KØN // FYSIK – Der er stadig lang vej, før kvinder bliver fri af fysiske, mentale og sociale begrænsninger, så de kan leve livet i fuld bevægelighed og frihed til at gøre alle de ting, de drømmer om, mener Anna Bogdanova og Emilia van Hauen. Christel Thrane har sat dem stævne for at finde ud af, hvad det er for en mission, de er på.
Kan det virkelig passe, at der stadig ligger en indgroet forventning om, at feminint er lig med smukt, slankt, sexet og elegant – og ikke robust, stærkt, muskuløst, ustyrligt eller standhaftigt? Ja, siger trænings- og adfærdsspecialist Anna Bogdanova og kultursociolog Emilia van Hauen, som kræver et opgør med den forestilling en gang for alle her til indgangen af 2022. Den moderne kvindes kropsbillede og selvbillede er nemlig både stærkt og feminint og fuldt ud i stand til at rumme modsætninger, slår de fast.
Anna Bogdanova har de sidste 12 år arbejdet på at gøre kvinder stærkere, så de kan leve et liv med færre fysiske og mentale begrænsninger og mere frihed til bevægelse. Emilia van Hauen har opfundet begrebet ‘ustyrlige kvinder’ om kvinder, som ikke lader sig styre af traditionelle normer, værdier og adfærd, hvis det begrænser hende eller hendes talent.
– Hvad er det for nogle begrænsninger, der holder kvinder tilbage?
Emilia: Der er så mange forventninger til, hvordan kvinder skal opføre sig, præstere og se ud, hvis de vil accepteres af samfundet. Vi er i tusindvis af år blevet styret på vores skønhed, seksualitet og socialitet. Ustyrlig skønhed handler ikke om at være smuk i klassisk forstand, men om at turde vise sig frem og se ud, som man har lyst til – og på den måde tage den plads i verden, man har lyst til, med det man synes er vigtigt.
Ustyrlig seksualitet handler om at være i kontakt med og leve efter sin egen skaberkraft og lyst – også seksuel lyst – hvilket er noget, som alt for mange stadig føler sig begrænset i, fx ved at lyve antallet af sexpartnere ned af angst for at miste social status.
Ustyrlig socialitet handler om at turde sætte sig selv og sine behov, længsler og drømme forrest – også selvom det nogle gange sker på bekostning af familien, fællesskabet og ‘de andre’. Men kvinder er traditionelt opdraget til, at andres krav er vigtigere end vores egne, og det giver høj status, når en kvinde ofrer sig for fællesskabet og familien.
Anna: Hver dag må kvinder finde sig i at gå på kompromis med en del af deres livskvalitet på grund af begrænsninger, der både kommer udefra, men også fra os selv. Begrænsninger, som fastholder os i, at kvindekroppen er ‘særlig skrøbelig’ og ‘skal undgå unødvendig belastning’. Men hvorfor skal det feminine være noget blødt, roligt og yogaagtigt?
Hver dag må kvinder finde sig i at gå på kompromis med en del af deres livskvalitet på grund af begrænsninger, der både kommer udefra, men også fra os selv
Vi skal værne om kvindekroppen, ja, men hele denne retorik med at ‘passe på’ og ‘må ikke belaste’, hjælper os ikke. Jo flere katastrofetanker, vi har om alt det, der kan gå galt, des mere tilbøjelige er vi til at få ondt. Hvis vi så får ondt, holder vi os tilbage for at undgå mere smerte, men jo mere vi holder os tilbage, des mere mister vi kontakten til vores krop.
Problemet er altså ikke, at vi overbelaster os selv, men at vi ikke belaster kroppen nok på de rigtige måder. Og vores krop fungerer efter ‘use it or lose it’-princippet – så du kan kun opbygge og beholde din styrke, hvis du regelmæssigt oplever og opbygger tolerance til anstrengelse på et niveau, hvor du ikke længere kan kontrollere, hvordan du fremstår, fordi det er selve kraftudfoldelsen, som er i fokus. Det er bare ikke noget, der bliver set på som særligt kvindeligt, desværre.
