PSYKIATRI I DANMARK // KRONIK – Enhver, der indlægges i psykiatrien, risikerer at blive tvunget til behandlinger, hvis effekt vi mangler evidens for. Tværtimod risikerer man i overvældende grad at traumatisere og retraumatisere mennesker, der i forvejen har lidt alt for meget, og man kan volde uoprettelig skade på personer midt i deres livs alvorligste sammenbrud eller krise, skriver psykolog Jonas Vennike Ditlevsen i en advarsel til det psykiatriske system efter Silas Dams død.
Silas Dam, en uvurderlig stemme i den danske psykiatridebat, opgav håbet efter alt for tunge byrder var lagt på hans skuldre i form af psykiatriske bælter og tvangsbehandling. Vi har tabt en vigtig stemme med Silas’ bortgang.
Han bad os om ikke at glemme hans stemme og hans ambition om at forandre måden, vi tilgår psykisk lidelse på. Og det er ufattelig vigtigt – det er ganske enkelt uacceptabelt, hvis Silas’ stemme forsvinder.
Psykiatrisk tvang skader psykisk lidende mennesker
Silas stod frem med kritiske perspektiver på psykiatrisk tvang, herunder psykiatriens fundamentale misforståelse af neurodivergente personer og traumeresponser.
Psykiatriens standardiserede svar til al kritik er, at løsningen er mere psykiatri. Ifølge højtrangerende personer i det psykiatriske hierarki er problemet, at vi ikke har nok sengepladser og fagfolk i psykiatrien. Det vil altså sige, at hvis bare psykiatrien blev tilført nok ressourcer, ville den begynde at virke, fordi problemet udelukkende er finansiering.
Men er det den lektie, vi bør drage ud af Silas’ protest og opråb? Uden at have kendt ham personligt vover jeg den tolkning af hans udsagn, at svaret er et klart ’nej’.
Et af de emner, Silas bidrog til, var tvang, og jeg støtter til fulde den position, at psykiatrisk tvang skader psykisk lidende mennesker. Derfor vil jeg gerne istemme med evidens, der understøtter, at Silas havde ret – at man burde have lyttet til ham.
Tvang i psykiatrien er ikke nyt – men det virker ikke som behandling
Det psykiatriske system har længe arbejdet for at nedbringe den massive tvang, der udøves. Det er ikke et nyt problem, der er opstået i takt med de seneste års vækst i antallet af psykiatriske patienter, men snarere et gammelt problem, der er blevet værre. En stort anlagt indsats har vist, at når én form for tvang nedbringes, øges en anden. Målrettede indsatser kan altså mindske specifik tvang, men den totale mængde tvang, som psykiatrien udøver, forbliver massiv.
I psykiatrien opererer man med to typer af tvang, der er baseret på hhv. en farlighedsindikation og en behandlingsindikation. Førstnævnte vil være sværest helt at undgå, fordi personer, der lider ekstremt psykisk, kan være farlige for sig selv eller andre.
Vi har ikke skyggen af evidens for, at tvangsbehandling virker
Imidlertid begås halvdelen af alle tvangsforanstaltninger i psykiatrien på baggrund af en behandlingsindikation, altså ud fra kriteriet hvis vi ikke behandler dig mod din vilje, får du det værre.
Det graverende og alvorlige problem med den tilgang er imidlertid, at vi ikke har skyggen af evidens for, at tvangsbehandling virker. Hvis det ikke skræmmer dig, så lytter du ikke godt nok:
Enhver, der indlægges i psykiatrien, risikerer at blive tvunget til behandlinger, hvis effekt vi mangler evidens for. Tværtimod risikerer man i overvældende grad at traumatisere og retraumatisere personer, der i forvejen har lidt alt for meget. Man risikerer både at true den ulydige patient med ubegrundet tvang, og man risikerer at volde uoprettelig skade på personer midt i deres livs alvorligste sammenbrud eller krise.
Hvis psykiatrisk tvangsbehandling var entydigt effektiv, kunne man i princippet retfærdiggøre at udsætte personer i akut psykisk lidelse for overgreb, hvor man sprøjter psykoaktive kemalier i dem mod deres vilje, sætter strøm til deres hjerne i håbet om færre såkaldte ’symptomer’ eller tvinger folk til indlæggelse eller fastspænding.
Men evidensen for, at tvangsbehandlingerne virker, burde være exceptionelt overbevisende, hvis de skulle kunne retfærdiggøres. Og det er den ikke.
Tvang kan retraumatisere
Traumer er en af de centrale årsager til, at tvang skader. Mere end 80 % af psykiatriske patienter har mindst ét alvorligt traume bag sig i deres livshistorie. For mennesker med alvorlige og langvarige episoder af fx depression, gælder det, at over 75 % har alvorlige barndomstraumer bag sig.
Alligevel oplever færre end hver femte psykiatripatient, at traumer fylder i deres psykiatriforløb overhovedet, og blot mellem 0 og 22 % af psykiatripatienter bliver spurgt om deres barndomstraumer (afhængig af studiet). Forekomsten af traumer i psykiatrien er skyhøj, og antallet af personer, der faktisk får spørgsmål om deres traumer, er med andre ord forsvindende lille. Samtidig kan vi konkludere, at der anvendes massiv tvang i Danmark, men at vi mangler evidens for, at det faktisk virker at udsætte psykisk lidende for tvang.
