Feminist, flygtningebarn og iværksætter

af i Arbejdsmarked/Danmark/POV Business

POV BUSINESS // PORTRÆT – Hun er datter af en iransk flygtning og en dansk mor og er vant til at sige tingene ligeud. ”Jeg havde kun været praktikant på det danske konsulat i en uge, før jeg kaldte en af mine chefer for ’et røvhul’,” siger den nu 33-årige Sahra-Josephine Hjorth, der i dag er grundlægger af og administrerende direktør i Tech-virksomheden CanopyLAB. 

”Jeg troede, jeg skulle have en karriere i diplomatiet med fast løn og udsigt til pension, men blev lynhurtigt afskrækket af bureaukratiet og en arbejdsmetode, der ikke var baseret på evidens, men på hierarkier, tradition og tunge processer. Jeg oplevede, at nepotisme og familieforbindelser blev vægtet højere end faglig dygtighed.”

Ordene kommer fra Tech-virksomheden CanopyLABs unge administrerende direktør, Sahra-Josephine Hjorth.

 CanopyLABs tilgang til læring er meget dansk. Uanset hvem dine forældre er, eller hvor i verden du befinder dig, mener jeg, at det er en demokratisk ret at have adgang til undervisning, sådan som jeg selv har været så heldig at få.

Og i stedet for diplomatiet blev det rollen som iværksætter af en virksomhed, der tilbyder internetbaseret læring og undervisning med udgangspunkt i den enkeltes behov og situation – såkaldt adaptiv læring.

På tre og et halvt år har CanopyLABs undervisningsplatform fået tusindvis af brugere fra hele verden. Investorer har puttet 16,3 millioner kr. ind i virksomheden, og i løbet af det kommende år til halvandet er det planen at hente et endnu større millionbeløb ind til CanopyLAB i form af venturekapital.

Den adm. direktør er lige optaget på mobiltelefonen, da jeg en tidlig formiddag ankommer til Filmbyen i Hvidovre, så det er en yngre mand i ternet skjorte, der tager imod og giver en rundvisning i de rustikke lokaler. Han viser sig hurtigt at være Christian Skærm Juul Jensen, som både privat og forretningsmæssigt danner par med Sahra-Josephine Hjorth og er medstifter af CanopyLAB, som indtil videre beskæftiger 14 mennesker.

Feminin udstråling

”Vi har helt fra starten været betragtet som en ’hippie-virksomhed’ på grund af vores digitale undervisningsmetode, men nu er den allerede ved at blive mainstream,” forklarer Sahra-Josephine Hjorth, som undskylder, at hun lige var nødt til at tale med en forretningsforbindelse. Selvom hun aftenen før var kommet hjem fra en 12-timers flyvetur fra San Francisco og er gravid i sjette måned, ligner hun en million og er frisk og skarp som en havørn.

Og der er ikke meget ’hippie-iværksætter’ over hende, selv om hun på grund af sin gravide mave har måttet opgive sit normale feminine outfit bestående af kjole og højhælede sko, som er afløst af sorte leggins, stram sort trøje, en sort halvlang jakke med guldkroner og sorte støvler, hvilket dog på ingen måde har minimeret den feminine udstråling.

Og Sahra-Josephine Hjorth lægger ikke skjul på, at hun er feminist og bruger sin kvindelige udstråling i arbejdsmæssig sammenhæng.

Fra Rudolf Steiner til moderne dans

For at forstå, hvad der har ført Sahra-Josephine Hjorth til at blive en international orienteret iværksætter af en virksomhed, der har Mærsk Mc-Kinney Møllers barnebarn, Christian Mærsk Mc-Kinney Olufsen som bestyrelsesformand og investor, skal man tilbage til Aarhus-forstaden Brabrand i 1985, hvor hun voksede op i en lejlighed, der lå klods op ad Gjellerupparken.

