BØGER // INTERVIEW – I Rasmus Daugbjergs roman Trold skriver han eventyrligt og metaforisk om klimakrisen og tager udgangspunkt i en helt konkret trold, som bliver offer for menneskets overgreb på naturen. Inger Tejlgaard Olesen Ravn møder ham til litteraturseminar på Rødding Højskole for at høre mere.
Jeg spørger Rasmus Daugbjerg, hvordan han, et ungt, klimabevidst og ansvarligt menneske, egentligt har det med sådan nogle gamle røvhuller som mig?
Han smiler lidt, da han indrømmer, at han har haft det endog meget svært med os:
“I lang tid fyldte det mig med en følelse af fjendtlighed, fordi jeg følte, at mine forældres generation ikke ændrede ved noget. De fortsatte med at rejse med fly, de fortsatte med at stemme på de samme politikere.”
Det er fair nok.
Vi er til litteraturseminar på Rødding Højskole, Danmarks ældste højskole og det første sted, Grundtvigs ideal om folkelig dannelse til demokratiske medborgere blev udfoldet. Grundtvig citeres stadig for at have sagt: “Menneske først, kristen derefter!” Han var ret woke, ham Grundtvig.
Han havde selvfølgelig været endnu mere woke, hvis han havde sagt ”Klima først, mennesket derefter!”
Selvom temaet for seminariet officielt er Myter – og deres genkomst i nyeste litteratur, så virker det, som om klimaproblematikken dukker op i alle oplæggene. Det gør ikke noget, men det kommer lidt bag på mig.
Rasmus Daugbjerg skal tale om sin bog Trold (2022) som klimaaktivist. Bogen er allerede blevet nomineret til flere priser.
Jeg har meget respekt for andre generationer end min egen. Jeg tror også, man er nødt til at elske hinanden på tværs af generationer, drage omsorg
Jeg er mig pinligt bevidst, at selvom jeg egentlig er for ung til at være ægte Boomer, så er jeg helt sikkert for gammel i klimasammenhæng til andet end en plads i skammekrogen.
Jeg er uundgåeligt en undselig Generation X’er, der står og træder mig selv over tæerne. Som jeg har gjort hele mit liv i stedet for at gøre noget.
Rasmus Daugbjerg tilføjer med den voksen-ansvarlige modenhed, jeg møder hos så mange unge i dag, og som får mig til at krympe mig lidt:
“Men det har ændret sig. Jeg har meget respekt for andre generationer end min egen. Jeg tror også, man er nødt til at elske hinanden på tværs af generationer, drage omsorg. Jeg kan godt forstå den fjendtlighed, jeg følte dengang, men nu kan jeg også føle stor ømhed.”
Jeg krymper mig, fordi både jeg selv og mine jævnaldrende indimellem opfører os som de oversete og fortabte børn, vi engang var. Jeg ved godt, at vi er flygtet fra ansvaret. Jeg ved det godt, selvom jeg helst ikke vil vide det.
Bliver vi dog aldrig voksne?
Det er den evige følelse af fummelfingret, ubrugelig, uduelig mislykkethed, der lytter og taler. Min generations dårlige samvittighed. But hey – you gotta own your shit – dårlig samvittighed uden handling er ca. lige så nyttigt for verdenen i øvrigt som flydende plastikkontinenter på de syv verdenshave er det.
Som en trold af en æske
Trold er en besynderlig roman. Vi følger en huntrold, et blidt og følsomt væsen, der lider med naturen, når mennesket gør overgreb på den. Derfor ender hun i bødlens rolle, hun hævner menneskets overgreb, øje for øje, tand for tand. Menneskets ærgerrige vilje til egoistisk handling straffes, alligevel går det ikke op for mennesket, hvad der er på færde.
På den måde skaber jeg vel økosystem gennem metaforer, hvor ting ligner hinanden eller er i relation til hinanden, selvom de ikke umiddelbart er forbundne
Adspurgt direkte, hvad Trold egentlig handler om, svarer Rasmus Daugbjerg, at der hele tiden er mange ting i gang, at Trold ikke er bygget op omkring en central fortællestruktur:
“Det er svært for mig at skrive på en måde, hvor der kun er en isoleret idé, og det skal fremstå fuldstændig krystalklart, hvad den idé er. Der er mange ting, der er filtret ind i hinanden. Det er sådan en sump, hvor der ligger alt muligt og roder rundt.
