En bølge af populisme skyller ind over den vestlige verden, ikke blot i Amerika efter valget af Donald Trump men også i og omkring Danmark. I den kontekst er udenrigsminister Kristian Jensens nye bog en tiltrængt opmuntring. Venstres kronprins demonstrerer, at han er rundet af den kombination af mod og visioner, som topledere bør være gjort af. Om han er brutal nok til at stå distancen og overtage magten i sit parti vil kun tiden vise. Men bogen bør læses af alle, der interesserer sig for politisk lederskab af Danmark i verden, skriver Annegrethe Rasmussen i sin anmeldelse.
En god del af grundlaget for den betydelige og bekymrende politikerlede, vi ser i den vestlige verden, og som formentlig var hovedårsagen bag amerikanernes valg af Donald Trump som præsident, er borgernes følelse af, at de folkevalgte ikke er til at stole på, at visionerne mangler og at det liberale demokrati ikke fører til forbedringer.
I den kontekst er det selvklart essentielt, at politikerne dels leverer resultater til gavn for vælgerne, dels formår at kommunikere med borgerne.
Men det overses ofte, at intellektuelt mod og visioner er mindst lige så vigtige egenskaber. En toppolitiker skal være i stand til at argumentere klart for de ideer, der danner basis for vedkommendes lederskab frem for blot logrende at følge folkestemninger. Og han/hun skal også vide, hvor lederskabet stammer fra. Hvordan ser politikeren på samfundet? Hvilke værdier er de bærende.
At vide, hvad man er rundet af, bærer et lederskab og er ikke kun mundsvejr til brug for skåltaler. For det er først, når de folkevalgte lægger deres tanker åbent frem for vælgerne – også når der ikke er valg – at tilliden styrkes. Som borger får man fornemmelsen af, at vi har at gøre med en politiker, der gerne vil i dialog og som ikke er bange for at engagere sig. Dertil kommer det priværdige i at orke at præstere det ekstra arbejde, det er selv at lægge sine tanker frem. F.eks. i form af en bog, som det er tilfældet her med Kristian Jensens, “I Danmarks tjeneste,” der lige er udkommet.
Ministeren der skrev selv
At aktive toppolitikere skriver bøger er imidlertid en sjældenhed. Umiddelbart husker jeg i nyere tid kun de Konservatives nestor, Per Stig Møller, der har formået at forfatte bøger med overbevisende intellektuel tyngde, samtidig med ministergerningen samt Liberal Alliances Anders Samuelsen, der som partileder og menigt folketingsmedlem har skrevet en både letlæselig og gribende selvbiografi, der på overbevisende facon blander levet liv med fængende, politiske visioner.
At det ikke sker ofte skyldes selvfølgelig ikke – det skal retfærdigvis nævnes – at Folketinget ikke byder på en del visionære og tænkende mennesker. Men at de fleste toppolitikere simpelt hen har for travlt med at skære hakkelse i døgnets rejsestald. Og dagen får nu engang ikke flere timer, bare fordi man f.eks. er udenrigsminister, hvis arbejde indebærer, at man ofte tilbringer tid i flyveren på tværs af tidszoner.
Ministerens liberale grundtanker præger hele bogen og det er en styrke, for uden et værdipolitisk fundament bliver politikere til teknokrater og ministre til embedsmænd. Et levende demokrati kræver at politikeren tør åbne en ægte dialog.
Ikke desto mindre er det præcis det Venstres næstformand og kronprins gør med denne inspirerende og let tilgængelige bog. Han forklarede i en optræden på BogForum i sidste uge, hvor jeg interviewede ham om bogen, at den simpelthen er blevet til som en blanding af dagbog og refleksioner på de lange flyrejser, som følger med jobbet og at hans embedsmænd kun en smule nervøst så ham over skulderen undervejs, men at de faktisk ikke anede, hvad han lavede.
At direktionen i ministeriet blev overrasket da den unge minister præsenterede bogen er sikkert en underdrivelse. Det lød morsomt, da Kristian Jensen fortalte BogForums publikum om det, og man kan kun gisne om, hvor meget der er blevet skrevet om eller tonet ned før udgivelse. Det er immervæk næsten 50 år siden det skete sidst: tilbage i 1965, hvor Per Hækkerup skrev ”Dansk Udenrigspolitik.”
Bogen kalder imidlertid på ros og giver denne udlandsdansker håb for det gamle fædreland. For det er ubetinget godt, at en regerings visioner ikke udelukkende formuleres i trætte one liners eller nationalistisk leflen for den mindste fællesnævners politik.