Hendes mor var yogalærer. Faren var flygtning fra Iran, hvor han havde været fængslet og tortureret af præstestyret og led alvorligt af PTSD, selvom det ikke var en diagnose, som var nået til Danmark på det tidspunkt: Han var overladt til sig selv med sine psykiske udfordringer, og tidligt i Sahra-Josephine og hendes lillebrors barndom forlod familien.

De første seks år af sin skoletid gik Sahra-Josephine i Rudolf Steiner-skole, hvor hovedvægten lægges på børnenes kreativitet frem for boglige fag, så da hun blev flyttet til en international privatskole i Viby, var hendes faglige niveau helt i bund. Her var der ingen kreative fag. Det var fagligheden og international forståelse, der havde topprioritet.

Det lykkedes Sahra-Josephine at slippe gennem nåleøjet. Det betød, at hun måtte opgive VM i dans. Til gengæld kunne hun som 17-årig rejse til USA og begynde på en toårig college-uddannelse i New Mexico med alt betalt

”I starten var jeg var den dårligste i alle fag, så jeg måtte tage ekstraundervisning og gå op i ekstrafag til eksamen. Jeg er aldrig blevet pacet til noget af min mor, men blev altid spurgt, om jeg havde gjort mit bedste. Det bedste for mig var at blive den bedste. Og det blev jeg!”

Da hun som 16-årig startede i 1.g på Aarhus Katedralskole, havde Sahra-Josephine fået endnu en interesse: Moderne dans. Her ville hun også være den bedste og trænede i al sin ledige fritid, tog til konkurrencer hver weekend og endte med at blive udtaget til at repræsentere Danmark ved verdensmesterskaberne.

En helt ny fremtidsudsigt

Ved en morgensamling på gymnasiet blev hun præsenteret for en helt ny fremtidsudsigt, da repræsentanter for United World College (UWC) kom og fortalte om muligheden for at tage en international studentereksamen på en skole i udlandet. UWC er ”en global uddannelsesbevægelse, der forener mennesker, nationer og kulturer igennem uddannelse for at fremme fred og en bæredygtig fremtid”. Der er 17 skoler rundt om i verden, som samler elever fra hele kloden.

Det lykkedes Sahra-Josephine at slippe gennem nåleøjet. Det betød, at hun måtte opgive VM i dans. Til gengæld kunne hun som 17-årig rejse til USA og begynde på en toårig college-uddannelse i New Mexico med alt betalt (bortset fra flybilletten).

Den globale indsprøjtning satte sig varige spor og fortsatte med et fireårigt Bachelor-studie i Internationale Relationer på American University i Washington DC

”Det gav mig et helt nyt syn på verden og på mennesker at komme fra Brabrand og til USA og møde elever og lærere fra alle mulige lande. Derhjemme havde jeg aldrig talt om min far eller om Iran, men her opdagede jeg f.eks., at iranere også kunne være velfungerende og velhavende.”

Den globale indsprøjtning satte sig varige spor og fortsatte med et fireårigt Bachelor-studie i Internationale Relationer på American University i Washington DC.

Sahra-Josephine Hjorth sammen med Christian Skærm Juul Jensen, der er hendes partner både privat og i CanopyLAB

En konkurs sendte hende retur til Danmark

Man kan spørge sig selv, hvordan en enlig yoga-lærer kunne få råd til først at sende sin datter i privatskole i Viby og siden på et dyrt universitet i USA? Det kunne hun heller ikke. Det var Sahra-Josephines morfar og mormor, der havde et stort landbrug uden for Aarhus, som var økonomiske sponsorer for deres barnebarn. Men netop da hun havde taget sin Bachelor, fik hun en kedelig meddelelse. Det var under finanskrisen i 2009. Hendes bedsteforældre var gået konkurs med deres landbrug. Pengekassen var smækket i, så der var kun én vej. Det var hjem til Aarhus.

