KULTUR // BOGANMELDELSE – Fine Gråbøls nye roman, Hundrede børn er opfindsom, original, sine steder uhyggelig og genkendelig. En stemning af noget sygt og depraveret skrives frem, helt uden at nogen får tæsk eller bliver gramset på kønsdelene, skriver Inger Tejlgaard Olesen Ravn.
Med få undtagelser er handlingen i Fine Gråbøls nye roman, Hundrede børn, henlagt til en prestigiøs skole for korsang. Særligt drengekoret er både verdens, skolens og hverdagens omdrejningspunkt for eleverne. De er særligt udvalgte, og mens hverdagen byder på hård træning og kompromisløs overgivelse til dirigentens mindste bevægelser, så oplever eleverne samtidigt dette: At blive set på som sendebud for det guddommelige.
”De sagde det var som at høre englene synge. Hun kørte os hen til det hus vi kaldte hjem. Men der skete noget ret sindssygt med venskabskoret den sidste aften. Hun klikkede selen ud af sit hylster, det var godt skat.” (s. 111)
Forkomne englebørn, det er Michael Strunges Væbnet med Vinger, det er Wim Wenders Himlen over Berlin, det er Naja Marie Aidts Som englene flyver, ikke? På undersiden af firserne med sorte netstrømper, eyeliner og vinger?
Men Hundrede børn er udgivet her i 2024, og den seneste generation af forfattere, som dimitterer fra forfatterskolen og litteraturvidenskab, læner sig i mine øjne op ad 80’ernes steampunk og animé – måske deres ikoner. Det er i hvert fald den fornemmelse, man kan få, når man læser Fine Gråbøls super fine kortroman Hundrede børn.
Den er opfindsom, original, sine steder uhyggelig og genkendelig.
Facetter af magtmisbrug
Den 11-årige jeg-fortæller Karl er anden-sopran i drengekoret, der er skolens spydspids. Koret er delvist kønsopdelt af hensyn til kor-aktiviteten, og dirigenten for drengekoret hedder Peter. Peter er selv tidligere første sopran for drengekoret, ligesom Karls far, farfar og storebror var det. Så kan det næsten ikke blive mere infiltreret og inficeret.
”Vi var en klar polyfoni, en ren polyfoni, sang bare én hen over et komma eller lod et T hænge og dalre fremfor at bremse det hårdt op, og det krævede et kontrolleret og hårdt opspænd, ville Peter opdage afvigelsen. Ingen var usynlige, man var altid i fare for at blive afsløret.” (s. 24)
Som en stor fed edderkop, der sidder og mærker efter, hvor det dirrer i spindet, er Peter en forkvaklet Peter Pan, den voksne, der ikke ville være voksen. Selvom han alligevel blev en voksen mand med halvlangt gråbrunt hår, overdreven gestik og bløde vokaler, har han aldrig forladt skolens drengekor, han er drengekoret, han er skolen, fortid, nutid og i al evig fremtid.
Da skolen begynder at hælde, kunne det være et tydeligt tegn på, at noget er i ubalance
Det kunne være prototypen på en romanfortælling om grooming og magtovergreb, men det er ikke den fortælling, der udvikles. Som læser leder man selvfølgelig efter tegn i den retning. Man kan ikke lade være, det sidder i baghovedet – alt om hele den virkelige verdens afsløringer af forkvaklede voksne, lærere, katolske præster m.v.
I virkeligheden er det ikke pointen, eller måske er pointen, at det seksuelle eller fysiske overgreb er en side-ting. Effekten er den samme, også i et rent psykologisk magtmisbrug: Børnene har fået frataget følelsen af at være individer med identitet og værdighed uden for Peters blik, som de både hader og higer efter. Jeg-fortælleren bruger i størstedelen af bogen pronomenet vi som fortællerinstans. Han eksisterer kun som et individ i små blafrende, opblussende passager, der hurtigt dør ud.
Total orden og kontrol gennemsyrer skolen, hvor traditioner og almægtige voksne personificeret ved Peter er herrer over hvert et pip.
Det uhyggeligt genkendelige ligger selvfølgelig i, at en tilsvarende magtfordeling mellem voksen og barn i større eller mindre omfang findes alle steder. Så længe voksne tager ansvaret for barnets ve og vel, vil der også være et element af magtudøvelse. Den komplette kontrol betyder en helt fastlagt orden, der kalder på kaos, før barnet bliver kvalt.
Kun døden har i sidste ende ret til fuldkommen orden.
De usynlige børn
De øvrige hovedpersoner i romanen består af fortællerens lille gruppe af venner, som vi følger, mens de prøver at komme igennem dagene med deres følsomhed og forfinede sanselighed i behold. Hüseyin er ligesom fortælleren anden-sopran, men modsat fortælleren er han også fodboldspiller, stereotypen på en sund og stærk dreng. Theo er første sopran og har selv udsøgt sig Karl som bedste ven, et langlemmet barn med halvlangt mørkt hår og tykke tunge briller med tyndt stålstel.
