HJÆLPEARBEJDE I MEXICO // LONGREAD – I altovervejende grad fokuserer hjælpeorganisationer i udviklingslandene på at rehabilitere de mennesker eller grupper, som har lidt skade som følge af fattigdom, sult eller vold, og som derfor umiddelbart har behov for hjælp og støtte. NGO’en TurningPoints går nye veje ved også at se på de dele, der kan defineres som ondets rod, og det indebærer en vilje til også at gå i dialog med ”the bad guys”.
Han havde fået at vide, at de var ‘en slags politifolk’. Det havde han forberedt sig på. Så han lagde ud med en almindelig præsentation af, hvad kurset gik ud på, og åbnede så for spørgsmål og kommentarer.
Sådan startede dagen, da Claus Kold en varm morgen mødte gruppen. Han står i spidsen for NGO’en TurningPoints, der blandt andet arbejder på et projekt med undervisning af ‘vigilantes’ og politifolk i Mexico. Nærmere bestemt foregår det i udkanten af San Cristobal de las Casas, en by i den sydlige del af landet, nær grænsen til Guatemala.
Det betyder mere konkret at give det lokale politi undervisning i ledelsesteori, konfliktløsning, og i det hele taget at skabe en professionel politistyrke, som har befolkningens tillid
”Jeg lagde især mærke til en person, som var meget pågående,” fortæller han. ”Han sad på forreste række, og havde allerede armen i vejret, inden jeg havde afsluttet mit forrige svar… eller mit forsøg på svar… For det var tydeligvis ikke nok, eller svarede ikke på det, han spurgte om.”
Økonomi og sikkerhed
TurningPoints, som holder til i Brabrand ved Århus, går sine egne veje ved at have en holdning til arbejdet i udviklingslande, som adskiller sig en smule fra, hvad man typisk træffer i den danske NGO-verden. Claus Kold, som har stiftet organisationen, har et ønske om at skabe ændringer ved at fokusere på sammenhængen mellem økonomi og sikkerhed.
I dette ligger, at TurningPoints dels går ud og skaber nye virksomheder, der er ejet demokratisk og fordeler overskuddet ligeligt mellem medarbejderne, og dels hjælper med til at sikre, at disse initiativer kan få lov til at fungere i fred.
Dette er den anden tråd i arbejdet, og den bliver ifølge Claus Kold alt for ofte overset. For tager man ikke også fat om ondets rod, nedsætter det effekten af det egentlige hjælpearbejde. Man skal have en vilje til at gå i dialog med ”the bad guys”, som han formulerer det, og det betyder mere konkret at give det lokale politi undervisning i ledelsesteori, konfliktløsning, og i det hele taget at skabe en professionel politistyrke, som har befolkningens tillid.
”Jeg stod på en slags hævet scene,” fortæller Claus Kold om sit første møde med politifolkene. ”Jeg kunne se, at de andre deltagere nikkede og så ud til at både at genkende og anerkende hans spørgsmål: ’Hvad skal vi gøre, når vi ikke kan få nogen uniform? Og når vi ikke kan ringe til hinanden om oplysninger eller efter hjælp?’”
Han så sig omkring i lokalet, og lagde mærke til, at en anden, lidt yngre mand, var i uniform. Da han spurgte ind til det, viste det sig, at manden havde købt uniformen selv. ’For hvis jeg ikke har uniform på, så har folk ingen respekt for det, jeg laver, og jeg bliver usynlig i trafikken, når jeg dirigerer den… eller hvis jeg råber nogen an,’ lød mandens forklaring.
Det viste sig, at de heller ikke havde politiskilt, funktionsbeskrivelse eller noget at identificere sig med, så folk kunne forstå deres rolle. Deres umiddelbare forklaring lød, at de fik meget ringe løn for deres indsats, som ingen i øvrigt havde respekt for. Faktisk viste det sig, at de fleste af politifolkene i lokalet aldrig havde set hinanden før. Der var altså intet system i indsatsen, og de havde heller ikke fået nogen form for undervisning i det politiarbejde, de var blevet sat til at udføre.