”Jeg havde ikke været hjemme i næsten syv år. Alle mine gamle venner i Aarhus var væk. Jeg kendte ingen,” fortæller Sahra-Josephine, der for at holde skindet på næsen fik et job hos Japan Foto, hvor hun kvalitetskontrollerede papirkopier af folks digitale fotos, samtidig med at hun forsøgte at søge ind på et dansk universitet.

”Andre mennesker havde måske sagt til sig selv, at det var en lejlighed til at holde en pause i studierne. Men jeg er ikke typen, der kan holde en pause. Jeg søgte ind på overbygningsuddannelserne i både Aarhus og København, men ingen af stederne mente de, at min amerikanske bachelor var kompatibel med deres studier.”

”På samme tidspunkt mødte jeg Christian. Vi blev kærester i løbet af en uge og flyttede sammen efter en måned. Det er nu 10 år siden. Han kommer fra Sæby og foreslog mig at søge ind på Aalborg Universitet (AAU). ’Aalborg?’ tænkte jeg, ’det er jo et provinshul, når man kommer fra Washington DC’, men søgte alligevel. Og her var de anderledes imødekommende. Jeg viste dem, hvad jeg havde studeret i USA, og kort tid efter meddelte de, at jeg kunne komme ind på Internationale Studier på AAU.”

Og hun behøvede ikke at flytte. Hun kunne sagtens bo sammen med Christian i Aarhus og møde op til undervisningstimerne i Aalborg, der kun strakte sig over 9-10 timer om ugen.

Aktivist eller diplomat?

Det var under studierne ved AAU, hun oplevede ”et syv måneders mareridt” som praktikant på konsulatet i Skt. Petersborg. Og i stedet for at fordybe og indvikle sig i diplomatiets krinkelkroge gik hun ud og observerede de heftige protester og demonstrationer, der var i forbindelse med Duma-valget i december 2011, hvor både russere og udenlandske journalister mente, at Putin og hans regering havde svindlet med valget.

”Jeg startede som en neutral iagttager, men blev efterhånden mere og mere involveret i protestbevægelsen og så, hvordan politiet systematisk tæskede løs på fredelige demonstranter og smed dem i fængsel. Jeg besøgte fangerne og bragte mad ind til dem.

Hun fandt ud af, hvordan immigranter kommunikerede og opbyggede grupper på de sociale medier, hvor rumænere gennem hinandens erfaringer f.eks. orienterede sig om det danske arbejdsmarked og dets regler

Det var både ubehageligt og rystende at opleve de russiske fængsler indefra og se, hvordan folk blev stuvet sammen i små celler og pryglet for et godt ord. Det, jeg foretog mig, var noget ude over kanten i forhold til de diplomatiske spilleregler.

Jeg var meget inspireret af den serbiske aktivist og demokratiforkæmper Srdja Popovic som havde skrevet bogen og lavet filmen Bringing Down a Dictator, om hvordan Serbiens præsident Slobodan Milosevic blev væltet. Og jeg kunne simpelthen ikke bare sidde stille med hænderne i skødet og se passivt til.”

Ville selv bygge noget op – men hvad?

Det næste praktikjob var hos Rambøll Management Consulting. Endelig var hun kommet til et sted, hvor det, man arbejdede med, var evidensbaseret. Problemet var blot, at hun personlig var uenig med flere af projekterne. Som f.eks. boring efter skifergas i Nordjylland.

”Rent fagligt var det et fedt projekt. Men personligt kunne jeg ikke stå inde for det, og jeg følte ikke, at jeg kunne bruge mit liv på at arbejde med noget, jeg ikke troede på. Men når det hverken var en karriere inden for diplomatiet eller en international rådgivende ingeniørvirksomhed, hvad skulle jeg så bruge mit liv på? Én ting var sikkert. Jeg ville selv bygge noget op og aldrig blive afhængig af andre – men hvad?”

