Der vokser et træ i Brooklyn – en lille historie om en roman, social opstigning og et berømt træ i fattigkvarterer

af i Bøger/Essays/Kultur

ESSAY – Skyrækkeren elsker byggetomter. Skyrækkeren elsker fattigdom. Skyrækkeren er et træ, vi ikke kender særligt godt i Danmark, men i USA, hvor det kaldes Tree of Heaven, er det lossepladsernes, baggårdenes, de forladte arealers træ. Og dets smukke navn skyldes ikke, at det er et himmelsk træ men blot den simple forklaring, at det nemt kan vokse flere meter om året. For ikke så længe siden var Skyrækkeren Brooklyns træ. Med gentrificeringen af mange kvarterer i Brooklyn kan det være svært at finde en Skyrækker.

Hvordan er det muligt at være blind barber? Hvem tør blive klippet eller lægge sin hals og strube til? I Lorimer Street i Willliamsburg i Brooklyn har Blind Barber åbnet sin hippe saloon, hvor der klippes og barberes, mens der serveres alle afskygninger af hip kaffe, hippe cocktails og hapser af hip mad.

Selvfølgelig er barberen ikke blind. Navnet spiller på etablissementer fra forbudstiden i USA, hvor speakeasies, skjulte barer, som solgte illegal spiritus, kaldte sig Blind Pig eller Blind Tiger. Officielt betalte man en entré for at se et dyr. Inde bagved skjulte der sig en ulovlig beværtning.

Jeg går ad Brooklyns Broadway på vej mod Francies bibliotek gennem de gader, der er beskrevet i romanen

Fra 1920 –1933, hvor prohibition sluttede, siges der at have været mellem 20.000 til 100.000 speakeasies i New York; tallene kan selvfølgelig ikke verificeres.

Jeg er på vej fra det hippe Williamsburg ud i Betty Smiths Williamsburg. Betty Smith skrev romanen A Tree Grows in Brooklyn (Der vokser et træ i Brooklyn) i 1943 med hovedpersonen Francie Nolan, som læseren møder som 11-årig i et fattigt immigrantmiljø meget lig det, forfatteren selv voksede op i.

I romanen går Francie på biblioteket hver eneste dag og låner en bog. Hun er startet fra en ende af i alfabetet og læser sig frem. Om lørdagen giver hun sig selv lov til at læse to bøger. Og hvis vejret er til det, sætter Francie sig ud på brandtrappen og læser under himmeltræet, Skyrækkeren, der gror i baggården, hvor den fattige familie Nolan bor.

Spadserede man en tur søndag formiddag og kom til et af de pænere kvarterer i nabolaget og kikkede gennem jernporten ind i en eller anden gård og opdagede et lignende træ, så vidste man, at snart ville denne del af Brooklyn også være opfyldt af lejekaserner. Træet vidste det. Det kom først. Siden sivede de fattige indvandrere ind, og de fredelige gamle brunstenshuse blev stykket ud i smålejligheder, og himmeltræet blomstrede. Sådan var dette træ. Det holdt af fattigfolk.

På vej mod Francies bibliotek

Der vokser et træ i Brooklyn var den første voksenbog, jeg læste. Jeg fik den af min faster Anna, der var bibliotekar, og som selv havde klaret at få sig en uddannelse, ligesom Francie i romanen, ved at gå på aftenkursus, mens hun var pige i huset. Og min faster havde lovet sig selv, at hun aldrig ville blive som den bibliotekar, der optræder i bogen, der aldrig ser op og får øje på Francie.: Hver lørdag, når pigen spørger, om bibliotekaren kan anbefale hende en ekstra bog, foreslår bibliotekaren en ud af de samme to titler hver evig eneste gang uden at se op og lægge mærke til eller genkende den videbegærlige pige.

Det var en åbenbaring for mig at læse bogen, først og fremmest fordi jeg havde forestillet mig, at alle voksenbøger var tunge og kedelige, og det var bogen ikke. Jeg kendte godt til sparsommelighed og fattigdom, men det var første gang jeg læste om druk, sex, børnefødsler og aborter, og jeg identificerede mig med pigen, Francie.

Jeg går ad Brooklyns Broadway på vej mod Francies bibliotek gennem de gader, der er beskrevet i romanen.

Højbanen kører over gaden, der er fuld af småbutikker og billige spisesteder. På den ene side af banen bor de ortodokse jødiske familier, på den anden side er det latinamerikanere. Et helt tydeligt og markant skel midt i gaden.

Kort efter klokken ni lørdag morgen begyndte børnene at strømme ud fra alle sidegaderne til Manhattan Avenue. De gik langsomt op ad Avenuen til Scholes Street. Nogle bar deres ragelse i favnen, andre havde vogne lavet af sæbekasser på solide træhjul. Francie og (lillebroderen) Neeley havde alt deres ragelse i en stor sæk. De havde fat i hver sin ende af den og trak den hen ad gaden, op ad Manhattan Avenue, forbi Maujer, Ten Eyck, Stagg, op til Scholes Street. Smukke navne på grimme gader.

