NORDMAKEDONIEN // KOMMENTAR – Hvis EU-udvidelsen skal blive en succes, kan den ikke hvile på geo- og sikkerhedspolitik alene, skriver Morten Kvistgaard, der begræder de glemte ofre fra diskotek Pulse natten mellem 15. og 16. marts 2025. Et fællesskab uden empati duer ikke. Hvis vi ikke kan mærke smerten, når de unge brænder i Kočani, har vi så overhovedet tænkt os at dele fremtid med befolkningen i Vestbalkan?
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Nytårsdag 2026 så hele Danmark i vantro mod Schweiz. Da flammerne opslugte baren Le Constellation i skisportsstedet Crans-Montana nytårsnat, ryddede de danske mediehuse forsiderne. For redaktionscheferne vidste godt, at der var klik, seere, lyttere og læsere forude. De vidste, at vi ville føle med skituristerne. At vi ville vide, om der var danskere i baren. At vi ville analysere nødudgangenes mangelfuldhed.
Og de fik ret. Vi så forfærdede på videoklip på repeat, der viste, hvordan fontæner monteret i champagneflasker antændte loftets lydisolering. Og vi noterede os med tilfredshed, at vores regering straks tilbød specialiseret lægehjælp på Rigshospitalet. Spørgsmålene “Hvordan kunne det ske?” og “Kan det ske her?” blev gentaget.
Men hvem husker marts 2025?
Mandag den 17. marts 2025 landede jeg i Aleksandar den Store Lufthavn i Skopje i Nordmakedonien. Da mit fly fra Air Serbia trillede ind til gaten, så jeg et ambulancefly fra det rumænske luftvåben lette. På vej i bil ind mod Skopje mødte vi en lang kolonne af ambulancer på vej mod Thessaloniki i Grækenland. Min chauffør rystede på hovedet og trak træt på skuldrene: “Kočani!” sagde han bare.
Og jeg vidste det godt. Havde set en kort omtale i de danske medier søndag. Nu var jeg der selv på grund af mit arbejde. Et land, en befolkning i chok og sorg.
Selvom både dødstallet og antallet af sårede i Nordmakedonien var meget højere end i Schweiz, var dækningen herhjemme minimal
Men hvem husker i dag de 63 mennesker, der brændte ihjel på det interimistiske diskotek Pulse i et ombygget fabrikslokale i nordmakedonske Kočani natten mellem den 15. og 16. marts? Og de mere end 200, der blev forbrændt, og som i dag lever med livsvarige traumer fra branden?
Alle var de lokale unge mellem 14 og 24 år fra en provinsby med 25.000 indbyggere. På størrelse med Hjørring. Ofre for indendørs brug af fyrværkeri ved en hiphopkoncert. I et lokale uden nødudgange, uden lovlige godkendelser. Hvem husker dem?
Ingen. Eller i hvert fald kun få i de danske nyhedsredaktioner.
Selvom både dødstallet og antallet af sårede i Nordmakedonien var meget højere end i Schweiz, var dækningen herhjemme minimal. Min opgørelse over artikler og nyhedsposteringer i de første fem dage efter hver katastrofe viser, at der var seks gange så mange forsidehenvisninger og radio- og tv-indslag fra DR og TV 2 om katastrofen i Crans-Montana som om Kočani-katastrofen, og der var fire gange så mange opslag på sociale nyhedsmedier og artikler i landsdækkende aviser. DR og TV 2 samt enkelte aviser havde fire liveblogs.
Der var ingen liveblogs om Kočani.
Den asymmetriske nyhedsstrøms årsager
Hvad skyldes denne asymmetri i nyhedsdækningen? Hvorfor græder vi med ofrene i Schweiz, men interesserer os ikke for ofrene i Nordmakedonien?
Det er fristende at bortforklare forskellen med objektive forhold. Et af dem kunne være tidspunktet for katastrofen: nytårsnat i Schweiz, hvor vi alle havde fri og fokus på netop fest, mod en almindelig kedelig lørdag i marts i Nordmakedonien. Også geografisk nærhed – 1.400 km til Crans-Montana og 2.100 km til Kočani – kan spille en rolle, ligesom risikoen for, at der var danske turister blandt ofrene, givetvis er af betydning.
Men svaret er efter min mening mere alvorligt: Vi identificerer os mere med Schweiz. Et land, der repræsenterer orden. Et rigt land med en indkomst på 111.000 dollar per schweizer mod 76.000 dollar per dansker.
Nordmakedonien placerer vi derimod i en støvet skotøjsæske mærket “Ex-Jugoslavien” med Balkan-krige, brutalitet og en indkomst per indbygger på blot 9.300 dollar.
Det er en markant forskel. Når katastrofen rammer de privilegerede i Alperne, ser vi videoklip med sørgende eller med heldige, der slap ud af flammerne. Når den rammer i Kočani, viser de danske medier ingen videoklip, selv om de findes i stort tal.
Jeg har set dem i al deres gru. Vi ser blot tal i en statistik fra et land, vi aldrig har tænkt os at besøge, men som er fuldt ud lige så smukt, med bjerge og søer og med en vidunderlig befolkning, helt som Schweiz.
Inden for journalistikken er der en hundebidsregel, forstår jeg: Hvis en hund bider en mand, er det ikke en nyhed – men hvis en mand bider en hund, rydder nyheden forsiderne. Sådan er det også her.
Vi ser blot tal i en statistik fra et land, vi aldrig har tænkt os at besøge, men som er fuldt ud lige så smukt, med bjerge og søer og med en vidunderlig befolkning, helt som Schweiz
En storbrand i Schweiz udløser chok, fordi den ikke forventes at kunne ske i et velordnet land. En storbrand i Nordmakedonien er i vores kollektive bevidsthed tragisk, men ikke overraskende. Nærmest forventelig.
