Store Svelmø: Den hemmelige ø i Det Sydfynske Øhav er et af de steder, man ikke vil hjem fra

i Liv & Mennesker/Danmark af
FODTUR PÅ HAVET // REPORTAGE – Set i fugleperspektiv ligner Store Svelmø en gigantisk rokke, der hjælpeløst er drevet i land på det lave vand syd for Faaborg. Men Svelmø har sit eget stille liv, og iført shorts eller waders – afhængigt af årstiden – kan man spadsere ud til den lille ubeboede ø, som fynboerne selv omtaler som en velbevaret hemmelighed. De kommende tre fredage byder den legendariske fotograf- og journalistduo Carsten Ingemann og Stig Olesen op til ‘fodtur på havet’ for at udforske danske øer, man kan gå til.

På mange måder minder de første forsigtige skridt af en fodtur på havet ud mod en lille øde ø om den famlende begyndelse på et nyt kærlighedsforhold.

Kan fjernbetagelsen holde til et nærmere måske livslangt bekendtskab? Vil vores inklination skånselsløst blive afvist af den attråede? Er der undervejs over det store, blå dansegulv skjulte farer i form af hestehuller, brandmænd, ulke og lumske understrømme?

Ifølge tidevandstabellen skulle højvande først indtræffe sidst på eftermiddagen, så vi har masser af tid til dette erobringsforsøg

Som to teenagere med svedige håndflader står vi ved bredden, fotografen og jeg, og kigger over mod Store Svelmø, der med smukt svungne kurver bugter sig ud i Det Sydfynske Øhav.

Den hemmelige ø, skriver turistkontoret inde i Faaborg om Store Svelmø.

Hvilke hemmeligheder, hun gemmer på, kan vi kun gisne om.

Men hvad angår kærlighed og ubeboede øer i smult vande, vil vi ikke gå uerfarne i graven. Så denne solbeskinnede formiddag skyder vi hjertet op i halsen og går iført uklædelige waders langsomt ud i havet med blikket stift rettet mod øen.

Man kan gå de 500 meter ad ebbevejen fra Fyn til Lille Svelmø, der via en landtange er forbundet med Store Svelmø.

En meditativ gangart

Ifølge tidevandstabellen skulle højvande først indtræffe sidst på eftermiddagen, så vi har masser af tid til dette erobringsforsøg og vader trygt i retning af den hvide plasticafmærkning, der angiver ebbevejens 500 meter buede forløb ud mod Lille Svelmø, hvorfra der via en landtange skulle være nogenlunde tørskoet adgang til Store Svelmø.

At vade gennem vand til midt på lårene er en meditativ gangart. Modstanden er betragtelig, så tempoet bliver derefter. Selvfølgelig ville vi gerne have gået vandet ligesom ham dér fra Genezaret Sø – i vores ungdom troede vi af og til, at vi kunne – men i dag er vi glade for at mærke havbund under fødderne, og mens et par fladfisk dovent flygter ind i ålegræsset lægger vi Fyn bag os, og finder ind i det rette slowmotion-trav.

Selv ternerne udviser ophøjet nonchalance over for vores uanmeldte ankomst, som man vel også kan forvente af fugle, der med jævne mellemrum rejser Jorden rundt.

Bortset fra vandets stilfærdige klukken omkring vores knæskaller er stilheden nærmest katedralagtig.

At vade gennem vand til midt på lårene er en meditativ gangart.

Hverdagens store mysterier

En fodtur på havet er som at iføre sig et par støjreducerende hovedtelefoner, og accentuerer samtidigt mange af hverdagens store mysterier.

Ét af dem er, hvorfor danske forældre, der angiveligt elsker deres børns glade hvin og skrig under leg altid anbringer hjemmets trampolin længst væk fra terrassen og i skellet ind til naboen?

Vi diskuterer det, fotografen og jeg, men når ikke et tilfredsstillende resultat.

Selv ternerne udviser ophøjet nonchalance over for vores uanmeldte ankomst, som man vel også kan forvente af fugle, der med jævne mellemrum rejser Jorden rundt.

Men denne fredfyldte vandgang i Det Sydfynske Øhav fylder samtidig de vandrende med undren over, hvilken glæde midaldrende mænd med panikpisk i nakken kan have af at klamre sig til en hvinende 1500 cc højkomprimeret japansk motorcykler, som deres tynde arme kun med besvær kan få op på støttefoden?

