
EU I PUTINS SKYGGE #32 // REPORTAGE – Sikkerhed og forsvar er på dagsordenen ved dagens EU-topmøde i Bruxelles. Debatten kommer også til at berøre uroen i Georgien, som ikke blot handler om demokrati og borgerrettigheder, men også kan ses som en del af den anspændte situation, der er opstået som følge af Ruslands krig mod Ukraine og dens konsekvenser for hele Balkan-regionen.

Tbilisi – Tamari når lige at tænke: ”Hvad i alverden foregår der her i min by?” Hun ligger blodig på asfalten i en baggård til Rustaveli Avenue, hovedstrøget i Georgiens hovedstad Tbilisi. Politiets knippelslag rammer hende skånselsløst som i en trommehvirvel.
Tamari kommer jævnligt på Rustaveli Avenue for at deltage i de omfattende protester mod Georgiens regering. Hun udtrykker det således: ”Det er, som om vi har to jobs i disse uger: Vores lønarbejde om dagen. Og så, ved solnedgang, går vi til Avenuen og demonstrerer for et frit Georgien foran Parlamentet.”
Her er kampen mellem autokrati og demokrati trukket skarpt op. Georgien er en frontlinjestat i den globale kamp mellem demokrati og totalitarisme
Da jeg møder hende, har hun standardudstyret for demonstranterne på plads: sikkerhedsbriller, kæbebeskytter og væske til at fortynde kemikalierne fra vandkanonerne. Tamari er 44 år, har lige skrevet sin ph.d. og arbejder i sundhedssektoren. Hun er samtidig aktiv i en NGO. Hvis regeringen ikke giver sig, flytter hun til Vesteuropa.
Europæiske værdier
Der er demonstrationer over hele byen. Musikerne står foran konservatoriet, juristerne foran Højesteret og læger og sygeplejersker ved monumentet for forfatteren Shota Rustaveli. Hver aften samles vi alle til demonstrationen uden for Parlamentet på Rustaveli. Titusinder af mennesker, ved enkelte lejligheder helt op til 200.000.

Demonstranterne er indbyrdes uenige om, hvilken vej Georgien skal betræde fremover, men står sammen om følgende krav:
• Nyvalg til parlamentet, overvåget af uafhængige, internationale observatører.
• Fuld turbo på processen mod EU-medlemskab.
• Frigivelse af alle politiske fanger.
For Tamari handler det også mere grundlæggende om de ”europæiske værdier”: retsstaten, et politisk system, hvor de forskellige dele af magtapparatet kontrollerer hinanden (checks and balances) og ikke mindst sikring af frihedsrettighederne: ytrings-, presse- og forsamlingsfrihed samt retten til at organisere sig.
”I sidste ende,” siger Tamari, ”gælder det retten til at leve sit liv, som enhver ønsker det. En ret som I i Vesten tager for givet.”
Flere af de unge, jeg taler med, forklarer, at en revolution er eneste udvej. Det er jeg lige ved at tro på, når en gruppe unge hamrer på de pansrede porte til parlamentet
På Rustaveli er der en snert af revolution i luften. Joseph, en 35-årig filosofistuderende, er klar i mælet: ”Parlamentet bør rives ned. Det er bygget i sovjetisk stil. Med en rød stjerne på portalen! Oprindeligt sågar med hammer og segl øverst.”
Flere af de unge, jeg taler med, forklarer, at en revolution er eneste udvej. Det er jeg lige ved at tro på, når en gruppe unge hamrer på de pansrede porte til parlamentet. Eller når en stemme fra trappen til parlamentet råber ”Leve Georgien”, og mængden med én stemme svarer: ”Frihed for Georgien.”
Med mellemrum hyler tusindvis af fløjter for at signalere, at nu skal regeringen lytte. Sidst på aftenen eksploderer fyrværkeriet over os. De unge har allerede døbt protesterne ”fyrværkerirevolutionen.”

