Finn Janning: Fodboldens sportsidiotiske morale

i Sport/Liv & Mennesker af
FODBOLD // ESSAY – Hvad er det, som gør fodbolden værd at beskæftige sig med som mere og andet end underholdning, spørger forfatter og filosof Finn Janning i forlængelse af Platon, Camus, Borges og Barthes. Er der en sportsidiotisk morale? Noget essentielt på spil?

”Fodbold er populær, fordi stupiditet er populær,” sagde den argentinske forfatter Jorges Luis Borges. En anden, og lige så kendt forfatter, den franske Albert Camus, sagde modsat: ”Alt hvad jeg ved om moral og forpligtelse, skylder jeg fodbolden.”

Betyder det, at moralen i fodbold er populær og stupid? Nej, nok snarere, at Borges intet vidste om fodbold. Det fortælles i hvert fald, at Borges – der døde kort forinden den argentinske fodboldspillers Diego Maradonas famøse ”guddommelige” mål mod England i 1986 – slet ikke vidste, hvem Maradona var. Alligevel er jeg enig med Borges: Stupiditet er populær. Den er allevegne.

Jeg vil faktisk gå så vidt at påstå, at folk, der bruger tid på fodbold, reelt ikke er dummere end folk, der bruger uanede mængder tid på nyheder eller politik. Fodbold er ikke kun underholdning, men også godt for vores empati og retfærdighedssans.

Lidt forsigtigt tænker jeg, at fodbold uden tilskuere, svarer til et demokrati uden borgerinddragelse. Det er denne kætterske påstand, jeg vil undersøge.

Jeg vil gå så vidt og sige, at fodboldens runde form udgør en perfekt narrativ og inkluderende figur, der binder folk sammen på kryds og tværs af racer, køn og aldre

Det er blevet sagt – mange gange – at fodbolden er rund. Den græske filosof Platon ville nok more sig lidt over denne kætterske ide, der sandsynligvis viser, hvor langt fodbolden befinder sig fra den græske filosofs ideverden, hvor alt ikke bare er sandt, men også godt, smukt og retfærdigt.

Af samme grund betragtes fodboldfans ofte – meget lig Borges’ holdning – som ærketypen af en tåbe: En såkaldt sportsidiot.

Fodbolden er ikke transcenderende, men derimod fuld af konkrete noble dyder, der bringer os ned på jorden. Boldens rundhed er aldrig idealiseret, som hos den græske filosof, men snarere beslægtet med ridderverdenens forsamlinger omkring det runde bord. Fodboldens rundhed er eksistentiel, fordi den er skrøbelig. En fodbold kan sparkes vind og skæv; den kan miste luften og blive flad og slatten, som en halvfuld falafel.

Og det er netop denne forgængelighed, som gør, at fodbolden potentielt set også er åben for alle. Jeg vil gå så vidt og sige, at den runde form udgør en perfekt narrativ og inkluderende figur, der binder folk sammen på kryds og tværs af racer, køn og aldre. Vel og mærke uden at reducere deltagerne til deres respektive race, køn eller alder. For selvom fodbolden har problemer med racisme og homofobi, så reduceres spillerne ikke til deres race, religion eller køn, hvilket ellers er typisk i mediernes dækning af sociale begivenheder – eller mange af politikkens lovforslag.

Når fodbolden taler

Men hvad er det, som gør fodbolden værd at beskæftige sig med som mere og andet end underholdning?

Min første landskamp så jeg dengang Parken hed Idrætsparken. Det var i 1985, hvor Danmark spillede mod Sovjetunionen. Det var før murens fald og før Sovjet blev til Rusland. På et tidspunkt i kampen skyder en sovjetisk spiller på mål, den danske målmand Ole Qvist hopper, men da skuddet pareres af en forsvarsspiller, ser jeg blot Qvist hænge næsten vandret i luften, en halv meter over græsset.

Det er dét, som fodbold kan få et menneske til at gøre: Hænge vandret i luften. Fodbolden er reelt intet andet, end hvordan der spilles her og nu. Fodbolden er en triviel accept af, at virkeligheden aldrig er andet end det faktum, at det som sker, sker. Men selvom det skete sker, kan du stadigvæk – så længe kampen spilles – gøre noget.

Geografien former fodboldspilleren. Banerne bærer præg af temperatur, vindforhold og nedbør… Spillere fra det kolde og våde nord løber for at holde varmen, mens spillere fra syden bedre kan vente på den rette lejlighed til at eksplodere

Fodbolden taler til både kroppen og sindet. Jeg kan stadigvæk huske de mørke og kolde eftermiddage, hvor jeg i en mindre provinsby trænede fodbold på de frosthårde grusbaner i januar og februar. Modsat de mange romantiske fodboldbilleder fra de Sydeuropæiske og Latinamerikanske lande, fuld af støv og sved, så støvede de danske grusbaner aldrig. Der var intet støv, som kunne sætte sig i kroppen, og give den et erotisk skær.

