EU udenrigspolitik

Hans Martens: Europa – og verden – har brug for en stærkere udenrigspolitik i EU

i Politik & Samfund/EU af
EU // DEBAT – Donald Trump’s udenrigspolitik har trukket USA i retning af mere isolationisme og væk fra internationale organisationer og frihandel, og det kræver, at EU melder sig på banen for at holde de vestlige værdier fast i form af frihandel, tro på internationale organisationer, fælles kamp for klima og miljø og fremme af demokrati og menneskerettigheder. Men det lader sig ikke gøre, før EU kan træffe sine beslutninger på en mere effektiv måde.  Det vil tage tid at nå til målet, men til næste år vil man starte arbejdet i et nyt udvalgt på højeste niveau, der skal diskutere EU’s fremtid, og her bør en stærkere udenrigspolitik og en stærkere rolle for EU i verden stå meget højt på dagsordenen, skriver professor Hans Martens.

Denne kommentar er udtryk for skribenterns holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


“Det er ‘helt urimeligt’ overfor de hundredtusindvis af hviderussere, der i de seneste uger er gået på gaden i protest mod landets regime, at EU-landene ikke kan blive enige om at indføre sanktioner mod Hviderusland. Det risikerer i virkeligheden også at skade hele EU’s samlede troværdighed.”

Sådan sagde den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod efter mødet mellem EU’s udenrigsministre den 21. september, og han har naturligvis helt ret.

Hvideruslandssagen blev saboteret, fordi Cypern brugte ”afpresning” for at få løst et for dem mere nærliggende problem

Problemet er bare, at så længe der ikke er enstemmighed om EU’s udenrigspolitik, så vil der næsten altid være en – eller nogle stykker – blandt de 27 medlemslande, som af den ene eller anden grund ikke er enige i konkrete udenrigspolitiske spørgsmål.

Selv i tilfælde, hvor det synes oplagt at være enige – som i tilfældet med Hviderusland – kan der altså komme grus i maskinen. Denne gang fordi Cypern brugte anledningen til at sætte opmærksomhed på et helt urelateret spørgsmål, nemlig Tyrkiets ageren i Middelhavet. Så Hvideruslandssagen blev altså saboteret, fordi Cypern brugte ”afpresning” for at få løst et for dem mere nærliggende problem.

Uenigheden svækker EU’s troværdighed

Men uanset grunden – og der kan være mange andre grunde til, at det er svært at skabe enighed blandt 27 forskellige lande – så har Jeppe Kofod fuldstændig ret i, at sådanne situationer svækker EU’s troværdighed.

Det ser ikke godt ud, at EU ikke kan handle i forholdet til Hviderusland – et naboland til EU, som tilsidesætter almindelige demokratiske principper på det groveste.

Det gælder også, selv om stats-og regeringscheferne i starten af oktober blev enige om en udtalelse om situationen i Hviderusland. Det illustrerer måske endog yderligere svaghederne, fordi der skulle så meget energi til at nå dertil, i stedet for den resolutte handling, som ville være naturligt for et udenrigspolitisk emne.

Chefen for Europa-Kommissionen, Ursula von der Leyen, har været ude med en opfordring til at indføre flertalsafstemninger på det udenrigspolitiske område, fordi ”der er altid et land, som træder på bremsen, når EU ønsker at optræde dristigt og enigt i udenrigspolitikken”

Kort tid før udenrigsministrene mødtes i september, var chefen for Europa-Kommissionen, Ursula von der Leyen, ude med en opfordring til at indføre flertalsafstemninger på det udenrigspolitiske område, fordi ”der er altid et land, som træder på bremsen, når EU ønsker at optræde dristigt og enigt i udenrigspolitikken”.

Der er imidlertid ikke noget, der tyder på, at udenrigsministrene har taget særlig notits af dette; i hvert fald diskuterede de ikke ideen på mødet.