For en dansker minder det nu nok så meget om vores festivaler. Der sælges popcorn, kaffe og en georgisk gløgg. En gruppe unge uddeler gratis kage og suppe. På de nærliggende caféer er der gratis servering i solidaritet med demonstranterne. Protesterne afvikles værdigt. Man giver plads til hinanden og rydder op.
Her er sang og musik: punk, klassisk rock, blues og især traditionelle georgiske folkesange. Det georgiske flag og EU-flaget – gerne med hjerter i stedet for stjerner – blafrer i vinden. EU-hymnen og nationalsangen bliver spillet fra medbragte højttalere. En ung kvinde synger en hyldest til de mennesker, der kæmpede for Abkhasien, da Rusland satte sig på provinsen i 1993.
De protesterende er et tværsnit af Tbilisis befolkning: studerende, midaldrende bedsteborgere, en del ældre og sågar enkelte børn, der har fået lov til at være længe oppe.
Ud på de små timer er der overvægt af unge. En ældre herre bærer rundt på en plakat med indskriften: ”Tak til de unge. Fremtiden tilhører jer.”
En skov af plakater
Fredag den 13. december var der for første gang generalstrejke mellem kl. 13 og 14. En del offentligt ansatte i bl.a. udenrigs- og forsvarsministerierne har opsagt deres stillinger i solidaritet med demonstranterne. Mange studerende – et flertal af fx de jurastuderende – har sat studierne i bero. På trods af at en videregående uddannelse for mange fra beskedne kår er den eneste vej ud af fattigdommen – også for deres familie, som de forventes at forsørge.
Spillesteder, museer, opera, teater osv. har lukket i solidaritet med demonstranterne. Protesterne varer typisk til ved 3-4-tiden om morgenen. Mange bruger dagen til at indhente den tabte søvn.
Ud på natten rydder politiet ofte folkemængden med vandkanoner, peberspray og knippelsuppe – med stor brutalitet
Med grønne laserstråler skriver demonstranterne på parlamentets portal: ”Vi vil vinde.” En kiste bliver båret op foran parlamentet. Folk råber, at det er oligarken Bidzina Ivanishvili, landets rigeste mand, der er god for en formue svarende til 25 % af Georgiens BNP. Han er tidligere premierminister og trækker i regeringens tråde. Kisten indeholder dog blot et fotografi af oligarken.
En lille skov af plakater møder mig foran parlamentet:
• ”Til jer, hvis land Rusland besatte i 2008: I skal ikke leve under russisk overherredømme her i Georgien.” Plakaten henviser til de mennesker, der måtte flygte efter den russiske invasion af Sydossetien.
• ”Til jer, der ikke demonstrerer: Også I vil skulle leve med konsekvenserne af et russificeret Georgien.”
• ”Situationen er så alvorlig, at selv vi introverte må protestere!”

Under overfladen sitrer usikkerheden. Ud på natten rydder politiet ofte folkemængden med vandkanoner, peberspray og knippelsuppe – med stor brutalitet. Mange bliver liggende på fortovet, smurt ind i blod. En er fortsat i koma. Knap 500 er arresteret, og de fleste er tortureret.
Hele dagen er der et massivt politiopbud i de centrale bydele, navnlig omkring Liberty Square. Pladsen er regelmæssigt spærret af, og pansrede mandskabsvogne køres i stilling. En konvoj af ambulancer er klar til transport af de sårede.
Civilklædte betjente – mange af dem angiveligt fra Rusland – cirkulerer i de tilstødende gader. Indimellem angriber de forbipasserende. Især journalister, men også personer, der blot tager fotos, er blandt ofrene. Ud for Kashveti Kirken, bygget i byzantinsk stil, oplever jeg lørdag den 14. december civilklædte betjente forsøge at arrestere en demonstrant. Forsøget forpurres dog, da flere hundrede mennesker samles omkring optrinnet og i umiskendelige vendinger opfordrer betjentene til at opgive deres forehavende.

