KOMMENTAR // LIBERALISME – Mange tror, at liberalisme kun handler om markedet og om økonomi. Eller at liberale blot ønsker at demontere velfærdsstaten. Den fortolkning er alt for snæver, skriver Søren Kenner, som har været med i kredsen bag dannelsen og udviklingen af Liberal Alliance. “Jeg ser liberalisme som humanisme – i essensen idéen om at det enkelte menneske har værdi i sig selv, og at det med Kants ord aldrig må blive et middel men altid skal være et mål, og som sådan har frihedsrettigheder, som intet flertal bør krænke”.
Det er lykkedes venstrefløjen at sætte lighedstegn mellem liberalisme og demontering af velfærdsstaten. Det er en intelligent strategi, hvis man ønsker et kollektiviseret samfund med en høj grad af statsligt formynderi – eller for den sags skyld blot ønsker sig adgang til magten i Danmark.
Men liberalisme er faktisk meget andet end økonomi.
Når borgere slutter sig sammen i stater. deponerer de retten til selvtægt hos statens voldsmonopol mod til at opnå beskyttelse af deres individuelle frihedsrettigheder
Jeg ser liberalisme som humanisme:
I essensen ideen om, at det enkelte menneske har værdi i sig selv, og at det med Kants ord aldrig må blive et middel men altid skal være et mål, og som sådan har frihedsrettigheder som intet flertal bør krænke.
Når borgere slutter sig sammen i stater, deponerer de retten til selvtægt hos statens voldsmonopol mod at opnå beskyttelse af deres individuelle frihedsrettigheder, herunder især ytringsfrihed, ejendomsret, forsamlingsfrihed og retten til at være fri for vold og tvang.
Individets frihed ses som ukrænkeligt – men under ansvar overfor andre. Du må i princippet opføre dig, som du lyster, så længe du ikke ødelægger eller angriber andres frihed eller frihedsrettigheder.
Så enkelt er det egentligt.
Liberalismen ses ofte som en trussel af både kollektivistiske ideologier (socialisme, socialdemokratisme) og nationalistiske (nationalkonservative) ideologier – for indenfor disses begrebsverden er statens ærinde ofte vigtigere end individet, og den enkeltes frihedsrettigheder må om nødvendigt vige for flertallets interesser eller ønsker.
Mange gange kan ønsker om indgreb være fuldstændig fornuftige, nemlig der, hvor de sikrer. at individers rettigheder ikke krænkes
Det er kernen i konflikten mellem liberalisme og alle andre ideologier –– nemlig ideen om individers ukrænkelige frihedsrettigheder overfor ideen om statens ret til at indskrænke individers frihed i forhold til et sæt ideer eller en normativitet, som repræsenteres af et flertal.
Når nationalkonservative eller kollektivister skal skal forklare, hvorfor de mener indgreb i den personlige frihed er nødvendige, er argumentet som oftest beskyttelse af “nationen” eller af “kulturen” eller “hensynet til flertallet”.
Og mange gange kan disse ønsker om indgreb være fuldstændig fornuftige, nemlig der, hvor de sikrer. at individers rettigheder ikke krænkes.
En indsats mod fx organiseret bandekriminalitet, social kontrol, vold i hjemmet og meget andet i samme skuffe kan derfor bestemt være ønskelig – men selvfølgelig under forudsætning af at man ikke i sin iver for at løse en given udfordring ender med at krænke andres rettigheder, og det gælder i øvrigt uanset, om de krænkede er et flertal eller et mindretal.
Men lige netop derfor er det ikke i orden, når politi og skat laver “razzia” og “totalkontrol” og genererer tusindvis af borgere for at finde en enkelt spritbilist eller leasingsvindler.
Og når mange liberale ønsker et samfund med lav skat og en lille stat, handler det dybest set ikke om demontering af velfærd, så meget som det handler om at sætte individer fri og give dem ansvaret for egen tilværelse.