På et tidspunkt går de tre drenge hen til skolelægen for at få ham til at måle struberne og forudsige, hvor længe der er til overgangen og bortvisning fra koret. Hüseyin er lige oppe over, en nyhed, han tager med knusende ro, hvorefter han går ned og spiller fodbold. Værre er det for Theo, for ham er meddelelsen om den nært forestående overgang et kig ud over en afgrund, hvor man end ikke kan ane bunden:
”Hans ansigt hvilede mod min skulder, og jeg ville gøre alt for Theo. Det er ik sket endnu, hviskede jeg.” (s.54)
En underlighedsstemning af noget sygt og depraveret fremskrives, helt uden at nogen får tæsk eller bliver gramset på kønsdelene
Det giver et besynderligt afsæt for relationerne, der således er kønnede, fordi deres stemmer er så afgørende for deres identitet, men samtidig virker det ikke, som om deres omgang med to piger fra det mindre prestigiøse pigekor er baseret på dynamikken imellem de biologisk køn, når man læser med. Det vigtige er, at børnene bevidner hinandens eksistens, at de oplever hinanden, giver hinanden det nærvær, de ikke får andre steder fra.
Vigtigheden af denne forbundethed går på kryds og tværs mellem dem alle. På et tidspunkt får jeg-fortælleren et spørgsmål i den leg ”S, P eller K”, som femkløveret leger, når de hænger ud i pauserne på anden sal i en lille toiletbås:
”Har du nogensinde haft lyst til at bolle med nogen fra din familie, sagde hun. […] Nej, sgu da, svarede jeg grinende, jeg trak i et løst neglebånd, forsøgte at afkode deres grin, om det drejede sig om absurditeten i spørgsmålet eller det faktum at vi snakkede om sex. Var det accepteret at have fantasier om sin familie, jeg kunne ikke gennemskue det.” (s. 70-71)
Familien befinder sig langt væk fra børnenes virkelighed. Forældrene laver nogle gange mad og spørger med svømmende øjne til skoledagen. Derudover er der ingen fornemmelse af intimitet i relationen. Samtidig afslører det også det afgørende i, at børnene endnu ikke magter den klare grænsesætning, der er en forudsætning, hvis man skal kunne passe på sig selv. De har brug for fællesskabet på bekostning af individualitet.
Skole på skråplan
Da skolen begynder at hælde, kunne det være et tydeligt tegn på, at noget er i ubalance. Måske er det undergrunden, der er for usikker, ”måske har mennesket været for hovmodigt”, formuleret med et lille nik til Lars Von Triers berømte intro-speak i tv-serien Riget.
Det kunne også bare være en skole, der hælder. De voksne bevarer roen, de sørger for, at der ikke opstår kaos.
Handlingen i romanen følger et skoleår, og hver gang der er gået et semester, dvs. en periode mellem to ferier, får børnene et brev med hjem til deres forældre om hvilke tiltag, man har tænkt sig. Hver gang kommer eleverne tilbage, og det viser sig, at den påtænkte løsning ikke virkede.
Skolen hælder stadig mere, men det afdramatiseres, man finder på løsninger som f.eks. skridsikkert fodtøj og fasthængslede borde og stole og lader sig i øvrigt ikke mærke. Trods dette surrealistiske ledemotiv er de fantastiske elementer i romanen et langt stykke vej holdt i så stram snor, at de glider ned uden problemer, men med denne lille eftertanke i baghovedet af: Hovsa! Hvad skete der egentlig lige der?
Noget fantastisk der bevæger sig under fødderne
Hundrede børn er hundrede halvtreds sider, den har et omslag, der changerer mellem lyseblåt og lyserødt, samt en jeg-fortæller på elleve, der helst forsvinder til fordel for et fortællende vi.
En underlighedsstemning af noget sygt og depraveret fremskrives, helt uden at nogen får tæsk eller bliver gramset på kønsdelene. Vi fornemmer, at der under de altid rensede gulvtæpper gemmer sig noget dekadent, noget, der er gået i forfald. Som læser føler jeg ligefrem nødvendigheden af et oprør for at genvinde en uskyld, der for længst burde være gået tabt, men som uset vokser i enkelte børnehjerter, næret af dybe venskaber.
Det er kunst, der tager eksistensen alvorligt, når nu dagens præsente paradigmer taler udenom.
Det er noget andet, der er på færde i denne roman, end de skænderier over pizza og rødvin, som bekendelseslitteraturen har serveret de seneste årtier.
Fine Gråbøl placerer sig centralt blandt flere andre nye forfatterstemmer i Danmark som f.eks. Rasmus Daugbjerg, der debuterede i 2021 med Rygtet og Trold (2022), ligesom Olga Ravn skal nævnes som en art ”storesøster”, hvor det tydeligste slægtskab er hendes roman Voksbarnet (2023).
Det bliver spændende at se, hvad Gråbøl laver næste gang. Hundrede børn kunne sagtens være en ”pilot-bog” for en hel serie. Romanens belysning af det intime forhold børnene imellem og den fjerne uvedkommende verden, deres forældre og bogens øvrige voksne befolker, er et typisk set-up i animés. Som tilfældet er med den japanske animation og litteratur, kan det lyde fjernt og uvedkommende.
Det er det ikke.
Det er kunst, der tager eksistensen alvorligt, når nu dagens præsente paradigmer taler udenom.
Læs også Inger Tejlgaard Olesen Ravns anmeldelse “Olga Ravns “Voksbarnet” vokser i det ubevidste” – samt interviewet “Trolden i æsken: Interview med Thomas Daugbjerg”.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