Som i Rusland
Georgien er et lille land med godt tre og en halv million mennesker. Der er noget ”alle kender alle” over landet. Derfor er det blevet sværere at rekruttere politifolk til den brutale nedkæmpelse af befolkningens opgør: Det kunne være din eller din nabos søn eller datter, du som betjent banker løs på. Regeringens svar har været at slække på kravene for at blive politimand.
Baggrunden for protesterne er alvorlig nok:
Regeringen indførte i foråret en lov i Rusland-stil, hvor pro-vestlige og pro-demokrati organisationer bliver stemplet som ”fremmede agenter”. Som i Rusland bliver der slået hårdt ned på LGTBQ-miljøet. Ifølge International Social Survey Programme fra 2021 finder 84 % af befolkningen, at homoseksualitet er umoralsk.
En forudsætning for, at Georgien eventuelt til sin tid kommer med i EU, er, at landet ikke diskriminerer homoseksuelle og andre LGTBQ-personer
Den 17. september i år skærpede parlamentet undertrykkelsen af LGTBQ-miljøet. Dagen efter blev Georgiens første åbent erklærede transgender-person, Kesaria Abramidze, fundet myrdet.
Præsident Salome Zourabichvili deltog i begravelsen.
LGTBQ-segmentet er i en udsat position i et Georgien, som ude på landet på mange måder fortsat er både traditionelt og religiøst. Spørgsmålet har fået ny aktualitet, efter at EU midt i december sidste år gav grønt lys for optagelsesforhandlinger med Georgien.
En forudsætning for, at Georgien eventuelt til sin tid kommer med i EU, er, at landet ikke diskriminerer homoseksuelle og andre LGTBQ-personer. Som alle andre medlemslande får Georgien pligt til at beskytte mindretal og sikre alle sine borgeres grundlæggende rettigheder.

EU-forhandlinger stillet i bero
Efter parlamentsvalget den 26. oktober spidsede situationen til. Officielt vandt regeringen 54 % mod 46 %. Ifølge diplomatiske kilder i Tbilisi ville et frit og fair valg formentlig have vendt tallene om.
Valget var præget af omfattende fusk med stemmekøb, en stemmeafgivning, der ofte ikke var hemmelig, og valgobservatører, som blev bortvist. De internationale valgobservatører nægtede at anerkende resultatet.
De demonstranter, jeg har talt med, siger alle som en: ”Zourabichvili er den eneste politiker, jeg har respekt for.”
Efter valget har oppositionen boykottet arbejdet i parlamentet.
Georgien fik EU-kandidatstatus sidste år. Men i lyset af udviklingen i stadig mere autoritær retning i 2024 har EU i realiteten sat forhandlingerne på hold.
Den 28. november svarede regeringen igen og erklærede, at den ville udskyde forhandlingerne om EU-medlemskab til 2028. Og så eksploderede det i protester.
Præsident Zourabichvili har taget parti for demonstranterne og er selv mødt op til demonstrationerne foran parlamentet. De demonstranter, jeg har talt med, siger alle som en: ”Zourabichvili er den eneste politiker, jeg har respekt for.”

