USA // KOMMENTAR – ”Mens USA har tiltrådt en oligarkisk vej med en despot for enden af bordet, kæmper Europa for at fastholde en demokratisk og retsbaseret verdensorden,” skriver Peter Tudvad. Supermagten kerer sig ikke om nogen international orden. Alt, den interesserer sig for, er den vestlige halvkugle som dens privilegerede interessesfære. Her vil den gøre sin magt gældende.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Trods alle de nybrud, Trump-administrationen begår i disse dage, uger og måneder, trækker den gerne på historien for således at illudere en vis kontinuitet og legitimitet i sin gøren og laden.
Således hører man igen og igen referencer til Monroe-doktrinen, der groft sagt – sådan er den amerikanske duktus jo i disse tider – gør hele den vestlige halvkugle gældende som suveræn amerikansk indflydelsessfære, hvor ingen andre stormagter må intervenere. Også når det gælder det aktuelle angreb på Venezuela, har Donald Trump henvist til Monroe-doktrinen, som han dog lige så gerne omtaler som Don-Roe-doktrinen, da han nu gør sin egen tolkning af den gældende.
Trump-administrationen hævder, at fremmede magter – nemlig Rusland, Kina og Iran – har benyttet Venezuela til at vinde fodfæste i Sydamerika og således på den vestlige halvkugle, altså i den amerikanske interessesfære, som Monroe-doktrinen tematiserer.
Det kan der måske være noget om, men spørgsmålet er ikke desto mindre, hvor meget dette har med den oprindelige Monroe-doktrin at gøre. Denne blev formuleret under James Monroe, USA’s femte præsident (1817-1825), og med udenrigsminister John Quincy Adams som pennefører offentliggjort den 2. december 1823.
Fra ”Hands off!” til ”Hands On!”
Situationen var dengang, at en række latinamerikanske lande netop havde løsrevet sig fra deres europæiske koloniherrer og var i færd med at opbygge suveræne og demokratiske lande – mere eller mindre efter amerikansk forbillede. I Europa herskede en autoritær og despotisk reaktion efter Napoleonskrigene, mens USA – der endnu kun udgjorde omkring en tredjedel af den nuværende union – var en demokratisk stat, der på ingen måde kunne se den europæiske modpart som et politisk forbillede.
I dag, i 2026, tør man nok bemærke, at situationen er en anden: Mens USA har tiltrådt en oligarkisk vej med en despot for enden af bordet, kæmper Europa for at fastholde en demokratisk og retsbaseret verdensorden. Med andre ord er det ikke en ideologisk trussel mod demokrati og retsstat, der synes at motivere det amerikanske engagement i Venezuela. Trump nægter da heller ikke, at det også handler om den venezuelanske olie.
Monroe-doktrinen var altså oprindeligt tænkt som en advarsel til europæiske koloni- og stormagter mod at blande sig på det amerikanske kontinent: ”Hands off!” Men i dag – eller måske allerede siden Roosevelt – forvaltes doktrinen som en amerikansk ret til efter forgodtbefindende at diktere politikken på den vestlige halvkugle: ”Hands on!”
Vel kan Trump-administrationen hævde, at den har rettens accept af denne arrestation, men der er jo alene tale om en amerikansk ret, ikke om en international forbryderdomstol
Man kan selvfølgelig altid pynte sine motiver til en intervention eller sågar en invasion med henvisning til en fremmed aktør; men som sådan er den i praksis en vilkårlighed, der ikke adskiller sig stort fra en anden doktrin, nemlig den såkaldte Brezjnev-doktrin, hvormed USSR, efter at have invaderet Tjekkoslovakiet i 1968, retfærdiggjorde enhver tilsvarende intervention for at sikre socialismen i Østblokken mod vestlig påvirkning.
Efter nedkæmpelsen af Foråret i Prag bortførte Sovjet flere tjekkoslovakiske ledere til Moskva, hvor de blev tvunget til at afgive loyalitetserklæringer over for den sovjetisk dikterede socialisme, inden de alle blev afsat.
USA har nu – som de siger – ”arresteret” den venezuelanske præsident Nicolás Maduro og ført ham til New York, hvor han bliver stillet for retten. Ligegyldigt hvor korrupt og brutal bemeldte præsident er, er det i min optik en eufemisme at kalde bortførelsen af ham en arrestation. Vel kan Trump-administrationen hævde, at den har rettens accept af denne arrestation, men der er jo alene tale om en amerikansk ret, ikke om en international forbryderdomstol.
Efter 2. verdenskrig stillede man tyske krigsforbrydere for en international domstol i Nürnberg, men her bortfører man altså et fremmed statsoverhoved og sætter ham for en tilfældig domstol i sit eget land, in casu i New York.
Trumps univers
På den baggrund forstår man, at USA ikke længere kerer sig om nogen international orden. FN er uden betydning for den amerikanske administration, der ikke som sådan interesserer sig for den verden, som man efter 2. verdenskrig satte sig for at give en vis international orden. Alt, den interesserer sig for, er den vestlige halvkugle som dens privilegerede interessesfære. Her vil den gøre sin magt gældende. America first, make America great again!
Og det er akkurat det, som også Trump-administrationens nationale sikkerhedsstrategi adresserer, når den gør sine tilføjelser til Monroe-doktrinen:
Western Hemisphere: The Trump Corollary to the Monroe Doctrine
After years of neglect, the United States will reassert and enforce the Monroe Doctrine to restore American preeminence in the Western Hemisphere, and to protect our homeland and our access to key geographies throughout the region. We will deny non-Hemispheric competitors the ability to position forces or other threatening capabilities, or to own or control strategically vital assets, in our Hemisphere. This ”Trump Corollary” to the Monroe Doctrine is a common-sense and potent restoration of American power and priorities, consistent with American security interests.
Når Trump i dag, 110 år senere, ikke mener, at Danmark har nogen ret til Grønland, er han i eklatant modstrid med, hvad hans eget land for længst har anerkendt
Og det er også netop disse sikkerhedsinteresser, Trump bestandigt slår på som argument for, at Grønland nu skal tilhøre USA: ”We need Greenland for our security.” Men ikke nok med det, for lige så konsekvent hævder han, at farvandene omkring Grønland er fyldt med russiske og kinesiske skibe, altså skibe fra de to eneste andre stormagter, der tæller i Trumps univers.
Grønland hører notorisk til den vestlige halvkugle, men USA har ikke desto mindre den 4. august 1916 højtideligt erklæret, at man fra Washingtons side ingen indsigelser ville gøre over for de danske bestræbelser på dengang at underlægge sig hele Grønland. Man ville med andre ord ikke se disse som en krænkelse af Monroe-doktrinen.
Så når Trump i dag, 110 år senere, ikke mener, at Danmark har nogen ret til Grønland, er han i eklatant modstrid med, hvad hans eget land for længst har anerkendt som netop en dansk ret til den arktiske ø.
På James Monroes tid bestod USA kun af en snes stater koncentreret i det nordamerikanske kontinents østlige del ud mod Atlanterhavet. To tredjedele af det nuværende USA tilhørte diverse indianske stammer, som dog var på kontinuerligt tilbagetog, ikke bare over for amerikanske kolonialister, men også over for russerne, der trængte frem fra Alaska ned mod Californien.
Indianerne bekymrede man sig ikke om i Washington – lige så lidt, som man i dag bekymrer sig om grønlænderne. Det er ikke deres interesser, Monroe-doktrinen er sat i verden for.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og