Svaret på det spørgsmål dukkede langsomt op, da Sahra-Josephine var i gang med sit Ph.d.-projekt, som foregik i et samarbejde mellem AAU og Immigrantmuseet i Farum, og hvor hun fandt ud af, hvordan immigranter kommunikerede og opbyggede grupper på de sociale medier, hvor rumænere gennem hinandens erfaringer f.eks. orienterede sig om det danske arbejdsmarked og dets regler. Det var tydeligt, at det digitale univers bragte folk sammen, men kunne man ikke organisere det, så det blev mere handlingsorienteret?

En højgravid og et hjerteanfald

Allerede fra sin tid som college-studerende på UWC i USA var hun blevet optaget af læring på tværs af landegrænser. I 2013 havde hun lavet en YouTube-kanal, hvor hun underviste i forurening og menneskehandel for at teste forskellige hypoteser omkring online-undervisning. Men hun følte, at der stadigvæk manglede noget, så det kunne komme ud til et stort publikum.

Ved siden af Ph.d.-studierne arbejdede hun også med at tage rundt og undervise i UWC’s forskellige afdelinger. Det var på en rejse hjem fra Beirut, at hun fik idéen om, at man måske også kunne koble noget mere læring på emigranternes søgen efter oplysninger på nettet.

”Jeg har altid været god til at få idéer og tage ud og præsentere dem, men jeg er ikke så skarp, når der handler om at få dem implementeret. Det er Christian derimod. Derfor er vi et godt team.”

Hun var højgravid med sit første barn og lige på grænsen til, at det var tilladt at flyve. Hun skulle skifte fly i Istanbul og vidste godt, at de tyrkiske myndigheder var meget strikse med gravide flyrejsende og var lige ved at blive smidt af flyet, selvom hun havde sine papirer i orden.

Kun takket være, at en anden passager, som sad på sædet lige foran og fik et hjerteanfald, blev personalet så optaget af ham, at de glemte alt om Sahra-Josephine.

Startede med investering på 45$

Da hun kom hjem om aftenen, præsenterede hun idéerne om at komme videre med sit projekt for sin kæreste, der i forvejen havde et firma, som arbejdede med grafisk design, og var lidt af en it-nørd.

”Jeg har altid været god til at få idéer og tage ud og præsentere dem, men jeg er ikke så skarp, når der handler om at få dem implementeret. Det er Christian derimod. Derfor er vi et godt team.”

Christian så noget skeptisk på hende og reagerede ikke umiddelbart på hendes ideer. Da han vågnede næste dag, gik han imidlertid i gang og foreslog, at de lavede et socialt netværk oven på en læringsplatform. Det var ikke gjort før. For 45$ købte han de nødvendige programmer på nettet, og efter to dage havde han lavet den digitale platform, som CanopyLAB stadig arbejder ud fra.

Et helt ny tech-virksomhed var født, og den 28. august 2015 fik CanopyLAB sit cvr-nummer. Fire måneder og én dag senere fødte Sahra-Josephine sin søn Elliott. Nu var de ikke længere blot kærester. Det var også virksomhedspartnere og forældre.

Farens død satte tingene i perspektiv

I dag er der mange muligheder for læring på CanopyLAB’s platform, og virksomheden tjener penge på, at andre virksomheder, organisationer, NGO’er og undervisningsinstitutioner køber licens til at bruge hele eller dele af CanopyLAB’s software. F.eks. har man et samarbejde med Telia og Samsung i Sverige og med AAU og Gulu Universitetet i Uganda. Samtidig donerer man også gratis adgang til platformen til udsatte grupper som f.eks. beboerne i den congolesiske flygtningelejr Nakivale i Uganda.

”CanopyLABs tilgang til læring er meget dansk. Uanset hvem dine forældre er, eller hvor i verden du befinder dig, mener jeg, at det er en demokratisk ret at have adgang til undervisning, sådan som jeg selv har været så heldig at få.

