
SOCIALE MEDIER // KOMMENTAR – Danske virksomheder og medier poster milliarder i et udenlandsk system uden demokratisk kontrol. Samtidig savner vi et seriøst alternativ, hvor dataforvaltning og retssikkerhed tages alvorligt. Skal vi nøjes med at brokke os – eller turde tage initiativet og bygge en ny digital infrastruktur på egne vilkår?
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I disse dage diskuteres ”big tech” og Facebooks ønske om at mine vores data til brug for AI endnu en gang. Men helt ærligt: Hvad nytte gør en sådan diskussion?
Problemerne er jo, som alle allerede ved, langt mere dybtgående. De såkaldte sociale medier er vitterligt medier, men ligger fuldstændigt uden for den demokratiske kontrol. Samtidig poster danske firmaer, inklusive de traditionelle medier, uanede millionbeløb ind i Facebook-maskinen hvert år. Millioner eller milliarder, der forsvinder ud af landet og aldrig bliver beskattet her, hvor markedet rent faktisk er.
Læg hertil alle problemerne med falske profiler, uigennemsigtige regler for nøgenhed og kritiske udsagn osv. Manglende mulighed for at retsforfølge folk, der decideret overtræder lovgivningen til kriminelle aktiviteter gennem Facebook.
Jeg vil mene, at det er staten, der skal gå foran i oprettelsen og evt. grundlæggende finansiering af udviklingen
Men løsningen består naturligvis ikke i at blive ved med at sidde og brokke sig over et amerikansk firma, som vi intet kan gøre for at regulere. Løsningen består heller ikke i at skabe forskellige forbud. Løsningen er naturligvis, i bedste mega-kapitalistiske stil, at udnytte den frie konkurrence og skabe et vægtigt, fornuftigt og solidt alternativ til Facebook – stort set med samme funktionaliteter som nu, men danskejet og med krav om, at brugerne validerer sig med MitID.
Jeg vil mene, at det er staten, der skal gå foran i oprettelsen og evt. grundlæggende finansiering af udviklingen, men det kræver naturligvis medspil fra pressen og mange andre interessenter. I virkeligheden er ejerforholdet ikke så interessant som driften af mediet: Det skal, i lighed med de øvrige medier, være styret af noget, der minder om demokratiske spilleregler.
Når jeg mest hælder til, at det er staten, der skal initiere processen, så handler det om, at det er altafgørende for projektets succes, at der er massive midler til rådighed i en opstartsfase. Omstillingen kræver garanteret en massiv holdningspåvirkning, men har vi ikke set sådanne omstillinger tidligere i forbindelse med andre tiltag?
Det drejer sig om – som var det en anden corona-epidemisk skræmmekampagne – at spille på folks ”fear of missing out”: Du skal bare ikke kunne lade være med at have en profil på denne nye ”DAN-book”, ”Netværket”, eller hvad barnet nu skal hedde.
Samtidig bør alle medier bakke op om beslutningen – også fordi det er i mediernes egne interesser, at den fremtidige nyhedsformidling bliver så seriøs som mulig, men også så billig som mulig. Jeg tør ikke tænke på de beløb, som i øjeblikket forsvinder ind i SoMe-afdelinger og reklameudgifter, uden at disse i virkeligheden ved, hvad de styrende algoritmer er.
Lad der bare rejse sig et ramaskrig af protester over dette forslag. Fortsæt endelig brokkeriet og de tomme politiske hensigtserklæringer. Kom, lad os brokke os – det er jo alligevel det, vi er bedst til. Eller …?
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.