Hvad tænkte du i dette forløb?
”Jeg har jo som udsendt fra TurningPoints fået at vide, at jeg skal møde og undervise ‘en slags politifolk’ i Mexico i byen San Cristobal de las Casas. I dette introducerende forløb går det op for mig, at der ikke er nogen ‘gruppe’, at de ikke har det mindste uddannelse, og at de ikke får nogen legitimerende opbakning af de lokale myndigheder – de har intet officielt mandat.
De personer, jeg står overfor er snarere ‘vigilantes’, som absolut ikke har det bedste ry for deres adfærd, der ofte ligger tæt op ad selvtægtsgrupper. Denne gruppe af vigilantes fik til min store undren alligevel en slags løn for deres ‘politiarbejde.’”
Professionsidentitet
Alle professioner hviler på en række attituder, der samles i en professionsidentitet. Til deres arbejde knytter sig desuden en etik, da professioner arbejder med mennesker. De gør ‘noget’ ved mennesker og menneskelige handlinger.
”Min idé til at ‘gribe’ denne lidt uventede situation var derfor at hjælpe dem ind i en første gruppedannelsesproces, synliggøre og styrke deres værdier og motivation i deres arbejde og så introducere lidt tanker om gruppeprocesser i form af ledelse og lidt om, hvad det er for opgaver, de hver dag står overfor. Så der herfra måske kunne rettes henvendelse til de lokale politikere i et forsøg på at opnå mandat. Som de agerede nu, ville der opstå en masse usikre og utydelige situationer, der meget let kunne eskalere til direkte vold. Det skulle helst undgås.”
Han måtte hurtigt udtænke en ny plan. Det gjorde han, mens deltagerne fik en pause med kaffe og småkager. Herefter begyndte han at spørge deltagerne til deres opfattelse af en perfekt ‘buddy’. En ‘buddy’ er en politikollega, som de kører eller går på patrulje med. De svarede som forventet på skift: “Han er ærlig”, “Man kan stole på ham”, “Han er loyal”, “Han er ordentlig”, “Disciplineret” osv. Her fik han en række svar, som viste både ham selv, og senere i forløbet også disse vigilantes, noget om deres værdigrundlag i tjenesten.
Svarene blev skrevet ned på en flip-over, som alle kunne se, efterhånden som de svarede runden rundt. Processen skabte lidt mere fokus, og flere gik efterhånden med i undervisningen.
”Næste spørgsmål, jeg stillede, var: ’Hvis vi nu tænker på, at San Cristobal oplever den perfekte udvikling, hvordan er byen så om 25 år?’ Igen tog vi en runde, hvor alle deltagerne fik mulighed for at give deres bud. ’Det er en renere by’, ’Her er mere orden’, ’Vi har fuldt demokrati’, ’Fred’, ’Retfærdighed’, ’Ingen fattigdom’.”
Han spurgte så ud i gruppen, om det var værdier og mål, som alle bakkede op om? Og om de mente, at det var værdier og mål, som befolkningen i byen også ville bakke op om? Det var det… der blev nikket og svaret ‘ja’.
Herpå lavede han en øvelse. Han kaldte 6 frivillige op på scenen:
”Jeg instruerede dem således: ’Forestil jer nu, at I otte er de ansatte på en politistation, som har de værdier og mål, som vi lige har fundet frem til. Det er jeres værdier og mål. Nu skal I sætte jer i en rundkreds – tage hinanden i hænderne, og holde benene strakt ind mod midten. (De sætter sig på gulvet i en rundkreds og tager hinandens hænder) Det her (jeg peger rundt) er jeres organisation, jeres politistation. Alle organisationer har regler, ik? (De nikker…)
Her er der to regler: I må ikke slippe den andens hånd, og I må ikke bøje benene. (De kigger på hinanden..) Alle organisationer (fortsætter jeg..) er skabt for at løse nogle opgaver. Jeres opgave er at komme op at stå. Hvordan vil I løse den opgave med de værdier og mål, I lige før har fortalt os om?”
