MANIFEST: I september deltog Esben Søvang Maaløe i tre dages københavnsk modstandskamp med underklassen og en lang række af velfærdssamfundets varme hænder – de to grupperinger i Danmark, der for tiden har den mest tvivlsomme fornøjelse af den velfærdsudhuling, som “tørre talknusere med allerede udaterede økonomiske teorier mener er en absolut nødvendighed. Også selvom nationen under et faktisk aldrig har været mere velhavende”. POV International bringer hans beretning i en miniserie på tre dele. Dette er tredje og sidste del: Et møde med Velfærdsalliances medlemmer til demonstration på Rådhuspladsen.
Solen bager atter, så det er tredje dag i kampen for velfærdssamfundets helt bogstavelige hede.
Københavns Rådhusplads er igen scenen, men i dag er det Velfærdsalliancen, der står for arrangementet. Velfærdsalliancen er et græsrodsinitiativ, der er opstået blandt fagforeningerne. Et kig på deres hjemmeside viser, at deres koordinationsgruppe har medlemmer fra flere forskellige forbund. Endda et par repræsentanter for en af Facebook-borgergrupperne, nemlig Bekæmp Fattigdom Nu, før at brugen af ordet alliance synes fuldt berettiget.
Allerede når man nærmer sig Rådhuspladsen, mærker man, at et større arrangement er under opsejling.
Da jeg drejer om hjørnet ved Industriens hus, løber jeg på en forsamling af kvinder med skilte og T-shirts prydet med Hovedstadsregionens blå logo og slogans som ”Forsvar vores velfærd”, ”Jeg savner min kollega” og ”900 stillinger mindre til patienterne”.
Vi må hjælpe så godt, vi kan
Her skal interviewes, tænker jeg, og får kapret en af deltagerne, der fluks sender mig videre til Eva, ”for hun er så god til at snakke”. Eva Lorentzen – midaldrende, trivelig og med et stort smil på – ligner præcis sådan en af de søde, men også håndfaste sygeplejersker eller sundhedsassistenter, man ku’ løbe ind i på et hospital. Hun har taget orlov fra sit arbejde som SOSU-assistent på Bispebjergs neurologiske afdeling for at passe hvervet som faglig sekretær i fagforeningen Fag og Arbejde, bedre kendt som FOA.
”Vi har før været ude og demonstrere mod det såkaldte “omprioriteringsbidrag,” fortæller hun. ”Det lykkedes Velfærdsalliancen, kommunalpolitikere og alle slags borgere, at få det “bidrag” taget af bordet igen, og det er godt det samme. Det hele var nemlig et langt kreativt regnestykke, der skulle få alt til at se fint og i orden ud, men i virkeligheden havde konsekvensen været en lang række massive besparelser”.
Hvad vil du helst: Have opereret dit hjerte “hurtigere” eller med kvalitet?
Men det ser ikke ud til, at det er slut endnu?
”Nej, alle de piger du ser her, de er SOSU-assistenter ude på vores hospitaler. Mange af dem er fællestillidsrepræsentanter og alle region H’s hospitaler er faktisk repræsenteret her. Vi er alle medlemmer af FOA, og jeg har også fået nogle METAL-folk med. Fagforeningerne gør faktisk et stort arbejde, men det er ikke altid lige let at få folk med på gaden. Jeg kunne godt tænke mig, at vi havde en giga-demonstration for hele regionen. Jeg håber det kommer. I dag er vi her for at vise, at vi støtter op i kampen for velfærdssamfundet, og fordi vi nok kommer til at mangle mellem 900 og 1200 stillinger på vores hospitaler snart”.
– Så skal I til at løbe hurtigere?
”Mange siger det der med at løbe hurtigere, men det er ikke et godt udtryk. Hvad vil du helst: Have opereret dit hjerte “hurtigere” eller med kvalitet? Vi kan faktisk ikke løbe opgaverne hurtigere hjem, og så må man i øvrigt slet ikke løbe på et hospital. Men vi bliver altså færre og færre hænder, og politikerne forlanger samtidig tårnhøj kvalitet. Vi bliver jo SOSU-assistenter, sygeplejersker eller læger, fordi vi godt kan lide at arbejde med mennesker. Mine kollegaer er virkelig stolte af deres fag, men man bliver jo hele tiden tvunget til at gå på kompromis med fagligheden, og det får du ondt i maven af. Det er jo patienter, mennesker, det drejer sig om”.
