MORAL PÅ VENSTREFLØJEN // KRONIK – Enhedslistens Pelle Dragsted bliver kaldt ”kystbanesocialist”, fordi han finansierer en spansk ferielejlighed med afdragsfrie lån i villaen på Frederiksberg. Gælder der en særlig moral for socialistiske politikere, som gør, at de nok skal være af folket, men alligevel være hævet over, hvordan folk er flest?
Lørdag den 31. marts 2001 blev Enhedslisten ramt af den indtil da største skandale i partiets historie.
Overraskende nok skyldtes skandalen ikke, at prominente partimedlemmer var blevet taget i at have støttet totalitære regimer ude i verden, planlagt en væbnet revolution herhjemme eller med Moskva-guldet.
Det var mere alvorligt end som så.
Men man må forlige sig med sin skæbne. Jeg har f.eks. valgt at tage noget grimt tøj på for at blive accepteret
Kort forinden var det kommet frem, at den da nyudnævnte udviklingsminister Anita Bay Bundegaard (R) brugte titlen cand.ling.merc. på trods af, at hun aldrig havde færdiggjort uddannelsen. Men Anita Bay Bundegaard var ikke den eneste, som på den måde havde gjort sig til mere, end hun var. Skulle det vise sig.
På andendagen af Enhedslistens årsmøde i Brønshøj kunne Søndagsavisen på forsiden – under overskriften ”Ny titel-skandale i Tinget” – afsløre, at ”den danske toppolitiker, Søren Søndergaard, Enhedslisten, langt fra er så politisk korrekt uddannet, som han selv ønsker at præsentere sig.”
Søren Søndergaard var således uddannet cand.scient.pol. på Københavns Universitet og ikke, som han altid havde hævdet, svejser på B&W. Studier som ovenikøbet var blevet suppleret med et ophold på Harvard University i USA.
”Jeg føler mig forrådt, ja, jeg føler mig beskidt over det hele,” fortalte partifællen og folketingskollegaen, Keld Albrechtsen, der selv var uddannet som cand.scient.pol. og derfor havde været ”meget ondt igennem”, før han blev accepteret i partiet.
”Det var ikke nemt at være udsat for snobberi, hån og fornedrelser, fordi man i skæbnens spil ikke fik lov at være ufaglært,” forklarede Keld Albrechtsen.
”Men man må forlige sig med sin skæbne. Jeg har f.eks. valgt at tage noget grimt tøj på for at blive accepteret. Vi ville selvfølgelig have hjulpet Søren med den slags tip, hvis bare han havde været ærlig.”
Ingen havde tilsyneladende tænkt på, at Søndagsavisen ganske vist først officielt udkom søndag den 1. april, men allerede var blevet husstandsomdelt om lørdagen
Hovedpersonen havde fra morgenstunden været oppe på talerstolen på årsmødet og opdagede først, efter at være kommet tilbage til sin plads i salen, at der lå et tocifret antal beskeder på telefonsvareren. Beskeder fra forurettede partimedlemmer som krævede en forklaring. Øjeblikkelig. Og ikke bare det. Et medlem af folketingsgruppe kom hen og advarede om, at avisens afsløring skadede troværdigheden og lod forstå, at den selvfølgelig måtte få konsekvenser!
Søren Søndergaard var målløs.
Ingen havde tilsyneladende tænkt på, at Søndagsavisen ganske vist først officielt udkom søndag den 1. april, men allerede var blevet husstandsomdelt om lørdagen.
Den største frikadelle
Søren Søndergaards historie afslører, at venstrefløjen – og ikke mindst den yderste af slagsen – altid har haft et uafklaret forhold til, hvem der kan repræsentere arbejderklassen. For kan man hjælpe dem, hvis liv man arbejder for at forbedre, hvis ens egen livsstil afviger for meget fra deres? Og gælder der en særlig moral for socialistiske politikere? En moral som gør, at de nok skal være af folket men alligevel vil være hævet over, hvordan folk er flest?
Således har Socialdemokratiet siden Anker Jørgensen haft svært ved at finde en rigtig arbejder til at tegne partiet.
