Kære offentligt ansatte: I har min dybeste respekt

i Danmark/Featured/Politik & Samfund af

Så skete det igen. Endnu engang udtaler en såkaldt fagperson sig om den offentlige sektors ansatte og om hvor forkert disse ansatte er på den, når de protesterer mod de systematiske forringelser af deres arbejdsvilkår.

Interviewet med professor Ove K. Pedersen fra Politiken er værd at læse, ikke fordi man bliver et gladere eller mere givende menneske, men fordi det helt enkelt kortlægger den styringslogik, som præger den politiske tilgang til, hvordan vi skal indrette vores samfund.

Ove K. Pedersen afslutter sit indlæg med følgende ord:

“Der er mange offentligt ansatte, som er så sårede, at de ikke kan se, hvad der sker, og hvorfor. Men heldigvis er der en stor gruppe af især yngre offentligt ansatte, der har behov for den velorienterede, fremadrettede og prioriterede debat. Dem håber jeg på. Vi har nemlig brug for, at de offentligt ansatte løfter blikket fra sig selv og begynder at videreudvikle deres faglighed under nutidens betingelser. Der er meget på spil – intet mindre end vores alles fremtid«.”

Det er helt utroligt, at sygeplejesker, skolelærere, pædagoger, hjemmehjælpere, portører, undervisere på alle tænkelige uddannelser, sagsbehandlere, socialrådgivere, administrationsfolk og alle øvrige offentlige ansatte skal lytte til dette.

Jeg er grundlæggende uenig med Ove K. Pedersens kritik af de offentlige ansatte, og at han når frem til denne konklusion, skyldes ene og alene, at han har lukket sig om sin egen forståelse af, hvordan velfærdssamfundet fremadrettet skal bestå – nemlig i form af konkurrencestaten.

Det er helt utroligt, at sygeplejesker, skolelærere, pædagoger, hjemmehjælpere, portører, undervisere på alle tænkelige uddannelser, sagsbehandlere, socialrådgivere, administrationsfolk og alle øvrige offentlige ansatte skal lytte til dette.

For det første: alene ideen om, at konkurrencesamfundet er velfærdssamfundets naturlige aftager er for mig at se forkert, primært fordi velfærdssamfundet er grundlagt på socialdemokratiske grundideer, hvor den offentlige sektor er afgørende for skabelsen af velfærd, hvorimod konkurrencestaten er grundlagt på neoliberale tanker, der har markedet, som det centrale omdrejningspunkt for fordelingen af velfærd.

Jeg er desuden uenig, fordi jeg også som bruger af en offentlig sektor oplever mennesker, der arbejder med stort engagement og indsats og som forsøger at løse deres opgaver, så godt som de overhovedet kan, på trods af de åbenlyse og mærkbare forringelser, som har fundet sted inden for deres områder. Ændringer, der netop kommer fra det paradigme, konkurrencestaten hviler på.

Besparelser på børne- og ungeområdet

Lad os tage et konkret eksempel:

I København skal børne- og ungeområdet endnu en gang spare. Denne gang anslås besparelsen til at være på ca. 150 millioner kroner.

Kommunen agter at finde disse penge ved bl.a. at reducere antallet af hænder rundt om i institutionenerne, hvormed de tilbageværende ansatte endnu engang pålægges en større arbejdsbyrde.

Denne forøgede arbejdsbyrde vil det tilbageværende personale så forsøge, som så mange gange før (har nu haft børn i institutioner i mere end 10 år, og der har været besparelser fra dag et) at tage på sig og løse så godt, som de nu kan.

Det kan måske være, at de vil pippe lidt op om, at deres arbejdsforhold endnu en gang er blevet drastisk forværret, og at netop dette forringede arbejdsforhold har stor betydning for børnene, eftersom voksen-børn kontakt er afgørende for barnets trivsel.

Men hov, disse reelle faglige bekymringer skal personalet holde for sig selv, for det er blot udtryk for klynk og egeninteresse og helt uden blik for det bredere fællesskab, ifølge professoren.

Ifølge Ove K. Pedersen er f.eks. pædagoggruppens kritik nemlig ikke udtryk for fællesskabets interesser. Uanset og heller ikke når pædagogerne udtaler sig om noget, der har betydning for, at de overhovedet kan udføre det børnepædagogiske arbejde, nemlig at få tildelt en vis mængde ressourcer, som kan gøre det muligt for dem at udføre et ordentligt og helt vitalt arbejde for samfundet. Et arbejde, hvis hovedopgave er at give børnene så gode og trygge rammer i deres opvækst som muligt. For derved at ruste børnene til at træde ind i skolen med sociale kompetencer, som vil gøre dem i stand til at lære fag og arbejde sammen med andre, fordi de har lært at tage imod en besked, at lytte til andre, at vente på deres tur, at tage hensyn til andre, at sætte ord på deres egne og andres følelser (kunne udvise empati) at overholde regler, at kunne omgås andre osv. osv.