Europæerne spørger

Romanen begynder i 1912, og gaderne, hvor børnene trækker af sted med deres indsamlede skatte, der skal sælges til kludehandleren, ligger der endnu, men mange af de gamle huse er revet ned, og der er i 30’erne bygget offentlige ”Projects”, lejlighedskomplekser. Dengang moderne, i dag mange steder stærkt saneringsmodne.

Jeg er på vej til Devoe Street, og nu ændrer gaderne sig til et italiensk boligkvarter med italienske flag, italienske madonnaer i haven, Jesus på gadehjørnet. Det er heller ikke så lang tid efter Columbus’ dag, den 12. oktober, som især italienere har fejret.

På det lille, noget nedslidte bibliotek Leonard Library fra 1908 kender bibliotekaren Eric udmærket Betty Smith, og jo, det er her Francie Nolan kommer i romanen. Men biblioteket gør ikke noget stort ud af det. Der hænger kun en lille ydmyg planche med fotos fra Elia Kazans filmatisering af bogen fra 1953.

– Hvorfor laver I ikke et Francie Nolan hjørne, en Francie Nolan café? spørger jeg bibliotekaren, og han griner og siger, jo, det var måske en idé. Der kommer faktisk nogle enkelte, men mest europæere, og spørger, om det ikke er Francie Nolans bibliotek.

Hvis jeg vil tale med gamle beboere fra kvarteret, så skal jeg gå hen i Swinging Sixties Senior Center, hvor der kommer mange hver dag for at spise, tale sammen og spille kort, og nogle af de friske af dem er med i et projekt, fortæller bibliotekaren Eric, der hedder Our streets are our history, som er en del af Brooklyn Neighborhood Oral History Project.

Vi er Brooklyns træer

Brooklyn er under udvikling, Williamsburgs beboere bliver udskiftet. De gamle brunstenshuse bliver opkøbt og sat i stand. Manhattan er blevet for dyrt.

Swinging Sixties Senior Centerer en stor hjørnebygning på Ainslie Street, også en af de gader, Betty Smith skriver om.

Medarbejderen Julie vil gerne introducere mig for de ældre, til gengæld skal jeg læse op fra bogen for dem og fortælle om, hvornår jeg selv læste den, og mit indtryk af den og deres kvarter. Noget for noget.

We are the trees of Brooklyn, siger Sadie, der er 96 år og centrets ældste, efter min lille session med oplæsning og foredrag

Julie fortæller, at mange af de gamle frygter the hipsters. En ting er, at huslejerne og priserne stiger, men de er også bange for de hurtige cykler og skaters.

De italienske mænd sidder i et rum for sig. De spiller kort. Manny Zirpoli er 94 år og en lidt vrissen mand. Han har været arbejder hele sit liv, men soldat i Europa under krigen, og hvornår har I brug for os igen? spørger han. Han kender godt bogen, selvfølgelig gør han det, og også filmen. Men han og de andre kortspillere gider ikke komme ind i salen og høre mig fortælle.

Manny Zirpoli er 94 år og en lidt vrissen mand. Han vil hellere spille kort.

Mens Francie gik op ad Manhattan Avenue, læste hun de fint klingende navne på de gader, hun kom forbi, højt for sig selv: Scholes, Meserole, Montrose og endelig Johnson Avenue. I de sidste to gader boede italienerne. Kvarteret, som kaldtes jødebyen, begyndte ved Siegel Street, gik over Moore og McKibbon og videre forbi Broadway. Francie styrede mod Broadway.

Jeg læser op i spisesalen fra mit engelske eksemplar af bogen.

Flere af de gamle siger gadenavnene efter mig og retter mig også højlydt og bestemt, hvis min udtale er forkert. Selvom romanen fra 1943 foregår i 1912, virker det som om, det hele er genkendeligt for de gamle andengenerationsimmigranter. Det er først i de senere år, kvarteret er begyndt at skifte karakter.

We are the trees of Brooklyn, siger Sadie, der er 96 år og centrets ældste, efter min lille session med oplæsning og foredrag.

– Vi har altid været fattige, siger hun. Altid en kamp.

Et kvart århundrede har hun arbejdet på fabrik, og i et andet kvart århundrede var hun heldig at få arbejde i en bank. Hun har ikke været gift, hun har ingen børn, og lige præcist i hendes hus, fortæller hun, virker det, som om alle de store rotter i kvarteret har valgt at flytte ind. Hun kan høre dem hele tiden. Sadie hører ikke godt, så rotterne må være endda meget højlydte, siden hun kan høre dem.

En hilsen fra Brooklyn

Jeg taler meget højt, råber næsten, og det har ikke været nemt at kalde flokken af gamle sammen tæt på mig. De sidder i den ret store sal fordelt ved borde, som om de i alderdommen vælger at sidde sammen med deres egen nationalitet. De sorte ved siden af de sorte. Italienerne ved siden af italienerne og polakkerne ved siden af polakkerne.

