PORTRÆT//POV BUSINESS – I starten af 1980’erne dukkede en ny og totalt ukendt Godfather pludselig op i den engelske modeverden. Hans navn var Peter Bertelsen og han havde tjent sine mange millioner i olieindustrien. Gennem et par årtier fulgte POV’s Poul Arnedal på nært hold den farverige og ukonventionelle danske forretningsmand, der vendte op og ned på den engelske modeverden men som aldrig søgte mediernes spotlight og påstod, at han ikke havde forstand på mode. ”Det hele er cool business,” sagde han. Den 30. november ville hestehandlerens søn med gavtyvesmilet, der udfordrede det gamle establishment med sine provokerende bemærkninger, være fyldt 90 år.
Hans far var hestehandler på Esbjerg-egnen, og han tjente sine første lommepenge ved at stå tidligt op om morgenen og trække farens heste til markederne i Ribe og Varde.
Halvtreds år senere blev han udråbt som den ukendte Godfather i Londons modeverden, hvor han i starten af 1980’erne åbnede forretninger for nogle af verdens største og kendteste modeskabere, og var økonomisk bagmand for en række yngre talentfulde designere.
I hans pas opdagede de, at han også hed Peder, så til deres store lettelse kunne de kalde ham ’Peter’. Og derved blev det
Men han var ikke manden, der søgte publicity, og her i Danmark forblev han stort set ukendt for den store offentlighed.
Hans navn var Ole Peder Bertelsen, men i England var han kendt som Peter Bertelsen.
Sådan blev det, efter han som ganske ung lige efter Anden Verdenskrig og kort efter sin fars død kom på et udvekslingsophold i London. ”Hej jeg hedder Ole,” sagde han, da han mødte den familie, han skulle bo hos i Wimbledon.
”Har du ikke et ordentligt navn?” spurgte plejeforældrene, for hvem ’Ole’ lød lidt underligt i engelske ører. I hans pas opdagede de, at han også hed Peder, så til deres store lettelse kunne de kalde ham ’Peter’. Og derved blev det.
”The Sloane Stranger”
Den og en række andre historier fortalte han, da jeg i 1986 sammen med min fotografkollega, Søren Rud, mødte ham første gang i hans daværende forretningsdomicil i den eksklusive Grosvenor Gardens lige bag Buckingham Palace.
Anledningen var en kort énspaltet historie i The Guardian, som jeg havde set nogle måneder før. The Sloane Stanger kaldte man ham med en lettere omskrivning af det dengang populære London-begreb ’Sloane Ranger’, der betegnede de velbeslåede, modebevidste mænd, som luftede deres rigdom i det mondæne kvarter omkring Sloane Square kørende rundt i markedets dyreste off-roadere.
Allerede under min elevtid på slagteriet i Esbjerg lærte jeg to ting, som jeg har rettet mig efter lige siden: Hold dig fra klatgæld og kontorfisse!
Den korte notits – ledsaget af et portræt af en alvorligt udseende midaldrende herre med et ansigtsudtryk, der var som mejslet i sten – fortalte om den mystiske og ukendte danske oliemillionær, der på få år havde vendt op og ned på den engelske modeverden ved at åbne eksklusive forretninger for nogle af verdens største modeskabere i de mondæne gader Sloane Street og Bond Street.
Det var tydeligt, at denne ’modens Godfather’, som han også blev kaldt, ikke var en person, som søgte publicity.
Så da vi et par måneder senere havde fået aftalt et interview til et dansk magasin og kørte i den imponerende elevator med facetslebne ruder og smedejernsdøre op til hans kontor på femtesalen i Grosvenor Garden, var det med billedet af den beslutsomme forretningsmand med stenansigtet og de kølige, fjerne øjne på nethinden.
Det opløste sig dog lynhurtigt, da Peter Bertelsen med et forsorent grin og sindigt jysk lune erklærede: ”Jeg har overhovedet ikke forstand på mode. Det er cool business.”
“Da jeg som ganske unge kontorelev sad på Esbjerg Andels-Svineslagteri, tænkte jeg mere på at klæde damerne af og havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg skulle tjene penge på at klæde nogle af verdens rigeste kvinder på.”
Investeringsrådgiver for kuwaitisk oliesheik
Vejen ind i modeverdenen tog dog også nogle gevaldige omveje.
