Matador: Spillet om Korsbæk – Årets Julekalender 14.12

i Danmark/Kultur af

JULEKALENDER // 14. DECEMBER – Alle sæsoner af Matador har afsnit, der egentlig ikke har så meget med plottet at gøre. I sæson 3 er der plads til et meta-afsnit om alle dem, der bliver rykket rundt med i det store spil. Det løfter sig nærmest op til en metafysisk diskussion af hele serien.

Der er kun seks afsnit i hver sæson af Matador, men alligevel er der ikke en eneste sæson, hvor der er plot nok til alle afsnit. Det giver f.eks. plads til dejlige mængder luft og liv i nogle af seriens bedste afsnit, mens det til andre tider føles som om personer og plots står en smule i stampe. Men der er intet tidspunkt, hvor Matador står så meget på standby som i sæson 3, inden tyskerne kommer – og det leder til et par afsnit, der føles så meget som opsummeringer, at det nærmest bliver meta.

I Brikkerne handler det om at luge ud i seriens persongalleri af årsager, som har lige så meget med produktionen af serien at gøre som med fortællingens plot. Og som titlens hentydning til en af grunddelene af Matador-spillet antyder, så bliver det til en meget grundlæggende diskussion af, hvad det egentlig er, serien handler om.

Skjerns brikker

Ingeborg tager en snak med familien Skjern’s stuepige Gudrun: Har hun ikke lyst til at stå i butik, måske endda til at tage en uddannelse? Snakken står i skærende kontrast til, hvordan familien Varnæs behandlede Laura, der i sæson 2 decideret blev en præmie i et ludospil. Hos Skjern er man ikke præmier, dér er alle brikker. Men er det godt nok?

Centralt i afsnittet bliver Arnold Vinter, der håber at blive direktør på Mads Skjerns nye fabrik i København, rykket et uventet sted hen. Mens en efterhånden ganske typisk intrige mellem Skjern og Varnæs udspilles, denne gang som konsekvens af Jørgen Varnæs’ forlængede juleferie, står Arnold på sidelinjen og regner med at blive brikken, der lander det gode sted. Han ikke bare regner med at blive flyttet til København, han slår også op med sin forlovede Agnete, som ikke passer ind i planerne. Også hun er en brik, som Mads Skjern nærmest ikke ved, han rykker rundt med.

Måske ikke så mange præmier, men brikker og spillere. Sådan er det også med en tv-produktion.

Konklusionen er mørk: Vinter skal ikke til København, men til Skælskør i en langt mindre vigtig stilling. Og tragedien er så meget desto større, fordi Mads Skjern aldrig opdager, han gør noget forkert. Hvad nærmest værre er, Ingeborg, der sikrer, at den gravide Agnete kommer med til Skælskør, finder heller aldrig ud af, at parret sådan set havde håbet på noget andet, at hun kun har sat et lille plaster på såret.

Hos familien Skjern har man indset, at de jævne er brikker, ikke præmier. Men det er som om, der stadig er en forskel: Der er dem, der spiller spillet, og dem der bliver rykket rundt. Præmier. Brikker. Og Spillere.

De virkelige Spillere

Der er vitterlig få afsnit, som føles så meta som brikkerne. Dette skyldes måske især også omstændighederne omkring afsnittets opståen.

Miljøet omkring Arnold, hans mor Violet, den logerende Hr Schwann og kusinen Ulla, var i sæson 2 nærmest ved at blive et centralt miljø i byen, på linje med Agnes og Rødes lejlighed. Men det er ikke blot Arnold, også Hr Schwann skrives ud af serien i dette afsnit. I begge tilfælde spejler exitten skuespillernes skæbne: Arthur Jensen, der spillede den selvbevidste og snobbede inkassomand, havde offentligt sagt, at han fortjente en lønforhøjelse og var blevet besværlig for produktionen. Esper Hagen, der spillede Arnold, fik efter serien ikke flere store roller, og da han døde, gik de fleste historier på, at folk plejede at se ham på diverse værtshuse. Lise Nørgård har svoret, at han ikke drak under optagelserne, men det er alligevel svært ikke at sammenligne figurens nederlag med skuespillerens ditto.

Måske ikke så mange præmier, men brikker og spillere. Sådan er det også med en tv-produktion. De to væsentligste spillere i Matador er naturligvis Lise Nørgård og Erik Balling, det er de to kunstnere, der står som værkets afsendere. Det var dem, der bestemte, hvem der skulle have de store roller, de gode momenter, hvilke karakterer der skulle gå ned med flaget, og hvem der skulle blive helte.

