Hungerhjerte – en autofiktiv roman om angst, kærlighed, sex og terapi

i Liv & Mennesker af

BOGUDDRAG – I 2015 blev forfatteren Karen Fastrup indlagt på en psykiatrisk afdeling og fik efter længere tid stillet diagnosen borderline. I romanen Hungerhjerte beskriver hun det intense forløb med psykose, indlæggelse på den lukkede afdeling og sulten efter at blive elsket, efter at høre til, der har boet i hende, siden hun var barn. 

“Jeg havde et voldsomt stof, som var mig selv og det, jeg så og hørte. Men som romanforfatter gav det kun mening for mig at formidle det stof skønlitterært, at give det romanens form og sprog. Derfor havde jeg ikke anden mulighed end at vælge den autofiktive romanform, fordi netop den form spænder over det personlige og det fiktive.

Hungerhjerte er en roman, som forsøger at tegne et billede af en kompliceret barndom i et (højskole)miljø og en tid, der er uafklaret og i strid med sig selv. En roman, der afsøger, hvordan en sådan barndom sætter spor af angst, usikkerhed, identitetsløshed, længsel, viljeskraft, sensibilitet og hunger i det voksne menneske.

I dag har jeg ikke længere diagnosen borderline og jeg har lært at leve med, at hun indimellem lever lidt mere intenst, føler lidt stærkere og mere lidenskabeligt end mange andre. Som hovedpersonen i Hungerhjerte siger: “Jeg har set en forelæsning om borderline på YouTube, siger jeg. Psykologen sagde, at der er mere knald på os. At mens andre er German, så er vi Spanish. Jeg smiler til hende. Det er da ikke helt kedeligt at være Spanish, vel? siger jeg. Sådan, sorthåret og lidenskabelig.”

Hungerhjerte, bogens forside.

Sankt Hans Gades Passage,
Nørrebro, November 2015

MIN VENINDE LONE har skaffet mig en måned i en lejlighed ved Sankt Hans Torv. Jeg kan se på Anne og Mikkel, at det er begyndt at gå dem på at have mig boende i stuen. De siger ikkenoget, men jeg kan se det. Det går også mig på.

Det er en toværelses i et stræde bag brandstationen. Den unge pige, der har lejligheden, har stillet en enorm skål med slik frem til mig. Og en buket blomster på bordet. Jeg får tårer i øjnene. Hun giver mig nøglerne og går.

Det første, jeg gør, er at gå ud i køkkenet og tænde for radioen. Den står på P8 Jazz. Jeg farer sammen. Slukker den. Træder et skridt tilbage. Jeg hørte P8 Jazz sammen med Jan. Jeg skal have den over på P1. Jeg kludrer rundt i det. Det er aldeles nødvendigt, at jeg får den over på P1. Den første dag lykkes det ikke. Men dagen efter lykkes det mig endelig at få trykket på nogle knapper, så P1 kommer frem.

Når jeg har været væk fra lejligheden og kommer tilbage, går jeg ud i køkkenet og tænder for P1, inden jeg har fået frakken af. Jeg kan ikke høre nogen former for musik, slet ikke jazz.

Jeg mangler penge.

Her er ingen kugle dyne, men jeg sætter mig i sofaen med en almindelig dyne viklet stramt om mig og går i gang med at oversætte. En norsk roman, gudskelov er den norsk, det er trods alt nemmere at oversætte norsk end svensk og engelsk, når jeg kun kan skabe fokus i et enkelt lille syletyndt område af min hjerne.

P1 kører. P1 fjerner angst. Jeg har benzodiazepiner, de er med mig overalt. Men jeg prøver at undgå dem, jeg er bange for dem. Benzodiazepiner kan gøre os til narkomaner. Nogle gange kan jeg ikke. Så synker jeg en lillebitte pille, som får mine arme til at prikke og min nakke til at læne sig tilbage mod sofaens ryglæn. Tømmer min hjerne. Gør den ligeglad.

