RELIGION // KOMMENTAR – ”Jeg er enig i, at folketingspolitikere har en særlig forpligtelse til at værne om den sekulære stats neutralitet og ytringsfriheden som en afgørende værdi,” skriver Steen Beck. Men han mener også, det vigtigt at værne om en offentlighed, hvor samfundets borgere kan diskutere indretningen af samfundet med udgangspunkt i de værdier og grundantagelser, de nu engang forstår emner som social retfærdighed, etik og dannelse ud fra.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Folketingets præsidium har besluttet at tage imod et tilbud fra Københavns biskop om at stille en præst til rådighed, der kan servicere Folketingets medlemmer med sjælesorg og samtaler. Ansættelsen har givet anledning til debat, for er det OK at give folkekirkelige præster en særlig adgang til folketingets medlemmer, når vi nu lever i et sekulært samfund, hvor religionen ikke længere spiller førsteviolin i den måde, vi indretter os på?
Fronterne er trukket forholdsvis klart op. På den ene side er der dem, der mener, at religion og politik skal holdes adskilt, da religion er en privatsag, som ikke skal have noget at gøre med det parlamentariske liv på Christiansborg.
Ja tak til en dannelsestænkning, som dyrker forskellighed, uenighed og åbenhed som en ressource og ikke en hæmsko for vejen til visdom
Kristendommen spiller en historisk rolle i Danmark, men i et sekulært samfund skal staten være neutral og ikke ’kristen’.
Fra anden side og med kirkeminister Ida Auken i spidsen fremføres det, at mange folketingspolitikere kan have brug for en sjælesørger og samtalepartner i en ofte stresset og psykologisk udfordrende verden. Ydermere lyder argumentet, at der ikke er noget odiøst i at invitere folkekirkens præster ind blandt politikerne, for i Danmark er der nok religionsfrihed, men der er ikke religionslighed: Staten understøtter, som der står i grundloven, folkekirken på en særlig måde, og i den forstand er der ikke vandtætte skotter mellem stat og kirke.
Er man interesseret i dansk kristendoms og kirkelivs dybdehistorie fra Luther til i dag, henviser jeg til min social- og kulturhistoriske artikel om Henrik Pontoppidans roman Det forjættede land i det gode tidsskrift Pontoppidaniana.
Kristendommens genkomst i partipolitikken
Personligt er jeg enig med dem, der ikke finder det nødvendigt og ej heller som et godt signal med en ansat præst i Folketinget.
Det har på ingen måde noget at gøre med, at jeg finder det mærkeligt, at medlemmer af Folketinget indimellem kan have mulighed for at tale med en præst, men præster og kirker er der som bekendt mange af i Danmark, og folketingspolitikere kan vel som alle andre gå hen til deres egen sognepræst eller hvem, de nu måtte have behov for at tale med.
Ansættelsen af en folketingspræst kan måske ses som en del af en større kampagne, der hænger sammen med visse politikeres og meningsdanneres bestræbelse på at genskabe en nationalistisk patriotisme
Hvad værre er: Ansættelsen af en folketingspræst kan måske ses som en del af en større kampagne, der hænger sammen med visse politikeres og meningsdanneres bestræbelse på at genskabe en nationalistisk patriotisme, hvor ’danske værdier’ under kristendommens auspicier bringes frem i forreste række som et værn mod islam og som noget, der skal pudses af i en tid, hvor kristendom forsøges gjort til ideologisk overbygning for militær oprustning og fædrelandsforsvar.
Både den tidligere kirkeminister Morten Dahlin (V) og den nuværende kirkeminister Ida Auken (S) har fremført argumenter i den retning, og begrebet ”åndelig oprustning’ med dets nærmest korstogslignende associationer er blevet populært i disse kredse. Så langt er jeg helt enig med de debattører, der advarer mod genkristningen af den politiske diskurs blandt prominente politikere.
Skal religionen så bare ud?
Jeg har imidlertid også hæftet mig ved en pudsig argumentation hos modstanderne af for meget religion i det politiske liv. Kloge og besindige kommentatorer som Lone Kühlmann, Svend Brinkmann (i et facebookindlæg) og Signe Wenneberg (i en tv-debat med Ida Auken) har med lidt forskellige cases og argumenter været inde på, at religion først og fremmest må være en privatsag og noget meget personligt. Det må man forstå på den måde, at religion bør holdes ude af den offentlige politiske debat.
