Jeg er ikke en robot

Henrik Strube 14.04.2019

ESSAY // LIV – Så fortæller stemmen “der er i øjeblikket stor travlhed hos vores medarbejdere… ønsker du at vente? Tryk 10″. Det gør jeg. Dernæst sender de noget computergenereret muzak fra Litauen, som jeg får tør hud af. Jeg henter fugtighedscremen. Jeg sætter telefonen på højttaler. Men kun, hvis jeg er alene hjemme. Ellers bli’r der klaget. Jeg ta’r tøjet af og smører hele kroppen ind i fugtighedscreme. Så sætter jeg mig til at vente. Nu fortæller en stemme, at samtalen bliver optaget”.

Jeg er ikke en robot. Det er korrekt. Jeg er et menneske. Et nøgent m.… årh, hold kæft.

Jeg sidder ved min bærbare og afkrydser billeder af biler, telefonmaster og trafiklys for at bevise, at jeg ikke er en robot.

Det har aldrig været muligt at sætte kryds ved “har du ondt i røven.” Eller ‘tryk 5, hvis du er sur’

Jeg bevæger mig gennem hjemmesider på firmaer og myndigheder, som ikke har telefon eller mailadresser, men kontakt-skemaer. Jeg krydser muligheder og kategorier af hvis der ellers er nogen, der passer.

Det har aldrig været muligt at sætte kryds ved “har du ondt i røven.” Eller “tryk 5, hvis du er sur.”

Hvis jeg har god tid og kan finde et telefonnummer, ringer jeg. Så kommer der en stemme, som lyder næsten naturlig, og be’r mig om at trykke mig vej gennem en række valgmuligheder. Som regel når jeg til: “ønsker du personlig betjening, så tryk 9”.

Så fortæller stemmen “der er i øjeblikket stor travlhed hos vores medarbejdere… ønsker du at vente? Tryk 10”.

Det gør jeg.

Dernæst sender de noget computergenereret muzak fra Litauen, som jeg får tør hud af. Jeg henter fugtighedscremen. Jeg sætter telefonen på højttaler. Men kun, hvis jeg er alene hjemme. Ellers bli’r der klaget.

Jeg ta’r tøjet af og smører hele kroppen ind i fugtighedscreme. Så sætter jeg mig til at vente.
Nu fortæller en stemme, at samtalen bliver optaget.

Bagefter begynder det forfra. Jeg modtager en mail, hvor de spørger: “må vi ta fem minutter af din tid?”. De beder mig udfylde et skema om, hvordan min oplevelse har været

Muzak igen. Stemmen spørger, om de må ringe op, så jeg kan deltage i en forbrugerundersøgelse. Tryk 2 for nej. Nej som i kraftedemig nej. Man kan ikke engang vinde noget.

Så kommer Susanne Bjerrehuus. Jeg er sikker på, at det er hende, for jeg kan genkende hendes stemme. Hun siger:
“Du er nu nummer… fyrre i køen. Nummer fyrre.”

Når jeg får en medarbejder i røret, er mørket ved at falde på og jeg har glemt, hvorfor jeg ringede. Aij, det var bare en joke.

Jeg når igennem sammen med Suzanne og begynder at fortælle en ung mand, hvorfor jeg ringer. Jeg bli’r hurtigt afbrudt: “undskyld … må jeg afbryde dig? Fantastisk! Super! Tak. Jeg tror, du er kommet ind på en forkert afdeling. Nu skal jeg stille dig om til min kollega. Ha en forsat go dag!”

Jeg ku jeg godt finde på at gemme Beatrices litiumpiller væk, så hun blæser ud i en mani med knæstrømpen. Så ku man pudse hende på sådan et firma.

Hvis hun først fandt deres fysiske adresse, ville det blive et blodb… nej, et heste… nej, et pærebad! Medarbejdere med headsets, smurt ind i gødningssaft, og ledningerne flagrende efter sig, ville styrte mod udgangene med Beatrice i hælene, svingende sin knæstrømpe, fyldt med dagfriske hestepærer.

Lokalerne ville gjalde af fortvivlede råb: “Nåde, nåde! Aldrig mere “fortsat go dag”! Vi lover. Ha nåde! Det var direktøren, som sagde, at vi skulle sige det!”

Beatrice styrtende videre i sin maniske rus, videre til direktionslokalerne, hvor en CEO kort efter sad med habitten tilsvinet af gødningsrester, stirrende på PH-koglen, der, drivende af hestegødningssaft duvede over bestyrelsesbordets blankpolerede mahogni.

Jeg vil bare sidde helt stille. Som en robot, der er gået i stå

Bagefter begynder det forfra. Jeg modtager en mail, hvor de spørger: “må vi ta fem minutter af din tid?”. De beder mig udfylde et skema om, hvordan min oplevelse har været.

Næste gang, jeg ser min Facebookside, er der reklamer for fugtighedscreme. Borgerservice ligger ude i siden med et blinkende banner:

“Hvem vil du stemme på, rød eller blå?
Er du i tvivl – så tast borger.dk!”

Jeg vil bare sidde helt stille. Som en robot, der er gået i stå.

Topillustration: Skærmbillede fra CNN

Henrik Strube

Mads-Henrik Strube (Henrik Strube) er født 21. februar 1949 i Sorgenfri, Kgs. Lyngby. Han er musiker, (guitarist) sanger, sangskriver, forfatter, journalist og redaktør. Han har spillet og bidraget med materiale til No Name og Røde Mors Rockcirkus samt indspillet 15 albums med egne sange. Hans folkelige gennembrug kom med hittet 'Hold om Mig' efterfulgt af hits, samarbejde Eva Dahlgren, Mikael Wiehe, Björn Afzelius m.fl. Omfattende turnevirksomhed i ind- og udland. Henrik Strube er også et politisk engageret menneske f.eks. i FN's 'Artist against Apartheid', og har også en turnevirksomhed i det sydlige Afrika. Han har arrangeret "Storyentertainment" aftener gennem ti år i Pressen, Bremen, Park og Krudttønden, og har i den forbindelse præsenteret et hav af prominente gæstefortællere fra den kunstneriske og politiske verden. Samtidig med sit virke som musiker er han optaget af at udvikle sin mundtlige og skriftlige fortælleform. Han har udgivet to skønlitterære romaner (L&R), "Hit" 1989 og "Violinbyggeren" 2010 samt to fagbøger om tinnitus, høreskader og behandling: "Pas på Ørerne - og dig selv". Bag sig har han endvidere 25 års arbejde som ansv. chefred. og adm. dir. af MUSIKEREN, fagbladet for musikere og musikliv. Modtog tre journalistiske priser, Bording Plaketter, for etablering og udvikling af tidssvarende fagblad, kampagne mod høreskader og musikersundhed. I dag optræder han med et soloshow. Portrætfoto af Anette Tinghus.