DAGENS POV // REPORTAGE – Conni Hansen fra Fejø bruger sjældent penge. I stedet bytter hun og deler med de andre øboere. Noget de fleste ville kalde for naturalieøkonomi. På Fejø hedder det: At være der for hinanden. Chili Djurhuus tager dig med til Sydhavsøernes perle og indvier dig i øens helt unikke delekultur.
Det er i starten af marts og jeg befinder mig i Kragenæs. En havneby på Lolland, hvorfra der går en færge til øen, Fejø. Fejø er en ø i smålandshavet, som af de lokale bliver kaldt Sydhavsøernes perle.
En perle fordi det omkringliggende hav giver et unikt klima på Fejø, hvilket betyder at der angiveligt er cirka 200 flere solskinstimer end landsgennemsnittet.
Smålandshavet der adskiller Fejø fra Lolland, har ikke kun betydning for klimaet. Ifølge Conni Hansen fra Fejø, betyder havet også, at der er vokset en kultur frem. En kultur. hvor beboerne er der for hinanden. Så meget, at folk flytter til øen for at blive en del af kulturen.
Turen til Fejø tager små 15 minutter. Og ja solen den skinner selvfølgelig, da færgen lægger til land.
Lokallisten
Duften af æblekage hænger let i luften, da bilen er parkeret, og jeg træder ind i Connis hus. ”Kom ind. Dejligt at se dig”, siger Conni, med en stemme så rolig, at enhver meditationstræner vil være misundelig på hende. Conni og hendes mand er pensionister.
”Vil du have kaffe?” I køkkenalrummet har Conni dækket op med musselmalet porcelæn, og æblekagen, der selvfølgelig er bagt med Fejø æbler, bliver hurtigt toppet med lidt cremefraiche.
Det er fuldstændigt naturligt, at vi kører rundt til hinanden og leder efter den skrue, vi har brug for. Og hvis vi har noget, vi ikke skal bruge mere, så ryger det på nettet – eller så kontakter vi dem, vi tror skal bruge det” – Conni Hansen
Mens jeg tjekker min diktafon for udfald, starter Conni: ”Vi har vores mailingliste. Det er en lokalliste, hvor vi deler alt. Hvis jeg lige står og mangler en lille ting, og så ryger den på listen, og så har jeg den i løbet af ingen tid.”
Listen som Conni referer til, fungerer som en mailingliste, hvor alle der har en tilknytning til Fejø kan følge med. Listen har eksisteret i 20 år, og alle på Fejø, uanset alder bruger listen.
”På Fejø giver vi ofte tingene væk. Det er noget, vi alle sammen gør. Det ligger naturligt for os. Vi morer os,” griner Conni og fortsætter. “Der er noget til dig, og der er noget til mig. Hvis fru Larsen lige står og bager og mangler noget, så kommer det på listen, også kan hun hurtigt hente det og hvis ikke – så bliver det bragt,” siger Conni og tager en bid af sin hjemmebagte æblekage.
Kulturen, hvor alle deler med hinanden uden at forvente noget igen
– Har du et ord for den kultur, I har her på Fejø?
”Nej. Vi gør det bare. Det er fuldstændigt naturligt, at vi kører rundt til hinanden og leder efter den skrue, vi har brug for. Og hvis vi har noget, vi ikke skal bruge mere, så ryger det på nettet – eller så kontakter vi dem, vi tror skal bruge det,” siger Conni med den største selvfølgelighed i stemmen.
– Det virker som det er mere end bare en liste. Hvad er det, I kan her på Fejø?
”Det er så indgroet, så når vi skal snakke om det – når jeg skal sætte ord på det, så er det svært! Hvis der skal ske noget for Fejø, så skal vi gøre det selv. Der er ingen der etablerer noget for os. Vi tænker rundt omkring de mennesker, vi har med at gøre. Hvad kan vi gøre for dem i dag? Vi får besøg hver dag. Det er sjældent, der ikke kommen nogen.
Noget af det første, der rammer mine øjne, er et stort grønt hus, der lyser op blandt de visne blade på græsset og træerne der vidner om, at vi er i marts måned
– Gælder det alle?
”Ja det gælder alle, også dem der pendler til og fra øen.”
– Hvorfor kræver I aldrig penge som udgangspunkt?
”Det er praktisk,” svarer Conni – uden at tænke sig om – , og hun fortsætter; ”Penge gør det jo kun besværligt. Man skal ikke gå og tænke i penge. Vi går og tænker i mennesker. Vi tænker i, hvordan vi har det. Jeg kan godt fortælle dig: Vi har et helt unikt samfund her på Fejø.”
– Hvad betyder vandet rundt om Fejø for – lad os kalde den – jeres delekultur?
”Hvis der havde været en bro, ville det være for nemt at fise frem og tilbage. Vi har vores kultur, fordi vi har en ø, der har en færge.