EU udenrigspolitik
Chefen for Europa-Kommissionen, Ursula von der Leyen, har været ude med en opfordring til at indføre flertalsafstemninger på det udenrigspolitiske område. Foto: Wikimedia Commons.

Danmark er ikke gået forrest

Man kunne jo så håbe på, at Jeppe Kofods udtalelser kunne tydes derhen, at Danmark nu vil stille sig i spidsen for at indføre flertalsafstemninger på det udenrigspolitiske område? Han gav i hvert fald de helt rigtige argumenter for at gøre det. Men det sker nok ikke.

Selvom vi har set flere og flere politiske områder blive afgjort med kvalificeret flertal i EU gennem årene, så har Danmark bestemt ikke stillet sig i spidsen for at få flere sager afgjort med flertal. Senest holdt Danmark sig som bekendt udenfor på det retlige område efter en folkeafstemning.

Og så er udenrigspolitik generelt et vanskeligt område for mange lande at deles med de andre om, fordi udenrigspolitikken traditionelt har en særlig plads i forhold til opfattelsen af landenes suverænitet.

Spørgsmålet er imidlertid, om ikke det er på tide at tage et opgør med denne traditionelle opfattelse?

Det er åbenbart, at den nationale udenrigspolitik mister mere og mere betydning, fordi de europæiske lande ikke har nogen gennemslagskraft alene. Det vil også blive et af briternes store problemer, når de opdager, hvor lidt gennemslagskraft de vil få i en fremtid, hvor de står alene

Man har i mange år kunnet deles om sikkerhed og forsvar (i NATO og i stigende grad i EU), og det er åbenbart, at den nationale udenrigspolitik mister mere og mere betydning, fordi de europæiske lande ikke har nogen gennemslagskraft alene. Det vil også blive et af briternes store problemer, når de opdager, hvor lidt gennemslagskraft de vil få i en fremtid, hvor de står alene.

På mange andre områder er det lykkedes at få de fleste politikere og borgere til at indse, at selv om man mister suverænitet ved at deles med andre i EU om et politikområde, så vinder man ofte meget mere betydning og effekt gennem den fælles indsats. Og for et land af Danmarks størrelse, går det regnestykke vist nemt op, selv om det kan være svært at kvantificere.

Jeppe Kofod sagde det jo så klart, som det kan gøres: Der er ikke meget effekt i at Danmark kritiserer Hviderusland, men det ville der være, hvis EU kunne gøre det sammen!

Det er klart, at alle lande kan risikere at komme i mindretal, hvis tingene skal afgøres med flertal, men det er nok tvivlsomt, at bestemte lande konsekvent vil være i mindretal, og det gælder også Danmark.

EU’s ”udenrigsminister”  kaldes ”Den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik”. Posten indehaves i denne Kommission af socialisten Josep Borrrell der tidligere har været medlem af Europa-Parlamentet for Spanien. Foto: Josep Borrell. Foto: EU.

Sådan kommer man videre

Men hvordan kommer man videre?

Der har været en gradvis udvikling i retning af mere kompetence på det udenrigspolitiske område i EU. Senest gennem en accept af, at EU kan have en egentlig udenrigstjeneste med masser af diplomater – også i repræsentationer rundt om i verden – og en ”udenrigsminister”, som ganske vist ikke må kaldes en udenrigsminister (endnu), men i stedet for kaldes ”Den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik”.

Posten indehaves i denne Kommission af socialisten Josep Borrrell, der tidligere har været medlem af Europa-Parlamentet for Spanien. Men han kan ikke handle på andre udenrigspolitiske områder end dem, der er enstemmighed om blandt EU-landene, og det begrænser selvsagt beføjelserne til at handle.

