KULTUR // TEATER – Oscar Wildes sidste, mest populære og oftest opførte skuespil er fyldt med hylende morsomme oneliners i opsætningen på Det Kongelige Teater. Rasmus Botoft og Jens Jørn Spottag stjæler billedet, forklædt i kvindetøj, men desværre bliver bagvæggens storskærm med ord, fotos, ikoner og skyggebilleder forestillingens hovedidé. Det fjerner fokus fra skuespillerne og Wildes geniale ordsymfonier.
Forventningens glæde kan nogle gange være større end glæden selv. Længe før det blev offentliggjort, at Bastian Kraft skulle instruere en forestilling i København, løb rygtet i Berlin. Jeg begyndte at glæde mig, for jeg har set to af hans iscenesættelser på Deutsches Theater – Tysklands svar på Det Kongelige Teater. Begge var jeg ret begejstret for.
Da det kom frem, at han skulle instruere gay-ikonet Oscar Wildes mesterværk The Importance of Being Earnest (med undertitlen A Trivial Comedy for Serious People) fra 1895, blev mine forventninger endnu større. Denne teaterhistoriske komedieperle gør borgerskabet til grin med skarp satire, elegante vittigheder og identitetsforvekslinger.
Bastian Kraft er kendt for at give sine forestillinger et queer-pift
Med offentliggørelsen af castet kunne mine forventninger ikke blive større. De var på niveau med spørgsmålet: Hvad glæder jeg mig mest til i sæsonen 24/25 – Jeppe på Bjerget i Lollikes version eller Bunbury – The Importance of Being Earnest?
Livet efterligner kunsten langt mere, end kunsten efterligner livet
“Life imitates Art far more than Art imitates Life” er et citat fra Oscar Wilde. Lane siger det i begyndelsen af forestillingen.
Lane – Algernons butler – går og fejer scenen, mens publikum fylder stolerækkerne. Med kølig, afmålt præcision, engang imellem kiggende ud mod publikum, spankulerer Lasse Steen rundt i højhælede hvide støvler, et hvidt læderoutfit med blottet bryst, affarvet hvidt hår og kæder om halsen. Lane har en lille rolle i Wildes persongalleri, men med sin distancerede og professionelle tjenerattitude kommenterer han hele tiden subtilt overklassens livsstil.
Lane er aftenens præsentator, musiker på scenen (Lasse Steen har selv komponeret musikken) og signalet om, at alt er tilladt, alt kan lade sig gøre – og i sidste ende er det den, som gennemskuer løgnen, hykleriet og de overfladiske konventioner, der står tilbage som vinder.
Således kan forestillingen gå i gang. Lane, ved sit trommesæt, begynder at præsentere forestillingens medvirkende. Som var det et modeshow, glider hver skuespiller ind fra bagtæppets lille dør ud på catwalken, badet i bagvæggens lys. De bliver til skygger, og deres navn bliver skrevet på væggen:
Lady Bracknell (Jens Jørn Spottag), Miss Prism (Rasmus Botoft), Gwendolen (Emil Blak Olsen), Algernon (Ena Spottag), Jack (Mikkel Becker Hilgart), Cecily (Karla Rosendahl), pastor Chasuble (Mette Horn), Lane (Lasse Steen).
Dobbeltliv og identitet i Bunbury
I The Importance of Being Earnest opfinder Algernon en fiktiv ven ved navn Bunbury for at undgå kedelige forpligtelser. Han kalder det at “Bunbury’e”, hvilket betyder at lyve for at slippe væk fra ansvar. Når han ikke gider være i London, siger han, at Bunbury er syg, så han må tage sig af ham. Dette giver Algernon frihed til at gøre, hvad han vil, uden at vække mistanke.
Oscar Wilde var kendt for sin dekadence, hvor lyst og nydelse var styrende.
Jack Worthing har den samme strategi; han opdigter en grænsesøgende bror, Ernest, som han “må tage sig af”, hvilket giver ham en undskyldning for at rejse til byen og føre et dobbeltliv.
Jack, der i byen kalder sig Ernest, er forelsket i Gwendolen. Gwendolen elsker ham kun, fordi hun tror, han hedder Ernest – et navn, hun finder uimodståeligt. Lady Bracknell, Gwendolens snobbede mor, nægter at godkende ægteskabet, da Jack ikke kender sine forældre og som spæd blev fundet i en taske på Victoria Station.
Algernon møder Jacks adoptivdatter, den unge Cecily. Han udgiver sig for at være Ernest, Jacks fiktive bror. Cecily forelsker sig i ham – igen primært fordi hun tror, han hedder Ernest.
Forvirringen opstår, da både Jack og Algernon udgiver sig for at være Ernest for at vinde deres elskede. Jack har længe løjet om sin fantasifulde bror ved navn Ernest, mens Algernon benytter sig af denne identitet for at møde Cecily. Da Gwendolen og Cecily mødes, opdager de, at de begge er forlovet med en Ernest, hvilket fører til skuffelse og forvirring.
Herfra galopperer forviklingerne og forvekslingerne, hvor Oscar Wilde gør grin med overklassens overfladiske syn på kærlighed – hvor et navn, Ernest, tilsyneladende er vigtigere end personen.