Mændene i gruppen begyndte at snakke med hinanden. Nogle var mere aktive end andre, nogle kom med forslag, nogle var allerede i gang med at trække i sidemanden i et forsøg på at få denne op at stå, andre sad mere eller mindre passivt og kiggede på de andre – men der var især én som var fysisk aktiv, og som i sit forsøg på at komme op at stå kommanderede to-tre andre til at trække ham op. Det var ret tydeligt, at han så sig selv som en leder og som en med højere status end de andre.
Øvelsen endte med, at de under masen og prusten alle kom op at stå… med den mindste og svageste oppe først. Efter øvelsen blev der snakket, grinet og samlet op, og som en sagde: “Det var nødvendigt at lave om på den måde vi sad på, så vi kunne komme op at stå.”
Hvad skete der så?
”Undervisningen fortsatte et par timer endnu. I næste pause var det interessant at observere, at hvor de forskellige personer tidligere på dagen var gået rundt lidt for sig selv, så stod de nu i en rundkreds og snakkede sammen om, hvordan de skulle rette en samlet henvendelse til byens politikere om mandat, uniform, skilte og mobiltelefoner.”
Men du underviste også andre steder?
”Ja, næste morgen kørte vi til byen Tuxtla Gutiérrez et par timers kørsel fra San Cristobal. Efter gårsdagens oplevelse, var jeg lidt spændt på, hvad jeg ville opleve.”
Ved ankomsten viste det sig, at han skulle undervise i en af byens centrale politibygninger. De blev ledt op til et stort konferencerum. Ingen overraskelser endnu. Han blev tilbudt kaffe…
”Mens jeg gjorde mig klar, begyndte forskellige uniformerede betjente at ankomme – mange to og to. Jeg fik at vide, at der var tale om kriminalbetjente og ordensbetjente, hvilket stemte overens med det, jeg tidligere havde fået at vide, og det jeg havde forberedt.”
”Jeg elsker konflikter”
Undervisningen er opdelt i to afsnit: et om ledelse og et om konfliktløsning. Når undervisningen er opdelt og retter fokus mod disse to emner, så er det ud fra tanken om, at en god (bedre) ledelse, vil have effekt på, hvordan betjentene opfører sig i mødet med borgeren… Og fokus på konfliktløsning er en slags korrektiv til deres opgaveforståelse, der er mangelfuld eller direkte forkert.
”I forhold til denne gruppe gør jeg som jeg plejer,” fortsætter han. ”Jeg spørger, om der er nogen af politibetjentene, som elsker konflikter? Jeg får et højt og klart ‘Nej!’ tilbage i hovedet. Jeg siger så: Ok? Så må I komme meget trætte hjem… for er det ikke netop konflikter, I beskæftiger jer med dagen lang? De nikker. Og jeg fortsætter: “Jeg elsker konflikter!” De ser forvirrede ud. Og jeg spørger: “Vil I vide hvorfor?… fordi det er gennem konflikter, man kan lære noget nyt. Men der er forskel på konflikter og på vold, så I tænker nok på vold, når I siger I ikke kan lide konflikter!?”
Efter dette fulgte en lille øvelse. Han bad hver anden politi’er om, at knytte sin højre hånd og holde den op. Og så bad han de øvrige om at åbne den andens lukkede hånd. Denne øvelse medfører altid en del fysisk tumult. Især fordi det stort set er umuligt, at tvinge en lukket hånd op. Efter 30 sekunders tumult og ingen åbne hænder afbryder han.
”Som det næsten altid er tilfældet, er der enkelte, der ikke har haft nogen partner, og som derfor sidder med en lukket hånd fremme. Jeg spørger ud i forsamlingen: ’Må jeg prøve på ham der?’ De griner, og venter spændt på, hvad jeg nu finder på. Jeg har jo ikke nogen fysisk mulighed for at åbne nogen hænder.”