Det er, som om der er en kunstners selvindsigt i især Ingeborgs delvist bevidste måde at rykke rundt med folk på. For hvad bilder folk sig egentlig ind sådan at rykke rundt på andre mennesker? Selvom det er gjort i den bedste mening, sådan som Ingeborg gør det, er der så ikke noget grundlæggende uanstændigt over det? En risiko for, at man rykker forkert og skader mere end man gavner.

Det metafysiske spil

Der er dog flere andre måde at forstå hvem ‘brikkerne’ er. Iben og Kristens ægteskab er ikke et af de mere dynamiske plots, men det hjælper tematisk. Især er det slående, hvordan folk bliver ved med at tale om Iben som en, der skal påvirkes, formes, laves om, så hun passer til rollen som husfrue. Hun skal rykkes rundt med.

Det er trist, den måde hun er blevet fanget i en rolle, hun ikke havde forestillet sig. Hun havde tydeligvis troet, at Kristen ville give hende mere frihed. Han lod jo Elisabeth gøre, hvad hun ville. Men Kristen er ikke mere progressiv end at, han mener, de hver især har deres roller, og at han selv har valgt sit job, selv rykket sin egen brik – at hun er blevet presset ind i sit job, det har han ikke blik for. En mindre interessant serie havde ladet Iben være skurken, et usympatisk bump, der har ødelagt det for Kristen og Elisabeth, men her er det i høj grad Kristens egne idéer, der fanger ikke bare hende men dem begge to. Og hvis de begge to er fanget, hvem i alverden kan vi så sige rykker rundt med Kristen?

Spillet bliver gigantisk. Der er så mange præmier og brikker, vi ikke kender til. Og selv Kristen er en brik.

Afsnittet kulminerer i en kort scene, som er en af mine dark horse yndlingsscener, omend jeg aldrig ser den diskuteret.

Det er den korte scene med Agnete og hendes mor. På ingen tid – scenen er under to minutter – får vi tegnet et liv op, en familietragedie i flere generationer. Ting vi erfarer i forbifarten: Agnete er født udenfor ægteskab, en ‘fejltagelse’. Hendes far – Hansen – er formentlig hendes stedfar. Hendes søster Betty har også et uægte barn. Og hendes gamle mor fortryder, føler hun har spildt sit liv, uden at børnene har fået nævneværdigt bedre vilkår. Det er hjerteskærende.

Samtidig er det en påmindelse om, hvor stor Korsbæk føles, når Matador er bedst. Og at alle, selv præmierne og brikkerne, har deres egne liv, forhåbninger og forhistorier.

Spillet bliver gigantisk. Der er så mange præmier og brikker, vi ikke kender til. Og selv Kristen er en brik. Ja selv Mads er vel nærmest en brik. Selv Lise Nørgård og Erik Balling er brikker! Fra meta til metafysisk. Og således opløftet er vi klar til at komme ned på jorden igen i næste afsnit.


Ceterum…

* Neville Chamberlain landede i London med München-aftalen d. 30 September. I parantes sagde han ‘Peace for our time’ og ikke ‘in’.

* Vi forstår i øvrigt også, at Agnetes far – eller stedfar, eller hvordan det hele hænger sammen – er arbejdsløs.

* Han har ikke noget navn endnu, men vi introduceres for bankassistent Poul Kristensen, der inviterer Ulla Jacobsen på date, og senere kører med Iben. Ham kommer vi til at se mere til, snøft. Den gamle mand, der sidder bag dem og sender bebrejdende blikke, kommer vi vist desværre ikke til at høre mere om.

* Scenerne mellem Røde og Agnes bliver mindre og mindre sjove, som serien skrider frem, men Røde der forsøger at belære de tre kvinder om, hvordan verden hænger sammen, alt imens han vil have øl og kaffe, det er en af de bedre. Han savner den intersektionelle forståelse for, hvem der egentlig rykker med brikkerne, gør han.

* Lærer Andersen ender mestendels med at være latterlig, men han har måske den mest ubehagelige opførsel af nogen karakter i noget afsnit overhovedet – og det inkluderer diverse nazister. Sæson 3 er mørk.

* Nyd hvordan mødet mellem Mads og Hans-Christian bygges op med musik og fotografering af biler. Det er også ret stort, første gang i serien, hvor Hans-Christian, og dermed den gamle verden, må bede Skjern om hjælp. Hierarkiet af spillere ændrer sig.


Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde

Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend. Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.

Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.


Foto: DR

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Seneste artikler om Danmark