– Nu demonstrerede kontanthjælpsmodtagerne i går. Er der en sammenhæng mellem det, som de oplever, og det I ser?
”Ja, for det er jo hele velfærdssamfundet, der er alvorligt truet, og hvis du begynder at fjerne sikkerhedsnettet for dem, der pt. er udsatte, så fjerner du jo også sikkerhedsnettet for alle andre, og så smuldrer fundamentet. Det her kommer til at betyde, at vi kommer til at se mere til folk fra underklassen på vores arbejde, for de vil blive stressede og syge af det. Og samtidig mister vi jo altså 900-1200 stillinger, og der kommer massefyringer, så vi risikerer jo omvendt at ende som arbejdsløse hos dem”.
– Hvor er vi på vej hen som samfund?
”Jeg tror, vi ender i et amerikansk samfund, og det har jeg det altså ikke særligt godt med. Det er ikke det samfund, jeg ville vælge. Hvem har brug for flere penge og materielle goder på bekostning af andre? Vi har brug for at have det godt sammen, at spise os mætte hver dag, og at vores børn bliver passet og undervist. Hvis vi bliver syge, er det os der har brug for at blive passet. Vi har ikke brug for al det konkurrence, og at alle de rige bliver endnu rigere”.
– Jamen, er det ikke bare misundelse? Skal kontanthjælpsmodtagerne ikke bare se at komme ind i kampen?
”Nej, det synes jeg ikke. Det har da ikke noget med misundelse at gøre at være utilfreds med, at de udsatte skal bøde for, at de rige bliver rigere. Hvis de fattige ikke var der, så ville de rige jo ikke tjene en krone. Og så alle de pseudo-penge der kører på aktiemarkeder og så videre. Det er jo ren fantasi. Naturligvis skal man yde noget selv, men vi må se i øjnene, at vi altid vil have mennesker i svage eller udsatte positioner. Det vil der altid være, og så er der jo ikke andet end at sige, det er ok, vi må hjælpe, så godt vi kan”.
Velfærdssamfundet er på vej på museum
Nu begynder flokken at trække i Eva. Vi skal over til demonstrationen på den anden side af vejen, og nu er der grønt. Jeg tænker over, hvad hun sagde. Det er nemlig rigtigt nok: Det danske samfund er under grundig omkalfatring, og den nordiske velfærdsmodel synes på vej til Museet for alt for gode Ideer. Trods det, vi kan se ske i andre lande som Storbritannien, Tyskland og altså ikke mindst USA, så styrer vore kære ledere os alligevel mod lavtlønsarbejdsmarkeder, udstrakte privatiseringer og en stigning i fattigdom. Alt afhængig af hvilken fattigdomsdefinition man bruger – og de danske definitioner er skrappere end de fleste internationale – vil indførslen af kontanthjælpsloftet medføre 16.000 flere fattige, heraf 11.000 børn. Hvis vi bruger OECD’s fattigdomsdefinition ville tallene formentlig være fire-fem gange større.
Indførslen af kontanthjælpsloftet medføre 16.000 flere fattige, heraf 11.000 børn. Hvis vi bruger OECD’s fattigdomsdefinition ville tallene formentlig være fire-fem gange større.
På Rådhuspladsen er et orkester gået i gang med at spille på scenen. Denne demonstration er meget større end gårsdagens; det er et større arrangement, og der er langt flere mennesker. Jeg genkender adskillige af gårsdagens demonstranter, men nu har de altså fået følge af blandt andet SOSU-assistenter, lærere og pædagoger. Mit øje fanges af en række temmelig bramfri skilte. Sproget er lige ud af posen: ”Løkke er en sur røv” og ”Spark Løkke i røven”.
Nu bør man jo generelt ikke sparke øvrigheden eller andre bagi. Det er ikke alene uhøfligt og kan være svært forstyrrende for modtageren, men undertegnede kan ikke sige sig fri fra at have følt samme lyst ind i mellem. Jeg er selv underklassedreng med en besværlig baggrund, og jeg måber jævnligt over, hvor udygtigt og selvbelønnende den herskende klasse opfører sig.
Nu skal hundredetusindvis af mennesker altså have ringere forhold, og vi skal allesammen have dårligere hospitaler, skoler og børnehaver, og det, som nævnt, i en tid, hvor nationen Danmark under et aldrig har været mere velhavende.
Det er sgu da udygtigt. Udygtigt, men overordentligt vellønnet og med dejlige eftervederlag. Sikke frokoster man kan få sig!