Heller ikke på dette spørgsmål finder vi svaret.

Således fyldt med behagelig selvretfærdighed og uhildet glæde over altid at gøre det helt rigtige, vader vi efter 20 minutter i land på Lille Svelmø og møder straks et overraskende syn.

Det første skriftlige vidnesbyrd

I ly bag et forblæst hvidtjørnehegn holder en gammel rød traktor, som er forspændt resterne af en rusten Audi, der yderligere har en trailer på krogen. Vi antager, at det utraditionelle, bulede og alderstegne vogntog bruges til at bringe feriegæster og proviant til de sommerhuse, som de to ejere af Store Svelmø udlejer.

Og det dér med dobbelt ejerskab har en lang historie på disse kanter.

Det første skriftlige vidnesbyrd om øen daterer sig til 1585, hvor den omtales som Swelung og hjemsted for to gårde. Men i 1700-tallet blev landbrugene sammenlagt til én stor firelænget dobbeltgård og jorden delt. Og det på en meget konsekvent måde; et solidt halvanden meter højt kampestensdige gik simpelthen gennem gårdspladsen og fortsatte ud over markerne.

I ly bag et forblæst hvidtjørnehegn holder en gammel rød traktor, som er forspændt resterne af en rusten Audi, der yderligere har en trailer på krogen.

Måske som et udslag af datidens gryende psykologiske fornemmelse indrettede man det således, at familien i den østre gård ejede den vestlige del af øen og omvendt. Man var altså nødt til at hilse på hinanden hver dag på vej til og fra markarbejde.

Befolkningstallet på Store Svelmø toppede i 1921, da der blev registreret 15 beboere. Det var et stille liv, der udfoldede sig på de to sammenbyggede gårde

Sådanne dobbeltgårde var ikke ualmindelige på de små fynske øer, og umiddelbart kan det lyde som ren Morten Korch og lad-os-komme-hinanden-ved. Men som en besøgende på Store Svelmø engang bemærkede, så var stendiget ikke højere, ”end at man bekvemt kunne kaste et par Stinkpotter i Hovedet paa hinanden over det.”

Befolkningstallet på Store Svelmø toppede i 1921, da der blev registreret 15 beboere. Det var et stille liv, der udfoldede sig på de to sammenbyggede gårde; man skummede selv mælken fra de syv-otte køer og sejlede hver morgen fløden – og eventuelt skolesøgende børn – over til Fyn og ernærede sig ellers med agerdyrkning, fårehold og ålefiskeri.

Men tilværelsen ændrede sig brat, da der en novemberaften i 1976 udbrød ild i den gamle stråtækte dobbeltgård, og selv om det var så lavvandet, at brandbilen fra Faaborg kunne køre til øen, så brændte de smukke bindingsværksbygninger ned til grunden, og nu står kun de solide kampestensdiger tilbage som et minde om en meget tidlig form for bofællesskab.

Coronaepidemiens ofre

Mågerne betragter i dag øjensynligt stendigerne som et fuglefjeld specielt opført til dem, og kolonien lader vredladent høre fra sig, da vi befriede for waders og i rask trav følger hjulsporene på Lille Svelmø over Græsholm mod Store Svelmø.

Der er masser af fjer i luften, for hættemåger, sølvmåger og stormmåger var blandt de første ofre, da coronaepidemien i begyndelsen af marts lukkede pølsevogne og grillbarer i Faaborg og Svendborg, hvorefter de forslugne fugle måtte vinke farvel til deres højt værdsatte basiskost af hotdogbrød, pizzarester, popcorn, shawarmaruller, pitabrød og isvafler, som folk jo traditionelt smider fra sig på gader og torve.

Vi gætter på, at også mågerne ser frem til, at det igen bliver muligt at købe en hotdog med det hele på Sydfyn

Tvunget af omstændighederne måtte mågerne her som i andre dele af landet fortrække til mere landlige omgivelser og der genopfinde gamle måge-færdigheder som at sluge en velvoksen søstjerne, lette med en sprællende fladfisk i næbet, trampe regnorme op af jorden og fra passende højde droppe en blåmusling for at knuse skallen. Men mågerne var ikke de eneste forandringsparate.