Nedskæringer på sygehusene

Vi kan også se på et andet konkret eksempel: For nogle år siden nedlagde man sengeafsnit på Glostrup sygehus, (det har man også gjort på Amager i dag sammenlagt til Hvidovre-Amager og i forbindelse med afviklingen af sengeafsnit på Hørsholm etc. til Hillerød) for i stedet, som det så fint hed, at “samle de sundhedsfaglige kompetencerne på Herlev og de øvrige hospitaler”, de tilbageværende i region Hovedstaden.

Herlevs patientområde – der hvor de modtager patienter fra – blev dermed kraftigt forøget, men til al held for hospitalets personale varede det ikke lang tid, før man var nødt til at reducere hospitalets sundhedspersonale på grund af dårlig økonomi/manglende økonomiske ressourcer tilført et hospital, med en større opgaveportfolio end ressourcetilførsel.

Konsekvensen er blevet langt flere patienter og færre ansatte til at yde den samme service som tidligere.

På trods af stigende sagsbunker har vi fortsat sagsbehandlere og socialrådgivere, som forsøger at hjælpe borgerne så godt og menneskeligt som de kan, selvom de er klar over, at rådgivningen de giver sikkert opleves af borgeren som fraværende og forjaget.

De vilkår har sundhedspersonalet på Herlev så forsøgt at leve med og arbejde under efter bedste evne. Ligesom sundhedspersonalet på Hvidovre-Amager og på alle andre danske hospitaler, hvor man har skåret markant på de varme hænder – sygeplejesker, læger, sundhedsassistenter portører, socialrådgiver og psykologibistand til syge og pårørende osv.

I den forbindelse har sundhedspersonalet så gudhjælpeme tilladt sig den frækhed at ytre sig kritisk om den praksis, der finder sted i sundhedssektoren i disse år, hvor personalet piskes frem hen over sengeafsnittene til de er ved at segne for at tilgodese alle os borgeres forventninger til en ordentlig behandling. Og det skal tilføjes, at vi borgere eller modtagere af de offentlige ydelser er ret forventningsfulde på trods af de vilkår, som sundhedspersonalet bydes.

På trods af de forringede vilkår har vi fortsat pædagoger, som hver dag går på arbejde og passer mine, dine og alle andres børn og forsøger så godt som det overhovedet er muligt at bruge tid sammen med børnene, lege med dem og være de omsorgs- og støttepersoner som de så gerne vil være for børnene, fordi det ligger i deres faglige stolthed.

Pressede sagsbehandlere og socialrådgivere

Lad os tage et tredje og sidste eksempel:

Sagsbehandlere og socialrådgivere er i disse år hårdt ramt, når det gælder manglende tid til at yde den enkelte borger den rådgivning og vejledning som de mener, vil kunne hjælpe borgeren til at få en bedre hverdag. I stedet reduceres de til administratorer af meter høje sagsbunker der giver den menneskelige sagsbehandling, som personalet meget gerne vil give, virkelig ringe vilkår. Det får den konsekvens, at mange i “systemet” føler sig klientliggjort og som blot et nummer i en uendelig række.

Men på trods af alle disse udfordringer – og jeg kunne nævne mange flere – så har vi fortsat et sundhedspersonale, der hver dag går på arbejde og gør deres bedste, for at vi borgere, som de behandler og er i kontakt med i sundhedssystemet, ikke skal opleve de forringelser, som er lysende klare for sundhedspersonalet. I stedet forsøger personalet at lægge forringelserne bag sig i ønsket om at hjælpe os borgere så godt som muligt.

Og ja – på trods af de forringede vilkår så har vi fortsat pædagoger, som hver dag går på arbejde og passer mine, dine og alle andres børn og forsøger så godt som det overhovedet er muligt, at bruge tid sammen med børnene, lege med dem og være de omsorgs- og støttepersoner som de så gerne vil være for børnene, fordi det ligger i deres faglige stolthed.

Vi har fortsat et sundhedspersonale, der hver dag går på arbejde og gør deres bedste, for at vi borgere, som de behandler, ikke skal opleve de forringelser som er lysende klare for sundhedspersonalet. I stedet forsøger personalet at lægge forringelserne bag sig i ønsket om at hjælpe os borgere så godt som muligt.

