Stjernedrys og DM i varme hunde: Aarhus sætter blus under Food Festival 2019

af i Liv & Mennesker/Mad

MAD // ANBEFALING – Over 30.000 mennesker mødes til flere hundrede mad-events denne weekend i Aarhus. Festivalen fejrer en gastronomisk revolution, som byen Aarhus også har været igennem over de sidste 50 år. POV’s madredaktør Nana Balle har talt med direktør, Anna Lund, og bedt hende om at udpege tre højdepunkter under årets festival.

”I år giver vi gæsterne muligheden for at møde nogle af de kokke, som restauranterne, og vi som madfestival, står på skulderne af i dag. Uden deres kæmpe indsats havde Danmark ikke været på toppen af verdensgastronomien, som vi er i dag. Det er vi utroligt stolte over at tilbyde vores gæster, som kan få en oplevelse for livet.”

Det fortæller direktør for Food Festival Anna Lund om årets program.

Hvem havde for eksempel for 20 år siden troet på, at en dansk whisky som Stauning Whisky ville blive rated på niveau med de bedste skotske whiskyer?” – Anna Lund

Aarhus er kommet gevaldigt godt med på det gastronomiske tog, særligt de sidste 10-15 år, kommende fra en tid hvor enkelte fyrtårne som De Fire Årstider og herostratisk berømte entreprenør og ex-tugthusfange Kurt Thorsens eksterne spisestue, Gammel Aabyhøj (åbnet 1980), lyste op blandt tvivlsomme steakhouses og ’tre retter for 119′-etablissementer, der primært var affyringsramper til en god bytur.

Røre i gryderne

Men fra midten af 00’erne begynder der at ske sager. I flæng kan nævnes de sønderjyske Brødrene Kochs ankomst til byen i 2004. De lægger ud med hundedyr fine dining og kurser i madlavning for finere mænd, efter sigende med HRH Prins Henrik som æresmedlem, men spreder gastronomien ud til folket fra 2008 med deres ’Glade vanvid’, hvor man med havudsigt får serveret fire knivskarpe retter med ta’-selv-vin for småpenge.

Jimmy Holm, kokken med en fortid på verdens hotteste restaurant, El Bulli, åbner sin Canblau i 2010 med nyfortolkede spanske tapas. Klassisk 65 og Restaurant Ét står for en solid oprejsning til det franske brasserie-køkken med Béarnaise, der gungrer dumpt i kobbergryderne. Og ude i det kedsommelige industrikvarter Trige er en mand ved navn Wassim Hallal kommet ind fra Molskroen og har åbnet sin restaurant WH i Danmarks Japanske Have. Ham vender vi tilbage til.

Madkulten bliver til folkefest i 2012 med den første Food Festival, en tre dages festival med hundredevis af store og små producenter, workshops, fællesspisninger, food talks og 30.000 gæster, come rain or sunshine. Og det ruller. Hipsterkaffe og surdejsbrød på La Cabra og håndbrygget øl på Hantwerk. Street food med alskens verdenskøkkener i den gamle rutebilgarage og det lidt finere Central Food Market ved gågaden. Vinbarer som S’Vinbar, Plan B og Mas Vino, cocktails på Gedulgt og den mest Chartreuse-sælgende bar i hele verden, Le Coq, overfor jordbunken, Hipsterhøjen, hvor byens ungdom spiser fritter fra Haute Friture og ryger smøger.

Stjerner over kartoffelmosen

Og i 2015 rammer den første internationale anerkendelse for alvor Aarhus, da de begærede Michelinstjerner for første gang drysser ned over byen. Selvfølgelig på Frederikshøj, hvor Wassim Hallal har skabt en for Aarhus uvant elegant restaurant med råvarer og design i luksusklassen.

Restaurant Frederikshøj serverer hummer, pighvar og kaviar under de funklende Tom Dixon kobberlamper – næsten for stiligt hvis det ikke var for en hyggelig Hallal, der selv serverer luksuskartoffelmos og køkkensnak som et indslag i menuen, og runder aftenen af med retten ’Opvask’ – en kage, designet som en skuresvamp.

Årets flagskib er et helt særligt tema lørdag den 6. september på Kokkescenen, nemlig Danmarks gastronomiske revolution. Her kan man hele dagen deltage i workshops med nogle af landets allerstørste kokke” – Anna Lund

Det er også Hallal, der i 2017 sender Danmarks hidtil dyreste kogebog på gaden: 25.000 kroner pr styk. Men så er det også med nummererede litografier af Michael Kvium og egen håndsnedkererede trækasse.

