ISRAEL/GAZA // KOMMENTAR – Når det her er ovre, forhåbentlig meget snart, bliver Israel nødt til at ændre adfærd og acceptere, at status quo ikke kan accepteres, skriver Samuel Koltov fra Jerusalem. Men der skal findes en løsning uden Hamas. Ligesom nazisterne oplevede et fuldstændigt nederlag og total ødelæggelse, må det samme gælde Hamas.
JERUSALEM – I går var flere tilfælde af sammenstød mellem Israel på den ene side, og Hizbollah og Islamisk Jihad på den anden, tæt på at udvikle sig til noget langt værre, end hvad vi har set indtil nu.
På den palæstinensiske side er der omkring 700 dræbte, civile og Hamas-folk, på den israelske side er tallet ved at nærme sig 1000, civile og soldater.
Der er mangel på fødevarer i supermarkederne, men det virker primært til at være, fordi der ikke er nok folk til at organisere tingene, ikke fordi det reelt mangler.
Vi taler om en massakre, der er værre, end noget Israel har oplevet i årtier
I Israel er vi ved at få et fuldt overblik over situationen, med vidnesbyrd og optagelser frigjort til den bredere befolkning. Jeg vil tale lidt om det. Vidnesbyrd er fra folk, der overlevede angrebene, optagelser er fra både Hamas og private optagelser. De giver alle det samme billede. Jeg vil advare om, at beskrivelsen bliver grafisk.
En massakre
Hamas formåede på en eller anden måde at lægge overvågningen ved grænsen ned. I starten var de ret åbne om, at Iran deltog i dette. Iran begyndte pludselig at afvise, og Hamas er siden også begyndt at hævde, at Iran ikke var involveret. Jeg har mine tanker om dette, men det gør ingen forskel for dem, der ikke længere er blandt os.
Hamas-folk trængte ind i Israel fra flere steder, via hav, luft og gennem grænsehegnet. De første to mål var de to militærbaser, som stod for overvågningen og med ansvar for at sikre grænsen. De vidste ikke, hvad der ramte dem, de fleste af de dræbte er fundet efterladt i deres undertøj. Der er blod overalt, selv mange af dem, der blev taget til fange og vurderet til ikke at være af værdi for Hamas, blev dræbt efter tilfangetagelsen.
De trængte efterfølgende ind i flere byer, moshavim (kooperative landbrugssamfund, red.) og kibbutzer i området rundt om Gaza, nogle med tusinder og titusinder af indbyggere, andre med nogle få hundrede. Ikke langt fra grænsen var der en festival med flere hundrede deltagere.
Terroristerne begyndte at skyde folk uden hensyn til, om de var civile eller politi. De fleste var civile, militæret kom først til stede timer senere, de soldater, der skulle have været der, var allerede dræbt. Børn, kvinder og ældre er blevet taget til fange, nogle – af uransagelige årsager, som vi kun skal være taknemmelige for – blev løsladt eller reddet på et senere tidspunkt. De, der var mest besværlige, blev dræbt.
Der er også mænd blandt de kidnappede, men umiddelbart, fra det billede, vi har, har Hamas været mest interesseret i børn, kvinder og ældre mennesker, siden de har større følelsesmæssig værdi. Et barn med en pistol ved tindingen, giver mere effekt end en voksen mand.
Det er tydeligt, at Iran og Hizbollah er involverede, og at de har en interesse i, at det her sker. Deres interesse er ikke palæstinenserne, men Israels ødelæggelse
Ved festivalen trængte Hamas ind via luften. De startede med at skyde de tilstedeværende ned, men begyndte derefter at tage gidsler. Kvinder blev voldtaget, brutalt, hvorefter nogle af dem blev dræbt. Der er beretninger om, at dette blev gjort foran deres kæreste, når terroristerne fandt ud af, at de var sammen. De tilfangetagne, der var besværlige, blev dræbt.