På trods af stigende sagsbunker har vi fortsat sagsbehandlere og socialrådgivere som forsøger at hjælpe borgerne så godt og menneskeligt som de kan, også selvom de er klar over, at rådgivningen de giver sikkert opleves af borgeren som fraværende og forjaget.

På trods af forringede vilkår har vi fortsat skolelærere, som står klar bag katederet hver morgen og er klar til at give den bedst mulige undervisning, som det har ladet sig gøre at forberede på trods af stærkt reduceret forberedelsestid og på trods af kritiske bemærkninger fra omverden om, at lærerne bare skal tørre øjnene og se at komme videre.

På trods af forringede vilkår har vi fortsat hjemmehjælpere, som hver dag tager rundt til vores ældre medborgere og forsøger at give dem en hjælpende og støttende hånd. Også om aften, hvor 28-30 besøg (har selv kørt som aftenhjemmehjælper en periode) skal nås inden for syv timer.

På trods af forringede vilkår, har vi fortsat bibliotekarer, som forsøger at lave interessante og sjove happenings på vore biblioteker, og som derved styrker hele oplysningsfundamentet.

På trods af forringede vilkår har vi fortsat politifolk, skattefolk, teknisk personale, øvrige undervisere i ungdomsuddannelser og på de korte, mellemlange og videregående uddannelser. Ja, vi har fortsat alle disse mennesker i den offentlige sektor og de går hver dag på arbejde med det ønske at hjælpe og bistå andre borgere i vores alle sammens samfund. De forsøger hver dag at gøre deres yderste, selvom mulighederne for at gøre netop dette er meget vanskeligere i dag, end de var i går.

Vi skal lytte til protesterne fra de ansatte og tage dem alvorligt

Alle disse mennesker, der hver dag arbejder i den offentlige sektor, fortjener min, din og vores alle sammens store respekt, og de fortjener først og fremmest, at vi lytter til dem og tager deres opråb om, hvad forringelserne i den offentlige sektor betyder for netop deres område, seriøst. Vi skylder dem det, fordi deres formål med disse kritiske ytringer netop er at gøre opmærksom på, hvad den gældende praksis – altså besparelserne – betyder for alle de opgaver,  den offentlige sektors ansatte skal løse dag ud og dag ind.

Ved at gå på arbejde hver dag men også ved at åbne munden og kritisere det, de mener er forkert, viser de offentlige ansatte, at de bakker op om og kæmper med næb og klør for fællesskabet.

Alt dette udlægger Ove K. Pedersen fuldstændigt fejlagtigt som en snæver egeninteresse, der truer det bredere fællesskab i det danske samfund.

Men det er jo netop udtryk for det modsatte! Gennem disse menneskers handlinger  – at gå på arbejde hver dag men også at åbne munden og kritisere det de mener er forkert – viser de offentlige ansatte tværtimod, at de bakker op om og kæmper med næb og klør for det fællesskab, som nogle synes skal skiftes ud med et mere konkurrencepræget og markedsreguleret system, hvor den enkelte overlades til sin egen kamp i hamsterhjulet for ikke at ryge ud.

Kære alle offentlige ansatte, I har min store respekt  – ligesom de ansatte i den private sektor i øvrigt også har – for at I hver dag går på arbejde med det sigte at tage vare på vores fællesskab, ved at gøre det, I gør, og gøre det på trods af de udfordringer, som regner ned over jer i disse år. Jeres kritik lytter jeg til med stor opmærksomhed, fordi den er netop er forankret i et dybfølt ønske om at beskytte vores fællesskab og ikke det modsatte.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du alle links til vores nye artikler.  Del også gerne artiklen med andre. Vi har ikke noget reklamebudget.

Topfoto: https://coffscollege.nsw.edu.au/wp-content/uploads/2015/10/Aged-Care.jpg

Peter-Christian Brøndum (1976) er uddannet cand.mag. fra Roskilde Universitetscenter, lektor i samfundsfag og historie ved Øregaard Gymnasium. og forfatter til flere bøger herunder "Breve fra Østfronten - Den tyske Værnemagt og krigen mod Sovjetunionen 1941-45" (med Bo Odgaard Rasmussen), Historie-nu.dk, "Luk samfundet op!" (med Thor Banke Hansen) samt "USA's Udfordringer" (med Annegrethe Rasmussen) og "USA Now" (med Birgitte Prytz Clausen og Annegrethe Rasmussen) - begge  er udkommet på forlaget Columbus. Gift og far til tre børn. Bor i København.