Her skal det retfærdigvis nævnes, at justitsminister Søren Pind er en anden minister, der også mestrer den modige kunst at gå imod folkestemningen og vise lederskab, men ellers er der efter denne anmelders opfattelse et stykke mellem snapsene på Slotsholmen. Hvor fint (og passende) er det derfor, at lederskab med internationale visioner og et udsyn, der rækker ud over Danmark, findes netop på Asiatisk Plads, hvor udenrigsministeriet har til huse.
Hovedbudskab om optimisme
Hvad er så ministerens hovedbudskab?
Der er flere. En af bogens bærende ideer er, at det går fremad i verden. At skalaen trods flygtningestrømme og terrortrusler, voksende nationalisme og populisme, borgerkrig i Syrien og russisk aggression overfor Ukraine faktisk tipper ganske eftertrykkeligt over mod plussiden: Verden er blevet mere fri, mere demokratisk og mindre voldelig end på noget andet tidspunkt i verdenshistorien og der er færre fattige mennesker nu end tidligere, især i Afrika og Asien.
Jeg deler denne konklusion. Maler vi med den store pensel er vort eget kontinent, Europa i dag – efter sidste århundredes katastrofale verdenskrige og systematiserede folkedrab – fortsat fredeligt og velstående. På globalt plan står udviklingslandene i dag for omkring halvdelen af verdens samlede produktion. I 1990 var det tal blot en tredjedel. Det går også langsomt men sikkert fremad i bekæmpelsen af vor tids største dødelige epidemi, aids.
Globalt set har demokrati og menneskerettigheder marcheret fremad i adskillige år. Og samtidig viser tal markante fremskridt på det økonomiske og sociale område i en lang række fattige lande. Ifølge Verdensbanken var den gennemsnitlige levealder i verden 52,6 år i 1960. Nu er tallet steget til 70. Andelen af børn, som døde inden deres femte leveår var på 14 procent i 1970, mens tallet i 2012 var faldet til 5. I 1970 fik blot 71 procent af alle børn i verden mulighed for at gå i skole, mens det i dag er over 90 procent.
Med Kristian Jensens egne ord: ”En realist uden idealer er bare en kyniker, der ikke ved, hvor han skal hen. På samme måde som en idealist uden realisme ikke aner, hvordan han skal føre sine ideer ud i livet.”
Og som Kristian Jensen korrekt anfører i bogen, er det i dag blot lige under 10 procent af klodens borgere, der lever i ekstrem fattigdom. Det er 10 procent for mange, men kun kombinationen af det enkelte menneskes frihed og de liberale demokratiers velstandsproduktion, vil kunne løfte også disse ud af fattigdommen, anfører han.
Ministerens liberale grundtanker præger hele bogen og det er en styrke, for uden et værdipolitisk fundament bliver politikere til teknokrater og ministre til embedsmænd. Et levende demokrati kræver at politikeren tør åbne en ægte dialog. Derfor understreger han ikke blot sine pointer med tal, men også med nedslag tilbage til tiden før Berlinmurens fald.
For også her er verden gået fremad. Afslutningen på Den Kolde Krig og Sovjetunionens kollaps er, som der står i bogen, ” … det bedste, der er sket i det 20. århundrede… Det må vi aldrig glemme, når vi i øvrigt begræder verdens tilstand og lader os rive med af påstandene om, at der intet nyt er under solen. At en kommunistisk fjende blot er blevet erstattet af en islamistisk. Det er at glemme, hvor formidabel en fjende Sovjetunionen var.”
At have et mellemværende med sine vælgere
Man mærker også ved læsningen af bogen, at udenrigsministeren har noget så sjældent som et mellemværende med sine vælgere. Hans engagement virker ægte, hvilket også er en af de historier, der oftest fortælles om ham blandt politiske journalister: At han er den toppolitiker i Venstre, der mest flittigt besøger sin valgkreds og i det hele taget Udkantsdanmark, hvor han efter sigende er særdeles populær, tæt på elsket. Udsagnet er ikke et, jeg selv kan efterprøve som permanent bosiddende udenfor Danmark, men det er en af de historier, der fortælles på Christiansborg, og efter endt læsning af bogen, virker vurderingen overbevisende på mig.
Hvilket i øvrigt også er opmuntrende for et levende politisk demokrati. Kombinationen af en brændende interesse for internationale forhold uden at glemme, hvad der foregår i Herning og omegn er en styrke.
Andre hovedstrømme i bogen er ministerens vedholdende tro på det liberale demokrati og menneskerettighederne. Man skal ikke at gentage kolonitidens synder men i stigende grad inddrage landene i Afrika og Asien i et ægte samarbejde, hvor man indser, at Vesten – med USA i spidsen – ikke nødvendigvis har patent på demokratiet.
