MENTAL SUNDHED // KOMMENTAR – Det danske sundhedsvæsen lover gratis behandling til alle, men for psykiske lidelser gælder andre regler. Lange ventelister og delvis egenbetaling gør adgangen til psykologhjælp uens. Det rammer især dem, der ikke har råd til at betale sig uden om systemet, skriver Trevor Madsen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det danske velfærdssystem fremhæves ofte som et forbillede på social retfærdighed. Internationale rapporter placerer sundhedsvæsenet blandt verdens mest effektive – et ideal, andre lande peger på som model.
Ved første øjekast virker dette billede overbevisende: Hver borger har sin egen praktiserende læge, konsultationer er gratis, laboratorieprøver og hospitalsbehandlinger koster intet, og selv større operationer gennemføres uden økonomisk byrde for patienten. På det somatiske område er borgerens økonomiske bekymringer stort set væk.
Men billedet krakelerer, når blikket vendes mod mental sundhed. Den borger, der lider af depression, angst eller andre psykiske kriser, møder en virkelighed, der ikke stemmer overens med velfærdsstatens logik. Her mister idealet om social retfærdighed sin glans og erstattes af ventelister, skjulte udgifter og strukturelle paradokser.
Når ventetiden bliver farlig
Forestil dig en person med svær depression, som efter lang tids tøven endelig beslutter sig for at søge professionel hjælp. Han henvender sig til sin praktiserende læge og får en henvisning til en psykolog. Forventningen er naturligvis, at han hurtigt og uden store omkostninger kan starte sin behandling – præcis som hvis det havde drejet sig om et fysisk helbredsproblem. Men virkeligheden er en anden. Han får at vide, at ventetiden er fem måneder – en evighed for et menneske i dyb depression. På så lang tid kan krisen udvikle sig til et sammenbrud.
Når et samfund svigter i behandlingen af psykiske lidelser, lægges der en tung byrde på familier og arbejdspladser. Familien ender som uformelle behandlere – uden faglig viden og uden støtte
Forsinkelsen bliver en ekstra skade oveni lidelsen. Ligesom en ubehandlet somatisk sygdom udvikler sig, bliver også psykiske lidelser forværret, når de ikke behandles i tide. En depression kan udvikle sig til selvmordsrisiko, angst kan lamme hverdagen fuldstændigt, og komplekse lidelser som skizofreni kan nå et niveau, hvor vejen tilbage til et normalt liv bliver langt vanskeligere. Ventelisterne betyder i praksis en nægtelse af behandling – selv om velfærdssystemet udadtil lover lighed.
Psykologhjælp som privilegium
Et endnu større paradoks viser sig, når vi ser på økonomien. På det somatiske område er logikken klar: du får en henvisning, du bliver behandlet, og du betaler ingenting. Men på det psykiske område gælder dette ikke. Selv når patienten har en officiel henvisning, skal han stadig selv betale en betydelig del af psykologbehandlingen.
Spørgsmålet er uundgåeligt: Hvorfor nyder mental sundhed ikke samme grad af offentlig støtte som fysisk sundhed? Er psykisk lidelse mindre værd at tage alvorligt? Er en svær depression, der lammer arbejdsevnen og livskvaliteten, mindre betydningsfuld end et brækket ben?
Paradokset bliver endnu mere åbenlys, når man ser på den anden mulighed: at gå uden om systemet og opsøge en psykolog direkte. I dette tilfælde kan patienten komme hurtigere til, men prisen stiger markant. Dermed bliver dette kun en realistisk mulighed for den velhavende del af befolkningen.
Med andre ord er mental sundhed i dag kun delvist dækket af velfærdsstaten. Hvor fysisk sundhed fuldt ud er dækket af velfærdssystemet, afhænger adgangen til psykologhjælp stadig af den enkeltes økonomiske ressourcer. Denne ulighed er den mest grundlæggende svaghed i den danske model for mental sundhed.
Familier og arbejdspladser betaler prisen
Konsekvenserne rækker langt ud over den enkelte patients oplevelse. Når et samfund svigter i behandlingen af psykiske lidelser, lægges der en tung byrde på familier og arbejdspladser. Familien ender som uformelle behandlere – uden faglig viden og uden støtte. Arbejdsgivere møder faldende produktivitet og stigende sygefravær. Og på samfundsplan ender de indirekte økonomiske og sociale omkostninger alligevel med at blive betalt af den offentlige kasse – præcis den kasse, som egentlig skulle have støttet patienten direkte.
Derfor kan løsningen ikke blot være at ansætte flere psykologer eller reducere ventelisterne. Problemet er dybere end mangel på personale
Det centrale problem er ikke kun teknisk eller organisatorisk; det afspejler en kulturel og politisk prioritering. I dansk medicinsk tradition står den fysiske sundhed fortsat i centrum, mens mental sundhed befinder sig i periferien. Denne prioritering har gjort, at reformer på det psykiske område er blevet udskudt. Men verden i dag ved, at psykiske lidelser ikke bare kan ødelægge livskvaliteten lige så meget som fysiske sygdomme – de kan i mange tilfælde være endnu mere invaliderende.
For at forstå dette paradoks kan man bruge en enkel sammenligning: tænk på en patient med akut blindtarmsbetændelse, som får at vide, at operationen kan finde sted om fem måneder, og at han i øvrigt selv skal betale en del af udgifterne. Det ville være helt uacceptabelt. Men når det gælder depression eller angst, bliver en tilsvarende forsinkelse pludselig gjort til noget naturligt. Det afslører, at det danske velfærdssystem stadig gør en uretfærdig skelnen mellem fysisk smerte og psykisk lidelse.
Mental sundhed skal være en rettighed for alle
Derfor kan løsningen ikke blot være at ansætte flere psykologer eller reducere ventelisterne. Problemet er dybere end mangel på personale. Kernen er, at lighedsprincippet – selve fundamentet for den danske velfærdsstat – reelt også må gælde mental sundhed. Hvis velfærd betyder lighed, skal denne lighed gælde for både krop og sind. Psykisk sundhed må ikke forblive en halvt-markedsvare, men bør – ligesom fysisk sundhed – være en universel og ufravigelig rettighed for alle borgere.
Ellers vil paradokset bestå: Danmark, der præsenterer sig som en model for retfærdighed, svigter borgerne på et af de mest grundlæggende områder – psyken. Det undergraver velfærdens moralske legitimitet og forlænger de tavse lidelser, som ingen statistik kan indfange.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og