EUROPA // DEBAT – USA og Rusland er ikke kun stærke, men farlige, da de søger at styrke sig selv ved at svække andre. I en tid med global usikkerhed og autoritære tendenser er Europa nødt til at genoverveje både sit forsvar og sine grundlæggende værdier, som nu er under angreb fra både Putin og Trump, skriver Peter Schjødt.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
USA og Rusland bliver ofte omtalt som verdens stærkeste magter. Mere sandfærdigt ville det være at kalde dem for verdens farligste magter. De er naturligvis stærke i den forstand, at de begge har atomvåben nok til at lægge kloden øde.
Tre år inde i Ukraine-krigen og godt en måned inde i Trumps anden præsidentperiode er det imidlertid tydeligt, at de to nationer først og fremmest er farlige, fordi de lige netop ikke er stærke samfund.
Først og fremmest handler det om at vise styrke ved at svække andre nationer gennem handelskrig og økonomisk afstraffelse
Hverken USA eller Rusland ser ud til at kunne skabe reformer som svar på de autoritære og oligarkiske kræfter, der allerede har overtaget Rusland og nu er godt på vej mod magtens centrum i USA. Men når man ikke formår at blive stærkere, så er der den mulighed tilbage at gøre andre svagere; et kendt fænomen i parforhold, som dog også har betydning i internationale relationer, hvor historikeren Timothy Snyder kalder det for strategisk relativisme.
Styrke gennem svækkelse af andre
Fra sovjettiden har Rusland arvet modviljen mod at adressere egne problemer og forsøger i stedet at påtvinge andre nationer en svaghed, som giver øget russisk indflydelse. Aktuelt er denne strategiske relativisme naturligvis mest synlig i forhold til Ukraine og andre russiske nærområder. Men den gør sig også gældende over for EU-landene.
Her støtter Rusland partier på den yderste højrefløj, som afspejler den russiske kritik af det liberale demokrati med dets frihedsrettigheder, tolerance og åbenhed. Ved at støtte disse partier og få dem valgt ind i EU-landenes nationale parlamenter er det planen at undergrave sammenhængskraften i EU og skabe splittelse.
Man havde ikke held med denne strategi under sovjetkommunismen, men med Putin-regimet er forhåbningerne måske ved at blive indfriet.
Ungarn og Slovenien, begge medlemmer af EU og NATO, støtter åbenlyst Rusland. Højrefløjspartier i andre europæiske lande nærmer sig magten og ønsker at gentage Brexit-modellen for deres respektive lande. Med størst og mest ubetinget succes har modellen dog været anvendt på USA, hvor Putin-regimet, gennem aktiv støtte til valget af Trump, fik indsat en amerikansk præsident med åbenlys pro-russisk indstilling.
For USA’s vedkommende viser den strategiske relativisme sig ved, at MAGA-fænomenet ikke realiseres ved at gøre det amerikanske samfund stærkere på de indre linjer. Først og fremmest handler det om at vise styrke ved at svække andre nationer gennem handelskrig, økonomisk afstraffelse, trusler om anneksion, indblanding i valg og støtte til partier og bevægelser, som ligger tæt på den autoritære ideologi, som både Trump og Putin repræsenterer.
Denne strategi skaber naturligvis både indre og ydre fjender og dermed et svækket amerikansk samfund. Men det vigtige er, at bekæmpelsen af disse ”fjender” også kan skabe den forestilling om styrke, som Trump-regimet er afhængigt af.
Trump har således svækket alliancen med Europa for at få USA til at fremstå som en stærk magt.
Resultatet er blevet et mere og mere isoleret USA, som i FN stemmer sammen med kendte pariastater: Iran, Nordkorea og Rusland. Internt i USA vil det næppe skabe stabilitet, fordi Trumps planer ser ud til at resultere i øget ulighed og forhøjet konfliktniveau. Men identificering og bekæmpelse af indre fjender hører jo netop med til billedet af en stærk mand og et magtfuldt regime, selv om det samlet set svækker samfundet.
På samme måde repræsenterer Ruslands forsøg på at rekonstruere det gamle sovjetiske imperium heller ikke en indre styrke. Det kan bedst beskrives som et cover up for det russiske samfunds indre svækkelse som følge af autokratiets og oligarkiets totale dominans.