Kombinationen af en brændende interesse for internationale forhold uden at glemme, hvad der foregår i Herning og omegn er en styrke.
Indflydelse, ligestilling mellem kønnene og mellem alle mennesker uanset religion, race eller etnicitet er et universelt budskab, som alle individer skal have ret til. Denne tilslutning til Oplysningstidens idealer og menneskerettighedernes ukrænkelighed er tilfældigvis også en af mine kæpheste, så jeg blev glad over, at de frihedsrettigheder betones så stærkt i bogen – inklusiv en uforfærdet tilslutning til ytringsfriheden, som er under pres i store dele af verden.
Med Kristian Jensens egne ord: ”En realist uden idealer er bare en kyniker, der ikke ved, hvor han skal hen. På samme måde som en idealist uden realisme ikke aner, hvordan han skal føre sine ideer ud i livet.”
Bekæmpelsen af terror
Udenrigsministeren giver – apropos truslerne mod de frihedsrettigheder man aldrig skal tage for givet men derimod kæmpe for – også et bud på, hvad der er drivkraften bag de desværre hyppige terrorangreb, der også er en del af hans arbejdsområde – på s. 35 i bogen lyder den sådan:
”Min analyse er, at den islamistiske terror, som rammer den vestlige verden i bølger, er et produkt af udenrigspolitiske forhold mere end af hjemlige forhold. Når Omar el-Hussein angreb Krudttønden og Synagogen, var han inspireret af Islamisk Stats brutale adfærd i Mellemøsten. Det er ikke en lokal, dansk konflikt, men noget andet. Vi står dermed ikke i en borgerkrigslignende tilstand i Europa, men meddønningerne efter begivenheder i udlandet.”
”Derfor skal kampen mod terrorismen også kæmpes i udlandet i indsatsen mod Islamisk Stat, Al-Qaeda eller hvem det nu er, som markerer sig som de mest aggressive for tiden.
For det vil ikke være nok at få bugt med én gruppering. Så længe islamismen fremstår som noget eftertragtelsesværdigt i Mellemøsten og andre steder, vil nye terrororganisationer bare dukke op i andre former og under andre navne.” ”Danmark skal deltage i den internationale koalition mod ISIL. Men vi skal mere end det. Vi skal være med til at understøtte til de politiske og økonomiske reformer i Mellemøsten, om er nødvendige for at lægge en dæmper på vold og konflikter. Det er ikke spor enkelt. Men jeg finder alligevel en opmuntring i, at unge i Mellemøsten reelt ser Vesten som et forbillede.”
Et kulturelt attraktivt – og bæredygtigt – Vesten
Vestens politisk-kulturelle attraktionsværdi er noget, overtegnede også ofte fremhæver i den løbende diskussion af, hvorvidt USA er ved at miste sin stilling som verdens dominerende supermagt. Det er ret sikkert, at Amerika på den rene økonomiske målestok vil miste førertrøjen til Kina, men prøv at spørge danske unge, hvor de helst vil læse, hvis de skal på udlandsophold, mens de f.eks. tager en videregående uddannelse. Det er for 99 procents vedkommende ikke Kina, ikke Rusland, ikke Indien, men derimod fortsat USA, der da også leverer kraftcenteret i klodens teknologiske udvikling i Californiens Silicon Valley.
Hvad ellers? Kristian Jensen gennemgår også en række danske udviklingscases – selvfølgelig gør han det – og det interessante er her, set med anmelderøjne, hvilke områder han betoner: klima, grøn energi, ligestilling – bæredygtig vækst med andre ord. Det er ikke nogen hemmelighed, at dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik nyder godt af en betydelig enighed blandt Folketingets partier, men det er værd at nævne, at det glædelig nok også gælder store dele af udviklings- bistands- og handelspolitikken.
Kristian Jensens mål som udenrigsminister er angiveligt at ”skabe et større Danmark i en stadig mindre verden.” Siden bogens tilblivelse er Donald Trump kommet til som indkommende præsident for verdens dominerende supermagt. Det gør det ikke nemmere at være et lille pro-atlantisk land. Så meget desto vigtigere at have en sikker hånd på rorpinden, når det gælder dansk udenrigspolitik i de kommende år.
Kristian Jensen: I Danmarks tjeneste, 219 sider, People’s Press, 249.49 kroner. Er udkommet.
POV International betaler ikke for blogposterne. Men hvis du holder af det jeg skriver, kan du donere et beløb direkte til mig via MobilePay. Eller du kan lade være, det er ganske frivilligt: 93 85 05 85
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
