fald ”tættere på udgangen end på indgangen” til Christianborg, som han konstaterede ved den lejlighed.
Rekord
Med de fem folkepartisters farvel (som efterfølgende har fået følgeskab af endnu en, Marie Krarup) har nu hver 10. – eller i alt 19 – mf’er forladt det parti, som de blev valgt for i 2019. Enten for at blive løsgængere, melde sig ind i et andet parti eller for at stifte deres helt eget af slagsen.
Det er rekord i dansk politik og dobbelt så mange som i valgperioden fra 1998 og til 2001, der var præget af magtkampe i både Dansk Folkeparti og Fremskridtspartiet.
Magtkampe, der resulterede i en exodus fra begge partier (i Fremskridtspartiets tilfælde forlod hele folketingsgruppens fire medlemmer endda liste Z i protest mod beslutningen om at genoptage den tidligere stifter, Mogens Glistrup, i partiet).
Men en ting er selvfølgelig, at der er rekordmange politiske swingere i denne valgperiode. Noget andet er, hvorfor der kommer så mange af slagsen netop nu. Og selvfølgelig ikke mindst, hvilken betydning de får for dansk politik.
Løkke-partiet
I sig selv er det ikke odiøst, at et folketingsmedlem vælger at tage sit gode tøj og sige tak for denne gang til de andre i gruppen.
Ifølge grundloven er folketingsmedlemmerne kun ”bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere”, og siden slutningen af 1940’erne har omkring 60 medlemmer benyttet sig af muligheden for at blive løsgænger, hvoraf halvdelen har fortsat på den måde indtil det kommende folketingsvalg, imens den anden halvdel netop har skiftet et parti ud med et andet. John Christmas Møller trådte i 1947 ud af Det Konservative Folkeparti og blev dermed den første løsgænger, som Folketinget officielt har registreret.
Men hvor partiet førhen kunne være hele en politikers liv – faderen til den mangeårige konservative forsvarsordfører, Helge Adam Møller, meldte sønnen ind i partiet på hans fødselsdag – spiller partibogen i dag en mindre rolle for denne. For mange af kommunisterne, der brød med DKP efter Sovjetunionens invasion af Ungarn i 1956 for at danne SF, var det som at slå hånden af ens familie eller afsværge sin religion og med samme konsekvens for den enkelte: Udstødelse af fællesskabet.
Dels har partierne i dag færre medlemmer og repræsenterer af samme årsag færre. Og dels har den teknologiske udvikling gjort, at politikerne ikke i samme grad har brug for partiet til at komme ud med deres budskab. Spørg bare Lars Løkke Rasmussen.
Den tidligere statsminister kunne med nogen ret hævde før sit farvel til Venstre og formandsposten, at hvis hans politiske linje måske ikke havde opbakning i partiets hovedbestyrelse, så havde den det fra de 826.161 vælgere som ved folketingsvalget i 2019 satte krydset ved liste V. Og efterfølgende har Lars Løkke Rasmussen opbygget Moderaterne ovenfra og ned ved brug af de sociale medier, optræden i de traditionelle trykte og elektroniske af slagsen og bare sin personlige gennemslagskraft.
Indførelsen af de digitale vælgererklæringer sikrer samtidig, at Lars Løkke Rasmussen – og andre partistiftere – ikke længere behøver en hær af fodsoldater, som står nede foran Brugsen lørdag formiddag for at få en underskrift på en sådan. Nu klares den slags praktiske opgaver med en opfordring på Facebook.
Ingen Engell-parti
Af samme årsager er mange, og ikke mindst yngre, politikere i dag mindre trofaste overfor deres partier end førhen, hvilket man måske ikke kan fortænke dem i, al den stund at vælgerne heller ikke længere i samme grad føler sig bundet af noget parhold med disse.
I stedet er vælgerne mere tilbøjelige end tidligere til at gå med en politiker, som Lars Løkke Rasmussen, når den går. Og ofte er det jo heller ikke partiet, som de har sat deres kryds ved, men personen. Venstres tidligere europaparlamentariker Klaus Riskær Pedersen tog konsekvensen af dette, da han stiftede partiet med navnet – Klaus Riskær Pedersen.
Det er i hvert fald tankevækkende, at de seneste tre større interne magtkampe i partierne det seneste årti, nemlig i Dansk Folkeparti, Alternativet og SF, i alle tilfælde har ført til, at den tabende fløj valgte at gå (for ikke tale om de mange radikale ”afskalninger” i samme periode). Hvilket ikke var tilfældet så sent som i 1990’erne, hvor Auken-fløjen tabte magten til Nyrup-fløjen i Socialdemokratiet og Engell-fløjen til Møller-fløjen i Det Konservative Folkepartiet.
Tanken om at bryde ud af Socialdemokratiet og danne sit eget parti strejfede aldrig Svend Auken eller for den sags skyld Frank Jensen, efter at sidstnævnte i 2005 havde tabt formandsvalget til Helle Thorning-Schmidt.