Bytte, bytte købmand
Jeg tænker tilbage på det at bo I København. Her er ingen byttekultur. Det tætteste vi kommer på deleøkonomi, i hvert fald i de kredse jeg begår mig i, det er folk er lejer deres lejlighed ud til Airbnb eller lejer deres biler ud, for at få råd til en lidt lækrere model, som en af mine gode bekendte fornylig sagde til mig. Men er det deleøkonomi, når der er økonomi indblandet?
Måske er det også derfor, at Conni har svært ved at sætte ord på, hvad det er. De gør det bare. Det er ikke noget en eller anden har fundet på, for at få noget ud af det. Det er opstået, fordi det er nemt. Og sidst jeg byttede noget, var da jeg sad i sofaen med mine børn, og min største dreng ville bytte sine lakridser ud med vingummier. Jeg tager et stykke, af den forresten ret lækre kage, og spørger.
Det her det er bare så dejlig en tilværelse. Vi står aldrig og mangler hjælp eller mad. Jeg kunne godt unde nogle flere at have det sådan” – Conni Hansen
– Hvad bytter du med?
”Det meste jeg bytter med det er lammekød. Det er der ingen, der har her på øen, og kødet er meget lækkert. Vi besøger desuden tit hinanden, og spiser middage sammen, og så har vi altid en lille værtindehave med. Det kan være en hjemmelavet marmelade. Alt hvad der kan laves selv, det laver jeg. Selv til begravelser. Jeg synes, det er så meget smukkere at lave buketten selv. Jeg har så mange blomster, så ja jeg giver også mange blomster væk”, siger Conni og kigger længselsfuldt ud på sin have, der om sommeren er fyldt med blomster.
– Indgår de ting I får i en ny bytte/delerunde?
Nej, det vi får, det er det, vi lever af.
– Kan du komme med eksempler på, hvad I har fået eller byttet?
Conni rejser sig og går rundt i stuen. Hun starter med at pege på to PH-lamper, der hænger over spisebordet, hvorefter hun siger: ”Jeg skriver dagbog – jeg kigger lige.” Conni kommer tilbage med en Mayland dagskalender. Hun sætter sig og kigger i den.
”Se, her står der, at vi fik 11 grågæs. Vi bruger brystet og lårene. Og alt bliver mørt på brændeovnen,” siger Conni og peger hen på brændeovnen, hvor der i dag står en lammekølle og langtidssteger.
– Er det så kun jer der får grågæs?
”Nej, den dag var det os. Og så er det en anden en næste gang,” siger Conni og bladrer videre i sin Mayland kalender.
”Samme uge fik vi også 24 høns. Vi sorterede brystkød og lår i poser og frøs det ned.” siger Conni fortsætter, efter hun har bladret lidt: ”og så hentede vi 30 laks, som vi fik som hjælp, for noget som min mand havde gjort. Og nå ja så manglede jeg solblær og ribs, og så fik jeg lov til at plukke det,” siger Conni og smiler, mens hun løfter sin kop og tager en tår kaffe.
“Vi presser desuden cirka. 150 liter æblejuice hvert år. Så har vi til et års forbrug. Vi har ikke æblerne selv, så dem får vi lov til at plukke rundt omkring på øen,” siger Conni.
Halvdelen er noget vi har fået
Conni og hendes mand fyrer pt op med brænde fra et nedrevet sommerhus, som de fik, hvis de ville rive det ned. Udover brænde fik de også sommerhusets toilet og brusekabine. Toilettet og brusekabinen har de sat op i deres have.
Conni rejser sig op, kigger rundt i stuen og siger: ”Hvis vi går vores hjem igennem inden- og udenfor, og jeg peger på ting, så vil du opleve, at halvdelen er noget, vi har fået.
Conni griner – ”den der plante, den fik jeg for 28 år siden. Ja og så har jeg jo også” – Conni går længere ind i stuen – ”kom lige med herind.”
Conni viser mig et anlæg, billeder, en reol fyldt med lp´er, en gine, en lænestol og en sofa. Mit kamera gløder, mens jeg griner og siger: ”Whaw, Conni. Det er for vildt det her. Må jeg også se haven, og hvor du har al jeres mad henne?”
Conni fører mig igennem en forstue, hvor der står noget af det brænde, der stammer fra det nedrevne sommerhus, og ind i et rum, hvor der står fire store hvide kummefrysere. Fra loftet hænger der sække med valnødder, som Conni bruger til at spise og til at lave snaps af.
Kummefryserne er som forventet fyldt med al den mad, de har fået: Laks, Grågæs, hønsekød, bær, frugt, æblesaften frosset ned i mælkekartoner. Der er selv mad til fuglene bestående af nedfrosset talg. ”Ja, vi udnytter alt: Fuglene skal også have det godt,” smiler Conni.
“Vi spiser årstidens grønt og frugter. Og så gemmer vi til når det ikke er årstid. Skal vi gå ud i haven? Du kan låne mine træsko.”
Jeg stikker i Connis træsko.