Arbejdersønnen fra Esbjerg, Poul Nyrup Rasmussen, var nok født uden nogen sølvske i munden. Men det var alligevel Svend Auken – med sin opvækst i et lægehjem i Hellerup – der løb med æren for at kende arbejdernes levevilkår, og hvis hjerte ikke mindst bankede for dem.
Om end det for retfærdighedens skyld her bør nævnes, at søsteren, europaparlamentarikeren Margrethe Auken (SF), senest har fortalt, at det skam stadig ”sidder” i hende, at familien kun havde to unge piger i huset, og at hun selv den dag i dag kan spotte den største frikadelle på fadet.
Ikke mindst Helle Thorning-Schmidt, eller ”Gucci-Helle”, som partifællen Freddy Blak døbte hende, led under ikke at ligne en ”klassisk socialdemokrat.”
Eller det hed det sig i hvert fald, da den daværende EU-parlamentariker første gang, i 2002, forgæves forsøgte at blive opstillet til Folketinget i partiets kreds på Amager (det lykkedes først, da hun skiftede til det mere mondæne Østerbro).
Den senere statsminister havde måske klasse, det var bare ikke arbejderklasse.
Kystbanesocialistkortet
Nu er turen så igen kommet til Enhedslisten, og denne gang er det ikke nogen aprilsnar.
Enhedslistens tidligere finansordfører og nuværende rådmand på Frederiksberg, Pelle Dragsted, har nemlig omlagt sit huslån til et afdragsfrit af slagsen. Noget syv ud af 10 danskere har gjort.
Problemet er dog ikke bare, at Pelle Dragsted – og Enhedslisten – meget rigtigt har advaret om, at de afdragsfrie lån er med til at skabe en boligboble.
Pelle Dragsted, eller ”Don Dragsted” som Ekstra Bladet kalder ham, bor i kollektiv på Frederiksberg, og noget af friværdien i villaen har kollektivisterne valgt at bruge til at købe en ferielejlighed i kystbyen Tarragona sydvest for den catalonske hovedstad Barcelona.
Det får borgerlige politikere, debattører og kommentatorer til at trække det i dansk politik så frygtede såkaldte kystbanesocialistkort.
”Intet nyt i dette, kystbanesocialister er et mindst 50 år gammelt fænomen,” skriver Berlingskes ansvarshavende chefredaktør, Tom Jensen, på Twitter.
”Her er kysten blot spansk. Tillykke til Pelle Dragsted med købet, måtte han nyde det lige så meget som vi andre i overklassen nyder vore besiddelser.”
Selv besidder Tom Jensen en bolig i det fashionable komponistkvarter på Østerbro, så chefredaktøren må formodes at vide, hvad han taler om.
Venstres kulturordfører og rådmand på Frederiksberg, Jan E. Jørgensen, kvitterer ved at parafrasere teksten til C. V. Jørgensens ”Costa del Sol”:
”På Costa del Sol hvor solen den danser. Mit navn er Pelle, men folk hernede kalder mit Otto ;-)”
Johannes drømmehus
Kritikerkoret undlader heller aldrig at erindre om, at Enhedslistens tidligere politiske ordfører, Pernille Skipper, i sin tid nød godt af et såkaldte forældrekøb, selv om hun havde kritiseret, at nogle på den måde profiterer på de stigende boligpriser.
Og apropos boliger.
Der var jo også ”RØDE JOHANNES DYRE DRØMMEHUS” (som der stod på Ekstra Bladets spiseseddel). Drømmehuset der i 2016 skabte debat, om det stred mod venstrefløjens ”idealer” (hvilket spørgsmålet lød i en læserafstemning på BT), når den tidligere politiske ordfører, sammen med kæresten, smed 6,4 millioner kroner på bordet for en villa i Valby.
”Selvfølgelig skal vi drille Johanne, når vi får muligheden for det, og det er da også bare en lille smule sjovt, det her,” skrev den tidligere direktør for Saxo Bank, Lars Seier Christensen, ved den lejlighed på Facebook.