Psykologisk traumatisering huskes af kroppen, og alvorlige traumer genvækkes derfor i sammenlignelige situationer. Det er præcis det, man kalder retraumatisering
Tvang på baggrund af en behandlingsindikation bruges som magtinstrument – ofte til at bringe en vred og frustreret psykisk lidende person til ro igennem kemisk dæmpning eller fysisk passivisering, men prisen er ofte utilgivelig høj: Retraumatisering af personer, der tidligere i livet har lidt fysisk og psykisk overlast, og aktiv traumatisering af fx neurodivergente personer, som kan have stærke fysiske og emotionelle reaktioner på misforståelser, krav, berøring og autoritet.
Psykologisk traumatisering huskes af kroppen, og alvorlige traumer genvækkes derfor i sammenlignelige situationer. Det er præcis det, man kalder retraumatisering.
Når man i psykiatrien ser på en alvorligt lidende person, der hverken er til fare for sig selv eller andre, antager man ikke, at personen reagerer på tidligere traumer, der har lært personen, at magt- og kravsituationer involverer fare.
Man antager heller ikke, at den neurodivergente person måske er i gang med en reaktion, som giver intern mening, og som skal have plads og tid, selv om det udefra set virker uforståeligt eller vækker irritation i fagpersonen. Med psykiatriens sygeliggørende tilgang ser man desværre i stedet den psykisk lidende person som en syg patient, hvis symptomer akut er forværrede, og som død og pine skal dæmpes med eller mod patientens vilje.
Min kollega og jeg har tidligere problematiseret de psykiatriske diagnoser, som ligger til grund for al psykiatrisk behandling, herunder tvangsbehandling.
Der er desværre aldrig kommet svar på, om psykiatrien faktisk opfatter deres egne diagnoser som interne arbejdsredskaber eller som regelrette, valide sygdomme. Men selv hvis vi ser bort fra de grelle problemer med videnskabeligheden i psykiatriske diagnoser, er det stadig et alvorligt problem, at psykiatrien aktivt traumatiserer mennesker.
Internationale erfaringer har vist, at når man grunduddanner personalet på en psykiatrisk afdeling og følger systematisk op på Traume-Informeret Tilgang (TIT), så har det en positiv effekt på medarbejdertilfredshed og patienttilfredshed, og det reducerer tvang. Både synlige og åbenlyse som mindre synlige og subtile former for tvang kan reduceres med TIT, og behandlerbias mod patienten mindskes samtidig.
Et spørgsmål om menneskesyn
Den psykiatriske mishandling ved indirekte og direkte tvang er ikke primært et spørgsmål om ressourcemangel, men et spørgsmål om menneskesyn. Silas Dam og tusinder andre bliver misforstået i og af et system, der mener, at dets vigtigste opgave er at dæmpe såkaldte ’symptomer’, koste hvad det vil – inklusive menneskeliv.
Vi bør alle, inklusive vores politikere, have modet til at stille spørgsmålet: “Er mere psykiatri svaret på psykiatriens grundlæggende problemer?”
Når vi fremadrettet fortsætter psykiatridebatten, står vi på skuldrene af den arv, Silas efterlader: et ønske om, at personer i psykisk lidelse mødes ligeværdigt, menneskeligt og omsorgsfuldt.
Og her tillader jeg mig at være hård ved det system, der ikke formåede at lytte til Silas og andre. I har hverken evidensen, den teoretiske videnskab eller praksisresultaterne til at bakke op om jeres magtovergreb på psykisk lidende personer.
Det eneste, I har, er en hårdnakket overbevisning om, at der findes psykiske sygdomme inde i individer, som skal behandles. Og den vildfarelse koster mange liv både i form af selvmord og for tidlige dødsfald af andre årsager relateret til psykiatriens behandlingsmetoder.
Vi er som samfund, fagpersoner og mennesker nødt til at lære af Silas’ historie. Og det er ikke nok at bruge hans bortgang som afsæt for ønsket om mere psykiatri. Vi bør alle, inklusive vores politikere, have modet til at stille spørgsmålet: “Er mere psykiatri svaret på psykiatriens grundlæggende problemer?”
Silas Dam var autist og aktiv i foreningen Autisme Ungdom. Han indgik i december 2021 et forlig med Sundhedsministeriet, som forpligtede regeringen til at ændre psykiatriloven, så retssikkerheden for psykiatriske patienter, der udsættes for tvang, blev forbedret. Som en direkte konsekvens af forliget, skal vagter i dag fire gange i timen undersøge og notere om en bæltefikseret patient udviser tegn på farlighed eller ej. Hvis patienten rolig, skal bæltefikseringen stoppe. Som en del af forliget modtog Silas Dam også en erstatning på 90.000 kr. efter ministeriet vurderede, at regeringen sandsynligvis ville tabe den retssag, som Silas Dam havde anlagt ved den Europæiske Menneskerettighedsdomston. Sagen var en klage over en bæltefiksering på over 25 timer, som havde fundet sted under en indlæggelse på den lukkede psykiatriske afdeling i Glostrup i 2018.
Silas Dam modtog i april 2023 Retspolitisk Forenings hæderspris, Kafkatten, for sin indsats. Hans takketale kan læses her.
Han blev kun 24 år og døde ved selvmord. I sit afskedsbrev skrev han bl.a. “Psykiatrien slog mig ihjel. Bælterfiksering slog mig ihjel. Tvangsmedicin slog mig ihjel. Del min historie.”
Læs mere om psykiatri i POV her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