Rører ved hinanden og afstøder hinanden.”
Det er et billede, han gentager flere gange i forskellige variationer i løbet af vores snak, hvor han også nævner økosystemet blandt en komposts mikroorganismer som et billede på den cirkulære tidsopfattelse i bogen:
“Det er lidt forvrænget og hele tiden lidt forskudt. Det er ikke en-til-en-gentagelser.
Det er som en kompost – ting komposterer og kommer frem i ny form.”
“Det er også den type litteratur, jeg godt selv kan lide at læse. En litteratur, som insisterer på nogle gange at fare vild eller forvirre sig selv og være uklar, men også at røre ved hinanden.
Sådan økosystemagtige tanker, hvor romanen er et økosystem.”
Mellem kompleks metaforik og sproglig enkelhed
Jeg bemærker, at Trold er interessant, fordi ordvalget holder sig til det meget konkrete og enkle. Der er mark, skov, økse, kniv, folk, ko, kalv, får, lam, præst, kirke. Og trold. Der er ingen fremmedord, knap et ord over tre stavelser.
Alligevel er det en bedragerisk svær bog at læse. Det skyldes blandet andet brugen af en særdeles veludviklet metaforik, som Rasmus Daugbjerg selv er bevidst om at arbejde med:
“Det handler om at skrive metaforer og lade dem gentage sig. F.eks. er solen og lyset et gennemgående billede, som forskyder sig og muterer igennem romanen. Solen sammenlignes ofte med et sår og med knive. På den måde skaber jeg vel økosystem gennem metaforer, hvor ting ligner hinanden eller er i relation til hinanden, selvom de ikke umiddelbart er forbundne. Derved får solen og jorden en relation, der også har at gøre med sorg eller kød. Når man sammenskriver det, opstår der en forbindelse. Det er noget af det mest fantastiske ved metaforer.”
Jeg har læst en del af FN’s klimarapporter, mens jeg har skrevet Trold. For mig har det også været en måde at oversætte det, der ligger i rapporterne
Jeg spørger, om enkeltheden i ordvalget er en bevidst måde at gøre klimadebatten nærværende og konkret. Om det er en måde at undgå, at klimaproblematikken bliver et spørgsmål, som kun videnskabsmænd og eksperter forholder sig til?
“Det er sgu et godt spørgsmål.
– Både og.
Jeg har stor respekt for f.eks. FN’s klimarapporter. Jeg synes ikke, det er fremmedgørende at læse videnskabelige artikler om klimakrisen. Det er vigtigt, at der findes videnskabspersoner, som er eksperter i klimakrisen og bruger et ekspertsprog for at beskrive det så præcist som muligt.
Det er vigtigt, at det sprog findes, når man taler om klimakrisen.
Men jeg tænker, at fiktionen tjener et andet sprogligt formål, end det videnskabelige sprog gør. Og ja, det tror jeg handler om nærhed. Det handler om at skabe nærhed gennem metaforer eller billeder, som er associative og emotionelle.
Jeg har læst en del af FN’s klimarapporter, mens jeg har skrevet Trold. For mig har det også været en måde at oversætte det, der ligger i rapporterne og nogle af de pointer, der fremskrives. At oversætte det.”
En aperspektivisk verdensopfattelse
Der er mange personer og mange væsener i Trold. Der er mange fortællinger, der vikler sig ind i hinanden som garnnøgler og så væk fra hinanden. Fortællingen om Gud er f.eks. et af romanens interessante handlingsspor, indtil han flygter fra de tilbedende og bønfaldende mennesker, som han ikke rigtig ved, hvad han skal stille op med. Jeg kommenterer, at det er en særdeles menneskelig gud. Faktisk synes jeg, han er en ret slatten en af slagsen.
Rasmus Daugbjerg griner lidt:
“Det et forsøg på at skrive en gudskarakter, hvor mennesket har skabt Gud i deres eget billede. Mennesker beder til Gud, og i deres bønner fortæller de ham hvor skøn, han er. Han kan slet ikke stå for det, han bliver virkelig forført.