Claus Kold præsenterer sig for den betjent, han tilfældigt har valgt, og spørger hvad denne hedder. Han får et navn. Spørger så til, hvordan hans dag har været, og får et svar. Han stiller yderligere et par spørgsmål, og svarer måske også på nogle, og ender med at række hånden frem mens han siger ’Det var godt at snakke med dig!’, hvorpå betjenten gav ham hånden. Han blev straks overrasket, og de andre lo højt.
”Med denne fortegnede øvelse prøver jeg at vise, at politiet skam kan gå i dialog med psyken snarere end med kroppen. Så det er ren praktiseret Foucault,” smiler Claus Kold.
Fattigdom og vold
Undervisningen omfatter også forskellige ‘greb’ i konfliktløsning: dialoger, du-sprog, fortid-nutid-fremtid, osv. Der er ikke de store forestillinger om, at politifolkene med det samme kan gå ud og være i ‘zen’, men at de nu i det mindste har fået præsenteret nogle nye begreber og praktiske tilgange og håndteringer til såvel ledelse som til konfliktløsning. Håbet er, at de selv søger videre derfra, og at politienheden måske samlet søger at få mere faglighed på begge områder.
Hvorfor er det vigtigt at arbejde med politiet?
“Politiindsatserne er vigtige, fordi der er forskningsmæssig evidens for, at der er en nær sammenhæng mellem vedvarende fattigdom og vold. Det er principielt politiets opgave at sørge for, at mennesker faktisk er og føler sig trygge nok til at være aktive i samfundet. Rigtig mange steder i verden formår politiet bare ikke at skabe sikkerhed og tryghed. Det er blandt andet disse to faktorer, der er drivende i migration og flugt. Prøv at høre, hvad de honduranske migranter ved USA’s grænse siger om, hvorfor de er flygtet: vold og fattigdom!”
Jamen, er det jo et generelt billede ude i verden, og ikke bare i Mexico?
”Ja, og derfor arbejder TurningPoints med 4 forskellige interventionstyper, fordelt på 4 forskellige stats- og institutionstyper.”
Han forklarer, at hvis man ser på statsdannelsesprocesserne i et historisk-internationalt-relations-sociologisk perspektiv, så vil man fx med Charles Tilly se, at statsdannelse i høj grad handler om at få monopoliseret voldskapaciteten, og at der, når denne monopolisering er nogenlunde på plads, sker en etablering af øvrige statslige institutioner, så som skat og politi. I de tidligste stadier af denne proces er det svært at kende forskel på militær og politi – de er begge voldelige og tæt knyttet til den gruppe, som sidder på magten. Vi snakker ikke om noget demokratisk funderet politi endnu.
Voldsteknikker
Den engelske professions- og militærforsker, Samuel E. Finer når i sin forskning frem til, at stater og deres institutioner gennemløber fire forskellige interaktionsformer: Fra et der er kendetegnet af at være voldeligt (diktaturet), over et der er kendetegnet af trusler og korruption (hybride regimer), over manglende beskyttelse (forfejlede demokratier) til fulde demokratier, hvor relationen finder sted gennem konstitutionelle og institutionelle forløb.
Han bliver støttet af den svenske professions- og militærforsker, Bengt Abrahamsson, der peger på, at statens institutioner ændrer rekruttering og professionalisering, efterhånden som demokratiseringsprocessen finder sted, og efterhånden som statens institutioner udvikler sig. Abrahamsson peger på, at ikke-demokratiske stater rekrutterer officerer, politifolk og beslutningstagere tæt på magthavernes egne private tilhørsforhold. Dette sker for at opnå loyalitet og forudsigelighed.