I lørdags (14.12.) valgte et kollegium, kontrolleret af regeringspartiet Georgiens Drøm (GD), at udpege en ny præsident, Mikheil Kavelashvili. Hans afgørende kvalifikationer er, at han er stærkt prorussisk, anti-LGTBQ og loyal over for oligarken Ivanishvili og GD.
Kavelashvili er tidligere fodboldspiller, og så snart han var udpeget, begyndte de unge foran parlamentet at spille fodbold som en ironisk hilsen. Oppositionen og Zourabichvili anerkender ikke Kavelashvili som præsident.
Zourabichvili vil næppe vige pladsen, når hendes embedsperiode ifølge regeringen udløber 29. december. Men regeringen har allerede slukket for varmen i præsidentens embedsbolig! Det trækker op til nok en konfrontation.
De unge skaber optimisme
Der er i Danmark ikke meget fokus på Georgien. Ukraine, Gaza, Syrien, Sydkorea mv. distraherer. Det kan virke, som om de næsten 6000 meter høje, vilde Kaukasusbjerge skygger for udsigten til Georgien.
Tbilisi symboliserer i disse uger Europas håb, vitalitet og frihedstrang
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har udvist rettidig omhu og oprettede for et par år siden en dansk ambassade i Tbilisi, ledet af Anne Toft Sørensen. Ambassadør Sørensen er, med tidligere poster i bl.a. Kyiv og Moskva, ekspert i det postsovjetiske rum.
Jeg spørger de unge, hvad Danmark kan gøre for at hjælpe. De fleste svarer: ”Ikke noget. Det her er vores kamp, og vi skal nok selv vinde den.”

De unges selvsikkerhed og pokkerivoldskhed er imponerende. Men selvfølgelig kan og bør Danmark gøre en indsats.
Hvis vi vender ryggen til den demokratiske opposition, er risikoen, at mange unge – især de veluddannede – emigrerer, mens forældrene og bedsteforældrene bliver tilbage. Så har autokraterne vundet. Mange i den ældre generation sværmer for Sovjetunionen og er styret af frygten for en krig i stil med den, som Ukraine har oplevet siden 2022.
En graffiti på Rustaveli Avenue lyder: ”Tbilisi er Europas hovedstad.” En gruppe unge mennesker, der utvivlsomt er inspireret af Kim Wildes hit ”Kids in America”, står med en plakat: ”Vi er Europas børn.”
Tbilisi symboliserer i disse uger Europas håb, vitalitet og frihedstrang.
Her er kampen mellem autokrati og demokrati trukket skarpt op. Georgien er en frontlinjestat i den globale kamp mellem demokrati og totalitarisme.

Danmark og EU bør over for Georgien anvende både gulerod og stok. Vi bør markant øge bistanden til det demokratiske Georgien: medierne, civilsamfundet og institutioner, der forsvarer menneskerettighederne og støtter torturofre.
Det er svært ikke at være optimist, når jeg oplever de unge på Rustaveli. Ukuelige og med masser af overskud
Samtidig bør vi indføre målrettede sanktioner mod magthaverne. Men ikke stramme reglerne for visa over en kam. Det vil ramme de unge, som vi netop ønsker at støtte.
Det er svært ikke at være optimist, når jeg oplever de unge på Rustaveli. Ukuelige og med masser af overskud.
Men hvor længe kan de holde ud? I uger og måneder i kulden – sneen ligger allerede på bjergene uden for Tbilisi. Mens studier og arbejde er sat på hold.
Med en regering og en oligark, der i årevis har sat sig på magtapparatet. Og et Bruxelles, der kun rykker med små skridt, mens Ungarn og Slovakiet er parate til at blokere for mere vidtgående sanktioner.
Risikoen er, at Georgien ender som et nyt Belarus.
På den anden side, som en af mine venner i Tbilisi siger: ”Dette er Georgien. Alt kan ske.”
Danmarks opgave må være at yde et bidrag til, at georgierne får mulighed for suverænt at vælge den vej, de ønsker at gå. Det fortjener de.
Europæisk sikkerhedspolitik i Putins skygge
Med krigen i Ukraine og mere usikre signaler fra USA, er forsvars- og sikkerhedspolitikken blevet en helt central del af den europæiske debat.
I dette efterår kigger POV nærmere på de sikkerhedspolitiske udfordringer, som Ruslands invasion af Ukraine har bragt Europa i, og hvad EU-landene gør – både som enkeltlande og i fællesskab – for at imødegå truslen.
Hver onsdag og fredag frem til jul sætter vi fokus på tidens store omvæltninger, der har tydelige tråde til konflikterne i Mellemøsten og globalt.
Læs flere artikler i serien her.
I forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel har POV modtaget tilskud af Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her