Jeg synes, det var spændende at lave en gudekarakter, der blev forført.”
I min bog forsøger jeg at sige, at mennesket ikke står uden for naturen, menneskene er også en del af naturen. Det er ikke mennesket i centrum og naturen ude i periferien
Så bliver Rasmus Daugbjerg alvorlig igen.
“Menneskets fortællekraft er en magt, fordi den også kan forføre. Fortællekraften kan skabe mange virkeligheder, og for Gud bliver det jo hans virkelighed: Han tror på, han har skabt jorden – selvom han faktisk ikke har gjort det i denne historie.
Gudskarakteren har også været en undersøgelse af det kristne natursyn. Det er et natursyn, hvor naturen ikke er hellig. Jeg forsøger at arbejde med det natursyn og måske prøve at omvende det. ”
Hvis Trold er et opgør med et traditionelt kristent natursyn, så er den også et opgør med et romantisk natursyn, trods det at Rasmus Daugbjerg gentagne gange og i forskellige sammenhænge taler om at lave økosystemer og at skabe forbindelser mellem ting.
“Det er ikke romantisk, det er ikke uden lidelse. Det er ikke uden død eller misundelse eller had.
Der findes kærlighed og venskab – der findes bare også andet. Der er en forbundethed i naturen, men den er ikke kun skøn og romantisk. Forbundetheden handler også om lidelse og sårbarhed.
Det er vigtigt.
I min bog forsøger jeg at sige, at mennesket ikke står uden for naturen, menneskene er også en del af naturen. Det er ikke mennesket i centrum og naturen ude i periferien.”
– Når det ikke er et antropocentrisk verdenssyn, er der så et centrum i bogen overhovedet?
“Nej, det er der nok ikke. Jeg tror ikke, der er noget centrum. Alt er centrum, men alt er også periferi. Det er en tanke, der kommer fra eventyret. Der er alle ting jo besjælet – mennesker kan drømme, men vandet kan også drømme. Det er kompliceret, fordi jeg prøver at skrive mig ud af noget menneskeligt, men jeg gør det jo med et menneskesprog. Så jeg gør noget meget antropocentrisk samtidig med, at jeg forsøger ikke at gøre det. Det er et sjovt paradoks, som er ret så interessant at opholde sig i, når jeg skriver. ”
Trold handler om en helt konkret trold
Adspurgt om hans inspiration fra eventyr og myter, starter Rasmus Daugbjerg med et læsetip:
“Der var en dansk forfatter Astrid Ehrencron-Kidde [Daugbjerg staver det for mig].
De er ret radikale, hendes eventyr, de er rigtige vilde, dem har jeg været meget inspireret af, fordi de også arbejder med en ikke-lineær tid.
De arbejder også med netop at give sjæl, men også med en hårdhed og med masser af væsen og alle mulige væsener, der befolker forskellige verdener.”
“Der er en kraft i læsningen og i, at man læser noget på nye måder. Deri er der et potentiale for at forandre noget. Man har længe læst eventyret som en psykologisk genre, hvor alting repræsenterer noget andet. F.eks. når der er en fe, nå, men hvad er det så den symboliserer? Og hvad er det så, prinsessen symboliserer? Det er en ret udmattende måde at læse på.
Hvorfor kan feen ikke bare få lov til at være en fe?
Det er en paradoksal måde at læse på, men eventyr insisterer i virkeligheden på at være det modsatte af fantasi. Det er en konkret historie og nogle konkrete kroppe og samtidig symboler på et arketypisk plan. Som læser skal man læne sig ind i historien og forstå den konkret. Samtidig med den læsning skal man forstå det, den betyder i abstrakt eller overført betydning.
Den dobbelte bevægelse bliver nødt til at være der hele tiden.
For mig er det vigtigt, at trolden i min bog er en konkret trold og et væsen, men hun har også det andet [klimakrisen] i sig. Det er den læsning, jeg godt kan savne nogle gange.”
Rasmus Daugbjerg rykker på sig. Han skal fange moderatoren til det oplæg, hvor han skal være på om lidt over en halv time. Rasmus Daugbjerg får de sidste ord:
“Det handler om en omsorg for andet end mennesket.”
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