”Men alligevel skal vi glæde os over hendes huskøb. Den bedste måde, at få færre socialister på, er, når de får smag for at leve godt og borgerligt, og at de møder de udfordringer i praksis, som de gladeligt påfører andre, når det blot er teoretisk for dem. Ejerskab af egen bolig er noget nær kirsebærret på toppen af kapitalismen i privat regi og den private ejendomsret, og oplevelsen af at være husejer påvirker folk i en positiv og ansvarlig retning.”
Arven fra Aksel Larsen
Selv om Pelle Dragsted afviser, at socialister skal leve op til ”særlige kriterier”, og sammenligner det afdragsfrie lån med, at han selv og andre socialister hellere ikke skal køre langsommere, fordi de synes, at hastighedsgrænserne skal sættes ned på motorvejene, så gør de det faktisk ofte.
Eller de prøver på det i hvert fald. Altså at leve op til netop særlige kriterier.
Da kommunister, trotskister og venstresocialister i 1989 dannede Enhedslisten (maoisterne kom først med senere), arvede partiet sin organisationsstruktur fra VS, der belært af de historiske erfaringer med SF’s enerådige formand, Aksel Larsen, havde forsvoret aldrig mere at ville have en selvstændiggjort folketingsgruppe, der indgik politiske aftaler uden støtte fra medlemmerne.
Enhedslisten har den dag i dag stadig kollektiv ledelse, mindretalsbeskyttelse og en rotationsordning, der skal sikre en repræsentativ folketingsgruppe uden såkaldte levebrødspolitikere (ordningen gælder også for ansatte og andre folkevalgte).
Det resulterer i, at folketingsmedlemmerne betaler en partiskat svarende til den del af folketingslønnen, der ligger ud over gennemsnittet af en faglært københavnsk arbejders løn.
Kennedy
Rigdom har ellers sjældent været et handicap, når politikere skulle reformere samfundet.
Tværtimod.
En stor personlig formue, eller fast indtægt, giver nu engang både økonomisk tryghed og intellektuel frihed, når den fælles samfundshusholdning skal diskuteres.
I amerikansk politik fortælles ofte historien om demokraten Edward Moore Kennedys første valgkamp i 1962 til Senatet for Massachusetts. Det senere mangeårige liberale ikon blev ved den lejlighed kritiseret for aldrig at have kunnet få sit navn på stemmesedlen, hvis han blot havde heddet Edward Moore.
Blot tre år efter at være blevet færdig på universitet, havde kandidaten aldrig tidligere stillet op til noget embede, endsige blevet valgt til et sådan eller haft et arbejde.
Edward M. Kennedy fornemmede dog, at han kunne overleve dette handicap, da han en dag førte valgkamp foran en fabrik ved fyraftenstid.
Pludselig spurgte en gammel arbejder:
”Er det sandt, hvad jeg hører, at du aldrig har arbejdet en dag i dit liv, Kennedy?”
Kandidaten mumlede nogle ord om, at selv om han ikke havde arbejdet meget med sine hænder, så…
”Okay, lad mig fortælle dig noget, knægt,” afbrød arbejderen ham.
”Du er sgu ikke gået glip af noget.”
Kamelen og nåleøjet
Alligevel mente de første socialister, at en kamel havde lettere ved at gå gennem et nåleøje, end en rig mand for at komme i himlen (Karl Marx er blevet kaldt sit århundredes store verdslige rabbiner, og Friedrich Engels voksede op i et strengt calvinistisk hjem).
Karl Marx og Friedrich Engels forsvor i ord – omend ikke altid i handling – bourgeoisiets livsstil og frygtede dets diskrete charme. En asketisk livsførelse var ikke bare forudsætningen for arbejdernes klassebevidsthed. Jo værre arbejderne havde det, desto mere revolutionære ville de blive.
Af samme årsag kan det være svært for en sand revolutionær at bevare det gode humør i økonomiske opgangstider vel vidende, at kun når store dele af befolkningen har det dårligt, vil det være muligt med gennemgribende samfundsforandringer.