Og i virkeligheden er det først nu jeg kan se, at det er her, jeg hele tiden har været på vej hen. Den erkendelse stod først rigtig klar for mig, da politiet for to måneder siden fortalte mig, at min far var blevet fundet død i sin lejlighed i Aarhus. Jeg havde ikke noget specielt tæt forhold til ham, tværtimod. Han var psykisk syg, og i perioder kunne han være temmelig ubehagelig og nærmest stalke mig. Men det var der også en årsag til.

Som tortureret flygtning fik han ikke den rette hjælp til at finde ro og udnytte sine kompetencer her i Danmark. Hans skæbne har på en eller anden måde påvirket mig mere, end jeg har været bevidst om.

Næsten alle vores ansatte er udlændinge og sidder og arbejder i andre lande… Det er bl.a., fordi vi i Danmark står og mangler 10.000 it-programmører

Nu hvor han er død, står det klart, at han aldrig fik realiseret sit potentiale, ligesom mange andre flygtninge og indvandrere og personer med ondt i livet. Siden jeg fik meddelelsen om hans død, er jeg blevet helt overbevist om, at jeg har fat i det rigtige med det, vil laver i CanopyLAB, hvor vi jo arbejder imod at hjælpe alle med løbende opkvalificering og med at finde plads på arbejdsmarkedet.”

Kan både tåle og give kritik

”Min far og hele min baggrund har også betydet noget for min tilgang til det at være leder og arbejdsgiver.

Jeg er meget opmærksom på andre mennesker og kan ofte fornemme, hvordan de har det. Jeg har nok også et blødt punkt, når det kommer til at ansætte folk og især kvinder, som har haft det vanskeligt, men det er også fordi, de har en højere robusthed og ikke bliver slået ud af småting. Det er vigtigt i en startup-virksomhed.

Det er efter min mening en robusthed, som mangler hos 12-tals-pigerne, der ofte aldrig har mødt nogen modgang og derfor kan reagere meget negativt de første gange, de får at vide, at noget de har lavet ikke var lige i skabet. Men jeg kan også godt tåle kritik og er ikke bange for at give kritik. Næsten alle vores ansatte er udlændinge og sidder og arbejder i andre lande.

Det er bl.a., fordi vi i Danmark står og mangler 10.000 it-programmører. Men jeg synes også, at vi danskere ofte er lidt for nærtagende. Og så vil vi gerne opretholde en illusion om, at vi er mere lige, end vi i virkeligheden er på det danske arbejdsmarked.

Vi har forskellige roller i en arbejdsrelation, og jeg kan sagtens sidde og drikke et glas hvidvin med en kollega om onsdagen og give dem et dårligt review om torsdagen. Og hvis der har været en konflikt, så bærer jeg ikke nag. Det er glemt dagen efter, for vi skal alle sammen videre mod et fælles mål. Men det er ikke min opfattelse, at medarbejderne kan finde ud af at have en sådan type relation”.


Alle fotos: CanopyLAB

Poul Arnedal er født i 1947 og har arbejdet med journalistik stort set hele sit voksne liv.
Som freelancejournalist har han beskæftiget sig med de fleste discipliner og sagsområder inden for journalistikken – både som skrivende journalist, tv-tilrettelægger og forfatter. Han har skrevet til alle de landsdækkende aviser og en lang række fagblade, magasiner og ugeblade. Arbejdet for DRTV, TV2, TV3 og Nordisk Film.
Som 20-årig flyttede han til London, og kærligheden til den engelske hovedstad og interessen for britisk kultur og politik har været dybt forankret i hans DNA lige siden og resulteret i lange og talrige London-ophold.
Han er indtil videre forfatter og medforfatter til ti bøger, som strækker sig fra en bog om Rom sammen med fotografen Søren Rud over klima og natur til krimien, 'Liget i Horsekæret', der foregår i Tisvilde – og London.
Poul Arnedal bor i Tisvilde og slapper allerbedst af, når han kokkererer.
Kan du lide, det han skriver, er du meget velkommen til at indbetale et beløb til ham på Mobile Pay: +45 61416505

Seneste artikler om Arbejdsmarked