Jeg er helt enig i, at vi skal være på vagt overfor politiske bevægelser, der vil stoppe religion ned i halsen på mennesker a la den statskirke, vi i Danmark havde før 1849 eller i kraft af teokratiske ordninger, som det kendes i visse islamiske samfund, hvor politikken er guddommeligt sanktioneret: I den forstand tilslutter jeg mig det synspunkt, at religion er en privatsag.
Og så alligevel. Når debattører siger, at religionen er en privatsag, kan man indimellem nærmest få fornemmelsen af, at der skulle være noget pinligt og demokratisk anfægteligt forbundet med at underbygge politiske og etiske holdninger med religiøse argumenter.
Her er der for mig at se grund til et korrektiv, for selvom jeg er enig i, at folketingspolitikere har en særlig forpligtelse til at værne om den sekulære stats neutralitet og ytringsfriheden som en afgørende værdi, så er det også vigtigt at værne om en offentlighed, hvor samfundets borgere kan diskutere indretningen af samfundet med udgangspunkt i de værdier og grundantagelser, de nu engang forstår emner som social retfærdighed, etik og dannelse ud fra.
De politiske partier, som finder vej til Christiansborg, er jo også selv rundet af sådanne værdier. Historisk og i nogle tilfælde også aktuelt er disse religiøst ladet. Så hvad og hvem er det lige, der skal henvises til det private rum?
Både ideen om åndelig oprustning som statsraison og henvisningen af religion til det private rum forekommer mig at være ekskluderende og potentielt formynderiske – så hvordan kan en oplyst og demokratiunderstøttende argumentation for forholdet mellem demokrati og religion se ud?
Habermas og det post-sekulære samfund
Der var engang, hvor oplysningstænkere af forskellige afskygninger mente, at religionens dage var talte, og at vi var på vej mod et samfund, hvor den rent menneskelige fornuft må sætte dagsordenen for samtalen om det gode samfund.
Det økonomiske menneske skulle i liberalismens utopiske drøm opnå lykke via forøgelsen af den samfundsmæssige velstand, og det kommunistiske menneske skulle opnå lykke via en solidarisk indretning af samfundet. Meget godt er da også sket med indskrænkningen af kirkens magt, og i et land som Danmark er vi heldigvis sluppet af med religiøse autoriteter, som kræver underkastelse frem for tænksomhed.
Med Habermas’ ord lever vi ikke i et sekulariseret, men i et post-sekulariseret samfund, hvor vi simpelthen må konstatere, at religionen ikke er døet bort, sådan som oplysningstænkningen ellers profeterede at den ville
Ifølge den tyske filosof Jürgen Habermas kan vi dog ikke længere forlade os på den del af oplysningstænkningen, som i videnskabens navn beder os om at sige farvel til vores nok så uklare og forsøgsvise længsler efter at finde en mening med det hele i forhold til en usynlig magt.
Den fortsatte sekularisering med dens nytterationelle overherredømme og frisættelse af det menneskelige begær hinsides alle andre hensyn synes at have nået en grænse, og mange mennesker søger nu (som før) mod anderledes fællesskaber, bl.a. af religiøs karakter, for at kunne tale om eksistentielle emner som skyld, nåde, en absolut etisk fordring osv., der nærmest er tabuiseret i den offentlige samtale, hvor man ellers taler om hvad som helst. Samtidig udfordres vores kultur af andre kulturer, ikke mindst islam, hvor religionen er synlig på en helt anden måde end i et land som Danmark.
Med Habermas’ ord lever vi ikke i et sekulariseret, men i et post-sekulariseret samfund, hvor vi simpelthen må konstatere, at religionen ikke er døet bort, sådan som oplysningstænkningen ellers profeterede at den ville. Tværtimod indgår alskens forestillinger af religiøs art sammen med mere verdslige og videnskabelige bud på, hvad menneske og samfund er, ikke bare mennesker imellem men også som en indre samtale i det enkelte menneske.
Et afbalanceret dannelsesbegreb
Livet i et post-sekulariseret samfund stiller ifølge Habermas nye krav til den demokratiske samtale.