Efter elevtiden i Esbjerg kom han ind på Handelshøjskolen i København (i dag Copenhagen Business School) – på dispensation, fordi han kun havde en gammeldags realeksamen.
Med en HD i international handel tog han direkte til London, hvor han troppede op på Shells hovedkontor og tilbød sin arbejdskraft. Og oliefolket i London måtte have set nogle talenter hos knægten fra Esbjerg, for de næste femten år rejste han verden rundt for Shell.
På den måde gik det til, at hestehandlerens søn fra Esbjerg næsten ti år senere var blevet ejer af en ranch på en bjergside i Colorado i USA … ‘Hvad sælger du?’ spurgte Bertelsen. ‘Dametøj,’ lød svaret, hvilket fik danskeren til at slå en latter op og gå hovedrystende bort
I en periode var han leder af Shells afdeling i Brisbane i Australien, hvor han mødte sin kone Prune, som har fik tre sønner med, og endte som direktør i Shells hovedkvarter i Amsterdam.
Her sad han, da oliekrisen i 1973 indtrådte, og millionerne i oliebranchen begyndte at rulle ekstra hurtigt. Derfor skulle der ikke megen overtalelse til, da en oliesheik fra Kuwait tilbød ham et job som investeringsrådgiver – med andel i fortjenesten.
Solgte en bjergskråning til Ralph Lauren
På den måde gik det til, at hestehandlerens søn fra Esbjerg næsten ti år senere var blevet ejer af en ranch på en bjergside i Colorado i USA, som på en eller anden sælsom måde var indgået i en handel.
Problemet var blot, at ejeren af jordstykket på den anden side af dalen ikke var interesseret i, at danskeren kunne kigge over til ham og tilbød at købe Peter Bertelsens ejendom til et fordelagtigt beløb. Men det var danskeren ikke interesseret i.
Efter talrige henvendelser indvilligede han dog endelig i at mødes med ejeren af den modsatte bjergskråning, som nu tilbød Peter Bertelsen, at han som en modydelse oven i handelen kunne overtage alle hans forretningsinteresser i London.
På den måde fik oliehandleren et fornemt visitkort til den eksklusive engelske modeverden, hvor han pludselig dukkede op som trold af en æske
”Hvad sælger du?” spurgte Bertelsen.
”Dametøj,” lød svaret, hvilket fik danskeren til at slå en latter op og gå hovedrystende bort.
”Er du klar over, hvem du lige at sagt nej til?” spurgte hans advokat, som havde været med til mødet og straks lugtede penge.
”Nej,” svarede Peter Bertelsen.
”Det er USA’s største modeskaber.”
Modeskaberens navn var Ralph Lauren, som bl.a. er kendt for mærkevaren Polo, og det lykkedes advokaten at overbevise sin klient om, at det kunne blive en lukrativ handel. På den måde fik oliehandleren et fornemt visitkort til den eksklusive engelske modeverden, hvor han pludselig dukkede op som trold af en æske.
Resten er nærmest en moderne version af ’Kejserens nye klæder’.
Med kontakten til Ralph Lauren blev Peter Bertelsen hurtigt opfattet som et hot shot i modeverden og blev i løbet af kort tid kontaktet af en række italienske modeskabere.
I virkeligheden er Aguecheek et forfærdelig grimt navn, men det har den fordel, at har man hørt det én gang, kan man huske det
Grundstammen i det nye modeimperium var firmaet Aguecheek, der med en vis jysk ironi varopkaldt efter en komisk biperson i Shakespeares skuespil ”Helligtrekongersaften”, hvor den fallerede Sir Andrew Aguecheek ikke mindst er kendt for sætningen ”Oh, had I but followed the arts”.
”I virkeligheden er Aguecheek et forfærdelig grimt navn, men det har den fordel, at har man hørt det én gang, kan man huske det,” bemærkede Peter Bertelsen. Direkte oversat til dansk betyder det ”koldsveds-kind”, og var der noget, som kunne give de etablerede navne i den engelske modeverden koldsved, så var det Aguecheek.
Butikker i Sloane Street og Bond Street
”Da Valentino som den første henvendte sig til mig, vidste jeg absolut intet om, hvordan man driver forretning inden for modebranchen, men takket være gode rådgivere, besluttede jeg, at vi skulle åbne en flagskibsbutik for Valentino i Sloane Street.
Det havde man ikke set så meget til før, hvor designerne fortrinsvis solgte deres varer i de store eksklusive varehuse,” fortalte Peter Bertelsen.