“I spørgsmål af stor vigtighed er stil, ikke oprigtighed, det afgørende,” som det hedder i stykket.
Køn og seksualitet
The Importance of Being Earnest blev skrevet og opført i det victorianske England, hvor den aristokratiske overklasse havde magten og styrede landet med streng moral og etik, især i forhold til køn og seksualitet. Der var et stort fokus på selvbeherskelse, ære, respekt og anstændighed.
Oscar Wilde var kendt for sin dekadence, hvor lyst og nydelse var styrende. Han var gift og havde to børn, men bevægede sig i det victorianske borgerskab, hvor han – på trods af sine provokerende tekster, der udforskede sociale problemer, klasseskel og moral – var en velanset personlighed.
Hans fald fra borgerskabets nåde kom i 1895, da han blev dømt for “utugtigt forhold” på grund af sin homoseksualitet, hvilket førte til fængsel og social udstødelse. Wilde døde i fattigdom i Paris i 1900, 46 år gammel.
Bagagen fra slutningen af 1800-tallets England og Oscar Wildes historie har instruktøren Bastian Kraft taget med ind på scenen i sin fortolkning af The Importance of Being Earnest. Kraft bytter om på køn og seksualitet, hvor nogle af kvinderollerne spilles af mænd og omvendt.
Jeg har set to af Bastian Krafts forestillinger i Berlin: As You Fucking Like It og Ugly Duckling på Deutsches Theater (Som man behager af Shakespeare og Den grimme ælling af H.C. Andersen). Begge havde klare visuelle koncepter, der talte ind i en idé og vision, hvor Bastian Kraft brugte og genfortolkede de klassiske fortællinger som afsæt til en nutidig diskussion om køn, sex, identitet og samfund.
Man kan sige, at hellere meget for meget end meget for lidt i forhold til scenografien
I The Importance of Being Earnest er temaet det samme, og Bastian Kraft har igen taget de visuelle virkemidler i brug. Denne gang er det bagtæppet, som bliver brugt som én stor skærm. Bagskærmen er forestillingens scenografi, der fyldes med ord, fotos, farver, ikoner og skyggebilleder. Den følger karaktererne og deres bevægelser. Et knips, et ord, og bagskærmen ændrer sig – som et tryk på en fjernbetjening. “Jeg er på landet”, og man ser en mark med en traktor. “Jeg er forelsket”, og et hjerte kommer frem. En projektor er samtidig med til at kaste lange skygger op på skærmen – skygger fra de medvirkende.
Læs om dansk versus tysk teater her, og om Bastian Krafts forestillinger:
Spektakulært sceneshow
Hele det visuelle udtryk er spektakulært, farverigt og flot. I begyndelsen tænker man wow og genialt. Men som stykket bevæger sig fremad, bliver bagskærmen også forestillingens stedmor. Den fjerner fokus fra skuespillerne og Wildes geniale ordsymfonier – måske også fra publikum. Der var i hvert fald meget få kollektive latteranfald til premieren.
I længden bliver bagskærmen ensformig og kedelig som scenografisk motor.
Bastian Kraft er kendt for at give sine forestillinger et queer-pift, men han er også kendt for at være ganske enerådig i et scenerum – en arbejdsform, der måske virker bedre på tysk end på dansk. Hvem ved?
Jeg kan i hvert fald ikke lade være med at tænke, at idéen om at caste mænd til kvinderoller er ved at være en kende passé. Nuvel, Rasmus Botoft og Jens Jørn Spottag stjæler billedet forklædt i kvindetøj som Lady Bracknell og Miss Prism. Begge spiller vidunderligt, og det er en udsøgt fornøjelse at se Mette Horn klædt i præstekjole som Pastor Chasuble. Men jeg kan heller ikke lade være med at tænke på Some Like It Hot (1959) (Ingen er fuldkommen) med Tony Curtis og Jack Lemmon.
Mens de ældste skuespillere på scenen – Jens Jørn Spottag, Rasmus Botoft og Mette Horn – skinner i deres roller (selvom jeg synes, de alle tre rammer meget ned i deres tryghedszoner fra tidligere roller), så virker det, som om de yngre skuespillere kæmper noget mere med deres karakterer. Enkeltvis præsterer de alle, men der mangler energi og nærhed i deres samspil.
Jeg tror, det skyldes, at der er brugt mere prøvetid på at få bagskærmen til at fungere end på personinstruktion. Plus det faktum, at det er en svær øvelse at koordinere replikker og bevægelser, når de hele tiden skal passe til teknikken.
Forventningens glæde var i mit tilfælde for stor. Man kan sige, at hellere meget for meget end meget for lidt i forhold til scenografien. I min optik bliver Bastian Krafts version af The Importance of Being Earnest mere et udstyrsstykke i præcision end en fortælling om dobbeltroller, identitet, hykleri og løgne. Men gaven er, at forestillingen med 100 procents sikkerhed vil vokse sig større og bedre i de kommende dage, når teknikken og holdet bliver mere sammenspillet.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og