Tilslutningen til Republikanernes præsidentkandidat, Donald Trump, er stor – men hvorfor hylder han Ruslands præsident, Vladimir Putin, taler ned til latinoer, immigranter, muslimer, sorte, kvinder, krigsveteraner. Og hvorfor har han ikke et politisk program. Noget amerikansk kultur er ved at gå tabt. Chefredaktør og skribent Annegrethe Rasmussen beskriver det her.
Trump siger jævnligt, at USA er et helvede og en ydmyget nation på vej ned ad slisken. Når nu det normalt er sådan, at amerikanske valg vindes på fremtiden, ikke på fortiden eller nutiden, men på løfterne og troen på den amerikanske drøm. Hvad skal man tro.
Det er spørgsmål, politisk interesserede stiller sig. I en lang artikel i søndagens New York Times med titlen We Need ‘Somebody Spectacular’: Views
From Trump Country kunne man finde en del af forklaringen. Artiklen er en reportage fra delstaten Kentucky, der traditionelt har levet af kulindustrien. Her er udsigterne til økonomisk bedring ikkeeksisterende. Siden præsident Barack Obama blev valgt, er det kun gået en vej: nedad. I dag er der 6500 job tilbage, hvilket skal sammenlignes med de ca. 18.000, der var beskæftigede i kulsektoren i staten, da præsidenten tiltrådte i 2008.
Da Demokraternes præsindentkandidat, Hillary Clinton, for nogle måneder siden – ved et vælgermøde i Ohio – udtalte: ” Vi kommer til at lukke kulmineselskaber, og arbejdere i kulsektoren vil blive arbejdsløse”, var det vand på Donald Trumps mølle. Clinton tilføjede, at hun ville “erstatte de job med nye muligheder i ren, vedvarende energi”. Trump har modsat frit og frejdigt lovet det stik modsatte. Ved et vælgermøde i maj i West Virginia udtalte han, at minearbejderne bare skulle til at” blive klar, fordi I kommer til at arbejde røven ud af bukserne” – underforstået, når han kom til. “Jeg er the Coal president,” trompeterede han, der heller ikke giver noget for advarslerne om den globale opvarmning eller behovet for at omlægge den amerikanske økonomi til en, der bygger på grønne energiformer, de såkaldte renewables.
Reaktionen har været resolut fra området – Trump fører klart. I den eksemplariske reportage fra the New York Times forklarer beboerne, hvorfor de er så begejstrede for Republikanernes kandidat – som de i øvrigt godt er klar over, sikkert er både farlig og uforudsigelig. De er bare ligeglade. For de er desperat opsatte på at få noget andet end det, de har fået hidtil fra centralregeringen i Washington DC. Noget helt, helt andet. Tilslutningen stikker således langt dybere end bare nedtur for kulindustrien og voksende arbejdsløshed; det er også en følelse af, at noget kulturelt er ved at gå tabt, en way of life. Noget af Amerika, der forsvinder – læs hele artiklen her og få en langt bedre forståelse af, hvad der foregår i USA udenfor de store byer og de politiske eliters univers. Det er en lang tekst – men den er tiden værd.
Topbillede: Forsiden af New York Times’ Review Section – søndag den 11. september 2016.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her