Én voksen passer 40 børn
Under de bramfri skilte står en ung fyr. Han er pædagogstuderende og er med på at give regeringen et fur, der lever op til skiltenes ukunstlethed, men han er ikke meget for at give interview. Til gengæld har han et par veninder blandt studiekammeraterne, Trine og Thea, og de vil gerne stille op. Larmen fra scenen gør det næsten umuligt at tale sammen, så vi trækker omkring et hjørne ved metrobyggeriets grønne afskærmning.
Jeg spørger dem, hvorfor de er her?
Trine: ”Helt generelt bliver der jo skåret på sygehusene, der bliver skåret på lærerne og der bliver skåret på pædagogerne. Vi læser pædagogik, og når vi kommer ud, bliver det til en virkelighed, der er blevet sparet ned gennem de sidste 10-20 år”.
Thea: ”Jeg tror ikke, vores politikere forstår det. Jeg tror ikke rigtigt, at der er sammenhæng mellem alt det de sidder og rykker rundt i oppe på borgen”.
Trine: ”Man sparer på mennesker, der hjælper andre mennesker med at få det bedste ud af deres liv. Hvis man skærer på det, skærer man også på den fremtid, Danmark får, og derfor skal man bare lade være”.
Thea: ”Det dur bare ikke at være ene voksen i en børnehave med 40 børn”.
Pædagogernes fagforening BUPL siger, at der mangler 4000 pædagogstillinger, hvis landets institutioner skal køre forsvarligt. Er I ved at uddanne jer til arbejdsløshed?
Trine: ”Nej, vi skal nok få arbejde. Men vi må nok regne med, at der ikke går mange år, før flere af os må lægge os med stress eller depressioner, fordi arbejdsvilkårene er så benhårde, at psyken ikke kan klare det”.
Thea: ”Man kommer til at rende rundt med en konstant følelse af utilstrækkelighed”.
Trine: ”Det handler for eksempel om, hvor længe du kan holde ud, at du svigter børn, når det er dit ansvar at være der for dem”.
Thea: ”Ikke bare børn, men også voksne. Psykisk syge, mennesker med misbrugsproblemer, det er over hele linjen”.
Forstil dig en toårig, der går i vuggestue syv-otte timer om dagen med et utilstrækkeligt antal voksne. Børn kan også blive stressede, og nu har vi et helt nyt begreb, børnestress. Børn bliver simpelthen stressede på samme måde som voksne.
Trine: ”Den følelse af utilstrækkelighed, den kommer jo fra politikerne, men den ender hos pædagogerne. Den skal vi stå med hver dag, og så er det jo ikke underligt, at mange bliver stressramte, for sådan et ansvar er meget større end noget nogen burde tage”.
– Hvad betyder det for børnene i en børnehave eller et fritidshjem?
Thea: ”Der er ikke voksne nok til at give omsorg og kærlighed, til at tage sig af dem, og til at se om der er nogle faresignaler…”
Trine: “Forestil dig en toårig, der går i vuggestue syv-otte timer om dagen med et utilstrækkeligt antal voksne. Børn kan også blive stressede, og nu har vi et helt nyt begreb, børnestress. Børn bliver simpelthen stressede på samme måde som voksne. Jeg kan risikere at være alene med 10 børn på en almindelig mandag eftermiddag, fra 14-17, og det er altså ikke kun mig, der bliver stresset af sådan noget”.
– Hvad gør du, hvis et af børnene kommer til skade?
Trine: ”Så må jeg ringe efter nogen og håbe på, at de kan komme. Det er utroligt begrænset, hvad jeg kan gøre selv, så jeg må bare håbe, at der ikke sker noget, jeg ikke kan klare selv”.
– Det lyder jo banalt sikkerhedsmæssigt uforsvarligt. Er det realistisk, at du som studerende kan komme i sådan en situation?
Trine: ”Ja, det har jeg allerede været. Sidste gang var for fire måneder siden”.
Thea: ”Jeg har også prøvet det, og det handler ikke kun om, at der blive skåret ned derude, det handler også om, at der bliver skåret ned på uddannelsen. Vi har kun otte timers undervisning i gennemsnit om ugen på pædagoguddannelsen”.
– Men – jeg er lidt rystet, må jeg indrømme – det lyder jo faktisk farligt? Altså udover, at man kan være for eller imod nedskæringer, så lyder det her jo, ja, altså uforsvarligt?