Men de nævnte forhold, objektive eller ej, giver os ikke hele forklaringen. Bag de manglende overskrifter gemmer sig en mørkere sandhed, og forskellen afslører noget endnu mere ubehageligt: vores distancerede forhold til landene – og ikke mindst til befolkningerne – i Vestbalkan og vores ambivalente vilje til EU-udvidelsen.
De lokale autokrater og EU
Vi skal huske, at branden i Kočani ikke var en tilfældig katastrofe. Det var en hund-bider-mand-katastrofe og resultatet af et system, hvor menneskeliv er billige, og hvor katastrofer indtræffer med jævne og alt for hyppige mellemrum: et nedbrændt krisecenter i Skopje under COVID-19-pandemien, en eksploderet rutebil uden licens, en kæntret turistbåd på Ohrid-søen.
I lande som Serbien, Albanien og altså også Nordmakedonien ser vi en farlig alliance mellem lokale autokrater og lederne i Bruxelles. Vi ser en uhellig handel, hvor EU – med kikkerten for det blinde øje – ser gennem fingre med korruption, nedbrudte retssystemer og livsfarlige sikkerhedsforhold, så længe de lokale politikere leverer stabilitet. Leverer stabilokrati.
Hvis Vučić i Serbien og Edi Rama i Albanien kan holde flygtningestrømme tilbage, bygge migrantcentre, sikre ro på grænserne og sende våben til Ukraine, får de lov til at håndtere deres egne befolkninger i nogenlunde fred og ro.
Til daglig ser vi regionen som et sted med strukturelle problemer, svag retsstat og mangelfuld regulering
Når nødudgangene på et diskotek i Kočani er blokerede, og brandsikkerheden er købt for bestikkelse, er det befolkningen, der betaler prisen. På samme måde som når infrastrukturen styrter sammen i Serbien, og ældre beboere brænder inde på et plejehjem i Bosnien. Men EU-ledelsen ser væk og er passiv over for de ansvarlige politikere, fordi de er nyttige i det geopolitiske spil.
Og dér ligger EU-udvidelsens problem: I to årtier har EU holdt skåltaler om landene på Vestbalkan som kommende medlemmer. Som fremtidige deltagere i det europæiske fællesskab. Men til daglig ser vi regionen som et sted med strukturelle problemer, svag retsstat og mangelfuld regulering.
Brandkatastrofen i Kočani passer ind i den fortælling. Derfor udløser den ikke den samme opmærksomhed som i Schweiz.
Men: Det er ikke bare et medieproblem. Det er et politisk problem. Hvis EU-udvidelsen reduceres til kapitler i lovgivningen og reformkrav, kan processen fortsætte i det uendelige, uden at vi opnår et reelt fællesskab. Hvis EU-udvidelsen skal være mere end geopolitik, kræver den også opmærksomhed, interesse, empati og kulturel identitet med befolkningerne. Ikke kun med autokraterne.
Det ubehagelige spørgsmål: Vil vi dem overhovedet?
Interesserer samfundsproblemerne i Vestbalkan os, før de bliver sikkerhedspolitiske problemer? Før Serbien dropper linedansen med EU og allierer sig helt med Rusland? Svaret er: nej.
Når branden i Nordmakedonien ikke udløser samme spørgsmål om systemsvigt og ansvar som i Schweiz, sender det et klart signal: De er stadig ikke os. De er stadig et sted, hvor ulykker forklares med en slap kultur, korruption og mangelfuld lovgivning, og ikke med fælles europæiske standarder, der desværre og uheldigvis er blevet brudt.
Mediedækningen er naturligvis ikke neutral, og den afslører, hvem vi identificerer os med. Flere klik og flere kunder i butikken, når ofrene er som os.
Så længe katastrofer på Vestbalkan opfattes som bekræftelser af et kendt narrativ, vil EU-udvidelsen forblive hul. Som jeg ser det, er det et symptom på en værdimæssig krise i det europæiske projekt. Vi er ved at bygge et EU, der handler om geopolitiske sikkerhedszoner og ikke tilstrækkeligt om menneskelige værdier.
Hvis EU-udvidelsen skal blive en succes, kan den ikke hvile på geo- og sikkerhedspolitik alene. Et fællesskab uden empati duer ikke
Det efterlader et ubehageligt spørgsmål: Vil vi overhovedet befolkningen på Vestbalkan, eller vil vi bare have en ny mur mod Putin? Hvis vi reelt så nordmakedonerne som fremtidige naboer og ligemænd, ville en katastrofe i deres land udløse samme chokbølge som en brand i Schweiz.
Men i dag er EU-udvidelsen i høj grad reduceret til et sikkerhedsprojekt, mens vi ignorerer de mennesker, der lever under autokraternes åg, og som brænder inde på kriminelt fejlbehæftede diskoteker og plejehjem.
Hvis EU-udvidelsen skal blive en succes, kan den ikke hvile på geo- og sikkerhedspolitik alene. Et fællesskab uden empati duer ikke. Ved at legitimere korrupte ledere, blot fordi de leverer våben, svigter vi de selvsamme mennesker, vi påstår at ville bringe ind i varmen. Det er på tide, at vi begynder at interessere os for menneskene. Vi skal kræve retsstat og sikkerhed for borgerne, ikke bare loyalitet fra autokraterne.
Hvis vi ikke kan mærke smerten, når de unge brænder i Kočani, har vi så overhovedet tænkt os at dele fremtid med befolkningen i Vestbalkan?
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og