Kigger man på den politiske scene i Danmark i dag, findes der ingen fuldt ud liberale partier
Når mange liberale er modstandere af massiv omfordeling, handler det ligeledes ikke om demontering af velfærd men derimod om ønsket om at respektere den enkeltes ret til at nyde frugten af de værdier, han eller hun har skabt.
Kigger man på den politiske scene i Danmark i dag, findes der ingen fuldt ud liberale partier.
Det tætteste man kommer er Liberal Alliance som er en art hybrid; et projekt, der dybest set handler om at forsøge at udfolde den liberale mission bedst muligt indenfor rammen af det overvejende kollektivistiske samfund, Danmark er blevet til gennem de sidste mere end 50 år.
Det er et samfund, hvor man i sin iver for at opnå specifikke politiske mål gentagne gange har vist sig klar til at erodere individets rettigheder og bygge formynderstatslige strukturer til at definere og håndtere individers adgang til frihed.
Venstre, der har sit historiske udgangspunkt i bondesamfundet, er omvendt ikke længere på nogen meningsfuld måde liberalt. Det er mere et “egnethedsprojekt,” der i konkurrence med socialdemokratiet handler om, hvem, der kan opnå at blive set som bedst til at bevare status quo og opretholde den danske kollektivisme.
De strømninger, som vi pt. oplever som reaktion på globaliseringens udfordringer – populistisk nationalkonservatisme som fx Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Stram Kurs mv. – er heller ikke liberale men står i lighed med det etablerede system af velfærdskollektivisme skarpt i modsætning til ideen om individets ret til at være herre i eget liv.
Når staten bliver for stor, og når individet forsvinder ud af ligningen, er de strukturer. der tager over uvægerligt suboptimerende, og konsekvensen heraf vil altid være et stadigt mindre output baseret på et stadig mere tilsandet omfordelingsapparat
Den danske velfærdskoalition (folk, der er ansat i det offentlige, sælger ydelser til det offentlige eller er på overførselsindkomster fra det offentlige) har det politiske og demografiske flertal i Danmark, og de beslutter i praksis, hvordan landet skal ledes og regeres. Og deres ønsker handler i det væsentlige ikke om frihed men om tryghed, ikke om selvstændighed men om formynderi, ikke om at tage ansvar men om at delegere ansvar til statsmagten på vegne af individet.
Det er naturligvis en fuldstændig legitim holdning at have.
Problemet er imidlertid selvfølgelig, at man på lidt længere sigt vil have svært ved at opretholde den status quo man ønsker – uanset om det gælder adgang til uddannelse, sundhedsvæsen, socialt sikkerhedsnet eller tryghed i samfundet.
Hvorfor nu det?
Fordi staten i den sidste ende ikke er effektiv men altid vil søge at optimere på egne præmisser og altid vil bygge egne substrukturer og subkulturer og altid vil skabe sine egne små fyrstedømmer af indflydelse. Og det vil ske på bekostning af den overordnede samfundsmæssige effektivitet og dermed også altid på bekostning af mulighederne for vækst og velstand.
Det er sagen i en nøddeskal. Når staten bliver for stor, og når individet forsvinder ud af ligningen, er de strukturer. der tager over uvægerligt suboptimerende, og konsekvensen heraf vil altid være et stadigt mindre output baseret på et stadig mere tilsandet omfordelingsapparat.
Formodentlig vil udviklingen ikke kunne stoppes, indtil det endelig lykkes velfærdskoalitionen at lægge dansk økonomi død i sin uendelige iver for at bruge kræfterne på omfordeling fremfor på at skabe bedre rammer for vækst og udvikling til gavn for alle
Denne forvitring er allerede godt i gang i Danmark, og den vil blive værre og værre i de kommende år.
Men formodentlig vil den ikke kunne stoppes, indtil det endelig lykkes velfærdskoalitionen at lægge dansk økonomi død i sin uendelige iver for at bruge kræfterne på omfordeling fremfor på at skabe bedre rammer for vækst og udvikling til gavn for alle.
Er liberalismen så død?
Well, det er lidt lige som Frank Zappa engang sagde om Jazz. It ain’t dead. It just smells funny.
Topillustration: Pixabay.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