– Hvad betyder de her begrænsninger for os … og for samfundet?
Anna: Listen er lang! Knogleskørhed, muskeltab, demens, faldulykker (som er næsthyppigste årsag til død efter trafikulykker, og ja, også hos unge mennesker!), længere rehabiliteringstid efter operationer og sygdom… Når du har lav styrke, vil selv små hverdagsopgaver koste os uforholdsmæssigt meget energi og efterlade meget lidt overskud til andre ting. Det er oftest et udtryk for lav kapacitet, og det er meget begrænsende at skulle økonomisere sin energi og ikke kunne sige ja til en spontan cykeltur i skoven uden at skulle bekymre sig om at få ømme muskler i flere dage.
Men man kan godt løfte ‘loftet’ for sin styrke, så hverdagsopgaver kun tager en lille procentdel af ens energi. Det kræver dog et overskud af energi at kunne bygge sin krop stærkere – man skal være i kalorieoverskud for at (genop)bygge muskler, bindevæv og knogler, og det står jo i stærk kontrast til den kroniske underspisning, som de fleste af os kvinder er opdraget med som en dyd, og som vi har dyrket i perioder af vores liv af frygt for at tage på. Men hvordan skal vi dog finde energien til at rykke ved noget og gøre en forskel ude i verden, når vi ikke engang har energi til at vedligeholde vores egen krop?
Emilia: Samfundet bliver også berøvet en ekstremt stor grad af kreativitet, ideer, relationer, energi, som jo kommer fra en anden erfaring og en anden form for krop end den maskuline. Jeg var ambassadør for Hjerteforeningen i ti år, og én af de oplysninger, der virkelig skræmte mig, var at mange flere kvinder end mænd døde under hjerteoperation, fordi man ødelagde kvindernes hjerter med de instrumenter, som blev brugt til operationen. Hvorfor? Fordi de var udviklet til mandehjerter, der er større end kvindehjerter.
Mange flere kvinder end mænd døde under hjerteoperation, fordi man ødelagde kvindernes hjerter med de instrumenter, som blev brugt til operationen. Hvorfor? Fordi de var udviklet til mandehjerter, der er større end kvindehjerter
Sådan er der meget forskning i kroppen, der bliver lavet, testet og udviklet til mænd, hvilket også medfører fejldosering af medicin. For nyligt var der forskere, som gennem kunstig intelligens trawlede 3,5 millioner engelske bøger udgivet mellem 1900 og 2008 igennem og fandt, at negative udsagnsord, der knytter sig til kroppen og udseendet, bruges hele fem gange så ofte om personer af hunkøn end personer af hankøn.
Analyserne viser også, at positive og neutrale tillægsord om kroppen og udseendet forekommer ca. dobbelt så ofte i beskrivelser af personer af hunkøn, hvor personer af hankøn hyppigst bliver beskrevet med tillægsord, som har at gøre med deres opførsel og egenskaber. Så kvinders værdi ligger i deres udseende, mændenes i deres handlinger, og hvis man møder det hele tiden, så ender man jo også med selv at tro på det. Derfor er det så vigtigt, at kvinder både selv står mere frem og hjælper andre til at stå mere frem, som man rent faktisk har lyst til at være og handle.
– Men kan vi kvinder ændre på noget så grundlæggende ved hjælp af fysisk træning?
Anna: Ja, det kan vi. Styrketræning med hårde muskelsammentrækninger er faktisk ekstremt effektivt til at opgradere den del af vores hjerne, hvor vores krops- og selvbillede bor. Evnen til at generere spænding i musklen og holde igen, skrue op og ned for volumenknappen efter behov, skifte mellem x antal procent spænding til afspænding, skaber hurtigt en bedre kropsfornemmelse og derfor også en bedre fornemmelse for vores behov, og hvordan vi bedst handler på dem.