Thea: ”Det er det også. Der er sådan en tankegang omkring børn, at de skal være ressourcer, og at de er der for at lære noget, så de kan komme ud og være produktive. Man ser dem ikke som børn, der har brug for omsorg, udvikling og nærvær, det er helt forskruet at tænke sådan”.
Trine: ”Du er et barn, der skal lære at være en dygtig og produktiv voksen. Du er ikke et lille menneske, der skal lære, hvordan du bliver dig selv på den bedst mulige måde, og du bliver afleveret i en institution, hvor pædagogerne får at vide, at hvis de ikke sørger for, at de her børn bliver konkurrencestærke individer, så har du fejlet. Men naturligvis får pædagogerne ikke ressourcerne til at indfri det krav”.
– Er der allerede krav om læring, om at små børn skal kunne regne osv.?
Thea: ”Ja, helt ned i vuggestuerne. Nogle kommuner har kørt projekter som Fremtidens dagtilbud eller det nuværende Mønsterbryderprojektet, hvor man har matematiktests helt ned til treårsalderen. Vi går mere og mere ind i sådan en amerikaniseret eller britisk inspireret tankegang, der hedder pre-school i stedet for de tanker, vi selv havde i sin tid om vuggestuer og børnehaver”.
– Hvad med jeres generation. I to er jo aktive og går op i det, men hvad med resten, er de for slappe?
Trine: ”Vi er 2500 medlemmer af pædagogstuderendes landssammenslutning, men vi er kun ca. 20-30, der er dukket op i dag. Jeg tror ikke kun, det handler om apati, jeg tror også det handler om pres. Studerende får hele tiden at vide, at ’hvis ikke du har læst de her 30 sider til i morgen, så fejler du, og så kan du ikke gå videre. Jeg synes, at man som borger har en demokratisk pligt til at engagere sig. Men det er der altså ikke tid til”.
Thea: ”Folk er ikke ligeglade. De heppede på os hele vejen herned fra Campus”.
Jeg takker Thea og Trine for interviewet, og vi går alle tre tilbage på Rådhuspladsen, hvor der nu er gang i talerne.
SDet er sjældent at høre så skarpe ord fra SF i disse dage, men måske er der forskel på kommunalpolitikerne og Folketingsgruppen?
Københavns sundheds- og omsorgsborgmester, Ninna Thomsen (SF), dundrer fra scenen. Der er glød i hendes tale, og stemningen er fokuseret. ”Vi skal sige fra, når vi oplever at samfundet rives ned,” siger hun til mængdens udelte begejstring. Hun siger, at hun ikke længere er ked af det. Nej, i dag er hun vred.
Det er sjældent at høre så skarpe ord fra SF i disse dage, men måske er der forskel på kommunalpolitikerne og Folketingsgruppen?
Hun fortsætter med at betone velfærdssamfundets goder, det samfund der altså er under angreb, fordi man rammer de mest udsatte. Hun roser demonstranterne: ”Vi kunne ikke have flyttet Claus Hjort Frederiksens omprioriteringsbidrag uden jeres store folkelige mobilisering, så vend jer gerne om til jeres sidemakker og giv ham eller hende et klap på skulderen”.
Mange griner og giver hinanden det borgmesterligt sanktionerede klap på skulderen. Ninna understreger, at kommunerne er ”bundet på hænder og fødder” af regeringen, selvom Københavns Kommune aktivt forsøger at afbøde de værste konsekvenser af kontanthjælpsloftet og de generelle nedskæringer. Mængden jubler og klapper, da Ninna siger: “I år har vi (SF, red.) erkendt, at hvis der skal være råd til velfærd i fremtidens København, er vi nødt til at sætte skatten op!”
Det er alligevel ikke hver dag, man hører en politiker taler om at sætte skatten op, og så jubler folk oven i købet. Ninna må siges at være en god og inciterende taler, og hendes energiske indignation giver fin genlyd i mængden. Det er som at være i et andet Danmark end det, jeg kender fra de store medier. Ingen islamkritik og bifald til taler om sammenhold og skattestigninger.
Børnemagt Nu!
Mennesket lever ikke af taler alene. Der må også noget musik til. For en gammel børnerocker som undertegnede, der i sin tid var stor fan af det legendariske børnerockband Parkering Forbudt, er det mest interessante helt klart bandet Golden Boys. De gyldne drenge er alle 14-15 år og skoledrenge i 7. klasse i København. En del af deres filosofi kommer til udtryk i omkvædet ”vi er de Gyldne Drenge, og vi vil ikke ha’ penge”.