Tilbage til fortiden: ”Fred i vor tid”
Det er den sidste dag i februar 2025. Donald Trump og vicepræsident J.D. Vance sidder i Det Hvide Hus sammen med Ukraines præsident Zelenskyj. Trump havde lovet, at det ville blive godt TV. I hvert fald blev det en direkte transmission af ”en af de største diplomatiske katastrofer i nyere tid.”
Ingen, som så de to amerikaneres ydmygende magtdemonstration over for Zelenskyj, kunne undgå at sidde med oplevelsen af, at her sluttede en epoke: Trump havde samme visioner for fremtiden som Putin. Der tegnede sig et tydeligt billede af to stormagter, som både ville definere og bryde grænser; et verdensbillede, hvor allierede ikke betyder noget, og internationale organer blot er i vejen. Som det blev beskrevet af en fransk avis, så kommer denne verden til at bestå af jægere og byttedyr.
Putin havde allerede erobret 20 % af Georgiens territorium, annekteret Krim i 2014, og han kan ikke skjule forventningen om at absorbere Hviderusland. Og ikke mindst: Zelenskyj sad i Det Hvide Hus, netop fordi Putin tre år tidligere havde invaderet Ukraine og frakendt landet retten til selvstændig eksistens.
Mens Putin ser EU som fjenden, ser Trump ikke længere nogen værdier, som forbinder USA med Europa, og opfatter nu Nato som en byrde
Allerede inden den amerikanske tilnærmelse til Putin-regimet havde russerne omprogrammeret en stor del af deres vrede, så den blev rettet mod de europæiske lande og EU. Putins talsmand havde beskrevet Europa, og ikke USA, som den største hindring for fred i Ukraine. Europa blev i stigende grad italesat som en fjendtlig magt og som den reelle trussel mod Rusland.
Trumps svar på dette var at manifestere en amerikansk styrkeposition gennem yderligere svækkelse af både Ukraine og Europa. Han fortsatte således med at lufte visioner om en ny amerikansk imperialisme: Der var Grønland, Panamakanalen og selvfølgelig Canada, som kunne blive en ny amerikansk stat.
Efter mødet med Zelenskyj tog J.D. Vance til München og erklærede kultur- og værdikrig mod Europa. Mens Putin ser EU som fjenden, ser Trump ikke længere nogen værdier, som forbinder USA med Europa, og opfatter nu Nato som en byrde.
Europa reagerede umiddelbart. På det såkaldte gamle kontingent blev der raslet med de historiske erfaringer: Trumps udskiftning af Europa med Rusland som alliancepartner blev sammenlignet med den britiske premierminister Neville Chamberlains fatale tur til München i september 1938 for at mødes med Adolf Hitler. Hjemvendt til London proklamerede Chamberlain de berømte ord ”fred i vor tid”, men havde ignoreret den tyske oprustning og Hitlers planer om at erobre territorium fra de europæiske nabolande.
Europæisk nyorientering
Da Trump afsluttede en god tv-aften med at smide Zelenskyj ud af Det Hvide Hus, var Europa blevet konfronteret med både fortidens spøgelser og fremtidens nye trusler. Europa skulle nu forsøge at genopdage sig selv i lyset af de amerikanske og russiske forsøg på at vinde styrke gennem en svækkelse af EU.
Men hvad er det for en styrke, som Europa kan stille op over for denne nye trussel, hvor Trump kalder EU for den første i rækken af USA’s fjender, helt på linje med Putins opfattelse af EU, som Ruslands største fjende? På under et døgn, efter det kaotisk møde i Det Hvide Hus, viste Europa både vilje og evne til at se denne krise som begyndelsen på noget nyt: For enden af den transatlantiske alliance må der i fremtiden vokse et nyt Europa frem; en ny europæisk identitet, som konsekvens af Putin i Rusland og Trump i USA.
Det er den slags krisereaktion, som man i den psykologiske kriseteori nok ville kalde for nyorientering.
Det er dog ikke helt nyt at skulle tale om europæisk identitet. Ikke engang geografisk kan der skabes enighed om, hvad Europa er. Russerne er fx ikke i tvivl om, at de er europæere, selv om mange andre måske godt kan komme i tvivl.