Det handler på ingen måde om at vende tilbage til dengang, kirke og præst repræsenterede en uanfægtelig autoritet (hvilket er sekulariseringens ’før’), men om at forholde sig til en situation, hvor demokratiet skal være rummeligt og inkluderende på nye måder (ligesom religiøse gemytter også skal forholde sig til de sekulære træk i samfundet). Nok kan man ikke henvise religionen til det private rum, men både ikke-troende og troende bør bestræbe sig på at oversætte deres respektive synspunkter til alment forståelige synspunkter, og de skal samtidig gøre sig umage for at forstå hinandens argumenter.
Pragmatisk set er det direkte usundt at forvise troen til åndeligt talt iltfattige gemakker, hvor den kan udvikle sig til sektvæsen og drømmerier om religiøse teokratier – fordi den ikke blev kultiveret i den demokratiske samtale
En af de dannelsesmæssige opgaver uddannelsessystemet skal tage på sig, er at lære børn og unge at argumentere og sammen granske konsekvenserne af forskellige forståelser af menneske og samfund. De skal udvikle uenighedsfællesskaber, hvor man værdsætter debat, når en sådan er påkrævet, men hvor rationalet er, at argumenter – både religiøse og ikke-religiøse – skal kunne oversættes til et alment sprog, som alle kan forstå. Ideen er, at der skal være plads til forskellige forståelser og begrundelser, men ikke til sekterisme og udvikling af små lukkede samfund i det store samfund.
Habermas kan kritiseres for at være for uklar i forhold til, hvad et alment sprog er, men som et normativt udsagn om, hvad vi skal danne børn og unge til, fx i skolen, har hans tilgang efter min mening meget for sig. Principielt giver det nul mening at argumentere for en demokratisk samtale, hvor visse grundforståelser på forhånd er forvist til det private rum, og pragmatisk set er det direkte usundt at forvise troen til åndeligt talt iltfattige gemakker, hvor den kan udvikle sig til sektvæsen og drømmerier om religiøse teokratier – fordi den ikke blev kultiveret i den demokratiske samtale.
En ekstra krølle på sagen er, at det jo i det hele taget er svært at udelukke bestemte forståelser af verdens indretning og skabende instanser, for også ikke-troende, fx humanister, som har det med at gøre mennesket til den højeste værdi i verden, har jo deres grundlæggende antagelser, og hvis vi skulle opstille en regel om, at folk må blive hjemme med deres dybeste begrundelser, kunne vi få nok at se til og måske til sidst ende med at smide barnet alias demokratiet selv ud med det beskidte badevand.
Summa Summarum
Det er bestemt værd at diskutere, om ansættelsen af en folketingspræst er en lille uskyldig manøvre til gavn for mennesker, der arbejder på Christiansborg, eller om der er tale om en symbolsk markering med videre konsekvenser, som fortjener kritisk bevågenhed.
Herfra skal der lyde et klart nej tak til dem, som spænder kristendommen for en konjunkturpræget ideologisk vogn og knytter den til et nationalistisk projekt, som i bund og grund er ekskluderende og i min tankeverden meget lidt ’åndeligt’.
Der skal dog også lyde et nej tak til ideen om, at tro er så personlig en affære, at den kun skal have plads i det private rum. Tro og metafysik er meget mere end en privat affære, både historisk og aktuelt, og troens særlige måde at tale om mennesket i verden på bør derfor hilses velkommen i den offentlige samtale om, hvem vi er, og hvad vi vil med vores liv, om end også religiøse udsagn ofte fortjener kritisk granskning og kultivering i mødet med andre forståelser.
Udnytter vi forskellighederne mellem fx videnskabelig og religiøs argumentation rigtigt og nysgerrigt, kan der ifølge Habermas, der mig bekendt ikke selv er troende, ligefrem udvikles, hvad han kalder osmose, dvs. en gensidig påvirkning mellem forskellige grundforståelser, fx når det kommer til etiske og eksistentielle spørgsmål og helt aktuelt vores forhold til natur og dyrevelfærd.
Så ja tak til tankevækkende og øjenåbnende offentlige debatter om, hvordan vi skal forstå menneskelivet, hvad enten der så er tale om biologiske, psykologiske, sociologiske eller kosmologiske forståelser. Og frem for alt ja tak til en dannelsestænkning, som dyrker forskellighed, uenighed og åbenhed som en ressource og ikke en hæmsko for vejen til visdom.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og