Nede foran vores fødder strækker rokken sin føletråd ud mod naboøerne; Svelmø Trille, hedder stedet. På fynsk er et rev en trille. De kan noget med sproget på de her kanter

Kvinder i byerne begyndte på samme tidspunkt at bage, strikke, hækle og gøre rent i et hidtil uset omfang, mens mænd pludselig så sig selv som lystfiskere eller fik en uimodståelig trang til at overnatte i shelter.

Men vi gætter dog på, at også mågerne ser frem til, at det igen bliver muligt at købe en hotdog med det hele på Sydfyn.

”Som et underligt Dybhavsuhyre”

På Store Svelmø vælger vi den vestlige kyst og vandrer sydpå forbi én af øens fire ferieboliger og når over frodige strandenge fyldt med engelskgræs og strandsennep frem til en lille vig, hvor et gammelt, rustent metalskilt med to skudhuller fortæller, at den besøgende befinder sig på Svelmø.

Det burde den rejsende vel vide, når han eller hun først er kommet så langt, kunne man indvende, men da der er over 55 øer og holme at vælge mellem i det sydfynske arkipelag, så er det nu dejligt at få den ting slået fast.

Det var da også i denne vig, at tegneren og forfatteren Achton Friis 18. juli 1921 anduvede Svelmø, da han i bæltbåden Rylen krydsede rundt for at samle stof til trebindsværket De Danskes Øer.

Man kan sige, at Achton Friis var en datidens sejlende Anders Agger, der med en søvngængeragtig langsomhed fik folk til at plapre løs om deres liv og levned for at udfylde de lange pinagtige pauser, som kun vestjyder kan udholde.

Selv om Friis og hans besætning havde 132 danske øer i logbogen, synes Store Svelmø at have gjort et ganske særligt indtryk efter landgangen:

”Prægtig saa Øen ud fra Havet i Syd, men endnu mere straalende og mærkeligt er Synet heroppe fra dens Klinter over Øen og det omgivende Hav. Som et underligt Dybhavsuhyre, der er kastet op på Overfladen, bugter Øen sin lange Krop fra Fyenskysten ud mod Syd.”

Lille og Store Svelmø er tilsammen 27 ha, der svarer til ca. 18 fodboldbaner. Det højeste punkt er sydspidsen, der rager 15 meter over havet.

Sygdoms hærgen

Men søfolk er og bliver søfolk, og på Store Svelmø inviterede den erfarne øhopper da også hurtigt sig selv på hjemmebrygget øl i den østre gård, hvor han kun traf en 80-årig enke hjemme. Hun havde boet hele sit liv på Store Svelmø.

Alle gårdens folk var på høstarbejde, og til lærkernes sang og den fjerne lyd af leernes syngen hen over kornet sad den gamle kvinde ved det åbentstående vindue og fortalte, hvordan hun på et par døgn havde mistet fire af sine syv børn, da øen blev ramt af difteri.

Fortællingen gjorde indtryk på Achton Friis.

”Hun taler til mig, den fremmede Mand, som om hun i de Tredive Aar, der er forløbet siden, bestandig har ventet paa af én eller anden at faa Besked om, hvorfor noget så strængt dog egentlig skal hænde.”

Den slags undren over sygdoms hærgen kender vi jo også til i dag, så mens kysten bliver mere og mere stenet, søger vi op på kanten af klinten og går videre mod øens sydligste punkt, der rejser sig 15 meter over havet og hvorfra der er en fantastisk udsigt over havet til Avernakø og Korshavn.

Øerne er privatejede uden fast beboelse, men der er adgang til fods omkring kysten og på uopdyrkede arealer.

Vandringsmænd på ubeboede øer

Nede foran vores fødder strækker rokken sin føletråd ud mod naboøerne; Svelmø Trille, hedder stedet. På fynsk er et rev en trille. De kan noget med sproget på de her kanter.

Vi diskuterer, om det er her, at vi skal spise frokost. Som vandringsmænd på ubeboede øer er det selvsagt vigtigt at have alt proviant med i rygsækken, og vi gjorde da også holdt ved en Circle K på den fynske motorvej og købte sandwich med kylling og bacon samt rigeligt med vand og Prinzen Rolle.