Dermed var idéen om designernes egen modeforretning introduceret, og herefter stod de udenlandske designere i kø hos Peter Bertelsen, der i hurtig rækkefølge åbnede den ene butik efter den anden.
Havde man forventet, at det var Financial Times, som lå i avisholderen på ryggen af forsædet, blev man skuffet. Det var Tintin-tegneserien ’Det sorte guld’
”Oprindelig havde jeg forestillet mig, at vi skulle købe en hel gade, men det viste sig hurtigt, at de store modeskabere ikke ville ligge dør om dør, så i stedet fandt jeg forretninger i Bond Street og Sloane Street,” lød det fra danskeren, som tilbød os at køre en tur rundt i London, så vi kunne se butikkerne.
På køretur i hvid Rolls Royce med cremefarvet læderindtræk
”Jeg skaffer lige en bil,” sagde han henkastet og gennemførte en kort telefonsamtale, hvorefter han ledte os gennem de forskellige etager for at møde personalet.
Her blev det hurtigt klart, at den uformelle omgangsform også gjaldt de ansatte, som alle var på fornavn og kindkys med ”Peter”.
Nedstigning gennem etagerne foregik ad den snævre bagtrappe, som efter husets oprindelige formål var forbeholdt tjenestefolkene, hvis gamle domæne ”downstairs” var blevet udskiftet med en garage. Her var en hvid Rolls Royce kørt frem af en uniformsklædt chauffør.
Når nogen kan bruge 100.000 kr. på kjoler, så kan de vel også bruge nogle tusinder på smykker
Fra vores behagelige bagsæder rullede vi forbi de fleste af de 16 forretninger, han havde på det tidspunkt, og som talte navne som Armani, Ungaro, Erre Uno, Soprani, Walter Steiger, Krizia, Versace, og hvad de nu hed alle sammen.
Og havde man forventet, at det var Financial Times, som lå i avisholderen på ryggen af forsædet, blev man skuffet.
Det var Tintin-tegneserien Det sorte guld – på engelsk. Så var stilen ligesom slået an.
Og da vi kom forbi smykkeforretningen Tiffany’s i Old Bond Street, bemærkede Peter Bertelsen, at den ejede han også, ”for når nogen kan bruge 100.000 kr. på kjoler, så kan de vel også bruge nogle tusinder på smykker.”
Et gammelt bilværksted og en tidligere tankstation
Samtidig var han også ved at åbne en butik for Londons dengang hotteste engelske designer, Katharine Hamnett, i et tidligere bilværksted, som han havde købt for en slik.
Ude på New Kings Road havde han installeret den unge håbefulde designer, John Galliano, som senere blev leder af modehuset Dior i Paris, i lokalerne oven på en nedlagt tankstation. Og ved Bromton Cross på Fulham Road, som viste sig at blive et af de nye hot-spots for modeforretninger havde han åbnet en forretning for et andet ungt engelsk designerhåb, Alistair Blair.
”Hvis jeg var rigtig klog, så solgte jeg det hele nu, for det er slet ikke min branche. Men så længe der stadigvæk er nye penge at tjene, så er det jo svært at give slip,” konstaterede Peter Bertelsen dengang i 1987, hvor han havde været en hovedårsag til, at priserne på forretninger på de mondæne modestrøg var blevet mere en fordoblet på få år.
Og når han tog telefonen, var det første han sagde: ”Sgu og for Satan drenge – vi skal ud og have noget brændevin!”
Turen i den hvide Rolls Royce blev langt fra den sidste gang, vi mødtes med Peter Bertelsen. Når fotografen og jeg med jævne mellemrum var på vores reportageturer til London, ringede vi ofte til ham. Og når han tog telefonen, var det første han sagde: ”Sgu og for satan drenge – vi skal ud og have noget brændevin!”
Udover at være et spændende bekendtskab var han også en kilde og indgangsport til mange nye journalistiske historier, hvor han udover selv at lægge ryg til flere af dem også generøst sørgede for, at vi fik interviews med hans designere, ligesom han introducerede os til den halvårlige London Fashion Week, som vi dækkede for danske aviser og magasiner i de næste mere end 10 år.
Solgte til forretningskvinde fra Singapore
Hele Peter Bertelsens modeeventyr med Arguecheek tog sin begyndelse, mens Margaret Thatcher var premierminister, og den engelske økonomi tog et gevaldigt opsving.
