DAGENS POV // POLITIK – Kulturhistoriker Povl Gad skriver i en kommentar i POV, at “de ultraliberale mørkemænd skal genopfinde sig selv – kan de det?”. Det er bemærkelsesværdigt, hvordan både den etablerede presse og selvstændige aktører som Gad konsistent og løbende har forsøgt at dæmonisere LA faktisk siden partiets fødsel. Hvorfor mon, spørger Søren Kenner, som har været med i processen med at stifte partiet.
I sin artikel, der har form af en kommentar i POV mandag, skriver Povl Gad, at “Liberal Alliances folketingsgruppe består efter valget af fire hvide mænd, hvoraf mindst tre har gjort sig til talsmænd for yderligtgående reaktionære synspunkter.
Synet på kvinder, homoseksuelle, indvandrere og klima er alt andet end progressivt, og hvordan lader det sig forene med et liberalt verdenssyn? Eller er skattelettelser alt, der betyder noget?”
LA’s syn på homoseksualitet er fuldstændig neutralt. Folk har forskellig seksualitet og det skal de naturligvis have lov til at have uden af den grund at skulle opleve diskrimination eller lignende… faktisk er man hos LA så reaktionær, at man mener, at denne frihed gælder hele LGBTQ-spektret
Hertil kan bemærkes, at
- Gad muligvis ikke har opdaget, at i et demokrati, er det vælgerne, der afgør, hvem der skal i Folketinget – og at LA i sidste valgperiode i øvrigt havde en højere andel af kvindelige folketingsmedlemmer end noget andet parti.
- Påstanden om et “reaktionært syn på kvinder” er (fuldstændig bevidst antager jeg) taget ud af kontekst fra en ni år gammel kommentar fra Ole Birk Olesens hånd, en kommentar, der reelt er en kritik af identitetspolitik – ikke en kritik af kvinder.
- LA’s syn på indvandrere er, at man gerne skal kunne forsørge sig selv, holde loven og respektere demokratiet. Hvis Gad mener, det er et reaktionært synspunkt, er jeg glad for at han ikke har ansvaret for landets indvandringspolitik.
- LA’s syn på klima er i al sin enkelthed, at man skal løse opgaven på rationel vis. Derfor foreslår man blandt andet at bruge flere penge på forskning i klimateknologier og at lette afgifter på blandt andet strøm og elbiler, fordi det vil få flere til at bruge “grøn energi” end tilfældet er det i dag. Er det reaktionært? På mig virker det rationelt og fokuseret på at finde løsninger frem for at kaste sig ud i symbolpolitik.
- LA’s syn på homoseksualitet er fuldstændig neutralt. Folk har forskellig seksualitet og det skal de naturligvis have lov til at have uden af den grund at skulle opleve diskrimination eller lignende. Det gælder ikke kun homoseksualitet – faktisk er man hos LA så reaktionær, at man mener, at denne frihed gælder hele LGBTQ-spektret.
Gads kritik handler m.a.o. i virkeligheden om, hvordan det overhovedet kan være liberalt at have et demokratisk sindelag, hvor vælgerne bestemmer, hvem der kommer i folketinget, at være rational omkring klimaet og fordomsfri overfor LGBT.
Det er interessant. For i modsætning til Povl Gad foretrækker jeg faktisk folkevalgte, der vælges på egne meritter frem for på køn, indvandrere, der holder loven, en klimapolitik, der er rationel og et fordomsfrit syn på LGBTQ – men sådan er der så meget.
Der er klart, at man som kulturhistoriker med speciale i nazisme og arkitektur hurtigt kan ende med at mene det modsatte. (Og nej, det skriver jeg ikke, fordi jeg mener det, men for at illustrere niveauet af de beskyldninger, Gad kommer med).
Det mest interessante i Povl Gads kommentar er imidlertid ikke de småperfide personangreb og forsøg på desavouering af synspunkter – det er snarere, at LA udråbes til “antiprogressivt”.
Det er forbløffende, at en tilsyneladende veluddannet person i ramme alvor kan fremsætte den slags om et parti, hvis politiske agenda i en europæisk sammenhæng er relativt midtsøgende og stort set på linje med fx de britiske ‘Liberal Democrats’
Eller som han skriver “Mere til de rige og virkelystne, mindre til de dovne og uduelige. Kombineret med en socialdarwinistisk ringeagt for samfundets svageste og en blind tro på markedskræfternes evne til at løse alle verdens problemer, er dette ultraliberale ståsted blevet en slags vrangbillede på sit eget ophav, der handlede om frihedsrettigheder til alle og individets ukrænkelige integritet.”
Det er forbløffende, at en tilsyneladende veluddannet person i ramme alvor kan fremsætte den slags om et parti, hvis politiske agenda (som man kan læse på www.liberalalliance.dk) i en europæisk sammenhæng er relativt midtsøgende og stort set på linje med fx de britiske Liberal Democrats, det tyske CDU, de franske Republikanere eller de svenske Moderaterne.