Anna Gastic på 82 år har boet i Leonard Street lige i nærheden af Francies bibliotek i mange år, men hun blev født på Lower East Side på Manhattan og voksede op i stor fattigdom. Hun kan sagtens huske historien om den lille pige Francie Nolan, og hun kan også huske Francie Nolans far, der i bogen dør af druk. Det gjorde Annas far også, men i modsætning til Francie, der elskede sin fordrukne far, så hadede Anna sin far.

– Min mor kunne ikke slippe af med ham, han ville ikke flytte.

Annas far var russisk og analfabet, moderen var østriger. Anna gemte sig i et skab, når de skændtes, og han slog. Han var en fordrukken parasit, og da han døde, var Anna 13 år gammel, og hun syntes, det var en glæde og en fest uden lige at slippe af med ham. Prohibiton var en joke. Fattigfolk bryggede selv, og der var smugkroer, fortæller hun.

Anna Gastic på 82 år har boet i Leonard Street lige i nærheden af Francies bibliotek i mange år.

Anna var ikke vild med drenge eller mænd, men alligevel blev hun gift med en tjekke, der fik hende overtalt, for man giftede sig jo, det gjorde alle, og de fik en søn, kun den ene søn.

Hendes søn blev sendt til Vietnam som marineinfanterist, og Anna har gemt alle hans breve. Fattiges børn kunne ikke undslå sig. Hendes søn har den samme alder som Donald Trump, men han var selvfølgelig ikke i Vietnam, fortæller Anna, og hun er stadigvæk bitter over, at da hendes søn kom hjem fra Vietnam, kunne han ikke få arbejde. Han havde ikke nogen uddannelse men var stor og stærk, og alligevel, alle de steder han søgte arbejde, da sagde the ponytails, som hun kalder de politisk korrekte, kan jeg forstå, nej til ham, netop fordi han havde været i Vietnam.

Det er fjorten år siden, min faster Anna døde, ikke af sygdom men alderdom, og jeg sender hende en hilsen fra Brooklyn og håber, at træet, Skyrækkeren, tager den med helt op i himlen

Men til sidst fik han job som vagt i FN’s garager og siden en kone og en datter. Og barnebarnet har fået en god uddannelse. Anna griner, mens hun fortæller, at hendes søn fra den første dag, barnet blev undfanget, begyndte at spare op, han arbejdede over og arbejdede i ferier og på helligdage, og Anna har også af sin arbejderløn spædet til.

Barnebarnet bor og arbejder nu et sted upstate. Hun kom ind på et af de gode men dyre universiteter. Anna finder et slidt visitkort frem fra tasken med barnebarnets navn på, jeg skal se det. Hun er stolt af det kort.

Betty Smith flyttede fra Brooklyn, ligesom Francie Nolan gjorde det i bogen. Betty Smith fik en uddannelse. Hun klarede den sociale opstigning fra et fattigt immigrantmiljø i Brooklyn, ligesom Annas barnebarn. Og Anna er stolt. Også selvom hun ikke ser sit barnebarn så tit. Barnebarnet har jo travlt, siger hun.

Min gamle faster Anna lykkedes også med sit projekt: Ud af en børneflok på syv på en gård på landet fik hun tilkæmpet sig mulighed for ikke bare at blive gårdmandsgift. Hun kom på studenterkursus og fik siden en uddannelse som bibliotekar.

Det er fjorten år siden, min faster Anna døde, ikke af sygdom men alderdom, og jeg sender hende en hilsen fra Brooklyn og håber, at træet, Skyrækkeren, tager den med helt op i himlen.


Om hundrede år

Anna Elisabeth Jessens romandebut Om hundrede år er netop udkommet på forlaget Rosinante. Bogen er en familie- og danmarkshistorie fortalt fra skiftende perspektiver i hundrede korte nedslag fra 1914-2014. Et tidsbillede med grumme skæbner og det usagtes evne til både at forme og forkludre livet for en familie.


Fotos: Jørgen Aabenhus.

Anna Elisabeth Jessen (f. 1956) er bachelor i dansk fra Københavns Universitet, journalistuddannet fra Danmarks Journalisthøjskole og manuskriptuddannet fra Den Danske Filmskole.

Har lavet radio, tv og dokumentarfilm siden 1984 og har vundet flere internationale priser for radiomontagerne Hvorfor ringede hun ikke igen? Efter festen og Doktor Tramsens rapport.

I 2008 udkom hendes bog Kraniet fra Katyn på baggrund af radiomontagen og dokumentarfilmen af samme navn. Om hundrede år er hendes første roman.

Anna Elisabeth arbejder i København, men bor på sine oldeforældres gård uden for Haderslev i Sønderjylland samt 1-2 mdr. om året i New York City.

Seneste artikler om Bøger