Når jeg kan, tager jeg Mac’en med og sætter mig ved et af de høje borde i vinduet på kaffeplantagen på Sankt Hans Torv. Jeg har snart deadline på min tekst om Lissabon. Jeg har længe ikke kunnet skrive, men lige nu går det egentlig godt. Jeg forestiller mig, at teksten handler om Jan og mig, at jeg har skabt mig midt på Jardimdo Príncipe Real, og at han er drejet om på hælen, er skredet. At jeg ikke længere er i hans blik. At jeg farer rundt i byen og leder efter ham, blandt andet på Pessoas museum, hvor jeg river identiteter til mig. De hænger på bøjler derinde. Ifører mig dem, som om jeg ikke har nok at se til, det går fint i starten, men efterhånden begynder de at snære under armene, der er for mange, og andres identiteter passer ikke nødvendigvis omkring ærmegab og hals udskæring.

Til sidst slår det mig, hvor jeg skal finde ham: på Hot Clube de Portugal. Den gamle jazz klub på Praçada Alegria. Jeg går ned ad den mørke trappe til Hot Clube, som ligger under jorden. Han sidder dernede, lænet op ad væggen med lukkede øjne. Der sidder ikke en kvinde ved siden af ham. Der står en øl på bordet foran ham.

Hans ene hånd ligger afslappet på bordet ved siden af den. Der er ikke en bevægelse i hans krop. Jeg kender ingen, der som han kan sidde ubevægelig, tænkende. Eller tom. Måske kan han standse tiden og sammen med den synke ned i ikke-væren? Jeg kan ikke, jeg er en spændt hinde om min tomhed, helt ude i hudskallen. Naturligvis har jeg gjort mig fin, i ærindets anledning. Jeg har en knælang kjole på og sorte, højhælede sandaler. Min mund er malet. Jeg sætter mig over for ham, på den anden side af det åbne gulv, ved bordene der. Lægger benene over kors. Jeg forsøger at sidde lige så roligt som ham.

Der er en trio på scenen. Trommeslageren ligger ind over sine trommer med øret mod sine whiskers, som arbejder på det udspilede skind. Jeg ser på Jan. Læggerhånden på bordet ligesom ham. Så åbner han sine øjne. Hans nakke hviler stadig ind mod væggen. Han ser på mig. Jeg er fremmed.

Karen Fastrup – foto: Morten Holtum

Props Coffee Shop, Blågårdsgade
Nørrebro, November 2015

JAN VIL GLEMME mig. Ikke tale med mig. Komme videre, som man siger. Komme videre er at glemme alt om, at der engang var et menneske i ens liv, tror jeg. Jeg har kun ét våben mod glemslen: Mit tøj og mine møbler er stadig hos ham. Jeg har bedt om en kjole, et par jeans, trusser, nogle trøjer.

Overraskende nok har han indvilliget i at overlevere tøjet til mig på Props og ikke udenfor, på Nørreport. Jeg sørger for at komme før ham, så jeg kan nå at se mig i spejlet på toilettet, inden han kommer. Mine hænder ryster, da jeg kører lipglossen henover læberne. Jeg rammer ved siden af. Tørrer det af. Tager fat i håndvasken, bøjer mig forover og lukker øjnene.

Karen, Karen, Karen, du findes, hvisker jeg.

Jeg sætter mig ved et bord bagerst i rummet, hvor jeg fornemmer, der er mest fred til at tale. Venter. Tjekkermobilen. Holder øje med døren. Så dukker han op. Helt i sort. Ser sig omkring. Ser mig. Går hen imod mig. Jeg rejser mig op og går ham i møde. Han kniber øjnene sammen. Ser på mig, ser ned ad mig. Trækker vejret dybt en enkelt gang, ser jeg på hans brystkasse, den skubbes ud og falder sammen.

Han kysser mig hurtigt og fraværende på kinden. De har en god, frisk lavet ingefær te, siger jeg.

Okay? siger han.

Har du lyst til sådan en? siger jeg.

Ja, det lyder fint, siger han.

Jeg køber to. Vi sætter os. Jeg sidder på bænken med korslagte ben. Han sidder over for mig. Vi siger næsten ingenting. Drikker af teen. Ser lidt på hinanden. Ser væk.

Det går fremad, siger jeg.

Han ser på mig.

Jeg får meget ud af terapien hos Eskild, fortsætter jeg.

Jeg ser reaktionsmønstre, jeg ikke før har været bevidst om. Han nikker.