Men måske illustrerer denne form for kritik først og fremmest, hvor ekstremt venstredrejet det danske formyndersamfund efterhånden er blevet.
Ethvert forsøg på at diskutere om velfærdsstaten er korrekt indrettet, om staten kan gøres mere effektiv og mindre bureaukratisk eller om man kan skabe mere vækst gennem økonomiske reformer tilbagevises nu ikke kun med rationelle argumenter, men med dæmonisering, løgnehistorier og løse påstande.
Blot tanken om forandring påkalder sig en enorm angst hos dele af befolkningen – en angst, der mødes med fordomme, fjendtlighed og usandheder
Som om blot tanken om forandring påkalder sig en enorm angst hos dele af befolkningen – en angst, der mødes med fordomme, fjendtlighed og usandheder og er godt hjulpet på vej af en presse, der elsker sensationalisme og at skabe splid, fordi det genererer flere klik end regelret, rationel reportage gør.
Spørgsmålet er imidlertid, hvor længe det formyndersamfund, Povl Gad tilsyneladende hylder i sin afstandstagen til LA, reelt er i stand til at overleve på egne meritter?
Alene den demografiske udvikling tilsiger som bekendt, at Danmark i de kommende år enten har brug for at importere meget store mængder udenlandsk arbejdskraft eller må risikere, at velfærdsmodellen falder fra hinanden.
Samtidig ser vi en import, der samtidig fungerer som en ren tilståelsessag omkring det danske skattetryk: skal man have dygtige udlændinge til at arbejde i Danmark er man nemlig nødt til at tilbyde dem meget store skatterabatter.
Der er ikke mange andre end danskerne, der er villige til at finde sig i skattemarginaler, som kan nå op i nærheden af 70 procent (når man inkluderer diverse afgifter).
Da LA valgte at træde i regering, gjorde man det ud fra betragtningen om, at det ville maksimere den indflydelse, man kunne opnå. Men man indså måske ikke i tilstrækkeligt omfang, at prisen indebar, at partiet dermed i et vist omfang gjorde sin egen position usynlig
Afslutningsvis:
Liberal Alliance måtte indkassere en solid vælgerlussing ved sidste valg. Partiet gik fra 13 mandater til 4 mandater, og det er selvfølgelig udtryk for, at der er ting man i vælgernes øjne ikke har gjort godt nok; personligt tror jeg, at det, vælgerne har efterlyst, er mere af det, Povl Gad vil have mindre af.
Da LA valgte at træde i regering, gjorde man det ud fra betragtningen om, at det ville maksimere den indflydelse man kunne opnå.
Men man indså måske ikke i tilstrækkeligt omfang, at prisen for indflydelse og konkrete resultater også ville være at blive slået i hartkorn med regeringen som et hele, og at partiet dermed i et vist omfang gjorde sin egen position usynlig.
Det er formentlig primært det, man nu bliver straffet for af vælgerne.
Hvis LA fremover fortsætter den oprindelige mission – og fokuserer på netop det, som Povl Gad elsker at hade – tror jeg, der er gode chancer for at genrejse projektet og komme endnu stærkere tilbage.
Der er brug for en klar liberal stemme i Danmark; en stemme, der er åben, tolerant, meritokratisk og rationel og som accepterer forskellighed og også forstår, at det er op til den enkelte at beslutte, hvad der er et godt liv for en selv sammen med sin familie, venner etc.
Der er brug for en stemme, der søger at styrke civilsamfundet, som advokerer for ’mindre stat og mere menneske’ og hvor fokus igen kommer tilbage på statens rolle som en sammenslutning af borgere med et fælles ærinde; i modsætning til nu, hvor staten har gjort sine borgere til undersåtter, og hvor sindelagskontrol og anden Social Engineering er udbredt på Christiansborg.
Man behøver ikke være enige for at respektere hinandens synspunkter, og har man pli og er demokratisk indstillet behøver man heller ikke som hr. Povl Gad at udtrykke sin protest mod et synspunkt ved at forsøge at begå karaktermord på dets budbringere
Den liberale stemme i Danmark er ikke blot et politisk projekt, den repræsenterer også et oplysnings- og uddannelsesprojekt. Det handler slet og ret om at få folk til at forstå det system, de lever i og spørge sig selv, om ikke der kunne være andre og bedre måder at indrette dele af det på.
Det er hverken reaktionært eller revolutionerende, snarere evolutionært, tålmodigt men med stadig fokus på fornuftig delen af viden. Og dermed selvfølgelig også en velkommen spiller i den demokratiske debat, fuldstændig som også fx Enhedslisten eller Socialistisk Folkeparti er det.
For man behøver ikke være enige for at respektere hinandens synspunkter, og har man pli og er demokratisk indstillet behøver man heller ikke som hr. Povl Gad at udtrykke sin protest mod et synspunkt ved at forsøge at begå karaktermord på dets budbringere.
Den slags er reaktionært og hører ikke hjemme i Danmark.
Topillustration: Collage af POV International, Wikimedia Commons.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