Dvs. de, der ikke kunne stoppe med at græde. Nogle blev skalperet eller på anden måde skamferet, før de blev dræbt. Vi ved ikke, hvordan de, der blev kidnappet, har det. Mange af de kidnappede er blevet trukket rundt i Gaza for at håne dem offentligt. Her er det vigtigt at være forsigtig med de videoer, der er blevet udgivet, mange er ikke reelt fra Gaza eller fra i lørdags, men der er nok videoer med både dræbte og levende gidsler, der viser det samme billede.
Antallet af dræbte, op mod 1.000, er primært fra i lørdags. Der har været få ofre siden da. Vi taler om en massakre, der er værre end noget, Israel har oplevet i årtier.
Jeg har tænkt rigtig meget over hele situationen. Ikke kun i forhold til den reelle terrormassakre, men også den større konflikt. Det er tydeligt, at Iran og Hizbollah er involverede, og at de har en interesse i, at det her sker. Deres interesse er ikke palæstinenserne, men Israels ødelæggelse.
Hamas er en fundamentalistisk ekstremistisk islamistisk organisation, som har samme mål som de to førnævnte, hvilket har gjort det muligt for en sunni-islamisk dødskult at samarbejde med shia-islamistiske imperialister.
Men de har brug for en rekrutteringsbase, og det har Israel givet dem. Vi kommer ikke uden om, at den vrede og det had, den uendelige frustration og mangel på håb, som findes blandt palæstinenserne, er et resultat af årtiers israelsk politik.
Det er ikke en diskussion, jeg gider at tage her og nu, men man er naiv eller dum, hvis man ikke tror, at Israels adfærd over for palæstinenserne ikke har negative konsekvenser.
Man kan komme med undskyldninger og dårlige argumenter, men lad være med påstå, at Israels adfærd ikke har betydning på palæstinensernes mentale tilstand. Især med den nuværende regering har det været slemt, og jeg havde personligt forventet en ny intifada eller lignende. Trangen til modstand og kamp er forståelig.
Løsning uden Hamas
Men hvor går grænsen? Havde Hamas holdt sig til at dræbe soldaterne på de to militærbaser og taget gidsler, eventuelt drevet de civile væk, ville det have skabt en anden situation? Ville vanvittige raketangreb have gjort det? Vi kan ikke vide, hvad der ville have været, hvis Hamas ikke havde transformeret sig selv til en gruppe af bestialske dæmoner, der absolut ingen moralske skrupler havde i lørdags. Folk må personligt overveje, hvor de vil sætte en grænse for, hvad der er “acceptabel modstand”, og hvad der ikke er.
Vi kommer ikke uden om, at den vrede og det had, den uendelige frustration og mangel på håb, som findes blandt palæstinenserne
Min grænse er et helt andet sted end dem, der forsvarer eller ligefrem hylder Hamas’ nedslagtning. Det, Hamas gjorde, har ingen undskyldning, og for mig er dette forskellen mellem en verden før i lørdags, hvor Hamas var en frustrerende del af en mulig løsning, som først og fremmest er Israels ansvar under de nuværende forhold, og noget, der skal udryddes. Når det kommer til Hamas – og jeg skelner mellem Hamas og palæstinenserne bredt – har jeg absolut ingen forståelse længere, ingen lyst til overhovedet at overveje det. Enhver person, der forsvarer eller viser sympati for Hamas, er som en person, der forsvarer eller viser sympati for Hitler og nazisterne.
Men på samme måde, som jeg væmmes ved bombningen af Dresden, der slog 40.000 ihjel, væmmes jeg ved den kollektive afstraffelse af palæstinenserne. Og når det her er ovre, forhåbentlig meget snart, bliver Israel nødt til at ændre adfærd og acceptere, at status quo ikke kan accepteres. Og kan Israel ikke selv gøre dette, må verdenssamfundet lægge pres på Israel. De nuværende forhold er uacceptable.
Men det skal og vil være en løsning uden Hamas, og ligesom nazisterne oplevede et fuldstændigt nederlag og total ødelæggelse, må det samme gælde Hamas.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