Kulturby-året 2017 sætter den fede streg under Aarhus som en by med snuden godt i gryderne, hvor byen både bliver smørhullet i den Europæiske Gastronomiregion samme år, og hvor medier som Daily Telegraph, The Guardian, El Pais, Huffington Post, CNN og hundrede andre medier besynger den bredspektrede gastro-scene. Til byens egen bristefærdige stolthed, og den underlæggende lyd af storebror Københavns stille og små-irriterede tsk tsk’en.

Fra Food Festival 2018. Foto: Stefan Valentin.

…Og kan vi SÅ få nogle anbefalinger!

Nå – men lad det nu ligge! For årets Food Festival lægger fra kaj fredag den 6. september og resten af weekenden. Her mødes over 30.000 madentusiaster til et væld af aktiviteter, der dækker alt fra workshops med landets topkokke over foredrag til insektspiseri, branchetræf, øl & ostematch, jomfruhummerpilningskonkurrencer, DM i Hotdogs og naturligvis utallige smagninger af alt fra luksuskød til plantedrik, nordiske dråber og bæredygtig dåsefisk.

POV har bedt direktør for Food Festivals Anna Lund om at udpege et par af årets højdepunkter.

1. Masterclasses med koryfæerne

”Årets flagskib er et helt særligt tema lørdag den 6. september på Kokkescenen, nemlig Danmarks gastronomiske revolution. Her kan man hele dagen deltage i workshops med nogle af landets allerstørste kokke, som for eksempel Paul Cunningham fra den to-stjernede Michelinrestaurant Henne Kirkeby Kro, der genopfinder den ostemættede toast, den franske stjernekok Michel Michaud, som rører sin legendariske tatar og legenden Søren Gericke, der holder grønlandsk kaffemik med Dansende Rejecocktail og Fangernes Fiskesuppe.”

2. Sundhed på programmet

”Vi glæder os også supermeget til at vise vores gæster det nye område ’Sundhed og Bæredygtighed’. Her kan vores gæster møde nogle virkelig spændende producenter, som arbejder med fremtidens fødevarer. Der vil være livlige debatter, dialog og fællesspisninger med emnet sundhed og bæredygtighed, og vores gæster kan komme med input til, hvordan fremtidens fødevareproduktion bør se ud.”

Dommerbordet under DM i hotdogs i 2018. Foto: Stefan Valentin.

3. Skål for de Nordiske Dråber!

”Så er vi utroligt glade for, at vores område Nordiske Dråber har rekordmange producenter med i år. I mange år har Danmark været mest kendt for, at vi producerer øl. Det gør vi stadig, men flere og flere har kastet sig ud i produktionen af blandt andet gin, whisky og sågar vin. Det vilde er, at ildsjæle har formået at skabe produkter, som kan måle sig med noget af det allerbedste, man kan få i hele verden.

Hvem havde for eksempel for 20 år siden troet på, at en dansk whisky som Stauning Whisky ville blive rated på niveau med de bedste skotske whiskyer? At en gin fra Nordic Gin Haus ville vinde bronze ved verdensmesterskaberne i gin? Eller at området Dons ved Kolding, ville få deres egen vin-appellation, fordi producenten Skærsøgaard leverer vin i verdensklasse?

Alle kan man møde på Food Festival, hvor de fortæller deres historier og selvfølgelig smage deres fantastiske produkter i stemningsfulde omgivelser.”


Food Festival, 6. – 8. september 2019, Tangkrogen i Aarhus. 


Fotos: Stefan Valentin (Foodproject.dk).

Jeg elsker at krydse mad og ord. Jeg er kommunikationsrådgiver med speciale i fødevarekommunikation. Uddannet Cand.scient.pol med speciale inden for kvindeforskning, journalist og Executive Master i Corporate Communication og +18 års erfaring fra de corporate haller.

Men frem for alt er jeg madnørd af Guds nåde med hang til emulgerede saucer, og med dyb viden om alskens verdenskøkkener, løjerlige råvarer og de mange aspekter i fødevareproduktionen. Det begyndte da jeg læste Raymond Oliviers 800 siders "Kogekunstens Teknik og Finesser" som 10-årig, og jeg har talt om mad lige siden. Jeg kan også malke en ko.

Jeg er desuden medforfatter til bogen ’100 Kiksede Knald’ med 100 fortællinger om erotiske møder, som gik rivegalt.

Seneste artikler om Liv & Mennesker