Jeg taler med de fem gutter, der hedder Karl, Vincent, Vilfred, Osvald og Ib.
– Det er anden gang, I spiller til demonstration. Er I et protestband?
”Vi vil gerne ud med det, vi mener”.
”Vi vil gerne ha’, at folk lytter lidt mere til børn”.
”Vi er jo fremtiden, så de voksne skal jo høre på os”.
– Der er lidt børnemagt over det?
”Ja”.
– Men hvad er det så, I gerne vil ud med?
”For eksempel er det ofte, at et barn først bliver hørt, når der er en voksen, der enig”.
Så lidt skal der til nu: Du skal bare træde forkert på et trin. Ét skaldet trin! Det er ikke kun de udsatte, der bliver sparet på: Sikkerhedsnettet fjernes under stort set alle, der bor her i det lille land. Men opdager man, hvor vigtigt sådant et net er, før man har brug for det selv?
”Folkeskolereformen: Alle skolerne, alle børnene var sådan her; nej, vi vil gerne have, I hører vores ideer, men politikerne lyttede bare ikke nok. De lyttede ikke nok til, hvad børnene egentlig mente om det”.
– I har jo prøvet at gå i skole både før og efter reformen?
”Før reformen synes jeg, vi lærte en del, men efter reformen skal vi være i skole i lang tid. Jeg har en dag hvor jeg er i skole til kl. 17, så jeg kommer senere hjem end mine forældre, selvom jeg møder samme tid”.
”Omkring 15-tiden, så bliver man helt træt, så sidder man der og kan slet ikke koncentrere sig, og ender med at side og fjolle med sidemakkeren i stedet for at få lært noget”.
– Hvad så med fritiden?
”Jeg spiller rigtig meget fodbold, men det er svært at få tid til det, og det er svært at være sammen med sine venner. Der er ikke tid til alt det”.
”Vi skulle have haft en time om dagen, hvor vi var udenfor, men det skete aldrig. De sagde altid, at nu hvor vi skulle være der i længere tid, så ville der være flere pauser. 45 minutter ud over frikvartererne, men vi fik kun et kvarter, fordi svømning og idræt også hører ind under det her aktiv læring”.
– Er I så irritable sidst på dagen?
”Jo, man bliver let irriteret på hinanden, og råber og skriger lidt mere af hinanden”.
”Vi har ikke rigtig mobning, men man bliver jo træt”.
”Når man selv har tidlig fri en dag, og så går forbi skolen, så ser man de der små 0-klasser rende rundt, helt trætte”.
”Det er også tit, at vi ikke har ordentlige vikarer. De siger bare ’kig hos sidemanden’, når vi for eksempel skal have rettet opgaver. Det gør lærerne også nogen gange på grund af tidspres. Men det er da meningen, at vi skal undervises, at lærerne skal være klogere end os”.
– Er der ikke noget godt ved folkeskolereformen?
”Jo, det er meget fedt at have engelsk allerede fra første klasse og tysk fra femte”.
”Og man slipper for lektier, for dem laver man i skoletiden”.
– Så lidt skal der til nu: Du skal bare træde forkert på et trin. Ét skaldet trin!
En lang demonstrationsdag er slut. I de sidste tre dage har jeg talt med oppositionspolitikere, arbejdsløse, syge, børn, pædagoger og SOSU-assistenter. Alle er befolkningsgrupper, der har afmonteringen af vores velfærdssamfund helt inde på livet.
Jeg spekulerer på om resten af lønmodtagergruppen er klar over, hvad der foregår.
I tv-serien på røven i Nakskov ser vi en ellers velfungerende middelklassefamilie gå helt i opløsning, da faderen tager et forkert skridt ud af sin lastbil og kommer alvorligt til skade med ryggen. Det sikkerhedsnet, der skulle have grebet ham, viser sig at være fuld af huller, bortforklaringer og besparelser, men ikke megen konstruktiv hjælp. Der begynder familiens sociale nedtur, der altså tragisk ender med, at familien går i stykker.
Så lidt skal der til nu: Du skal bare træde forkert på et trin. Ét skaldet trin! Det er ikke kun de udsatte, der bliver sparet på: Sikkerhedsnettet fjernes under stort set alle, der bor her i det lille land. Men opdager man, hvor vigtigt sådant et net er, før man har brug for det selv?
Topfoto. Pixabay.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