Haven: Beviset på en unik delekultur
Noget af det første, der rammer mine øjne, er et stort grønt hus, der lyser op blandt de visne blade på græsset og træerne der vidner om, at vi er i marts måned. Jeg tror ikke mine egne ører, da jeg hører Conni sige: ”Her er så det grønne hus. Det fik vi for to somre siden. Vi skulle bare tage den ned og bygge det op igen.”
Da vi nærmer os det grønne hus griner Conni og siger: “Chili, prøv at lukke døren op.” Jeg åbner døren og inde i huset står der blandt andet en havetraktor. ”Ja vi har også fået en havetraktor, og det er ikke den eneste.”
Connis have snor sig ud i det nærmest uendelige. Uanset hvor Conni kigger hen, peger hun på noget, hun har fået fra en på Fejø.
“Ja og så er der det lille sekskantede hus der. Det er bygget op omkring et tag, som vi fik i forbindelse med restaureringen af den gamle mølle på øen. Brændeovnen inde i huset har vi også fået.”
Conni fortsætter. “Og huset der på pæle, det er også et vi har fået. Der er to sovepladser i. Det var børnebørnenes legehus, nu er det et gæsteværelse.”
Og her er vores udendørs badekar. Det har vi fået af en kone. Taget over badekaret har vi fået af postmanden.” Conni går helt hen til badekaret, kigger på det og siger: “Der er ikke noget bedre end at tage et bad udenfor om vinteren”, hvorefter hun fortæller en anekdote, om dengang hun inviterede en ældre kvinde på et bad i badekaret – som fødselsdagsgave. Det havde angiveligt, ud fra Conni glæde i stemmen, været et hit.
Selvom jeg, da jeg tog ned til Fejø, havde en ide om, at den kultur der er på Fejø tenderer det unikke, så kommer det alligevel bag på mig, at Connis sætning om, at de får cirka 50 procent, rent faktisk holder stik. Ude i haven går det op for mig, at Conni er tæt på de 100 procent. Jeg fascineres og vil gerne forstå, hvad det er der gør, at den her kultur er opstået på Fejø.
Solen er ved at gå ned over smålandhavet. Den friske vind blæser i håret. Der er fire biler, der skal med over til fastlandet. Huskede jeg at skrive, at Fejø i 2018 forresten også fik prisen som årets landsby
– Den delekultur I har her, Conni. Jeg ved godt, jeg flere gange har spurgt ind til den, men kan du komme lidt mere i dybden? Hvad er det der gør, at I har den her helt unikke dele-kultur på Fejø?
“Det er vandet rundt omkring os. Det er ligesom at bo på et skib. Det har altid været sådan her i de 52 år, jeg har boet her.” Vi møder Connis mand, der supplerer Conni:
“Vi hjælper hinanden. Bare sådan en ting som i går. Der var mand, som havde en plæneklipper, der ikke fungerede. Der endte med at være fire – fem i gang med at undersøge, hvad der var galt. Og de løste problemet sammen.
Plejehjemmet
Turen i haven og besøget på Fejø er ved at være forbi. På vej hen til et lille rødt træhus, som Conni kalder for plejehjemmet, viser hun mig en bænk på mindst otte meter, de også lige fik. Der er udendørs lamper, udsmykning til haven. Mit spejlreflekskamera kan dårligt nok følge med, og jeg håber, at jeg har gigabyte nok på mit sd-kort.
“Her plejer jeg mig selv mentalt. Derfor hedder det Plejehjemmet”, siger Conni og smiler. I plejehjemmet er der planter, en lænestol og et lille bord med en bog, hvor der står, hvem der har doneret materiale til huset. Lyset står ind fra alle sider. “Det eneste der er nyt, det er taget. Alle de andre materialer er ting, vi har fået fra Fejø.”
– Hvad er det vigtigste at få fortalt om det, I gør her på Fejø?
Conni svarer uden at tøve. “Det her det er bare så dejlig en tilværelse. Vi står aldrig og mangler hjælp eller mad. Jeg kunne godt unde nogle flere at have det sådan”, siger Conni og fortsætter meget alvorligt: “Hvis alle gjorde gode ting, lige dér hvor de er. Dér hvor de kan. Så ville hele verden være bedre. Det er der, hvor man er, at man har mulighed at gøre en forskel. Man får så meget glæde tilbage.”
Rundvisningen er ved at være slut. Inde i køkkenet viser Conni mig hurtigt den vin som hun og hendes mand selv brygget fra den vinmark de forresten også har i baghaven. Det kommer cirka 250 liter vin ud af det hvert år.
Turen går snart hjem. Solen er ved at gå ned over smålandhavet. Den friske vind blæser i håret. Der er fire biler, der skal med over til fastlandet. Huskede jeg at skrive, at Fejø i 2018 forresten også fik prisen som årets landsby.
En pris, der efter den her tur er mere end velfortjent.
Alle fotos af skribenten.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
