KULTUR// KOMMENTAR & ANMELDELSE – Farvel til Filmstriben. Min kommune skal spare, og jeg er den første til at støtte, at der er råd til børnehaver, hjemmepleje og alt det der, men det smerter mig, at min kommune, Gentofte, har sparet adgangen til Filmstriben væk. Slut med at se en overraskende fin film som ”Held og lykke, Leo Grande”. I hvert fald i det regi, skriver en trist Monica Krog-Meyer.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Selvfølgelig låner jeg bøger på biblioteket, men det er ikke alt: man kan også låne musik og videoer – ganske gratis. Og indtil i dag, 1. maj, gav det på mit lokale bibliotek også adgang til en række kvalitetsfilm, valgt af bibliotekets personale.
Og det var både hyggeligt og opbyggeligt: Lige til at sidde hjemme i sofaen og nyde med kaffe eller andet ved hånden, uden hørm af popkorn, uden at blive forstyrret af andres snakken og ikke mindst uden at have betalt 130 kr. pr billet.
Spred det gode budskab: sex er godt. Det burde gives på recept og være statsstøttet.
Den mulighed har jeg anset som et velfærdsgode, der imidlertid fra i dag nu er sparet væk! Øv.
Jeg fandt “Held og lykke Leo Grande” med Emma Thompson på Filmstriben
Så hvis du bor i en kommune, der stadig er med i bibliotekernes filmtilbud Filmstriben, så skøn på det – og brug det. Det er gratis! Du kan vælge et vist antal film pr måned, og bunken er kæmpestor.
Hjemme hos mig markerede vi tabet ved en af de sidste dage før lukketid at se filmen, der oprindelig hed ”Good luck to you, Leo Grande”.
Alene titlen havde nok skræmt mig fra at gå i biografen, den er ganske misvisende – og jeg husker ikke, da filmen udkom i september 2022 hertillands – og ganske hurtigt forsvandt. Men det er synd og skam – for der er tale om en fremragende film.
Emma Thompson er altid god. Her er hun intet mindre end vidunderlig. Hun spiller rollen som tidligere lærerinde, manden er død og de to voksne børn er uinteressante eller besværlige.
Frem for alt savner hun sex. Ikke fordi hun mistede noget, da manden døde. Hun har faktisk aldrig oplevet glæden ved sex, aldrig fået en orgasme, aldrig mærket lysten. For hun er engelsk, når det er mest stramtandet. Opflasket med at skamme sig over sin krop. ”If it’s fun don’t do it!’, som én engang sagde.
Men nu skal det være – hun bider hovedet af al skam og køber sig til sex.
… at sidde hjemme i sofaen og nyde med kaffe eller andet ved hånden, uden hørm af popkorn, uden at blive forstyrret af andres snakken, uden at have betalt 130 kr pr billet
Ind på scenen kommer Leo Grande, en smuk ung mand, spillet af – den ganske skønne – Daryl McCormack. Og det meste af filmen foregår i hotelværelset, hvor de mødes.
Når lyst og skam kæmper om pladsen
Det er mageløst spillet af de to. Han er ikke bare lækker, men også omsorgsfuld, så rar, så forstående og klar til, hvad hun har lyst til.
Men hvad vil hun? Hvad tør hun? Alle hendes forkrampede begrænsninger fra opvækst, skoletid, andres tanker og samfundsnormer står i vejen. Kropsberøring, følelser, hans krop – det er tiltrækkende og frastødende på en gang. Lysten og skammen kæmper med hinanden – frem og tilbage.
Jeg skal ikke afsløre mere. Men se filmen. Nyd de tos samspil, bliv klogere på vores holdning til sex.
Og spred det gode budskab: sex er godt. Det burde gives på recept og være statsstøttet.
På Filmstriben.dk kan man se mange film – også “Held og lykke, Leo Grande”, der kan lejes mod betaling på mange platforme.
Instruktion: Sophie Hyde
Læs flere artikler og lyd til podcasts af og med Monica Krog-Meyer her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her