Men to et halvt år efter, vi havde mødt ham første gang, oplevede Storbritannien en kraftig økonomisk recession, hvor også modebranchen havde det elendigt. Til gengæld klarede Peter Bertelsen sig ganske godt.
Hvis du vil gøre en god forretning, så skal du investere i nogle ejendomme på havnefronter i Dublin. Dem kan du købe for en slik
Lige inden økonomien styrtdykkede, solgte han det meste af sit modeimperium til mode- og forretningskvinden Christina Ong fra Singapore, og som siden blev døbt Queen of Bond Street.
Ejendommen i Grosvenor Garden gik for et tilbud, som han ”ikke kunne sige nej til”.
Katharine Hamnett-forretningen i det gamle bilværksted var blevet solgt for den nette sum af 8 mio. kr., hvorefter den stod tom i over seks år. Og Rolls Roycen var kørt i garagen hjemme på privatadressen, som i mange år havde været den herregård i Surrey på 200 tønder land med græsningsarealer til kødkvæg, hvor han tilbragte sine weekender sammen med konen, Prune.
Galleri og ’real estate’
Så da vi opsøgte ham i det nye forretningsdomicil, som lå i en mere beskeden ejendom på Fulham Road, erklærede han frejdigt : ”There is no cow on the ice!”
Det var en for ham typisk måde at bruge danske vendinger i direkte engelsk oversættelse og havde været med til at skabe både forbløffelse, forvirring og opmærksomhed i det noget traditionelle engelske modemiljø, som han nu havde forladt bortset fra guldfuglen Valentiono, hvis forretning stadig præsterede en årlig omsætning på over 20 mio. kr.
På Fulham Road drev han nu i de to nederste etager galleriet ’Articus’, som viste – og solgte – dansk guldalderkunst, værker af skagensmalerne og præsenterede skiftende udstillinger med kunstrene fra den danske avantgarde-bevægelse De unge vilde.
Fra den øverste etage styrede han sine forretninger, som bestod i handel med real estates i både Storbritannien, Irland og Sydeuropa.
Alt for mange herovre har ikke gjort en pind for deres rigdom og tager den som en selvfølge
”Hvis du vil gøre en god forretning, så skal du investere i nogle ejendomme på havnefronter i Dublin. Dem kan du købe for en slik, og her vil priserne fare opad de næste år,” anbefalede han mig, alt imens han sad og skrev på sin computer, hvor han stadig handlede med olie og dagen før havde købt en olieladning fra Mellemøsten på vej til Amsterdam.
Og nu, mens vi sad og talte med ham, solgte han den med et klik på computeren videre – med fortjeneste.
Desværre vidste jeg også, at min bankrådgiver i Danske Banks afdeling på Kastrupvej i København aldrig ville gå med til at låne mig penge til at investere i en ejendom i Dublin.
Men fem år senere var udviklingen af havnefronten i Dublin i fuld udvikling og ejendomspriserne i den irske hovedstad på himmelflugt.
I’ll do anything for sex!
Mens han viste os rundt i sit galleri, som blev bestyret af en tidligere dansk model, der senere har fået en stor international karriere inden for forretningsudvikling af mode- og parfumeindustrien, dukker et meget britisk grevepar op for at tage de udstillede værker nærmere i øjesyn. Og selvfølgelig introducerer galleribestyreren dem for ejeren af foretagendet.
På vej op ad trappen bemærker grevinden derfor koket, at så kunne de måske også få lidt rabat, hvis de køber et maleri. Hertil råber Peter Bertelsen med et selvironisk glimt i øjet:
”Of course , I’ll do anything for sex,” hvorefter både hendes og grevens i forvejen temmelige stive overlæber nærmest blev fastfrosset i noget, der lignede resultatet af en eddikesmagning og etablerede en meget hurtig exit, mens både Jens Juels og Michael Anchers værker fik lov at blive hængende på væggen.
For mit eget vedkommende skyldes rigdommen ud over hårdt arbejde for 95 procents vedkommende held, fordi jeg tilfældigvis har været det rigtige sted på det helt rigtige tidspunkt, og det skal man ikke glemme
Med et skuldertræk og sit sædvanlige rævesmil kommenterede galleriejeren:
”Alt for mange herovre har ikke gjort en pind for deres rigdom og tager den som en selvfølge.”