Hvis man er gammel nok til at have været til afdansningsbal i hvid nylonskjorte og sorte terylenebukser, så ved man, hvordan det føles at tage et par solopvarmede og kondensfyldte waders på. Men hvad gør det, når hun var det hele værd

Men så ser vi, at to af de allestedsnærværende havkajakroere allerede har gjort landgang på trillen og har slået sig ned i sandet omgivet af farvestrålende redningsveste og pagajer. Man rejser ikke til en øde ø for at være sammen med andre. Kajakroerne har det sikkert på samme måde.

Så vi vandrer videre på klinten, hopper over diget, zigzagger gennem et krat og står pludselig foran en gammel, frønnet bænk af groft tilhugget egetræ anbragt på det yderste af skrænten.

Store Svelmø nævnes første gang skriftlig i 1585 som Swelung, der måske er afledt af Svolm, som betyder strøm eller hvirvel.

Det er den slags scenerier, som man kun venter at støde på i guldindrammede malerier af Købke og Eckersberg eller i blødtonede reklamer for pensionsopsparing, så vi smider rygsækkene, får madpakkerne frem, sætter os på bænken og strækker dovent de trætte ben ud mod havet under os.

Med behørig afstand, selvfølgelig.

En af de øer, man ikke vil hjem fra

På vej over Lillebæltsbroen hørte vi i bilradioen et interview med et par efterskoleelever, der bare glædede sig helt megavildt meget til at give kammeraterne en hel masse krammere og et knus, når de igen kunne mødes efter corona-lukningen.

Hverken fotografen eller jeg kan huske, at vi i den alder gik rundt og gav venner knus og krammere. Vi rørte ikke så meget ved hinanden. Et trælår eller en lammer, okay, og i særlige tilfælde måske en sherifstjerne, men ellers var et hej og en finger til kasketten fuldt tilstrækkeligt.

Men alting rykker tættere på. Også højvandet.

Hvis man er gammel nok til at have været til afdansningsbal i hvid nylonskjorte og sorte terylenebukser, så ved man, hvordan det føles at tage et par solopvarmede og kondensfyldte waders på.

Men hvad gør det, når hun var det hele værd.

For Svelmø er en af de øer, man ikke vil hjem fra.


Læs med næste fredag, når Carsten Ingemann og Stig Olesen tager turen til Vadehavet og den lille, koteletformede ø Langli. 


Fakta om Store Svelmø

  • Lille og Store Svelmø er to små øer i Det Sydfynske Øhav sydøst for Faaborg.
  • Man kan vade de 500 meter ad ebbevejen fra Fyn til Lille Svelmø, der via en landtange er forbundet med Store Svelmø.
  • Øerne er tilsammen 27 ha, der svarer til ca. 18 fodboldbaner. Det højeste punkt er sydspidsen, der rager 15 meter over havet.
  • Øerne er privatejede uden fast beboelse, men der er adgang til fods omkring kysten og på uopdyrkede arealer.
  • Én af ejerne, Jan Villebro, arrangerer ugentlige guidede traktorture i sommersæsonen. Nærmere oplysninger på www.visitfaaborg.dk og www.svelmø.dk
  • Store Svelmø nævnes første gang skriftlig i 1585 som Swelung, der måske er afledt af Svolm, som betyder strøm eller hvirvel.

SERIE: Fodtur på havet

Den legendariske fotograf- og journalistduo Carsten Ingemann og Stig Olesen byder i en serie af tre afsnit op til ‘fodtur på havet’ for at udforske danske øer, man kan gå til. Som de siger: Hvad angår kærlighed og ubeboede øer i smult vande, vil vi ikke gå uerfarne i graven.

Langli: Øen, der vil tilbage i havet, er som et koncentrat af Vadehavets mangfoldighed

Æbelø: Øen med egen bagindgang har fået mange bank i tidens løb

 

Carsten Ingemann og Stig Olesen arbejdede i mange år sammen på Jyllands-Posten.
“Vi specialiserede os i reportager med lidt skæve vinkler. Siden 2010 har vi været freelancere og fortsat samarbejdet, blandt andet omkring en række bogprojekter.”


Alle fotos af Carsten Ingemann © 2020 

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Carsten Ingemann og Stig Olesen arbejdede i mange år sammen på Jyllands-Posten, hvor vi specialiserede os i reportager med lidt skæve vinkler. Siden 2010 har vi været freelancere og fortsat samarbejdet, blandt andet omkring en række bogprojekter.

Seneste artikler om Liv & Mennesker