Lenin advarede dog om, at overladt til sig selv ville arbejderne aldrig drive det længere end til socialdemokratiske fagforeninger og forbedringer i småtingsafdelingen. Med andre ord havde arbejderklassen brug for en hjælpende hånd af såkaldte professionelle revolutionære for at blive bevidste om deres samfundsklasse.
Socialismen var skabt af ”dannede repræsentanter for de besiddende klasser, af intelligentsiaen,” som det hed i bogen Hvad må der gøres?
Det nye venstre
Belært af erfaringerne fra studenteroprøret, som havde afsløret, at samfundsforandringer ikke kunne gennemføres uden arbejderklassens støtte, fik denne klasse i 1970’erne en renæssance i det nye venstres påtænkte samfundsforandringer, og mange unge, ofte studerende, søgte ud på de store industriarbejdspladser for at sikre arbejdernes støtte til den kommende revolution.
Hvis arbejderne ikke ville komme til de revolutionære, måtte de revolutionære komme til arbejderne.
Der var grænser for enigheden. Når det kom til stykket, ønskede arbejderne ikke et helt andet samfund
Trotskister, maoister, venstresocialister og anarkister opdagede dog hurtigt, at man måske kunne blive enige på arbejdspladserne om at kæmpe for højere løn, kortere arbejdstid og bedre arbejdsmiljø. Og man kunne måske også enes om, at kapitalismen fik arbejdsgiverne til at forsøge at spare så mange penge som muligt.
Men ligesom arbejderne tidligere ofte havde støttet de mest venstreorienterede tillidsmænd (læs: kommunister), var de unge revolutionære i første omgang blot medspillere. Der var grænser for enigheden. Når det kom til stykket, ønskede arbejderne ikke et helt andet samfund.
Ikke hvis det var et Karl Marx og Friedrich Engels’ af slagsen.
Denne uenighed fik mange på den yderste venstrefløj til at tale om en ”borgerliggørelse” af arbejderklassen, en ”falsk bevidsthed” eller – med Blekingebandens senere profet Gotfred Appels ord – at arbejderne var ”bestukket”. Villa, Volvo og vovhund fik arbejderne til at glemme, hvad der var i deres interesse.
Kammerat Napoleon
Puritanismen har aldrig haft en menighed blandt arbejderne, og forfatteren til ”Kammerat Napoleon”, den engelske socialist George Orwell, advarede i sin tid netop mod den ”hellige politiker.”
George Orwell, der havde beskrevet, hvordan gårdens svin blev federe og federe efter revolutionen, kritiserede i essayet ”Reflections on Gandhi” efterkrigstidens skæggede vegetarianere, i sandaler, for kun at skræmme den almindelige såkaldte fish-n’-chips-arbejdervælger væk fra Arbejderpartiet.
Ifølge George Orwell var de overjordiske, anti-humanistiske tendenser hos venstrefløjens daværende yndling, som havde givet afkald på de materielle goder, ikke et eksempel til efterfølgelse. Politik går ud på at gøre det værd at leve her på Jorden. Hvorimod Mahatma Gandhis lære kun giver mening for dem, der tror på et andet og bedre liv efter døden, og at den tingsliggjorte verden bare er en flygtig illusion. Mennesker skal ikke prøve at blive perfekte og drive asketismen til et punkt, hvor den ikke længere tjener noget formål.
”Der er ingen tvivl om, at en helgen må undgå alkohol, tobak og lignende, men mennesker må også undgå helgenglorien,” skrev George Orwell i 1949.
”Mange mennesker nærer intet ønske om at blive en helgen, og det er sandsynligt, at nogle, der opnår eller aspirerer til helgenværdighed, aldrig har været fristet af det at være et menneske. Men her er der ingen grund til at hævde, at det humanistiske ideal er “højere”. Pointen er, at de er uforenelige. Man må vælge mellem Gud og Mennesket, og alle “radikale” og “progressive”, fra den mildeste liberale og til den mest ekstreme anarkist, har i virkeligheden valgt mennesket,” skriver han.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her