”Det bedste jeg kan gøre for partiet, er at sige meget klart, at der bliver ikke nogen Frank Jensen-fløj, når det her er overstået,” havde formandskandidaten fortalt allerede før afstemningen med henvisning til, at et nederlag i givet fald ville føre til, at han ikke genopstillede.
Hans Engells støtter i Det Konservative Folkeparti følte måske, at det ville være en lettelse at ”pakke kufferten, sige fra farvel til Pia (Pia Christmas-Møller, red.) Poul (Poul Andreassen, red.) og Helge Adam (Helge Adam Møller, red.) og starte et nyt parti”, som han skriver i erindringerne ”Farvel til Slotsholmen”.
Men det blev aldrig til noget, fordi den tidligere partiformand ikke ville være med, da det kom til stykket.
Det ville være et personligt nederlag at bryde med det parti, hvor han allerede meldte sig under fanerne som 14-årig i ”Konservative Gymnasiaster”. Og dertil kom, at projektet savnede ”den fornødne bærekraft,” som Hans Engell forklarer i erindringerne. Der var ingen grundlæggende, forklarlig politisk uoverensstemmelse mellem de to fløje i Det Konservative Folkeparti. Kun personlige modsætninger, sym- og antipati – og selvfølgelig spørgsmålet om, hvem der skulle styre og lede partiet.
I stedet meldte Hans Engell sig ud af Det Konservative Folkeparti, og nedlagde sit mandat, da han i 2000 blev ansvarshavende chefredaktør på Ekstra Bladet.
Slesk tale og billig portvin
Her og nu betyder de seks’ afsked med Dansk Folkeparti i første omgang, at regeringen har mistet det såkaldte alternative velfærdspolitiske flertal uden om De Radikale, som blandt andet stod bag vedtagelsen af den tidlige eller såkaldte Arne-pension samt Blackstone-indgrebet.
Men dette alternative flertal var alligevel død ved ankomsten efter valget af Morten Messerschmidt som formand for Dansk Folkeparti. Morten Messerschmidt har bebudet ”en gentænkning” af Dansk Folkepartis økonomiske politik, og det er i forvejen svært at se, hvor regeringen får brug for partiet i resten af valgperioden. Statsminister Mette Frederiksen (S) behøver De Radikales, og ikke Dansk Folkepartis, stemmer til sit bebudede kulørskifte fra rød til grøn. ”Klimatosser,” som Pia Kjærsgaard kalder dem.
Omvendt har løsgængerne ofte været til salg for slesk tale og billig portvin, fordi de ikke har skullet tage hensyn til andre end dem selv og deres ønsker.
Da komikeren Jakob Haugaard i 1994 blev valgt til Folketinget som blot en af to løsgængere, der nogensinde er blevet valgt ind som sådan, havde han på forhånd peget på DR’s journalist Bent Stuckert som statsminister (”Han er god til at dele sol og vind lige,” lød argument).
Det blev Bent Stuckert som bekendt ikke, statsminister, men mindre kunne jo også gøre det. I 1997 endte Jakob Haugaard med at sikre flertallet for Nyrup-regeringens finanslov, da der for en gangs skyld var brug for hans enlige stemme. Selv om Jacob Haugaard på forhånd havde meddelt, at han – uden at stille krav – ville stemme for lovforslaget, fik løsgængeren opfyldt to ønsker om støtte til dels lukningstruede teatre og dels alkoholafvænning. For som finansminister Mogens Lykketoft (S) forklarede:
”Ordentlige folk får ordentlige forhold. Også selv om de ikke har bedt om noget.”
Politikerlede
I den mere alvorlige afdeling kan man dog frygte, at de mange politiske swingere forstærker politikerleden, som ellers er blevet mindre de seneste år, hvor vælgernes tillid til politikerne er steget.
Efter knap to årtiers faldende tillid til politikerne steg andelen således af de vælgere, der mener, at man i almindelighed kan stole på, at de træffer de for landet rigtige beslutninger, fra 2015, hvor Lars Løkke Rasmussen genvandt nøglerne til Statsministeriet, og til 2019, hvor Mette Frederiksen overtog dem.
Hvilket kun blev forstærket under coronakrisen. I marts 2020 afslørede en meningsmåling udarbejdet for TrygFonden, at tilliden aldrig havde været målt højere nogensinde: 83 procent af borgerne stolede på, at de politiske ledere traf de rigtige beslutninger for landet.
Men en ting er, at vælgerne som sagt er mindre trofaste overfor partierne end tidligere. Noget andet er, om de har forståelse for, at det modsatte også er tilfældet. I det lange løb kan det næppe undgå at påvirke tilliden til de folkevalgte repræsentanter, hvis vælgerne ikke kan være sikre på, at disse vil repræsentere de vælgere, som har sat krydset ved dem. De mange politiske swingere sætter i hvert fald forholdet på en prøve.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.