Jeg har været en stor belastning for dig henover sommeren, siger jeg. Det ved jeg godt.

Han ser væk.

Jeg har været totalt … Jeg leder efter ordet. Wiiiiiiing siger jeg, da jeg endelig finder det.

Jeg laver en dirrende bevægelse med hånden ud for mit højre øre. Han ser på mig, måske smiler han lidt. Jeg er ikke sikker.

Det var svært for mig at flytte ind i jeres hjem, jeg følte Ikke rigtigt, der var plads til mig. Jeg tror, jeg havde en følelse af, at du kun listede døren på klem for mig.

Han ser vredt på mig.

Men jeg håndterede det meget dårligt! skynder jeg mig at sige. Jeg blev jaloux på Emma, fordi jeg følte, du havde lukket hende mere ind.

Han holder om sit glas ingefær te med begge hænder. Det står på bordet.

Ja, det gjorde du, siger han.

Det var barnagtigt af mig, siger jeg.

En tid siger vi ikke noget.

Så siger han:

Det var et fint brev, du sendte til Oliver.

Jeg bliver varm af glæde.

Du har læst det? siger jeg.

Ja, siger han. Det var rigtig fint.

Tak, siger jeg.

I brevet til Oliver skrev jeg ,at jeg opførte mig modbydeligt den aften og sagde frygtelige ting til ham, som jeg fortryder og undskylder. Jeg skrev også, at jeg godt kunne forstå, han havderåbt, jeg var fucking sindssyg. At jeg vitterligt havde opført mig fucking sindssygt. Jeg prøvede at forklare, at når man opfører sig sådan, så er det ikke et valg, man træffer om at ville opføre sig sådan. Så er det, fordi der er noget helt galt med ens hjerne i det øjeblik. Og at jeg sluger al den terapi, jeg kan få, så jeg aldrig nogensinde kommer til at opføre mig sådan igen.

Til sidst skrev jeg, at jeg havde været så glad for de gange, han var kommet ned til mig med min concealer i hånden og havde bedt mig dække en bums for sig. At jeg havde været glad for den tillid, han viste mig.

Jeg siger til Jan:

Min psykiater siger, jeg er i det milde borderlinespektrum.

Han ser på mig.

Jeg bliver rask igen! siger jeg.

Ja? siger han.

Når jeg er blevet rask, fortsætter jeg, skal vi så ikke prøve igen?

Han begynder at samle sine ting sammen.

Nej, siger han.

Det er, som om jeg fosser ud af min endetarmsåbning.

Hvorfor? siger jeg.

Han rejser sig op.

Fordi så er der nok gået et år, og så er jeg kommet videre.

Angsterne begynder at snappe i mig som de rotter, de er. Jeg rejser mig op.

Jeg er så vred på dig! siger han.

Det kan jeg godt forstå, siger jeg.

Jeg står foran ham. Han tager hurtigt om mine skuldre. Så går han. Jeg tager min frakke på og går tilbage til lejligheden i Sankt Hans Gades Passage. Jeg tænder for P1 og begynder at pakke den pose med tøj ud, han havde med til mig.

Nederst i posen er der en lille pose. I den ligger alle mine trusser. Han har foldet dem sirligt. Som de gør i lingeriafdelingen i Magasin. Hvide, sorte, røde, hudfarvede blonder. Omhyggeligt foldede, lagt oven på hinanden og forsigtigt skubbet ned i den lille pose.

Jeg tror, jeg får ham tilbage, tænker jeg.

Karen Fastrup, Hungerhjerte, Gyldendal, 278 sider, 249,95 kr. kan købes her.

Topbillede: Karen Fastrup, Gyldendal pressefoto, Foto: Morten Holtum.

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Karen Fastrup (f. 1967) debuterede som forfatter i 2000 med BRØNDEN. Har i alt udgivet fem romaner. Ved siden af sit eget forfatterskab, der også inkluderer noveller og essays i forskellige sammenhæng, oversætter hun forfattere som Harper Lee, Linn Ullmann og Karl Ove Knausgaard til dansk.
I 2018 er Karen Fastrup aktuel med HUNGERHJERTE, en autofiktiv roman om angst, kærlighed, sex og terapi.

Seneste artikler om Liv & Mennesker