Derimod var grusbanetræningen lig med en hærdning af kroppens inder- og yderside. Det hårde underlag satte sig primært i mellemrummet mellem sener og knogler, hvor det værkede. Enkelte gange ville gruset også give seriøse hudafskrabninger på baglår, baller, knæ og håndflader.

Modsat cykelsporten, hvor rytteren i høj grad begrænses af sin anatomi – den spinkle bjergrytter og muskuløse sprinter – er det i højere grad geografien, der former fodboldspilleren. Banerne bærer præg af temperatur, vindforhold og nedbør. I dag ændres dette på grund af kunststofgræsplæner og dræningsanlæg. Alligevel er det klart, at spillere fra det kolde og våde nord løber for at holde varmen, mens spillere fra syden bedre kan vente på den rette lejlighed til at eksplodere.

Der er noget essentielt på spil

Livsrytmen er anderledes i fodbolden alt efter, hvor den spilles. Hvor og hvordan forbindes i fodbolden, hvilket netop er grunden til, at Camus kunne sige, at fodbolden var moralsk informativ.

En fodboldkamp er et konkret nedslag i livets flydende begivenheder. Fodboldens narrativ er kendetegnet ved at være både visuel og bundet til en bestemt tid og sted. Al sport handler jo primært om at se andre mennesker gøre noget. Som den franske litterat Roland Barthes skriver i essayet Hvad er sport?: ”Hvorfor elske sport? For det første, det må huskes, fordi alt, hvad der sker med en spiller, også sker med tilskueren.” Og intet sted tydeligere end i fodbolden.

Fodbolden sætter retfærdighedsbegrebet i spil.

I fodboldens verden er retfærdig altid til forhandling. Retfærdighed er et fundamentalt begreb i den vestlige filosofi. Platon mente, at retfærdighed var forbundet med visdom. Hvad er vigtigt og hvorfor. Visdom – og derfor også retfærdighed – er forbundet med kunsten at leve et liv, der er værd at leve. I fodbold drejer det sig om, hvilket spil der er værd at spille afhængigt af tid, sted og muligheder.

Det liv, som er værd at leve, rummer i høj grad samme intensitet og passion, som findes i fodbolden. Sandsynligvis, fordi retfærdighed og uretfærdighedsfølelserne hele tiden går hånd i hånd. Der er noget essentielt på spil.

Det er ikke uhørt, at det bedste hold taber i fodbold, mens det er uhørt, at den langsomste løber vinder. I fodbold findes der smukke tabere, der taber med stil og ynde. Der findes også kyniske vindere, der ufortjent – mod spil og evner – får skrabet en sejr hjem. Af samme grund er fodbolden et fint spejlbillede af livet. Ingen vinder, før de har lært at tabe.

Et kollektivt empatisk eksperiment

Men der, hvor fodbolden for alvor kan styrke vores moral og fællesmenneskelige forpligtelse, hænger det sammen med, at fodbolden kan skabe et koncentreret tilstedevær, hvor spillernes opmærksomhed på banen forgrener sig ud til publikum, hvis opmærksomhed ligeledes skærpes.

De fleste, der har set sport, har erfaret en slags symbiose mellem iagttageren og det iagttagede, mellem observatøren og det observerede, mellem spiller og tilskuere. Jeg vil kalde denne symbiose for empatisk.

Det liv, som er værd at leve, rummer i høj grad samme intensitet og passion, som findes i fodbolden. Sandsynligvis, fordi retfærdighed og uretfærdighedsfølelserne hele tiden går hånd i hånd. Der er noget essentielt på spil

Mange kan sikkert huske, da den danske venstreback Henrik Andersen under fodbold-EM i 1992, stødte sammen med en hollandsk angriber og brækkede venstre knæskal. Andersens knæ stak lidt ud, det så alle os, som sad og så kampen i fjernsynet.

Vi – seerne – så også forsvarsspillerens skræmmende ansigtsudtryk, mens han kiggede på sit eget knæ. Jeg kan huske, at jeg tog mig til benet, jeg kunne mærke hans smerte, som en slags fantomsmerte i et ben, der aldrig havde været mit.

Fodbold er en invitation til et kollektivt empatisk eksperiment. For selv når spillere eller fans, laver ting, som vi ikke bryder os om – og det sker – kan empatien hjælpe os med at forstå, hvorfor de gjorde, som de gjorde, og hvorfor vi ikke kan lide, at de gjorde, som de gjorde.

I fodboldens verden må hver især finde argumenter for, hvorfor Maradonas mål med hånden ikke var snyd. Måske var det virkeligt tale om et guddommeligt mirakel.

Fodbold kan skærpe vores empati og retfærdighedssans. Det må være den sportsidiotiske morale.


Foto: YouTube.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Seneste artikler om Sport

Fordomme

Fordomme på glatis

SYDSTATSLIV // KLUMME: NFL, NBA, NHL, MLB. Entusiasme har mange forkortelser i