Og Europa er ikke bare EU med alle reglerne. Der er mange stater, folkeslag og sprog, som der også er på andre kontinenter. Men for Europas vedkommende har det ofte været svært at acceptere, at det ikke kunne lade sig gøre at samle det trods alt begrænsede kontinent til en politisk enhed. De gange, hvor det har været forsøgt, har det imidlertid altid udviklet sig til en trussel for hele Europas befolkning.
Disse kriser har dog altid forhindret, at der definitivt udviklede sig en bastant ensartethed, etnisk eller ideologisk, som fornægtede eksistensen af alle de andre, som også var en del af det europæiske kontinent.
Under den kolde krig var Europa bufferzone mellem USA og Sovjetunionen; det nærmeste, man kunne komme en afspændingszone mellem stormagterne. I dag er Europa klemt på en helt anden måde. I nærområdet er der en varm krig, som kan eskalere eller i bedste fald kræve europæisk militær deltagelse som fredsbevarende styrke. Samtidig er de europæiske værdier udsat for aggressive angreb fra både Rusland, USA og deres tilhængere internt i flere EU-lande. Vi er gået ind i en fase, hvor der både er varm krig og varm fred; en fred, som svarer til permanent hybridkrig.
Våben og værdier i Europa
Våben kan produceres, købes og betales. Dette er allerede besluttet for at gøre det europæiske forsvar stærkere og sikre uafhængighed af USA. Men våben er kun første del af svaret på, hvad Europa skal gøre i fremtiden. Den anden del handler om de værdier, som skal forsvares, både udenrigspolitisk og internt i de forskellige EU-lande.
I flere af Putins løbende opdateringer af årsagen til Ruslands invasion af Ukraine brugte han netop argumentet om, at det var Ruslands opgave at beskytte sig mod det dekadente Vesten
Det er fx begreber som borgerskab, civilsamfund, den offentlige sfære, frihed, distinktionen mellem offentligt og privat, demokrati, social retfærdighed, videnskabelig rationalitet, menneskerettigheder, beskyttelse af minoriteter osv.
Europa har gennem historien både prædiket disse humanistiske værdier og krænket dem i praksis. Men de har også haft global betydning, og det er lige præcis disse værdier, som er under angreb i Trumps USA og for længst er krænket i Putins Rusland, og som aktivt bekæmpes af europæiske politikere, partier og bevægelser på den yderste højrefløj.
Da Putin skulle begrunde Ruslands invasion af Ukraine, begyndte han at tale om, hvordan Vesten havde ødelagt de ”traditionelle værdier” og påtvunget Rusland LGBTQ-holdninger, som var nedværdigende og i strid med den menneskelige natur.
I flere af Putins løbende opdateringer af årsagen til Ruslands invasion af Ukraine brugte han netop argumentet om, at det var Ruslands opgave at beskytte sig mod det dekadente Vesten. Putin og andre russiske ledere har konsekvent henvist til truslen fra LGBTQ-rettigheder, feminismen, multikulturalisme og ateisme, ikke kun som fremmede for Ruslands værdier, men som eksistentielle trusler mod hele nationen.
Den samme sprogbrug om de samme temaer vil vi i dag kunne møde hos den amerikanske præsident Trump.
Ved de kommende valg i Danmark og andre europæiske lande vil indsatsen således bl.a. være det politiske og kulturelle forsvar af de humanistiske værdier, som allerede er mistet i Rusland og er under voldsomt angreb i USA. Økonomien til militær oprustning skal nok komme på plads. Men hvad med det, der skal forsvares, altså værdierne, vores holdninger til hinandens forskelligheder og villigheden til at beskytte disse forskelle? Hvad vil der fx ske, når woke bliver et centralt emne i en dansk valgkamp?
Vil det blive forstået, at omfattende individuelle rettigheder, forskellighed, tolerance, identitetspolitik og inklusion er en central del af det humanistiske værdigrundlag, som oprustningen i givet fald skal beskytte? Den diskussion er lige så vigtig som diskussionen om våbenkøb, for den handler om, hvad der er værd at forsvare.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og