øjenbryn usa sundhedssystem

Hvad er et flækket øjenbryn værd?

i Liv & Mennesker/Klumme af
MIDTVESTLIV // KLUMME – Et lægebesøg i USA kan virke som en mindre videnskab. Men efterhånden har Julie Bendtsen vænnet sig til at udfylde stakken af afhandlingslignende dokumenter ved hvert besøg, og den byrde er ingenting imod den katastrofale økonomiske ruin, som andre kan stå overfor, når uheldet er ude, eller helbredet siger fra. Det amerikanske sundhedssystem er ubarmhjertigt, men når skribenten skal have kreditkortet frem ved endt konsultation, synes hun alligevel, at Danmark kan lære noget.

CHICAGO – “Det er ledbåndet, der har revet en sprække i knoglen”. Ortopædkirurgen viste mig røntgenbillederne og gav mig meddelelsen om min brækkede ankel med den der karakteristiske begejstring, der er typisk hos mennesker, der virkelig er vilde med deres profession, og som det derfor er svært at blive stødt over, så det blev jeg ikke. Heller ikke selv om det var mit ledbånd, min revnede knogle og min forestående skitur, der nu hængte i en oprørende tynd tråd. Jeg fik en gå-støvle og satte kursen mod skranken for at tjekke ud og køre mit kreditkort gennem maskinen.

Jeg vred om på anklen i lørdags og kom først af sted til lægen tirsdag. Ikke fordi jeg ikke kunne få en tid, men fordi det åbenbart krævede en masse velmenende venners opfordring og – i sidste ende – en lægefars formaning om, at jeg burde få kigget på den. Havde jeg været i Danmark, havde jeg nok ikke tøvet, men så havde tiden nok også været sværere at få.

Vi slår koldt vand i blodet, tyr til lidt salve, lidt smertestillende, lidt febernedsættende, og så ser vi om det hele ikke ser lidt lysere ud dagen efter. Det gør det som regel

I betragtning af, at vi er en familie med to børn, der har boet i USA i seks år, er det bemærkelsesværdigt så lidt, vi har brugt sundhedssystemet her. Vi er heldige, at begge børn er født med godt helbred, og at få rigtige ulykker har ramt. Derudover er der især én faktor, der spiller ind og er afgørende: brugerbetalingen.

Hver gang vi tager til lægen for noget, der er opstået – og altså ikke præventive situationer som vaccinationer, mammografier og børneundersøgelser – koster det penge.

Vi har en ganske udmærket sundhedsforsikring, der dækker de største omkostninger, men ikke alle. Hvis et af mine børn pludselig får nogle uforudsete knopper, vi gerne vil have set på, koster besøget 30 dollars – lige knap 200 danske kroner, som vi betaler ved kassen, når vi tjekker ud.

Hvis en situation opstår uden for lægens åbningstid, og vi er nødt til at tage på skadestuen, kan vi se frem til en regning på mellem 1250 og 3100 kroner afhængig af. hvilken police vi (eller jobbet) har valgt hos forsikringen. Og det er vel at mærke bare for besøget.

øjenbryn USA sundhedssystem
Sundhedssystemet i USA er til at få ondt i hovedet af. Især hvis man ikke er (godt) forsikret, siger Julie Bendtsen, som fik en regning på 1500 dollars for behandlingen af en flækket øjenbryn. Foto: Flickr

Da min søn for halvandet år siden løb ind i hjørnet af et bordtennisbord og flækkede sit øjenbryn, fik vi et par uger senere en regning på 1500 dollars – altså lige knap 9500 danske kroner. Eller omkring 1500 danske kroner ‘stinget’, om man vil. Beløbet kunne i øvrigt sagtens have været både større eller mindre, for alt afhænger af, hvilken pris forsikringsselskabet og behandleren indbyrdes har aftalt. Når forsikringen så har klaret sin del, kommer regningen på resten af det aftalte beløb til patienten.

Nu er der jo ikke ret meget at stille op i forhold til et flækket øjenbryn, og de gange, hvor samme søns falske strubehoste er eskaleret, har vi naturligvis også uden tøven taget turen til hospitalet midt om natten. Men tager man hønemoren og de mere alvorlige scenarier ud af ligningen, er der ingen tvivl om, at jeg ser tiden langt mere an, inden jeg går til lægen her, end jeg ville gøre i Danmark af den simple og jordnære årsag, at 200 kroner sparet som bekendt er 200 kroner tjent.

Det fungerer fint for os. Vi slår koldt vand i blodet, tyr til lidt salve, lidt smertestillende, lidt febernedsættende, og så ser vi, om det hele ikke ser lidt lysere ud dagen efter. Det gør det som regel. Men det fungerer også fint for os, fordi vi ved, at vi har muligheden for at tage af sted, hvis det brænder på. Vi bliver ikke ruineret.

Værre ser det ud for de mange, mange mennesker og familier, der måske ikke kommer af sted, når de virkelig burde, fordi de ikke har råd. Måske er de 200 kroner, som lægebesøget koster, dét, der gør, at de ikke har råd til mad ugen efter.

Vejen fra patientens tanke til klinikkens handling er ret kort. Det er bare at bestille det. Og hvis du ikke bestiller det selv, gør lægen det sikkert for dig

Måske har de slet ingen forsikring, og så taler vi ikke 200 kroner mere. Et lægebesøg uden forsikring løber hurtigt op i flere tusind kroner, og hvis det er skadestue eller indlæggelse, du har brug for, kan det afhængig af behandlingen betyde livslang økonomisk ruin. Ved en ambulancetur på få kilometer – for ja, afstanden betyder noget – starter taxameteret på omkring de tusind dollars og tikker så hastigt videre derfra.