Gennem de senere år har Trump’s udenrigspolitik trukket USA i retning af mere isolationisme og væk fra internationale organisationer og frihandel, og det har ikke alene givet mere plads til EU. Det kræver faktisk, at EU melder sig på banen for at holde de vestlige værdier fast

Selv om Storbritannien har forladt EU og dermed på mange måder gjort det nemmere at lave mere fælles udenrigspolitik i EU, så er der alligevel – udover traditionerne – problemer, bl.a. fordi nogle af EU-landene nemt kan tage afvigende holdninger i forhold til de andre, i sager som vedrører Kina, Rusland eller for den sags skyld USA. Lande som Ungarn og Polen kunne nemt tænkes at ville tage positioner, der er anderledes end flertallets, i sager om demokrati eller om USA’s udenrigspolitik, og det kunne i sig selv være et godt argument for at overgå til flertalsafstemninger.

Men der er også nu mere plads til, at EU kan optræde mere markant i udenrigspolitikken.

Gennem de senere år har Trump’s udenrigspolitik trukket USA i retning af mere isolationisme og væk fra internationale organisationer og frihandel, og det har ikke alene givet mere plads til EU. Det kræver faktisk, at EU melder sig på banen for at holde de vestlige værdier fast i form af frihandel, tro på internationale organisationer, fælles kamp for klima og miljø og fremme af demokrati og menneskerettigheder, og det lader sig ikke gøre, før EU kan træffe sine beslutninger på en mere effektiv måde.

Det vil tage tid at nå til målet, men til næste år vil man starte arbejdet i et nyt udvalg på højeste niveau, der skal diskutere EU’s fremtid, og her bør en stærkere udenrigspolitik og en stærkere rolle for EU i verden stå meget højt på dagsordenen.

LÆS OGSÅ URSULA VON DER LEYENS STORE UDENRIGSPOLITISKE TALE FRA SEPTEMBER HER


Topillustration: Europa – og verden – har brug for en stærkere udenrigspolitisk profil fra EU. Foto: Needpix.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Hans Martens er kandidat i statskundskab fra Aarhus Universitet, hvor han
specialiserede sig i EU-anliggender og offentlig administration. Han blev derefter Associate Professor i "international political & economic relations." I 2002 blev han adm. direktør for the European Policy Centre
(EPC), en stilling han besad indtil 2013. I dag er han seniorrådgiver for EPC samt formand for CHES (Coalition for Health, Ethics and Society)
Etik og samfund) som er EPC's sundhedspolitiske program. Desuden arbejder han som uafhængig konsulent i en række projekter vedrørende sundheds - og energipolitikker på europæisk niveau, herunder indenfor økonomi inden for sundhed og pleje, målinger,
sammenligning og evaluering af sundhedssystemer, offentligt og privat samarbejde inden for sundhedspleje, værdi
af diagnostisk information - herunder digitalisering - og reform af sundhedssystemer med fokus på forebyggelse og sundhedsfremme. Han har også ledet et projekt om digitalisering i Europa, inklusive e-sundhed, med tænketanken Europa, der bygger på tidligere erfaringer med
arbejde på det digitale indre marked i løbet af sine år i EPC.
På energiområdet har Hans arbejdet med at etablere European Round Table for Industry Industrialist samt på projekter i forbindelse med den europæiske energiunion. Han arbejder i øjeblikket på
projekter, der understøtter Europa-Kommissionens nye Green Deal, "smart energy efficiency and on securing stability in the supply of renewable energy, including issues relating to storage."
Udover sin forretningskarriere har Hans Martens været gæsteprofessor ved Universiteterne i Århus og København, og han underviser og gæsteforelæser også ved Handelshøjskoler og Universiteter i
Europa og i USA, inklusive VCU - Virginia Commonwealth University. Han har en omfattende erfaring med læseplansdesign og planlægning ligesom han holder forelæsninger over hele verden. Han taler dansk, engelsk, fransk, tysk og spansk. Hans Martens er forfatter til en lang række bøger og artikler om offentlig administration, europæisk
integration, monetære anliggender, energi- og klimapolitikker og den demografiske udvikling i Europa. Han er gift med Tove Martens, og bor i Spanien, Belgien og Danmark.