Ud over at det ikke er en demokratisk proces, afstedkommer det problemet, at de rekrutterede bruger de tillærte voldsteknikker mod andre grupper i samfundet, som de ser som fjender. Hverken militæret eller politiet er i sådanne stater demokratisk indstillede. ‘Professionaliseringen’ finder således sted uden for forsvars- eller politiakademiet. Efterhånden som staten og dens institutioner demokratiseres skifter rekrutteringen, så den i stadig højere grad afspejler befolkningen. Professionaliseringen skifter også til at finde sted inden for forsvars- eller politiakademiet.
Dette skift i rekruttering – om der er tale om et udenfor eller et indenfor – medfører at der er tale om meget forskellige professionsattituder og -identiteter, og altså, hvordan en intervention skal finde sted. Dette er kernen i den indsats, TurningPoints yder – situations- og professionsbaseret. Med professionsattituder og professionsidentiteter.
Af historiske grunde er politiet nemlig mange steder i syd forkert rekrutterede, underuddannede (4-5 måneder), underbetalte og underbemandede. Det betyder, at mange politifolk efter en meget kort uddannelse, som mest går ud på at kunne slås og marchere, pludselig står på gaden med pistol og en udslidt kalashnikov. Og i en situation, hvor de ikke kan leve af den løn, de får udbetalt, ligger det lige for at afpresse de civile, som de møder. Hvis korruptionen ikke lykkes, er næste skridt at være voldelige. Logikken er, at hvis du som politibetjent ikke gør alvor af de trusler, som du fremsætter, vil den næste du afpresser, ikke tage dine trusler alvorligt.
”Så de fattigste dele af civilbefolkningerne i syd står praktisk talt uden beskyttelse, og de kan og tør ikke bruge deres få opsparede midler til at starte noget op,” tilføjer Claus Kold.
Der er blevet regnet på effekterne af den negative relation mellem vold og fattigdom, og effekterne har samme omfang som en borgerkrig. Problemet er vedvarende, men knapt så fotogent som en åben borgerkrig, så denne sammenhæng indgår ikke i så mange interventioner. I det hele taget er der ikke mange NGO’er, der vil samarbejde med politiet i syd. De opfattes som ‘the bad guys’.
Irish Constabulary
”Et af problemerne består i, at politiets organisering, struktur, træning og identitet i syd hviler på en gammel arv fra den sidste del af den europæiske kolonitid,” forklarer han. ”I 1829 etablerede den daværende britiske premierminister, Robert Peel, to forskellige typer politi i England: Bobby’en som vi kender den dag i dag. Bobby’en er et kælenavn, der netop referer tilbage til Robert (Bobby) Peel; og så var der en anden type politi, som vi ikke kender så meget til: The Irish Constabulary.
Meget kort var The Irish Constabulary en slags paramilitær politistyrke, der blev rekrutteret, organiseret, trænet og udrustet til at blive indsat i Nordirland, hvor opgaven var at se befolkningen som fjender, der skulle holdes nede. De erfaringer regeringerne gjorde sig i Nordirland blev overført på de øvrige kolonier, der også fik tilført paramilitære politienheder fra The Irish Constabulary.
Disse paramilitære politienheder så befolkningerne som modstandere, der skulle holdes nede og ikke som nogen, de skulle beskytte.
Da kolonierne efter anden verdenskrig opnåede selvstyre, arvede de disse Irish Constabularies, men modsat hvad man nok kunne forvente, medførte magtskiftet ikke de store politimæssige forandringer. Så politiet fortsatte med at beskytte magthaverne og at opfatte befolkningerne som modstandere. I kombination med dårlig lovgivning, underuddannelse og underaflønning leder det til udbredt korruption og tortur.
”Jeg kan ikke sige det med sikkerhed, men de usikre undersøgelser, jeg har set, peger på, at det er politiet i Syd, som står for op mod 60 % af den udøvede tortur. Læg hertil sikkerhedsstyrker, som også er en slags politi, og så har du op mod 75-80 % af al tortur institutionelt placeret,” siger han.