Styrketræning kan meget håndgribeligt øge tilliden til din krop og dine evner – den der empowering følelse af at overkomme hvad som helst. Alt for mange kvinder kører i 1. og 2.gear gennem livet – vi knokler af sted i pedalerne, men kommer ikke særligt hurtigt frem, hvis vi overhovedet når målet. Mere styrke vil gøre os i stand til også at køre i 3.-, 4. og 5. gear, hvor vi godt nok skal træde lidt hårdere i pedalerne, men til gengæld kommer vi meget hurtigere frem – uden at syre til undervejs.
Emilia: Jeg er tidligere gymnast og dyrkede også styrketræning og karate på et ret intensivt niveau, så jeg har været vant til at kunne lægge en mand ned i arm. Men jeg føler mig ikke fysisk stærk længere – og det savner jeg enormt. Når jeg træner bliver jeg virkelig opmuntret til at finde min styrke frem igen.
Det særlige ved den form for træning er, at man får en følelse af ens krop, præcis som den er. Den bliver ikke pisket til at være alt muligt, som den ikke er, fordi der kulturelt ligger en masse forventninger til, hvordan den skal opføre sig eller se ud.
I stedet for afsavn og selvdisciplin – hvilket jeg synes alt for mange har fokus på – handler det om at mærke efter i sig selv og være i kontakt med sin lyst, sanselighed og netop den styrke, som kroppen har. Og det er lige præcis de ting, en ustyrlig kvinde lader sig styre af. Ikke af samfundets, historiens eller kulturens forventninger til, hvordan kvinder skal være.
– Kan I gøre det endnu mere konkret, hvordan vi gør os mere fri af forventninger og begrænsninger?
Emilia: Vi skal lade os styre meget mere af egen lyst – det, man selv synes er det vigtigste, og det man kan mærke, man tænder på, uden at være asocial eller ligeglad med andre. Der er desværre mange, der ikke har så meget adgang til deres egen lyst, fordi de har travlt med at passe på fællesskabet. Et godt eksempel på en lille og simpel øvelse kan være, at du øver dig i at mærke efter, hvad du har mest lyst til på helt ufarlige ting: Du har eksempelvis to forskellige shower gels i badet – hver morgen skal du mærke efter, hvilken én du har lyst til at bruge i dag.
Og husk nu at lade være med at skifte hver dag, så du bruger lige meget af dem begge! Det virker måske fjollet, men det virker – prøv selv. Når du har gjort det i en måned i træk, vil du opdage, at du blevet meget bedre til også at mærke din lyst og dine behov i andre situationer.
Anna: De fleste kvinder kender faktisk ikke deres egen krop til fulde. De har ikke prøvet at løfte noget tungt, de har ikke prøvet for alvor at spænde deres muskler – de har ikke testet alle de gear, som kroppen egentlig kan være i.
Vi hører jo allevegne, at kvinder ikke må løfte tungt… men hvad med håndtasken og børnene, vi slæber rundt på? Det kan vi sagtens bære på, for vi kan så meget mere, end vi tror. Men vi bruger ikke vores krop på alle de måder, den kan bruges på, og vi giver ikke os selv tilstrækkelig genopladning undervejs.
Man skal kunne trække buen tilstrækkeligt langt tilbage for at kunne skyde pilen tilstrækkeligt langt frem – og man skal lære sig selv at kende og udforske sin krop og dens formåen nysgerrigt. Lære sine behov og grænser at kende igen – hvordan føles komplet hvile fx? Hvordan føles stor anstrengelse? Se DET er empowering – at få et godt forhold til sin krop og blive bekræftet i, hvor mange nuancer den rummer, og hvor meget den kan.
– Men styrke og ustyrlighed – hvad har det at gøre med at være feminin?