“De har ingen anelse om, at man skal arbejde for at tjene penge og har glemt, at det er deres forældre og forfædre – og først og fremmest dronning Victoria og det britiske imperium – de kan takke for deres velstand.”
“For mit eget vedkommende skyldes rigdommen ud over hårdt arbejde for 95 procents vedkommende held, fordi jeg tilfældigvis har været det rigtige sted på det helt rigtige tidspunkt, og det skal man ikke glemme.”
Købte Boltens Gård og Café Sommersko
Netop på grund af sine dårlige oplevelser med engelske rigmandsarvinger erklærede han allerede ved vort første møde, at hans tre sønner, Sten, Michael og Per, der alle var danske statsborgere og på det tidspunkt var henholdsvis 23, 22 og 21 år, ikke skulle være med i hans forretninger:
”Jeg har givet dem gode uddannelser. Derfra må de lære at klare sig selv.”
Her tre år senere havde sønnen Michael dog allerede klaret sig selv så godt i ejendomsbranchen, at han var blevet medejer af Peter Bertelsens ejendomsvirksomhed, Flagstone.
Og han var også med i firmaet, da den danske mangemillionær i 1998 udvidede sin ejendomsportefølje med en række ejendomme i Københavns Indre By. De omfattede bl.a. huset i Kronprinsensgade, hvor Cafe Sommersko lå og den sammenhængende matrikel i Købmagergade, hvor en kendt Ostebutik ejet af familien Olsen holdt til.
Hjørnet på den anden side af Købmagergade blev også en del af Flagstones portefølge, og den mest spektakulære investering kom, da Peter Bertelsen købte den nærmest fallerede Boltens Gård mellem Gothersgade og Store Kongensgade.
”Jeg har kun givet 87 mio. kr. for den, så det skal nok komme til at løbe rundt,” erklærede han på det tidspunkt.
Ham Tony Blair er sgu okay –også for forretningslivet. De konservative er kørt fuldstændig fast og er blevet en katastrofe for Storbritannien
At han havde fornemmelse for, hvilken vej vinden blæste, havde han allerede vist året før, hvor han chokerede både den engelske forretningsverden og ikke mindst sine egne sønner, da han åbenlyst erklærede, at han støttede Tony Blair og Labour ved det kommende parlamentsvalg.
”Ham Tony Blair er sgu okay –også for forretningslivet. De konservative er kørt fuldstændig fast og er blevet en katastrofe for Storbritannien,” udtalte han til os i forbindelse med et interview, vi lavede med ham til en dansk tv-station. Og som bekendt vandt Tony Blair valget og blev siddende som premierminister de næste 10 år.
”All men are boys!”
Og i København, hvor ejendomspriserne i hovedstaden steg betragteligt i samme periode, var Peter Bertelsen og Flagstone efter nogle år igen ude af byen – og med fortjeneste. Hjemme i London kastede han sig over nye forretninger. Bl.a. en virksomhed, der solgte pikant undertøj og sexlegetøj.
For som han år tidligere havde sagt i en livlig konversation under en middag på en kinesisk restaurant i Londons Knightbridge-kvarter – og til stor forargelse til et par af de kvindelige deltagere, som mente, at deres mænd var seriøse og voksne forretningsmænd: ”All men are boys!”
Han døde i august 2018 som 87-årig på sin herregård i Sussex. Havde han stadig været iblandt os, ville han den 30. november være blevet 90 år
I dag er hestehandlerens søn fra Esbjerg her ikke længere. Han døde i august 2018 som 87-årig på sin herregård i Sussex. Havde han stadig været iblandt os, ville han den 30. november være blevet 90 år.
Havde han holdt en fødselsdagsfest, ville det med garanti ikke være blevet nogen kedelig oplevelse.
Og man kan spørge sig selv om, hvordan sådan en charmerende og livfuld forretningsmand fra 1930 ville have klaret sig i dagens MeToo-miljø.
Måske slet ikke så dårligt endda. For som han sagde ved et af vores første møder: ”Allerede under min elevtid på slagteriet i Esbjerg lærte jeg to ting, som jeg har rettet mig efter lige siden: Hold dig fra klatgæld og kontorfisse!”
DU KAN LÆSE FLERE AF POUL ARNEDALS PORTRÆTINTERVIEWS HER
Topfoto: Peter Bertelsen affotograferet fra forsiden af Signature. Originalfoto: Søren Rud.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