Politiet værst til tortur
”Alligevel er det ikke disse to institutioner vores NGO’er arbejder med. De fokuserer snarere på fængsler, som måske står for 5 % af torturen. Og jeg vil igen gøre opmærksom på usikkerheden omkring tallene. Mange tror, det er soldater, som torturerer. Det gør de også, men slet ikke i samme omfang. Soldater er trænet til at kigge ud mod andre soldater, og til at slå disse ihjel. I borgerkrige og i ‘nye krige’ er det sikkert soldater, der torturerer, men i verdens svageste stater og diktaturer er det i overvejende grad politiet. Og i deres tortur trækker de på den træning og uddannelse til Irish Constabularies, som vesten ‘efterlod’.”
Hvorfor ikke give dem samme ‘sprog’ (ledelse og konfliktløsning), så de kan ‘forstå hinanden’, og rette deres energi fremad i en fælles bestræbelse, i stedet for at gå i flæsket på hinanden?
Hvordan startede dette samarbejde så? Hvordan faldt I over dette problem?
”Jeg har tidligere arbejdet i både det danske forsvar og på den danske politiskole. I forsvaret arbejdede jeg med ledelsesudvikling og underviste bl.a. officerer. På politiskolen underviste jeg i statsdannelse, stratifikation, politiske identiteter og de forskellige typer konfliktadfærd, disse producerede. I forsvaret lavede jeg min ph.d. om netop ledelse. Samtidig havde jeg fået indblik i og lært nogle meget ‘robuste’ ledelsesredskaber, der netop rettede sig mod en sikring af demokratiske værdier i disse to monopolinstitutioner, der arbejder med de meget store kræfter, som magtanvendelse og vold. Disse ledelsesbegreber og ‘redskaber’ passer rigtig godt ind i politiarbejdet i Syd.”
”Senere har jeg arbejdet med forebyggelse af tortur i en NGO, hvor jeg foreslog, at vi gik ind i arbejdet med politiet. Der var internt dels modstand og dels manglende opbakning, men arbejdet kom i gang i en kort periode. Indsatserne fik ros fra Udenrigsministeriet, men blev alligevel lukket ned igen.”
”Det fik os til at etablere TurningPoints og til at videreføre arbejdet – for det er alt for vigtigt til bare at blive afsluttet. Vi har dog udviklet på det tidligere koncept, så vi nu arbejder både med økonomi og med vold. Det gjorde vi ikke i det forrige projekt.”
Hvorfor så Mexico? Er det fordi problemet er særlig akut i Mexico, eller fordi det er muligt? Kunne I gøre det samme med syriske politifolk?
”Som sagt, vi kunne godt være i mange andre lande, og det arbejder vi skam på. Vi arbejder på at komme til Somalia, og har mange gode kontakter i Gellerup, i det somaliske samfund, som hjælper os i dette arbejde. Men faktisk er Mellemamerika – især Honduras – den region i verden, der har det højeste drabstal i verden. Og her havde vi allerede gode kontakter, vi kunne trække på.”
Men er politiarbejdet så den rigtige vej at gå?
”Det kan virke naivt, det vi gør, det er jeg godt klar over. Og det er da også et langt sejt træk. Som sagt findes der evidens for at vold og fattigdom styrker hinanden. Hvorfor så ikke arbejde med at styrke lokaløkonomien og forbedre det lokale politi? Hvorfor ikke give dem samme ‘sprog’ (ledelse og konfliktløsning), så de kan ‘forstå hinanden’ og rette deres energi fremad i en fælles bestræbelse i stedet for at gå i flæsket på hinanden? Hvis vores idéer virker på den lange bane, vil det måske kunne forebygge migrationens og flugtens tragedier…”
TurningPoints kan man læse mere om, støtte eller blive medlem af på www.turningpoints.eu. De har også en Facebook-profil.
LÆS ALLE HANS HENRIK FAFNERS ARTIKLER HER
Topillustration: Marked i San Cristobal de las Casas. Bag den tilsyneladende harmoni lurer et akut behov for bedre politiarbejde. Foto: Nanna Kold
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