Anna: Da min mor var ung, fik hun at vide, at hun aldrig ville finde en mand, der ville gifte sig med hende, hvis hun fik brede skuldre af at ro! Lidt som i dag, hvor vi får at vide, at “rigtige” kvinder ikke spiser for meget, ikke løfter tungt og helst skal have lange, slanke muskler. Men – min mor blev altså gift, og kvinder er IKKE det svage køn.
Jo flere rollemodeller vi har, som tør træde ud af boksen og belyse problematikkerne fra flere nye vinkler, des flere vil turde stå op, speak up og bringe sig selv til bordet
Vores default tilstand er ikke slap og uden muskler. Vi er bare alt for længe blevet opdraget til, at tung træning og eksplosiv kraft er maskulint, og derfor lader vi mænd om at bære de tunge ting. Men tung træning og eksplosiv kraft er ikke maskuline egenskaber – det er menneskelige egenskaber. Det er da fx ret feminint at være gravid og føde børn på den ene eller den anden måde, og ser man yndig ud der? Hvorfor sætter så mange lighedstegn mellem yndig, graciøs, slank, tynd… og feminin?
Emilia: Det arketypisk feminine handler bl.a. om at være modtagende og passiv, hvilket jo er helt afgørende egenskaber at besidde for ikke at gå ned med fx stress. Men de to egenskaber er blevet vekslet til svaghed, og derfor findes der en kulturel opfattelse af, at en attraktiv (læs: feminin) kvinde er petit og svag, mens manden er stærk. Men det er jo løgn.
Masser af kvinder er superstærke og elsker også at føle sig sådan, og de idealer vi bakser med i dag, er gået hen og blevet så smalle og uopnåelige, at de ikke tjener til at udvikle os. Tværtimod. Vi skal finde nogle nye idealer – nogle der er værd at gå efter, som fx at være stærk hele livet. Det er vanvittigt vigtigt for vores helbred og frihed.
– Hvis vi skal kigge ind i krystalkuglen, bliver kvinder stærkere og mere ustyrlige i 2022?
Emilia: 100 procent, ja! Det er jeg slet ikke i tvivl om. Vi kan bl.a. se det manifesteret gennem den her tredje bølge af #metoo, som viser, at kvinderne naturligvis vil have samme status som mænd og ikke være chef fryns og fuckable, altså være attraktive i mænds øjne for at ‘få lov’ til at have et arbejde.
Men vi ser det også på hele LGBTQ+ dagsordenen, hvor især de unge er godt i gang med at ophæve det sociale køn, så kvinder kan udtrykke deres krop uafhængig af traditionelle forestillinger om, hvordan en kvinde og en mand skal fremstå, og hvad deres krop skal bruges til. Den dagsorden bliver kun mere dominerende i fremtiden og vil sætte alle mennesker mere fri af begrænsende forventninger.
Anna: Vi er mange, der er nået et punkt, hvor vi ikke længere kan tie stille, når vi ser noget, der skal ændres – og hvor vi ikke længere vil acceptere at have en spændetrøje på, for det har en højere pris på den lange bane at holde igen end at bryde rammen og insistere på retten til at være os selv, i sin helhed, med alle de modsætninger, vi alle rummer. Og jo flere rollemodeller vi har, som tør træde ud af boksen og belyse problematikkerne fra flere nye vinkler, des flere vil turde stå op, speak up og bringe sig selv til bordet.
Det kræver dog også, at vi bliver ved med at skabe mere oplysning og ændre på den begrænsende retorik omkring kvinders formåen, i takt med at den bliver modbevist af videnskaben. For det er stadig op ad bakke at få kvinder til at spise mere og turde at træne og bruge deres kroppe anderledes end det, de er blevet konditioneret til gennem årevis af massiv markedsføring med ‘feminin-toning-af-slanke-lange-muskler-med-verdens-mindste-vægte’ trænings-lingo.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her