Er det kronisk sygdom eller alvorlige langvarige lidelser, der rammer, kan konsekvenserne synes fuldstændig uoverskuelige. Så sent som i dag kom min mand hjem og fortalte om en ikke-fastansat konsulent på hans arbejde, som netop har fået konstateret leukæmi. På grund af sin status som freelancer og – i forlængelse deraf – forsikringsløs kan han se frem til en månedlig udgift på 16.000 dollars resten af sit liv. Nej, der er ikke et nul for meget. 16.000 dollars. Det er 100.000 kroner om måneden. Så store tal er svære at rumme, både mentalt og helt konkret.

Uligheden mellem rig og fattig og sociale klasser imellem er nærmest et af USA’s vartegn, men det er i sundhedssystemet og adgangen til kvalificeret lægehjælp og behandling, at forskellene gang på gang bliver tydeligst for mig. Vi sidder på en solid social gren, og vi skal, knock on wood, ikke dagligt bekymre os om uoverskuelige konsekvenser, når uheldet er ude, eller hvis en mystisk hoste sætter ind. Men for rigtig, rigtig mange mennesker i det her land er den bekymring et livsvilkår.

øjenbryn usa sundhedssystem
Selv med forsikring kan svær sygdom eller en ulykke føre til “medical bankruptcy” for patienten i USA. Foto: Myriams-Fotos, Pixabay

Det er også et af de argumenter, jeg oftest hiver op af min danskerhat, når amerikanere igen – og fuldt forståeligt –himler over vores svimlende skattetryk og implicit deraf følgende skræmmende socialistiske tilstande. “Ja, vi betaler virkelig meget i skat”, svarer jeg. “Til gengæld koster det os ikke en krone at gå til lægen, få kemoterapi eller blive opereret. Og tænk engang, vi kan få lov at føde helt gratis!”

For en velstillet amerikaner er det argument værdiløst, for de har råd til behandlingerne alligevel. Men det giver som regel alligevel en snert af en forståelse for, hvordan et højt skattetryk ikke bare er noget, en kommunistisk diktator har trukket ned over hovedet på os for egen vindings skyld, og at vi rent faktisk får noget for pengene.

Hvor det i Danmark kan føles som noget af en kamp at få røntgenfotograferet en ankel eller ultralydsscannet et håndled, medmindre de pågældende lemmer decideret er ved at falde af*, er en af fordelene ved det amerikanske system, at vejen fra patientens tanke til klinikkens handling er ret kort. Det er bare at bestille det. Og hvis du ikke bestiller det selv, gør lægen det sikkert for dig. Jeg nævnte engang lidt seneskedehindebetændelse for min læge, og tre dage efter sad jeg på en ultralydsklinik – bare for en sikkerheds skyld.

Det er de samme oplysninger, der efterspørges hver gang, det tager en evighed, og der er intet centraliseret, digitaliseret system, der kan sammenkøre informationerne og holde dem til næste gang

Grundlæggende og i store træk foretrækker jeg den danske model. Mest fordi min retfærdighedssans simpelthen ikke kan forlige sig med, at nogen har mere ret til lægehjælp end andre, og jeg kan ikke udholde tanken om, at nogen må gå fra hus og hjem, fordi de får konstateret cancer og tilfældigvis på det tidspunkt er freelancer. Og fordi jeg synes, at adgang til alle typer behandlinger og operationer bør være en menneskeret i et civiliseret samfund med en samvittighed.

Men det daglige indblik i det amerikanske sundhedssystem har, indrømmet, gjort mig lidt lun på tanken om at krydre det danske med lidt symbolsk brugerbetaling. Jeg tror, alle danske børnefamilier har prøvet at sidde i en ventesal klokken to om natten enten hos vagtlægen eller på en skadestue med udsigt til tre timer mere og fjorten andre familier, der skal til før én selv. Hvor mange af de familier – inklusiv en selv – ville have set tiden an til næste morgen, hvis turen på skadestuen havde kostet en plovmand? Eller mindre?

Til gengæld kunne jeg godt være papirarbejdet foruden. Forud for hvert eneste læge-, hospitals- eller indsæt-selv-besøg kommer et fuldstændig grotesk antal dokumenter, der skal udfyldes. Om mig, min sundhedshistorik, min livsstil, min forsikring, mine pårørende og fanden og hans pumpestok. Det er de samme oplysninger, der efterspørges hver gang, det tager en evighed, og der er intet centraliseret, digitaliseret system, der kan sammenkøre informationerne og holde dem til næste gang. Det er til at blive vanvittig af.

Min ankel har indtil videre kostet mig 1300 kroner og en potentielt slukket skidrøm for 2021. Men hey, så kan jeg da afmelde liftkortet og lejeskiene. Gynger og karusseller, ikke?

*Disclaimer: Jeg har ikke boet i Danmark siden 2015, og måske er det blevet nemmere at få mere behandling end et hurtigt blik fra egen læge siden da.


LÆS FLERE KLUMMER I POV AF JULIE BENDTSEN HER


Topillustration: Sundhedssystemet i USA fungerer for dem, der har råd og forsikring. Her er Julie Bendtsen med sin gå-støvle. Skribentens eget foto.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Julie Bendtsen, f. 1978
Cand.mag i engelsk og retorik. Et år i Costa Rica, et semester i Amsterdam samt jobs som forlagsredatør, kommunikationskonsulent, journalist og redaktionssekretær.
Siden 2015 bosat i Raleigh, North Carolina, med mand og to børn; bruger helst en del af tiden som SAHM (stay at home mom for de uindviede) på observation og integration, weekendture til Nashville, kunsten at mixe den perfekte margarita og glæden ved en frisktappet IPA indtaget fra tilskuerpladserne ved Carolina Hurricanes’ hjemmekampe (præcovid, naturligvis).

Seneste artikler om Liv & Mennesker